Birgitte Pedersen skriver i Spørg om stress:
“Hej.
Min kæreste er gået ned med stress og er blevet sygemeldt på længere tid . han lider også at vinterdepression og jeg synes han har symptomer på udbrændthed også… ifølge det jeg kan læse mig frem til… Nu er mit spørgsmål om man kan komme helt ud af balance følelsesmæssigt… for han har sluttet vores ellers gode forhold og vil ikke tale med mig.. vi var lige flyttet sammen i kbh. sammen med mine børn… og 5 mdr efter flytter han tilbage til nordsjælland hvor han kommer fra og hvor hans familie bor… i starten sagde han at han bare havde brug for ro men at han elskede mig og intet var forandret og nu 20 dage efter får jeg et brev hvor han skriver han ikke elsker mig mere og trives med roen der hvor han bor nu…. vi har været meget forelskede i hinanden og jeg er fuldstændig knust og ved ikke om det kan skyldes hans sindstilstand lige nu at han reagerer som han gør???
Håber du kan gi mig et råd til hvad jeg skal/ kan gøre… elsker ham og vil ikke bare gi op.
Vh Birgitte”
Hej Birgitte
Det gør mig ondt at høre, at din kæreste har slået op med dig på den måde. Og ja, stress kan gøre, at man kommer så langt ud, at det er den eneste mulighed, man kan overskue. Når man er alvorligt stresset, og med en depression oveni, så kan det, at være sammen med andre mennesker, være svært. Og hvis man i den situation leder efter løsninger, så vil de ofte blive at undgå kontakten. Det er som en slags flugt, hvor man ikke kan overskue andet.
Mit råd vil være at hold fast og hold ud men respekter, at han har brug at komme sig. Fortæl ham, at du er der, og at du vil blive ved med at være der, og at han er velkommen tilbage, når han får lyst og overskud til det.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
———————-
Kender du til at stress har fået et forhold til at gå i stykker? Skriv gerne et par ord nedenfor.
Hei Birgitte,
Det høres veldig vondt ut, det du forteller om. Jeg vil gjerne dele av min egen erfaring, dvs de tanker jeg gjør meg selv midt oppi det hele- jeg lider også av stress, er sykemeldt fra jobben- og er i et godt forhold.
Jeg har ved flere anledninger tenkt tanken om å flytte ut fra vår felles leilighet og bo hos mine foreldre en stund. Jeg føler ofte at det beste hadde vært å være alene med dette, til det går over. Man får gjerne dårlig samvittighet for den andre siden man ikke har energi til å være med på noe som helst, og man føler at man ikke strekker til. Og er det noe man ikke ønsker å forholde seg til når man lider av stress, så er det unødig dårlig samvittighet.
Jeg opplever ofte at min partner ikke forstår hvordan jeg har det, rett og slett fordi det jeg forklarer virker så fjernt for henne, siden hun ikke har opplevd det selv. Hvis hun f.eks har lyst å gå ut og spise, og jeg ikke er i stand til å gå ut av leiligheten en gang, så er der en viss skuffelse selv om hun viser forståelse så godt hun kan. Og da blir jeg enda mer stresset, og tanker om å ville komme seg langt bort fra “årsaken” dukker opp.
Det kan være at din kjæreste setter sin helse foran noe annet akkurat nå – også deg – og hvis han kjenner en fremgang der han er nå så er det viktig at du ikke presser ham på noen måte.
Det kan, uten at jeg kjenner situasjonen godt nok, godt være at han overhodet ikke mener det han sier til deg, men at det hans måte skape den distansen han føler han trenger for å bli bedre.
Jeg opplever utfordringer i forhold til min sykdom og mitt forhold hver eneste dag, men velger å bli her i byen fremfor å flytte på landet til mine foreldre fordi jeg er redd for å miste henne.
Håper det ordner seg.
Med vennlig hilsen
Torgeir, Norge
Hej Torgeir.
Tak fordi du ville dele din histore med mig… håber du holder ud i dit forhold og snart får det bedre.
mange hilsner Birgitte
Hejsa Birgitte 🙂
Den historie ligner klart noget jeg har været ude for for nyligt.
Holder rigtigt meget af den kvinde som gjorde det forbi pga hendes egne problemer som fylder så meget at der ikke er plads til kærligheden og hun kun kan være der for sig selv og sin søn.
Der har jeg forsøgt at støtte skrive og vise alt for meget at jeg er der for hende men er kun blevet afvist.
Så der er kun det at gøre i mit tilfælde hvad Bjarne Toftegård skriver hvilket jeg også syntes at jeg gør men hvor er det bare svært men man må holde ud.
Håber alt går godt Birgitte
Mvh
René
Hej Bjarne.
Tak for dit svar….. jeg kan mærke at jeg ikke kan give slip på ham endnu og vil kæmpe for vores forhold.. men han har direkte sagt i et brev til mig at jeg skal gi slip på ham og lade ham være.. han virker meget opsat på at skubbe mig fra sig… men jeg kan heller ikke kende ham mere og tror selv det er hans stress og depression der taler.
Er nødt til at respektere at han ikke vil høre fra mig… det er svært men jeg er bange for at skubbe ham yderligere væk hvis jeg bliver ved.
Håber bare han vender tilbage til livet igen og kan huske hvor fantastisk vi havde det sammen og tør vende tilbage til mig.
Vh. Birgitte
Hej Birgitte
Hvor bliver jeg ked af at høre om din mistede kærlighed, for jeg står lidt i samme situation. Min kæreste og jeg mødte hianden for kun 4 mdr siden, og det var helt fantastisk. Nu ved jeg godt, at vi kvinder nogle gange kan blive overvældet af forelskelsen, men han var så sandelig også…og vi talte også om det. Det var længe siden, sagde han at han havde følt sådan, og troede ikke han ville komme til det igen. Vi var så skøre med hinanden, men også fornuftige, talte om der nu var “tid” til mig i hans travle hverdag, og det SKULLE der være , sagde han. Jeg er også leder, men er blevet coachet, og har siden haft godt styr på mine værdier, og balancen mellem dem. Han begyndte langsomt at “forsvinde” i arbejdet, indtil det kulminerede, da han fik at vide at han havde fået ny chef. Han har selv en ledende stilling. I dag ringer han ikke til mig mere , han ved ikke hvad han føler for mig, kan ikke mærke sig selv. Han har mange symptomer på stress og depression. Han har nok også levet et lidt stille og isoleret liv de sidste år inden han mødte mig. Vi er hinandens modsætninger, men har begge viden om det. Jeg har selv været syg med stress, og er blevet coachet, og er kommet endnu stærkere ud af det. Lige nu, har jeg taget styring, men jeg ved ikke om det er det rigtige, jeg ved bare at det er det jeg tror på, for han kæmper bare for at holde hovedet oven vande lige nu – kan slet ikke forholde sig til mine følelser.Jeg har sagt, at jeg elsker ham for meget til at vil se ham gå til grunde, og at han skal gå til lægen. Han får heller ikke lov til at kaste vores kærlighed væk før han er rask igen, og kan mærke sig selv. Jeg respekterer at han har brug for afstand, og vi sover ikke sammen for tiden, ej heller kan han klare alt for meget fysisk kontakt, vi kysser heller ikke. Jeg har jo selv prøvet det, og kan huske hvordan det var. Man kan slet ikke genkende sig selv. Han hører hvad jeg siger, men har meget svært ved erkendelsen om, at han har brug for sygemelding. Jeg ved ikke hvad vi ender med, men jeg gør hvad jeg tror på lige nu. Jeg savner ham ufattelig meget – vi var/er gode sammen…men allerhelst ønsker jeg bare at han får det godt igen.
Birgitte, hold fast i dig selv, og gør hvad du tror på, men respekter også hans valg. Det er vigtigt, at man kan sige til sig selv, at man gør det man tror på.
Kh Charlotte
Hej Charlotte
Jeg er en fyr på 23år og
Den situation du beskriver
Lyder præcis som mig og min pige.
Jeg ville meget gerne høre hvad du gør og hvad man kan gøre for at holde hovdet oppe og få sin partner til at vente med sin beslutning til stressen er dulmet
Kære Charlotte.
Først vil jeg sige at jeg føler med dig… med den smerte du gennemgår lige nu.. og så vil jeg takke dig for at dele din historie med mig..
Det hjælper meget at høre at det ikke er så ualmindeligt at “den stressede/ deprimerede” vælger at forlade et forhold.
Jeg kæmper stadig med en enorm smerte og savn og følelse af magtesløshed….
Han har valgt alt kontakt fra og jeg kan slet ikke genkende ham… vi havde en fantastisk kærlighed til hinanden… men nu siger han at han ikke elsker mig mere og at det er mit liv med børn og det at jeg bor i københavn han ikke kan håndtere…. det gør ondt og jeg har svært ved at acceptere det som grunden da jeg ved han har haft stress og depressioner før han mødte mig.
Jeg er meget i vildrede om jeg er nødt til at give slip på ham ,som han beder mig om ,eller jeg fortsat skal kæmpe for vores forhold…. det er nu 5 uger siden han gjorde det forbi med en sms og et brev… han tør ikke møde mig og tage konfrontationen… siger det gør for ondt på os begge og jeg føler mig så fortabt og kan ikke forstå hvorfor??
Kh. Birgitte
Ps. Håber det bedste for dig og din kærlighed.
Kære Birgitte.
jeg er hårdt strees ramt og jeg ønsker bare jeg kan forsvinde fra min familie det er en kæmpe ulykke jeg har bragt på dem og jeg gør ondt værre – jeg holder fast i troen på at jeg el¨sker dem men uden at kunne føle det og siger hele tiden til mig selv at jeg er syg og det er derfor jeg ikke vil være sammen med dem men når jeg bliver rask elsker jeg dem som altid dette er ikke kun min mand men også mine børn og det gør ondt at have det sådan men dagligt svigter jeg dem både gennem dårligt humør men også ved ikke at kunne hente dem uden angst eller aflever i inst. der er ingen vinterferie her for mor tør ikke være sammen med andre og hun kan ikke holde ud at de vil have et kram kunne jeg og havede jeg muligheden var jeg også flygtet langt væk for ikke at give dem mere smerte end nødvendigt.
strees er en forbandet sygdom som der ikke er meget fornuft i.
lone
Kære Lone.
Tusind tak fordi du havde overskud til at skrive til mig…. føler med dig og håber du snart får det bedre.
Det hjælper mig utroligt meget at høre fra andre der kender til det at have stress/ depression inde på livet for jeg står stadig fuldtændig rådvild og magtesløs overfor hvad der lige skete med os… fra den ene dag til den anden ændrede alt sig… fra at have elsket hinanden højt og med en tro på at det skulle være os resten af livet og så til nu hvor der ikke er nogen form for kontakt mere…. det gør stadig forbandet ondt og savnet er ubærligt…. vil dog ikke slippe håbet om at han en dag genfinder sig selv og kan mærke sine følelser for mig igen.
Endnu engang tak for dit brev… øsnker det bedste for dig og din familie.
Kh. Birgitte
Kære Lone, jeg er selv ramt af stress og det rammer hele min familie, jeg har ikke overskud til mand og børn de er godt nok voksne, så der er en vis forståelse, vi bor hos min mor da jeg ikke kan holde ud af være der hvor vi nomalt bor, til og med skal vi flytte til maj, noget jeg ikke kan overskue, idag men imorgen kan jeg det måske godt, sådan svinger det hele tiden, jeg går hos en psykolog, har været der 3 gange men tror jo at man efter en gang er rask fordi man har nogle gode dage, men så kommer den sorte klamme hånd og knuser dig så du sidder og tuder og har det rigtig dårlig, jeg har mange gange tænkt at det var nemmer hvis jeg bare tog mit liv for så var jeg ude over al den lidelse, jeg har også dårlig samvittighed over for mit arbejde,, min familie,, vores venner,, ja faktisk over for alle,, men den gråd og magteløshed er godt nok det sværeste jeg har prøvet, lægerne og psykologen siger godt nok at det nok skal blive bedre men man har svært ved at tro på det, man bliver også misundelig på dem som har et nomalt liv og man ønsker bare at få sit liv igen(jeg vil bare så gerne livet giv mig det nu snart tilbage jeg savner det bare så meget),, de kærligste hilsner conny( så giv det tid )
Hej Conny
Det skal nok lysne, men først, skal du glemme den dårlige samvittighed, den gavner ingen, og slet ikke dig! Jeg har været samme sted som dig, men er nået dertil, hvor jeg begynder at mangle at komme på arbejde. I starten troede jeg ikke jeg nogensinde, blev klar til at arbejde på min arbejdsplads igen, men det har også ændret sig. Det der skal til er TID, TID og atter TID. Pas på dig selv, og husk de gode dage bliver flere og flere.
Med venlig hilsen
Lene S.
Tak Lene, for de pæne ord men jeg har godt nok svært ved at se nogle lyspunkter, og idag er en af de værre, jeg har brugt dagen på at hyle, imorgen skal jeg ind til en læge, det har noget med mit arbejde at gøre, hvad det går ud på ved jeg ikke, så det stresser mig, kan jeg mærke, det er så skræmmende at man kan få de døds tanker og så samtidig gerne vil livet så meget,,jeg bliver rigtig bange for mine tanker omkring det, og har meget svært ved at håndterer det,, nogle gange ville det være bedre hvis man kunne få en pille lige som dem der er deprig,, der findes jo lykkepiller,vi andre skal kæmpe dobbel så hårdt, og vende vrangen ud af os selv hos psykologen,, jeg har været der 3 gange,, er lidt utålmodig regnede med det ville hjælpe efter den første gang,,andengang,, men efter 3 gang havde jeg regnet med at nu er jeg klar til at køre deruf igen, men torsdag i sidste uge kunne jeg mærke at der var noget galt og fredag knækkede jeg sammen oppe hos psykologen,, og faktisk har det varet en frygtelig uge med flere nedtur end op ture,, det er så svært at blive ved med at kæmpe,, nå men psykologen venter på mig på mandag og så må vi se om det bliver bedre,,
med venlig hilsen
Conny K
Hej Conny
Hold hovedet oppe, og kæmp, det bliver bedre. Jeg er sikker på at grunden til du har haft en rigtig dårlig uge, er at du skal end til en læge, der har noget med arbejde at gøre. Jeg har haft det på samme måde, de gange jeg har snakket med mine arbejdsgivere, og hver gang der er blevet snakket om opstart på arbejde, er samtlige symptomer kommet igen. Men nu er jeg nået dertil, hvor jeg begynder at kede mig hjemme, og indimellem mangler at komme ud bland mennesker, og føle mig “almindelig” igen. Har du prøvet at skrive alt det ned, der går dig på, og som kører rundt i hovedet på dig. Det har hjulpet mig, at skrive nogle løsningsforslag ned, f.eks hvad gør jeg, hvis jeg ikke føler mig klar til at arbejde, osv. Det sætter nogengange tingene i perspektiv. De første gange ved psykolog, havde, jeg det dårligt et par ddage efter, fordi der blev åbnet op for ting, jeg helst ikke ville snakke om, fordi de på dette tidspunkt gjorde for ondt, men det bliver også bedre, pludselig er det en lettelse, at få snakket og sætte ord på fustrationerne.
I starten går det bare så ufattelig langsom, men jo længere du kommer i forløbet, jo hurtigere går det. Og de sorte huller bliver færre og lettere at komme op af.
Held og lykke i morgen!
Pas på dig selv.
Kærlig hilsen
Lene S.
Ja jeg har lige scoret en kæreste på skovmoseskolen. da Mig og simone forelskese os. i hinanden. det var et stort Øjeblik. da vi blev det. Hun er meget smuk og mild. hun kan nåde som jeg ikke kan. hun er ikke god til fodbold. men hun er min for evigt. håber jeg. hun ringede faktisk til mine forældre idag. mine forældre ved ikke hvem det var. ang,. måske at det var simone
Hej Birgitte,
Jeg flyttede sammen med min kæreste for 1½ år siden, Vi flyttede sammen i hans hus med hans børn og mine børn. Vi ville det begge to så meget, var meget glade for hinanden og vores børn tog heldigvis hele sammenflytningen rigtig fint.
Men da hverdagen meldte sig opdagede jeg at deres livsrytme var meget anderledes end vores – der var konstant uro mens jeg var vandt til en meget rolig hverdag med mine børn. Hans børn fyldte utrolig meget i vores fælles hjem, larmede hele tiden og de skubbede hele tiden ved mine grænser.
Min kæreste og jeg havde en forskellig holdning til hvad der er i orden og hvad der ikke er i orden – tror nogen gange han gik med skyklapper for at undgå konflikter. Og vi havde en meget forskellig opfattelse af hvor selvstændige børn skal være og hvor meget de skal serviceres.
Samtidig boede vi i deres hus og selvom vi malede, flyttede om på møbler, købte nye ting sammen og alt hvad man nu ellers kunne så følte jeg aldrig at det var mit og til sidst blev jeg rodløs. Når jeg trådte ind af døren var det som om der faldt en tung sky over mig. Jeg følte mig ikke hjemme.
Samtidig med det havde jeg en masse pres på arbejdet, hvor jeg ikke altid følte, at jeg slog til og et studie der skulle færdiggøres uden at der rigtig var forståelse og ro til at jeg kunne læse til eksamen.
Jeg følte mig som en dårlig mor der snerrede af mine egne og hans børn hele tiden i stedet for at nyde de små dejlige væsner de er, og det havde jeg det rigtig dårligt med. Jeg følte også, at jeg var en dårlig kæreste fordi mit overskud var helt i bund og jeg faldt om kuld på sofaen hver aften når børnene var lagt i seng, for at gå videre ind i seng og sove til næste morgen.
Jeg begyndte at fantasere om det rolige liv jeg havde levet med børnene. Og om igen at kunne gå til skole med børnene i stedet for at være tvunget til at tage bilen hver dag. Jeg gjorde livet før sammenflytningen meget rosenrød i mit hoved.
Til sidst valgte jeg at flytte tilbage hvor jeg kom fra med mine børn. Mange ting blev bedre, men nu sidder jeg alene tilbage i en lejlighed som jeg ikke har nogen følelser for længere. Jeg har fundet roen men savner min kæreste så utrolig meget.
Jeg har ikke indset på det tidspunkt at jeg måske har været rigtig stresset overhele situationen og hverdagen, men når jeg læser alle jeres indlæg er der nogle ting der er gået op for mig.
Jeg savner min kæreste så utrolig meget og elsker ham stadig. Jeg ved, at han også elsker mig, men han tør ikke tro på, at vi kan få et liv sammen igen, for han er bange, at jeg vil smutte igen når tingene bliver for svære. Han tør ikke tro så meget på os at han vil sælge sit hus for at starte forfra med mig – for det er en betingelse fra min side, at vi starter forfra sammen og ikke fortsætter hvor vi slap.
Men hvordan sikrer jeg, at jeg ikke havner i samme situation??? – jeg er stadig stresset og det påvirker mine præstationer, mit humør, mit helbred og min vægt. Siden jeg flyttede har meget af min stress kommet af bekymringer og savn – for jeg savner ham så utrolig meget.
Og hvordan får jeg ham til at forstå, at stress kan gøre en masse dårlige ting ved en og påvirke en til at tage de forkerte beslutninger fordi man ikke kan se anden udvej på tidspunktet… Jeg vil så gerne få ham til at forstå, men lige meget hvad jeg siger, så siger han, at han elsker mig utrolig højt og gerne vil se fremtiden for os, men at han ikke kan se at det kan blive realistisk.
Jeg har prøvet noget nær det samme. At blive skilt efter 13 år. Min ex skrev sammen med andre kvinder- det gjorde han i mange år. Han benægtede også da jeg fandt billeder lige efter fødslen af vores fælles barn. 6 år efter dette finder jeg ud af at han skriver jeg elsker ig til.en anden. Jeg bliver vred og smider ham ud, hvortil han går under jorden i 14 dage. Vores barn er fortvivlet, jeg taber mig 8 kg og da han kommer tilbage siger han slut. Han ber mig gå på nettet og finde en anden. Kort tid efter ramler jeg ind i den store kærlighed og rive teltpælene op og ta vores barn med. Min ex blev boende i vores ejendom mens den stod tilsalg i 3 år og jeg betalte halv husleje der. Flyttede langt væk fra venner og familie på min kærestes landsted og blev papmor hv.14.dag til to teenage piger. Fik nyt job flere gange. Mit barn kom i.ny skole. Jeg mistede den tætte kontakt til min familie. Min kæreste ville ej flytte fra sin bolig som også var hans barndomshjem og hans familie er i samme by. Mit humør begyndte at svinge meget, jeg var ofte ked af det og stresset. Dette fortsatte, mit barn blev ked af at se mig ked af det og begyndte at lukke sig ind i sig selv og have angstanfald ligene tilfælde. Jeg hadede mig selv for min usikkerhed. Havde altid haft styr på mig selv og mit liv. Gik til læge og blev henvist til psykolog. Følte jeg havde rødder to steder. Kunne ikke overskue konsekvenserne af at flytte eller af at blive. Psykologen hjalp ikke…opgav dette….begyndte at skændes og misforstå kæresten. Truede med at flytte, han forsøgte at sige han elskede mig, men jeg troede ikke herpå. Nu har han sagt at han elsker mig men.at jeg må flytte hvis jeg ikke kan holde ud at være her. Har haft et par episoder med hans børn hvor de stjæler fra mig og svarer mig igen. Jeg aner ej uråd. Jeg kan ikke mærke mig selv- jeg ved dog jeg elsker ham overalt- men helst ville jeg vi flyttede hjem hvor min familie er. Jeg overspiser, sover meget, laver ingenting. Mine mål og ambitioner i mit liv er lig nul. Jeg tænker meget over at jeg skal huske at nyde nuet- samtidig er det som om der er en sort tung hætte over mit hjerte- alle håb og drømme er brast. Jeg har nu haft det sådan i 3 år…..er så træt, så trist og ville ønske jeg kunne starte på en frisk med min nuværende kæreste…så han kunne se den glade selvstændige kvinde han faldt for..!
Er så.bange for fremtiden….
Hej Sofie.
Tak fordi du havde lyst til at fortælle din historie…
Det er nu tre måneder siden min kæreste fra den ene dag til den anden tog sine ting og flyttede med ordene at han elskede mig og ville kæmpe for vores forhold og ihvertfald ikke havde givet op… det der efterfølgende er sket er at han har skrevet breve til mig hvori han skriver at han er kommet frem til at han ikke kan være sammen med en kvinde der har børn… han har selv en datter… og at han ikke længere elsker mig… han har i den grad gjort alt for at skubbe mig væk og han har ikke villet se mig eller snakke med mig i telefon… men har bare gjort vores forhold slut i et brev.
Jeg kan ikke gøre mere nu…. først var jeg meget ulykkelig og havde ondt af ham … men har nu egentlig fået vendt det til vrede over at han har behandlet mig så dårligt… vi var lige flyttet sammen med fælles børn og da det blev for svært valgte han at flytte og lade mig sidde tilbage i en lejlighed vi havde fået sammen.
Jeg har gjort alt for at støtte ham og give ham ro ect.ect… men har fået nok nu… synes han er fej at han ikke vil se mig og snakke med mig… men vælger at droppe alt kontakt… vi havde et fantastisk forhold og vi elskede hinanden højt.. så forstår ingenting.
Kan på en måde godt forstå at din kæreste ikke tør prøve igen… han må føle sig meget såret… men jeg håber du får ham overbevist om at du vil ham og at du ikke vil gi op næste gang det måske bliver svært.
Håber det bedste for dig og endnu engang tak for dit brev.
K.h. Birgitte
Hej .. Jeg går og har det rigtig dårlig fordi jeg ikke kan mærke mig selv og føler ikke jeg har noget a give a .. Jeg savner at savne min kæreste og ville gøre alt for at tingene skal blive som før .. Jeg har en depression og måske stress .. eller bare en a tingene .. min nye psykolog gjorde mig forvirret ved at sige at han måske troede det var stress jeg havde og jeg har i 2 måneder gået og fået a vide at det var en deprssion .. Det er som om mine tanker bliver styret a en anden (det lyder mærkelig men sådan føles det ..) det skete pludselig en Mandag morgen at jeg fik det dårlig , BANG så kom det bare til mig .. Jeg kunne mærke at tingene ikke var som de plejede a være .. Jeg følte mig fuldstændig tom og kunne ikke mærke min kæreste eller noget som helt. jeg kom akut til en psykolog so fortalte mig at det var normale symptomer jeg havde overfor min kæreste for det var en depression jeg havde fået .. efter nogle dage kunne jeg mærke min kæreste fuldstændig igen og blev bare rigtig rigtig glad. så tog jeg til london med min far og søskende 3 dage og bang .. da jeg var afsted kom tom heden tilbage ? Siden den dag har jeg gået og tængt at det sikkert var min kæreste der var problemet i mit liv. selvom jeg kan mærke inderst inde at han virkelig ikke er problemet .. men alligevel har man bare lyst til at flygte ? og det gør bare så ondt på mig at jeg overhovedet kan tænke den tanke for elsker ham virkelig over alt på jorden .. og de “gode dage” kan jeg virkelig bare mærke ham og er så glad for ham . og pludselig forsvinder det bare også blir mit hovede fyldt med tanker om at han ville have det bedre uden mig og jeg ville sikkert få det bedre uden ham osv .. det er så ubehagelig !!! jeg mister snart håbet om at det nogen sinde skal blive godt igen og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ???
Hej Cille
Det er ikke rart, når man har det, som du har det, men prøv at bevare håbet. Du har brug for hjælp, og jeg vil foreslå, at du taler med din læge om situationen, så du kan få den rette behandling.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Godeftermiddag Bjarne og alle jer som har skrevet ind til denne blog.
Mit navn er michael
og jeg sidder her en sen efterniddag og læser jeres frygtelige historier på livet. Det påvirker mig meget at se de ting som i skriver om.
Kan se det er ved at være noget tid siden sidst, at der blev skrevet på denne blog, så jeg aner faktisk ikke om der stadig er puls her?
Cille var den sidste med et brev i starten af Maj.
Måske solen og den blide vår skubbede de grimme ting lidt af vejen og gav plads til livet.
Jeg kan ihvertfald mærke en markant forskel på årstiden humør.
Så før jeg tilføjer mere, lytter jeg lige efter en puls her.
Ps. Håber jer der har lidt, at i har fået det bedre og kommet videre i den rigtige retning….
KH. M
Hej Michael
Tak for din lille positive besked 🙂 … Dette er blot ét ud af mange indlæg, så der er masser af liv i bloggen. Se her: http://www.forebygstress.dk/blog
Mvh. Bjarne Toftegård
Tja… klokken er mange og strømmen på bærbaren er lav, så det bliver nok en kort historie.
Men jeg er SÅ frustreret, men ved at læse jeres historier har jeg fået åbnet øjnene og set at det der sker i mit liv nu er “normalt”.
Min kæreste og jeg har været sammen i 7 mdr. i dag og jeg sidder hjemme hos mine forældre og han er ??? Guderne må vide det.
Da vi fandt sammen var han lige kommet ud af en depression hvor han havde overvejet at tage sit eget liv, men han havde det godt og fortalte at jeg var det bedste der nogensinde var sket i hans liv. Jeg havde det og har det på samme måde og efter kun 1 måned sammen valgte vi at tage springet og flytte sammen.
Alt gik bare godt og alle misundede vores forhold, men så skete det. Hans bil gik i stykker og kunne ikke laves, så købte han en ny og kort tid efter det blev han fyret og den nye bil gik også i stykker og ville være for dyr for os at lave. Vi blev sat i et enormt økonomisk pres og han indrømmede en dag at han nok burde kontakte sin læge for at på antidepressiv medicin igen. på dette tidspunkt havde vi kun været sammen i 3 mdr.
Jeg gav ham tid og plads og pressede ham ikke (føler jeg), men en ting er hvad jeg føler og en anden ting er hvad han føler. Så i sidste weekend var ham og gutterne på bytur og han sagde at han havde haft den fedeste aften i mands minde og det var jeg så glad for. Hvad der så efterfølgende er sket inde i hans hovede ved jeg ikke for 3 dage efter hans herlige bytur, bad han mig om at flytte. Vi skulle stadig være sammen men bare bo hver for sig og starte på en frisk.
Efter jeg pakkede en taske og er kommet hjem til mine forældre har jeg ikke set ham. Hans sms’er er fraværende og alt misforståes nu mere en nogensinde. Han ved ikke om han vil snakke med mig eller ej og ved ikke om han vil se mig foreløbig. Han holder dog fast i at han ikke vil miste mig og det hører jeg også fra samtlige af han venner. Men nu sidder jeg her og har skrevet godnat til ham og at han er savnet men har ikke hørt fra ham…
Det er ikke nemt at være sammen med en med depression så da kommentaren kom med at hvis man har depression så medicinerer man og så er det ikke så svært, blev jeg meget stødt over sådan en udtalelse.
Jeg må holde hovedet koldt og “droppe” alle de sms’er hvor jeg skriver hvordan jeg har det for det giver bare ham endnu dårligere samvittighed.
LIFE SUCKS nu engang, men man skal huske på at stress og depression er helbedelige sygdomme og at alt nok skal blive godt igen selvom det i øjeblikket virker håbløst…
Godnat folkens og held og lykke til andre syge og pårørende
Hejsa jeg havde verdens bedste kæreste og skriver havde for det er da gået totalt,i den modsatte retning jeg kunne mærke på hende lige pludslig blev hun en anden,og jeg fangede godt hun ændrede sig og spurgte hende om hun ikke skulle gå til lægen og få en snak,men nej hun fejlede ingen ting,så hun kom ikke afsted så sprang bomben en dag da hun kom fra arbejde og var helt nedei kældren og kom så endelig til lægen og fik diagnosen stress og depration lykkepiller osv.det er snart et år det har været sådan vi bor heldigvis hver for sig så vi er ikke tvungen til og se hinanden.jeg har virkelig strukket mig rigtigt langt hjulpet hende i hoved og … men så møder man stone face når msn snakker med hende og hun er totalt føelses kold jeg ved virkelig ikke hvad jeg dkal gøre hun var verdens dejligste pige,men jeg tror min tålmodighed er ved og være brugt op det sidste jeg ønsker er og stoppe vores forhold som har varet 3 år men igen man skal også passe på sig selv..jeg føler mig virkelig rådvild og aner ikke hvad jeg skal gøre men en ting ved jeg at jeg ikke vil side standby meget længere,hvis man bare kunne få hende til og indse hvad hun er ved og smide væk men ak du kan lige så godt snakke til en mur.jeg kan sagtens forstå folk ryger ned men samtidig gør du ingenting og smider dig på sofaen kommer man ikke vidre i livet,og jo så vil folk sige han aner ikke hvad hsb snakker om men jo jeg mistede min mor som 9 årig af cancer og måtte flytte ud til min bror da vi boede alene min far døde på min 18 års fødselsdag ag druk,og har måtte finde mig i 100 nederlag i livet..Men jeg gik til psykolog i 2,5 år ellers havde jeg ikke været her i dag.så jo min frustrationer over hun ikke vil tage imod hjælp er hjerte skærende for mig elsker hende rigtigt højt men bliver igen nød til og passe på mig selv..håber der er nogle her som kan give mig lidt håb:))mvh poul
Hej Poul.
Jeg håber du har læst denne tråd. For her vil du finde at det er dybt frustrererne at være på den ene eller anden side i den situation. Du vil også kunne læse historier der ligner din.
Poul du kan på ingen måde Sam ligne livets knæk/nederlag med stres. Jeg har prøvet begge. Livets nederlag der tager du fat i problemet og rejser dig ligesom du selv har gjort. Stres der kender du ikke sig selv, dine tanker følelser ja selv mit syn kunne jeg ikke kende eller stole på, jeg var en helt anden og det er skræmmende. Jeg kunne ikke se hvordan folk kunne holde af mig når jeg ikke var mig. Nu her efter en 4 års LANG rejse er jeg blevet mig selv og jeg er min mand dybt taknemlig at han var ved min side. Det har givet et stærkere bånd mellem os, ingen tvivl om det. Men vi havde også levet sammen i 6 år og var gift med barn/ børn inden jeg gik ned. For du har helt ret man skal passe på sig selv. Kan du finde en kombination hvor du fortsætter dit liv samtidigt med at du lader hende vide at der er plads til hende ville det nok være den bedste her og nu løsning. Men kig ind i dig selv og bliver frustrationerne for store så prøv om du kan glæde dig over at du tros alt har haft en god tid med hende
Jo tak har læst tråden og ja det lyder uhyggeligt:(jeg tror inderst inde at hun elsker mig rigtigt højt men svært for hende og vise det og der hopper min kæde lidt af for har så svært ved og forstå det..og man tror jo straks der er noget i gære me det er fordi vi havde det så godt før men jo jeg giver he de luft og chancen for og hele sig vil lytte til dit råd:)og må jo prøve og sætte mit eget på pause og lad hende være til og komme ovenpå men jo jeg har svært ved dey fordi det præger mig jo også psykisk men ja vil læse meget mere i disse firum så jeg kan blive klogere mvh poul:)
hej.
jeg er en mand på 27 år der virkelig er dybt ulykkelig, min eks kæreste slog op med mig i september, det skal siges vi har et fælles barn på snart 2 år, og vi har været sammen i 3 år, vi har haft en hårdt år pga fyrring og flytning, jeg havde meget svært ved at blive fyrret og at flytte fra min hjemby, vi har skændtes en del det sidste halve år, og har ikke haft den store sexlyst, men den har dog været der, vi var dårlig til at snakke sammen, og hun fandt så ud af jeg havde skrevet med en gammel veninde, og der stod at jeg altid ville have hende i mit hjerte fordi hun altid havde været en god ven, men intet andet, hun valgte at sige til mig hun viste jeg havde snakket med hende, og jeg gik i chok og nægtede de første på gange, men er kendte til sidst, vi havde en lang snak om det, og jeg var ked af jeg ikke gik til bekendelse for der var jo som sagt intet i det. hun vælger så at sige hun vil stoppe her for hun har mistet tilliden, jeg bliver rigtig ked af det, og vi vælger at bo sammen indtil sidst i januar, i den periode prøver jeg alt jeg kan, bliver bedre til at lytte bedre til at tage kretik til mig, og mere huslig igen, da jeg har haft svært ved at overskue dette, hun siger hun er glad for at se ændringen, men det ikke hjælper nu, jeg fortæller hende, at jeg selv har kunne se jeg har været dum og dårlig på nogle område og vil rette op på dem, hun er i en lang periode meget lukket, og siger kommer man videre kommer man videre og hun ikke se os som et par igen, men hun ved self ikke hvordan hun har det om nogle måneder, først på dagen hvor jeg for alvor skal flytte og skal have vores barn med på weekend, åbner hun endelig op og fortæller hun er forvirret, for den ene dag vil hun have mig tilbage og den anden dag ved hun ikke, og det har hun ikke ville fortælle mig da hun ikke ville give mig for høje forhåbninger, men at aller følser er der endnu, men hun vil have ro og fred til at finde sig selv, da hun pt ikke kan overskue andet end hende selv og vores fælles søn, men at hun stadigvæk elsker mig, men jeg skal ikke regne med noget, hun er dog stadigvæk meget interresseret i hvem jeg snakker med og, skrev til mig efter nogle dage om jeg var gået under jorden da hun ikke havde hørt fra mig i et døgns tid, jeg svare nej slet ikke, jeg forsøger bare at give dig ro :). jeg har skrevet et lang besked til hende at jeg elsker hende og vil være der for hende unaset hvad og at jeg naturligvis håber hun vil give mig chancen igen for vi kan få det godt og være en familie, hun har sagt til mig hun vil overveje vores forhold igen, når hun når der til men at jeg ikke må tro det nødvendigvis bliver til noget, da hun som sagt ikke ved om hun kommer til at føle det er den bedste beslutning at være selv, eller komme videre, vi skal dog til terapi om små 3 uger, hvor hun har sagt hun ikke komme med for at redde vores forhold, men for at høre hvad hun har at sige, jeg siger så det er okay, men der vil vi få nogle værktøjer som vi kan bruge hvis hun nu skulle få overskudet og løsten igen, og derfor spørg jeg nu, skal jeg holde håbet oppe, eller er det slut kh en der er ved at dø af savn og ulykkelighed,
Hej Kristian
To af de ting, der kan være en udfordring for et parforhold, er dårlig kommunikation og stress. Det lyder lidt som I har haft begge dele.
Det er tydeligt, at du har følelser for hende, og hun har også følelser for dig. Det er godt, at I skal til noget parterapi, ellers ville jeg nok have anbefalet muligheden.
Du vil hende, og hun holder en dør på klem, så du skal holde modet oppe!
Mvh Bjarne Toftegård
Hejsa,
Jeg er en ung kvinde. Og jeg står også i en rigtig skidt situation mht. stress og min kæreste.
Min kæreste og jeg flyttede sammen i sommers, hvilket vi havde set frem til i så lang tid. Men så gik han ned med stress, han havde rigtig meget skole, arbejde og det var for tidligt for ham at flytte hjemmefra. Jeg har i alt den tid været meget overskudsagtig, men jeg har samtidig også haft en masse problemer i mit liv, så det har været hårdt. For to måneder siden flyttede han hjem igen, og skulle nu endelig til at have styr på sig selv. Så er der mig, alene i vores lejlighed. Min kæreste har haft brug for bare at have det godt, og at vi skulle have det godt. Men jeg har haft rigtig svært ved at acceptere situation, og hver gang jeg har prøvet at være ked af det, eller udtrykke med vrede mod hans hjemflytning er det endt skidt. Så jeg kan ikke folde mig i ud forholdet, og være ked af det. Og han er stadig ikke ovenpå. Nu er det så kommet dertil, at vi begge er kommet i tvivl om forholdet, fordi det er hårdt. Og han siger, at han har brug for at være sikker, for vi elsker hinanden, men føler et sted, at det ikke skal være os. Men nu, hvor vi har sagt, at vi skal på pause, vil jeg bare have det til at fungere og jeg ved at jeg SKAL være sammen med ham. Men det passer ikke lige nu, fordi der ikke er plads til vores problemer i forholdet… Men tænk, hvis han finder ud af, at hans liv ikke skal indeholde mig? Vi elsker hinanden og vil gerne have det til at fungere… Hvordan skal jeg håndtere pausen? Vi har aftalt at mødes på vores 3 årsdag om 1,5 måneds tid. Nogen foreslag til, hvordan vi kan mødes, hvordan vi starter på en frisk? Hvordan beholder jeg ham i mit liv, jeg er bange for, at hans følelser forsvinder pga. stressen, fordi han bare ikke orker, at vi skal skændes pga. stressen…
Hej PHJ
Det er aldrig let, når ens kæreste bliver stresset. Stress gør desværre ofte det, at vores ressourcer forsvinder og vi kan have svært ved selv vores nærmeste. Det gode er, at når stressen forsvinder igen, så vil ressourcerne og følelserne komme igen. Det bedste du kan gøre nu, er at give ham plads og være tålmodig. Hvis du presser på, risikerer du at få den modsatte virkning af hvad du ønsker. Du skriver, at i skændes på grund af stressen. På det punkt kan du gøre rigtig meget. Nemlig, lad være med at skændes! Der skal to til at skændes, og hvis du ikke er med på den, så er der ikke noget skænderi. Du skal rumme ham, og hans frustrationer m.v. Lad ham sige sin mening, uden at du reagerer på den. Du behøver ikke sige din mening, i hvert fald ikke mere end én gang. I bliver ikke enige om noget ved at skændes. Det, der skal snakkes om, skal I snakke om, når han får mere overskud igen. Så du får brug for en masse tålmodighed.
Mvh Bjarne Toftegård
hejsa jeg har selv været i et forhold igennem 18 mdr hvor manden jeg ønskede at dele mit liv har stress ingen selv værd.han startede med at anklage mig for ikke at være de steder jeg sagde jeg var og tjekkede min tlf og ja i bund og grund ikke stolede på mig.han mente også at jeg var utro med min tidligere svigersøn som absolut intet har på sig.har formået at gøre det så godt jeg kunneat være der for og lytte men det var ikke nok.han sluttede forholdet for 3 uger siden og det er svært da mine følelser stadig er hos ham.han har bedt mig om at gi ham noget tid til at finde ro.der har vi været før.han smutter fra mig når han får modstand og svarer ikke sms eller tlfopkald.ved snart ikke hvad jeg skal stille op.nogle som kan hjælpe mig lidt på vej.han mener også at vi kan snakke sammen og ses men jeg har det svært med hele situationen.knus fra den fortvivlede
Hej Fortvivlede
Jeg kan godt forstå, at du er fortvivlet. Det er svært, når ens kæreste bliver så stresset, at de tager afstand fra en, og som i dit tilfælde slår op med en. Det er nogle gange en trist effekt af stressen. Den stressede bliver irrationel og følesesstyret, og det er ikke altid nemt. Det er svært at se på, og det er svær, når man ikke kan hjælpe vedkommende. Jeg håber for jer, at han får bugt med sin stress, kommer ovenpå igen, og bliver sig selv igen. Hvis du vil ham, så skal du være tålmodig, ikke presse, men blot være der for ham.
Mvh
Bjarne Toftegård
Har min kone stres, eller mener hun virkelig at hun ikke elsker mig mere?
Min kone og jeg har været sammen i 12 år og har 2 børn. De sidste 9 år har vi løbende renoveret vores hus, samtidig med at vi har passet vores arbejde/studier. For godt 5 år siden fik min kone en arbejdsskade, der gjorde at hun var nødt til at tage en ny uddannelse. Det var et hårdt slag for hende da hun blev ramt af sin skade. Hun kom dog i gang med sin nye uddannelse og om en måned er hun færdig. Siden august sidste år har hendes kalender virkelig været fuld. Hun startede med et halvt år i praktik, hvor hun bliver tilbudt et job i resten af hendes studietid. Så til Januar står hun med et 30 timers job og 4 eksamener foran sig. I starten har vi det rigtig godt. Jeg siger til hende at jeg nok skal klare det hele herhjemme og ta mig af børnene og der fritidsaktiviteter. Hun skal bare koncentrere sig om hendes studie og job. Siden marts har jeg kunne se, at hun blev mere og mere fjern, Når jeg kyssede hende var det som om hun begyndte at dreje hovedet. Når jeg gav hende et kram søgte hun væk. Irriteret over hendes mangel på tilstedeværelse sagde jeg til hende at jeg synes hun var så fjern og at jeg savnede hende. Næste dag kom hun hjem far arbejde og sagde at hun havde lagt og tænkt hele natten. Hun elskede mig ikke på samme måde mere som hun gjorde for et år siden. Jeg blev selvfølgelig ked af det og min verden brød helt sammen. Jeg spurgte hende hvorfor? Hun sagde at hun ikke vidste hvorfor. Hun siger samtidig at hun husker sidste sommer som være den mest lykkelige kvinde. Men efter sommerferien begyndte hun at se mig mere som en ven. Hun er rigtig ked af, at hun føler sådan. Hun har aldrig føt sådan før, hun har altid elsket mig siger hun. Men hun kan ikke sige hvorfor. Hun er også godt klar over, at jeg har været der og støttet hende igennem hele uddannelsesforløbet.
Efter nogen dage med tårer blev vi enige om at vi var nødt til at tage en snakken efter hendes eksamen, for ellers ville hun ikke kunne koncentrere sig om den. Hun blev ved med at sige. ” Jeg kan ikke være i det lige nu”
Det er nu en uge siden hun smed bomben. Hun har stadig masser af overskud til arbejde. smiler og snakker med børnene og eksamen. Vi snakker stadig godt sammen, men det er om alt muligt andet end hvad der skete for en uge siden. Min verden er styrtet fuldstændig sammen, Jeg bruger hver en chance jeg har til at snige mig væk for at græde. Hjemme holder jeg facaden på, for mine børns og min kones skyld. Jeg har taget kontakt til en stres coach, da jeg kan mærke at jeg får det være og være for hver dag der går. Jeg har svært ved at fokusere på arbejdet, jeg har mistet appetitten og jeg ryster. Jeg har gjort det uden min kone ved det, da jeg ikke vil ha, at det skal dreje sig om mig derhjemme, nu hvor hun har det svært.
Er slet ikke i tvivl om at jeg skal ha hjælp til at komme igennem det her. Men
kunne godt tænke mig at vide, om det kan være stres min kone er ramt af uden hun og jeg ved af det?
Hej Jan
Udfra din beskrivelse er det ikke utænkeligt, at du kone er langt mere stresset, end hun og du måske selv indser. Stress kan desværre gøre, at kan ikke kan overskue sine følelser mere. Det bedste du kan gøre, er at vinde tid, rumme hende, respektere hendes grænser og elske hende, uanset hvad. Jeg håber, du har nogen at tale med om din egen reaktion og tanker.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej Bjarne.
Tak for svaret.
Kender du til lignenede situationer, hvor følelserner/kærligheden er vendt tilbage?
Hej Jan
Ja, kærligheden kan vende tilbage. Men der skal tålmodighed til, og der er ingen garanti.Men dat du er det, og tror på det, hjælper meget.
Hilsen Bjarne Toftegård
Hej Jan og alle øvrige herinde.
Jeg er rigtig ked af den situation du/i står i, og min historie er ikke meget anderledes.
Jeg har været sammen med min mand i 12 år og vi blev gift for snart 3 år siden. Jeg har fra dag 1 altid vidst at dette var mit livs kærlighed, og tog hans 2 børn til mig, som var de mine egne ( Jeg har ikke selv børn ). Vi har altid haft det super godt sammen på alle måder, og var overbevist om vi skulle blive gamle sammen.
I april 2014, var vi på forsinket bryllupsrejse til Thailand, og havde en skøn ferie sammen. I løbet af forår/sommer samme år begynder jeg at mærke, han trækker sig ind i sig selv og jeg kan ikke få ham ud af huset – han gider ingenting, og han er mindre og mindre mentalt tilstede, når han kommer fra arbejde. ( i efteråret 2009, starter han selvstændigt op, og har knoklet i 5 år uden ferie, mens jeg har passet hus og mit eget job ) Jeg begynder at blive urolig, og spørger ham gentagne gange om han er ok, og om der er et problem, men han skubber det hele tiden væk, og siger bare han er træt, og jeg bliver mere og mere ulykkelig, forvirret og frustreret.
På vores 2 års bryllupsdag, bryder han totalt sammen, og flytter samme dag ned til sin bror. Han siger han flytter, for at redde vores ægteskab ????
Jeg og resten af familien, får heldigvis hurtigt overtalt ham til at opsøge en psykolog, og der får han diagnosen “Udbrændthed”
Jeg læser alt hvad jeg kan om emnet, for at støtte ham i det, samtidig med jeg er ulykkelig og sønderknust. Hans datter, som nu er 18 fortsætter med at komme og bo hos mig hveranden uge ( sønnen er på daværende tidspunkt flyttet hjemmefra ), og vi er begge overbevist om, han “bare” har brug for ro og fred i en periode. Efter 4 mdr, hvor han kun har haft sparsom kontakt til sin datter og mig, melder han ud at det ikke går længere, han kan ikke mærke noget, han er tom indeni….
Jeg har prøvet at give ham al den ro og fred han behøver, jeg har ingen krav stillet til ham, men nu er det snart 11 mdr siden, og der er ikke sket mirakler endnu – jeg beder til han snart kan føle noget igen og finder vejen hjem til mig og mest af alt, sin datter, som han har svigtet og gjort ulykkelig, for vi elsker ham overalt på jorden.
Stress/udbrændthed er en uoverskuelig onde på denne jord, for den ødelægger så meget, jeg håber bare han finder ud af at det er spild af dejlig kærlighed, at smide den væk pga en forbandet sygdom. I medgang og MODGANG, som man siger JA til…
Hej Bente
Tak for din historie. Jeg håber for jer, at din mand stille og roligt kommer ud af sin udbrændehed og genvinder kærligheden til dig og jeres datter. Stress, der er udviklet til udbrændehed, tager desvære lang tid at komme af med igen.
Hilsen Bjarne Toftegård
Hej alle herinde,
Jeg var rigtig glad for at finde en blog som denne, da det virkelig har hjulpet mig at læse mere om andres oplevelser. Min ekskæreste lider af stress og har gjort det i 10 måneder nu. Han har svært ved at forklare mig hvordan det føles og hvad han har brug for, hvorfor jeres historier og råd har været guld værd!
Han siger, at han stadig elsker mig og har lyst til at være sammen med mig, men at han ikke kan overskue de forpligtelser og forventninger, der følger med et forhold. Derfor slog han op. Vi tog en måned væk fra hinanden efter bruddet, hvor jeg bl.a. fik tid til at tænke meget over tingene og læse alle jeres historier.
Stress er en forfærdelig sygdom, som kan ødelægge rigtig meget. Efter mange overvejelser, især ift. jeres råd, har jeg fortalt ham at jeg elsker ham og vil fortsætte med at støtte ham, selvom det til tider kan være rigtig svært. Vi fortsætter med at se hinanden og være intime, men ses uden titlen kærester, da han ikke kan overskue det. Han er rigtig glad for stadig at kunne se mig , og virker til at have meget mere overskud til mig og alle mulige andre ting, end før.
Jeg er rigtig glad på hans vegne og det virker som om at han har det bedre, hvilket jo er en fantastisk ting! Kan dog ikke lade vær med at tænke på at han kun er glad, fordi vi ikke er kærester mere og frygter at han finder ud af at han har det meget bedre uden mig. Han siger, at det ikke handler om mig, men om forholdet og han vil jo gerne blive ved med at se mig – bare uden forventningerne. På den anden side bliver han ved med at sige at forholdet jo må slutte på et eller andet tidspunkt, når jeg finder en ny. Men jeg har ikke lyst til at finde en ny! Jeg elsker ham rigtig højt og vi har det virkelig godt, når vi er sammen og jeg kan ikke slippe tanken om, at han måske kan overskue at være i et forhold med mig igen, når han har det bedre. Når jeg taler med ham om det, er han meget forstående og udelukker ikke muligheden for at vi kan finde sammen igen – han kan bare ikke tage stilling til det lige nu, hvilket jeg selvfølgelig forstår fuldt ud!
Jeg synes dog stadig at fremtiden er meget usikker og er meget i tvivl om det er det rigtige at gøre, at blive ved med at se ham? Holder jeg bare mig selv for nar i et forhold, der allerede er dødsdømt eller skal jeg blive ved med at kæmpe og blive i hans liv, i håbet om at han kan overskue et forhold til mig, når han får det bedre? Mine venner og familie synes at jeg skal lade det ligge og komme videre, men jeg synes ikke det føles rigtig.
Jeg håber meget på jeres hjælp, da jeg virkelig ikke ved der er det rigtige at gøre.
Bedste hilsner,
Camilla
Hej Camilla
Det kan være at andre også skriver. Jeg kan ikke afgøre, hvad der er rigtig for dig. Det er nok noget, du selv skal finde ud af. Ud fra et stressmæssigt synspunkt, så er det vigtigste at du gør det med åbne øjne, uanset, hvad du gør. Det er altid godt at mærke efter, hvad der er det rigtige. Det er også godt at bruge sin formuft, men følelse er lige så vigtig.
Hilsen
Bjarne Toftegård
Hej. Jeg faldt lige over den mail jeg skrev for en del år siden efterhånden og vil da lige komme med en opdatering af historien.. pyha det var en hård tid. Det tog mig 3-4 år at komme ovenpå igen og jeg tænker stadig på ham med et stiki hjertert og en følelse af stor sorg en følelse af at det var mit livs kærlighed det forsvandt. Vi fik aldrig afsluttet vores forhold på en ordentlig måde da han fra den ene dag til den anden flygtede og ikke turde se mig.. det har været utroligt svært at komme over og acceptere og det har desværre fulgt mig i mine efterfølgende forhold da jeg har svært ved at glemme ham. Det er nu 8 år siden han flyttede fra den ene dag til den anden og jeg har intet kontakt haft.. jeg er idag i et forhold på 4 år. Vi bor ikke sammen ogjeg passer meget på mig selv. Vil aldrig opleve så stor en sorg igen. Føler VIRKELIG med jer alle der kæmper lige nu.. jeg ville SÅ gerne ha kæmpet men man ville det begge to. Mvh Birgitte Pedersen
Hejsa
Har lige læst alle jeres indlæg, ved ik om der stadig er gang i tråden.
Jeg har og oplever pt det samme. Mødte mit livs kærlighed for 16 mrd siden. Jeg 42 har 2 børn på 6 og 11 og han 43 med voksne børn der flyttet hjemmefra.han bor i Jylland og jeg på Sjælland.
Fra første færd var der dyb dyb kontakt, medfølelse, respekt og forståelse. Vi har altid kunnet kommunikere på højt plan og mærket hinanden trods vores afstand. Det har været et forhold fyldt med glæde, oplevelser, og masser af grin.
Og for første gang mødte jeg en mand der forstod mig og har vist mig dyb dyb kærlighed.
Planen var fra start at han skulle sælge sin kæmpe ejendom og flytte herover. Han satte den til salg efter 6 mrd.. Vi havde også talt Bryllup på sigt, da det føles naturligt og rigtigt.
Alt lyder jo skønt. Men 9 mrd inde i forholdet føler han pludselig uro og føler stress og vi tager en snak om det og han mærker han ik føler sig klar til at flytte og i øvrigt havde ejendommen stået til salg her i 5 mrd.
Jeg giver ham plads og siger vi blot tager en dag af gangen. Vi aflyser en ferie og jeg kommer blot ved ham i stedet.
Han har her fået nyt job, hvor der run på og havde en masse ting hjemme der skulle ordnes.
Det ender med han bryder forholdet fra den ene dag til den anden. da han ikke kan overskue han ik kan give mig det han ønskede og det jeg fortjente. Forsøger at forstå ham og komme med andre forslag. Men han står fast. Jeg står målløs tilbage, ødelagt.
Viser blot jeg er der for ham. Og 3 dage efter har vi kontakt igen da han og jeg savner. Han var god til at fortælle mig hvad der sker i hans hoved, at han ikke kan rumme press og alle de tanker. Vi starter forholdet igen. Men et par måneder sker det samme igen. Her varer det igen kun et par dage og vi har kontakt igen. Taler meget om at justere vores forventninger og blot nyde hinanden. Taler også om muligheden for jeg flytter til ham med børn. Han tager med på planlagt ferie og vi falder bare i hak.
I mellem tiden arb vi på jeg kan flytte ved ham trods afstand. Og børnenes far godkender dette, men vælger at trække sit samtykke 2 dage før vi skal flytte og af frygt for at miste mine børn vælger jeg at blive.
Et kæmpe nederlag for min kæreste og jeg og min datter.
Min kæreste er ramt og samtidig knokler han på arbejdet og har svært ved at nå ting derhjemme. Flere faktorer påvirker ham og efter 14 dages kursus hvor han ik var hjemme, og jeg et stykke tid mærkede han trak dig mere og mere. Slog han op 3 gangbover telefonen, eller han synsvdet var bedst kunne ikke rumme presset og vores køren frem og tilbage og at han formentlig aldrig ville få en fremtid med mig .
En hverdag fra kontakt flere gange over beskeder og telefon kontakt til ingen kontakt. Ingen smiley og hjerter. Efter et par dage skriver jeg, alle mine følelser, vi taler og græder og han ville ønske ting var nemmere. Det lyder ud af ham at han elsker mig og intet kan overskue.
Vi har de sidste 3 uger haft løbende kontakt. Jeg den eneste han kan rumme på lavt blus, og han forstår ik jeg stadig vil snakke og have ham sådan som han er. Jeg har sagt jeg er der dom støtte og vi taler pt ikke fremtid og forventninger for det kan han slet slet ikke rumme. Jeg har været ked, såret, hylet, vred og nu blot accepteret at jeg kan være der som hans ven og tage en dag af gangen. Blive i nuet og nyde det.
Efter et par dage uden kontakt og jeg var til julefrokost, snakkede vi sammen og han havde det frygteligt savnede mig meget. Tænkte på mig hele tiden og ville aldrig komme over mig. Han tænkte også på om vi skulle ses.
Lige nu forsøger jeg blot at passe på mig, gøre mig ting men vise ham jeg er der. Tage en dag af gangen.
Har også erfaret at det bedst der ik er for mange ord, ingen forventninger, blot at lytte og vise med en smiley jeg er der. Selv tage initiativ til at ringe. Ik blive ked eller føle mig afvist når han ik skriver eller hvis det kun er korte beskeder. Nu ved jeg det handler ik om han ik vil mig, men han kan ikke rumme det, han føler sig tom og presset.
Jeg har forsøgt at foreslå hjælp. Men det vil han ikke. Han bruger mig i dialog, og jeg kan også massager, heale ham. Og det er det.
Men gud hvor ville jeg ønske man kunne hjælpe. Lade ham kunne se klart og mærke glæde igen. ❤️