Helle skriver i Spørg om stress
“Hej Bjarne
Nu har jeg været hele turen igennem… Arbejdsskade…. Stress… udbrændt…. depression.
1½ år efter jeg gik ned med flaget, er jeg nu på vej tilbage på arbejdsmarked. Jeg har gået til psykolog, trænet, gået på kursus i blandt andet mindfullness m.m., gjort yoga og meditation til en del af min hverdag. og brugt dine nyhedsbreve og bøger. ændret min livsstil på mange punkter til det bedre. Forløbet har dog kostet mig min mand gennem 21 år og mit job.
Idag fungerer jeg fint hjemme, når jeg ikke har for mange planer. Er lige startet på jobtræning, hvilket er dejligt… det får mig dog atter til at miste min konsentration og jeg kører træt i løbet af et par timer, hvilket er frustrerende.
Jeg har virkelig gjort meget for at komme på højkant… og lever idag i balance med fokus på nuet.. nyder igen mine børn, min familie, venner, naturen og mine hobbies…ja livet i sig selv.
Men for der er selvfølgelig et men…….Kan jeg forvente at få mere af min konsentration tilbage, nu efter 1½ år. Har utroligt svært ved at affinde mig med at have mistet evnen til overblik, konstruktiv analyse af den situation jeg er i….. går i stå i sætninger og er stadig utrolig langsom opfattende. Jeg kan kun lave 1 ting af gangen og mister fuldkommen evnen til at handle hvis der sker for meget omkring mig…. børn, tv, snak.
Er der lidt håb ?
Forøvrigt har det været en fantastisk hjælp at få dine ugentlige mails
hilsen Helle”
Hej Helle
Det glæder mig at høre, at mine ugentlige mails har kunnet være med til at hjælpe dig. Du gør en rigtig god indsats for at få det bedre, og det skal du både være glad for og stolt af. Hvis du ikke havde gjort det, havde du ikke været nær så langt som du er nu. Du nævner ikke fysisk aktivitet. En ting, som hjælper med at opbygge hjernen, er nemlig hård fysisk træning.
Ja, der er håb. Det tager altid lang tid at komme ovenpå igen efter en alvorlig stress, udbrændthed og depression, og hjernen er det, der kommer sig langsomst. 1½ år lyder som lang tid, men det er det ikke.
Du skal se på de små forbedringer, du oplevet, og glæde dig over dem. Du skal måske ikke regne med, at du bliver 100% som før, men du kan få et liv, der er bedre end det, du havde før!
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til, at det tager meget lang til at komme ovenpå igen? Eller at man får et andet liv bagefter? Skriv gerne om det nedenfor.
Hej Helle.
Jeg har desværre ingen gode råd eller positive fremtidsudsigter til dig.
Der er mange af de ting du skriver, der lyder meget bekendte for mig. Jeg har selv været ude af ‘den virkelige verden’ med stress i nu snart 2½ år. Jeg kan klare en hverdag med minimale huslige opgaver og så det, at varetage mine små børn. Jeg er udmattet efter få timers aktivitet og har brug for at sove i dagens løb. Lige så snart der er lidt travlhed i min verden – og det er altså uden jeg har særlig ‘travlt’ i andres øjne – så får jeg så meget adrenalin i kroppen at jeg ryster, og samtidig svigter både hukommelse og koncentrationsevnen helt.
Jeg følges af min læge og psykolog. Det er nu besluttet at jeg skal prøve at gennemgå et kort afklaringsforløb. Jeg aner ikke hvor meget jeg kan klare, og hvad det skal ende med. Men jeg kan genkende din frustration ved ikke at magte ret meget.
De bedste hilsner fra Lone
Kære Helle. Stress, efterfulgt af en depression tager lang tid.
Om mig selv vil jeg bare kort fortælle at jeg i forbindelse med øget arbejdsbelastning blev ramt af stress og efterfølgende en svær depression, med angst, selvmordstanker, indlæggelse, medicin, afskedigelse fra job, osv.
Det er nu næsten 3 år siden og jeg har det sidste år været i virksomhedspraktik i en privat virksomhed, langt fra det jeg hidtil har beskæftiget mig med. Det går rigtig godt nu, jeg har også været heldig at komme ind i et lille team, hvor jeg efterhånden har fået opgaver som jeg er ansvarlig for.
Jeg arbejder nu omkring 5 timer om dagen og kan heller ikke holde til mere. Min hukommelse og koncentrationsevne “fader” stille og roligt ud når der er gået 4 til 5 timer.
Mit ærinde med denne velmente kommentar til dig er, at en depression nu engang tager den tid den tager.
I sidste uge var jeg til min regelmæssige samtale og kontrol hos min læge. Jeg havde sat næsen op efter, at få reduceret min medicin fordi jeg jo egentlig syntes at det gik rigtig godt. Hans svar var, at medicinreducering kunne der ikke blive tale om endnu, jeg skal i en meget længere periode have det godt, inden det kan komme på tale. Han forklarede mig, at hvis man stopper for tidligt med medicin, samtaler og andre terapeutiske tiltag, er risikoen for at man bliver syg igen ret stor og en ny depression er meget svær at behandle.
Så fat mod Helle – take your time – beskæftig dig (om muligt) kun med det der giver dig energi. Mange tanker til dig fra Else
Hej,
Det er med meget stor interesse, at jeg har laest disse indslag. Jeg har vaeret udenlandsdansker i 16 1/2 aar, kom tilbage til DK i jan. 2008, hvor jeg fik et job, som var stressende fra 1. dag. Jeg havde en episode af stress allerede i maj 2008, hvor jeg havde jag igennem hovedet, og en dag simpelthen besvimede. Fik fri i en uge, men det hjalp jo intet, arbejdet ventede jo bare paa mig. Knoglede hele sommeren mere eller mindre alene i min gruppe, da alle var paa ferie, og jeg jo ikke havde nogen opsparet ferie. Ikke passede jeg mit eget arbejde, men ogsaa for de af mine kollegaer, som var paa ferie i 4 uger paa samme tid. I oktober, rente jeg saa ind i en “Beton Mur”, jeg kunne ikke finde hjem, havde voldsomme jag i hovedet. Jeg blev sygemeldt, og er stadig sygemeldt nu efter 7 maaneder. Min stress blev vaerre og vaerre den foerste maaned. Derefter fulgte en voldsom depression, og saa en fyreseddel. Jeg har det bedre med depressionen, men har fortsat ingen energi, ingen koncentration og humommelsen er totalt vaek, og jeg har stadig orienterings besvaer; gaar ind i ting, kan ikke finde rundt, bytter rundt paa ord, og bruger modsatte ord, end jeg mente. Jeg har soevnbesvaer, uro i benene og droemmer rigtig meget, og er totalt udmattet, naar jeg vaagner. Jeg har set en psykolog siden november, blev sat paa Cymbalta, det virker godt, men proever nu i naeste uge at gaa i Rosenterapi. Det er bare haardt at blive ramt saa haardt, og mange kan simpelthen ikke forstaa det.
Med venlig hilsen,
Katrine.
Hej Katrine,
Meget interessant indlæg. Jeg er selv udlandsdansker og er også lige vendt tilbage til Danmark efter 8 år i udlandet og jeg er lige som dig rendt ind i en depression. Jeg har lignende symptomer som dig og tankerne om hvorfor dette er sket vil ingen ende få.
Har din psykolog kunne fortælle dig noget om hvorfor dette er sket for dig? Min æge sagde, at det måske nærmest kunne opfattes som post traumatisk depression, idet det at bo i udlandet kan være stressende på mange måder. Selvom man måske ikke har følt det i det daglige liv er det altså belastende for psyken at være hjemmefra. Jeg ved det ikke, men ville være interesseret i at høre hvad du tror det skyltes.
Jeg håber snart at du får det bedre. Det er svært at se enden på depressionen, men det hjælper når andre siger at det nok skal blive godt igen. Og det tror jeg vitterligt på (på de bedste dage).
M.h Lizette
hej har en deprission har svært ved og komme over den har ingen energi som jeg plejer og kan ikke koncentrere mig i længere tid og hukommelsen har ikke det så godt og så har jeg svært ved og føre en samtale ved ikke hvad jeg skal sige mere det er et stort problem for mig som håber du kan hjælpe mig med… er begyndt og arbejde igen men kan ikke holde til mere end 2 timer så har jeg fået nok… har været indlagt 2 gange inde for den sidste mdr pga. selvmordtanker og stemmer i hovedet og så synes gør jeg så ikke så meget mere…hvordan kan jeg få det godt igen.. hilsen anita
Hej Anita
Du skal bruge dit begrænsede overskud på at følge den behandling, lægerne og andre har sat i værk. Selv om det måske kan være svært i din nuværende situation, så vælg at bevare håbet. En depression går over igen.
Mvh. Bjarne Toftegård
Må jeg spørge, hvordan I klarer det rent økonomisk. Er det kommunen, der udbetaler jeres indtægt? -eller det sted hvor I er i arbejdsprøvning??? Jeg er gået fra sygedagpenge over til revalidering nu, men magter ikke at komme op og arbejde de 37 timer det kræves. Det sted jeg er i arbejdsprøvning, har ikke råd til at ansætte mig. Er lidt i knibe, og ved ikke hvilken “kasse” komunen kan putte mig i….
Hej!
Jeg startede med at have strees og så gik det over til depression, det er nu 1½ år siden det startede og har det heldigvis fint nu. Har ikke haft en dårlig dag siden sidst i april. Ting som virkede for mig og som måske kan hjælpe andre, var, lange gå ture i naturen og en køretur i bilen, ting, hvor fucus var et andet sted, uden at man skal overanstrenge sig, men slappe af og nyde det. Find en ting du holder meget af og dyrk den, det vil hjælpe dig godt på vej. En anden ting som hjælp meget, var skift af medicin, efter ½ år. Var meget træt og uoplagt og synes ikke det gik fremad det første ½ år, så jeg fik overtalt lægen til at få anden slags medicin……..
Hej Lone
Jeg vil anbefale, at du kontakter din fagforening for at høre om dine muligheder. Hvis det ikke er muligt, så tag en snak med din sagsbehandler hos kommunen. Hvis du ikke selv kan overskud det, så tag en med til mødet, som kan stille spørgsmålene og notere svarene ned.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej alle depressionsramte
Selvom ovenstående beretninger nu er flere år gamle, er de dog stadig interessante for alle os i samme situation.
Derfor; jeg kæmper selv med at komme videre, eller bare nogenlunde ovenpå, efter årelang stress, moderat depression og angst (og ikke mindst at det først som voksen (40+) er gået op for mig at jeg hele livet har kæmpet med/mod Aspergers Syndrom). Forskellige typer medicin har været ind over gennem de seneste 5 år pga. talrige bivirkninger, så jeg idag bruger Sertralin (100mg/dg) og Lyrica (250mg/dg) med nogenlunde virkning (angsten er rimeligt dæmpet, men depressionen ligger hele tiden on/off og ulmer. Typisk er jeg ALTID træt, ender med at sove eftermiddag/aften efter praktikarbejdet, og vender døgnet rundt i weekenden….
Nå, men,
Det jeg gerne ville bidrage med her var; at I for guds skyld skal sørge for at melde jeres sygdom til jeres eventuelle pensionsselskab – STRAKS I har måttet langtidssygemelde Jer fra arbejde, uanset om I har mistet arbejdet eller ej, uanset hvor længe I så har været sygemeldt.
Jeg fik for omkring 20 år siden startet en pensionsforsikring hos PFA i forb. med mit arbejde, og troede kun den kunne hjælpe ved død/invaliditet, så jeg havde overhovedet ikke tænkt at min dårlige psykiske tilstand gjorde mig berettiget til hjælp, jeg troede tillige at det ville gå over i løbet af nogle måneder. Da jeg mistede jobbet og vores økonomi var fuldstændig væltet, bankkontoen efterhånden var trukket 100.000kr i minus (OGSÅ en stor psykisk belastning), fik jeg tilkendt 1 års midlertidig invalidepension, med tilbagevirkende kraft fra første dag uden indtægt – fordi jeg fik meldt min tilstand til PFA.
DET LETTEDE at få en positiv konto igen.
Håber også det går bedre for Jer…
Mvh K.H.
Tak for alt det delte.
Det værste ved at være ramt af stress og efterfølgende depression, er at jeg ikke på nuværende tidspunkt, kender forløbet og varrigheden af det. På denne måde dukker der også en masse bekymring om fremtiden op. Økonomi, kommer jeg nogensinde tilbage til arbejdsmarkedet m.m. Hvordan ser mine børn og familie medlemmer nu på mig?? Det har og er stadig en ordentlig mundfuld, at være i en sådan situation. Man skal have en styrke for at være Nede… Det første jeg har gjort, ud over at sygemelde mig fra mit job, er at kontakte læge, og fagforening. Jeg har hele tiden haft disse to i ryggen. Jobcentret, som jo er presset, har på forskelligvis, forsøgt at ” Presse” mig ud i en raskmeldning før tid. Jeg skulle skrive under på, at jeg var raskmeldt halv anden måned frem. Det kan man jo ikke vide, men selvfølgelig er det jo mit højeste ønske, at være raskmeldt NU!
Jeg har været sygemeldt i ca. 8 måneder nu.Det går fremad, efter stressen er gledet over i en depression, sjovt nok. Stress er det værste jeg har oplevet.Og hold da op hvor har jeg ransaget mig selv for, at finde min del af ansvaret, og følt at jeg selv har været skyld i min situation- desværre.. Jeg har gået til psykolog, stress coach, stress bevidstheds kursus, og mindfulness. Det korte af det lange er. Stress og depression har og er en gave for mig. Jeg kan nu mærke mig selv, og kan se at der er ved at ske noget godt for mig, midt i alt turmulten. Det sværeste er, at jeg ikke ved, hvor jeg ender, men jeg har en tillid til, at det nok skal blive bedre. Tak for mig.
Jeg havde lagt en blog ind på denne side , idag den 29 /2 2016 , hvor er den nu ? Ingrid Nyrup ..
Hej Ingrid
Jeg har lige undersøgt det. Der er ikke blevet gemt noget indlæg fra dig på denne tråd, men du har lavet et par svar her:
http://www.forebygstress.dk/blog/stress-og-motion
Er det dem, du tænker på? Ellers må der være gået noget galt ved ved gemningen af dit indlæg. Det beklager jeg, og håber du vil skrive det igen.
Mvh Bjarne Toftegård