Jan skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne!
Vi levet sammen i 5 år
Min samlever har meget stress i forbindelse med hendes arbejde og måske som følge af privatlivet.
Det har nu ført til at hun har været utro.
Kan dette have noget at gøre med stressen.
Jeg kan tilgive hende, men vil hun tænke mere klart når hun kommer ud af stressen.
Vi går begge til psykolog , hende for hjælpe med stressen og jeg af hensyn til min psyke over ikke at få den kærlighed og ømhed som tidligere
Så vi konstruktivt kan se fremad og komme videre i familien/samlivet.
Vi er begge fraskilt fra tidligere og har et barn hver samt et fælles på nu 3 år.
Håber på et godt råd i min situation, så jeg kan hjælpe hende/os på vej i den rigtige retning
Mvh Jan”
Hej Jan
Ja, utroskab kan godt have noget med stress at gøre. Når man er alvorligt stresset, opfatter man nogle gange hverdagen som så belastende, at man kan finde en trøst i at snakke med andre om det. Da man samtidig har en meget reduceret selvkontrol, kan dette udvikle sig til utroskab.
Det er godt, at I begge to får hjælp, så I kan komme videre. Løsningen ligger i at din kæreste kommer ud af stressen, og at du tilgiver hende. Det tager tid at blive afstresset, og hvor hurtigt, det går, afhænger bl.a. af den hjælp man får, hvor modtagelig man er for hjælpen, hvor god man er til at arbejde med tingene, og hvor meget man kan få reduceret stressen i hverdagen. Jo bedre du støtter din kæreste jo hurtigere går det. Men du skal ikke gætte, hvordan du kan støtte hende, spørg hende, og hvis hun siger, at der ikke er noget, du kan gøre, så respekter det. Det bedste du kan gøre, er at være der for hende, og rumme hende.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————
Kender du til stress og utroskab? Skriv gerne lidt om den nedenfor.
Hej Bjarne!
Først tak for svaret.
Det er meget svært i denne periode at rumme min kæreste, da hun nogle dage bliver stresset op af bare min tilstedeværelse. Hun fortæller mig hun ikke kan se en fremtid for os to mere, men alligevel siger hun at vi arbejder på det, med vores psykologer for at se og vi ikke kan vende bøtten.
Hun kan den ene dag være meget imødekommende og næste dag er jeg bare helt til hundene ifølge hende.
Er det normalt man ikke kan se fremad og synes der sket for meget og som ikke kan rettes op. Med det mener hun, at hun er bange at tingene ikke kan blive som før og hun ikke vil kunne elske mig som jeg bør elskes. Noget a´la præstationsangst, bage for tabe ansigt.
Kan du fortælle mig lidt om hvad det er der rør sig inden i hende i hendes meget stressede situation.
Det er svært at stå som samboende og bare være parkeret i øjeblikket. Hilsen jan
Hej Jan
Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er svært. Ja, der kan være svært at se fremtiden, når man er stresset. Men jeg synes, at du skal stille dine spørgsmål til psykologen, som er meget mere inde i netop jeres situation.
Mvh. Bjarne Toftegård
Åh hvor jeg kender til det der! Min kæreste gennem mange år er tydeligvis også meget stresset med alle hans projekter privat og så et arbejde der fylder enormt meget også. Han har også parkeret mig og ved ikke hvad han vil, føler ikke han har de rigtige følelser for mig, han skubber mig væk og har nu sagt at han mere ser mig som ven end egentlig kæreste….det på trods af, han længe har presset på for at købe hus og få barn…da vi så gik igang med dette, blev jeg skubbet væk og sidder nu her alene og er DYBT frustreret….hvad sker der lige?…
Jeg er selv stressramt, og kan nikke genkendende til det I skriver. Jeg skubber min kæreste væk den ene dag, og har brug for ekstra meget omsorg den næste. Jeg kan se hvor hårdt det er for ham og det gør helt vildt ondt, jeg elsker ham jo og vil ham det bedste. Jeg føler mig bare af og til som en stor belastning, med mit yoyo-humør. Det har intet med ham at gøre, jeg elsker ham og vil ham. Men nogle dage kan jeg bare ikke overskue at se hvad min stress gør ved ham, og så skubber jeg ham lidt væk for at beskytte mig selv. Det bedste han gør er at give mig et knus og et kys i panden (om jeg giver udtryk for at ville have det eller ej) og siger at han elsker mig og vi skal nok komme igennem dette. så giver han mig lidt plads ved at være i nærheden men ikke spørge eller presse på.
Så tror det bedste man kan gøre som kæreste/ægtefælle er at være der, sig at man stadig elsker vedkommen og gerne vil hjælpe og så lytte og give plads.
Stress fylder meget så nogle gange overkommer man ikke at rumme andre end sig selv. Jeg føler at jeg skal have styr på mig selv førend jeg kan rumme min kærestes føleser.
Jeg blev stresramt med sygmelding i januar 09 og startede på job igen i marts 09, da det var meget værre at være hjemme og blive rykket i af arbejde, jobkonsulent, dagpengeafdeling osv. end det var at være på job. (ikke den rigtige beslutning at starte for tidligt igen, ved jeg så nu) men hver dag går bedre har stadig dage der ikke er så sjove, og bliver stadig let ked og trist. Min kæreste er da det vigtigste for mig, og han har gjort ALT hvad han kunne for at hjælpe mig. Så når alt andet er træls ved jeg han elsker mig også selvom jeg er stresramt.
Det bliver bedre :o)
Det hjælper at høre, at det ikke er mig som helt skør selvom man er ved at blive det.
I mit tilfælde har min kæreste bare svært ved at finde følelserne frem igen siger hun ike kan finde gnisten igen og vil absolut ikke modtage kærtegn fra mig.
Jeg har foreslået noget parterapi som kunne hjælpe os på vej igen, der er så meget bygget op samtidig med at der er børn indblandet, så jeg mener der er alt at kæmpe for.
Vi skal ikke glemme det som er sket, men lære at det og prøve at bruge det konstruktivt til finde ud af hvordan vi gerne vil leve vores samliv.
Tak for jeres indlæg. De hjælper andre til at forstå, hvordan det kan være. Stress er svært for både den stressede og absolut også for dennes partner. Langvarig stress gør, at man tænker, føler og handler anderledes. Og det gør man indtil stressen er væk igen. Det kan være en svær periode at komme igennem. Det er bedst, hvis den stressede får hjælp af en eller anden art. Som pårørende er man ofte magtesløs, og kommer længst ved accept, at være der for partneren og at støtte partneren i at få hjælp.
Mvh Bjarne Toftegård
Jeg har en “kæreste” (lige nu på standby indtil vi finder ud af hvad vi gør) som pga arbejde er og har været omend meget stresset. I en længere periode så jeg tegn på utroskab; masser af beskeder på telefonen jeg ikke måtte vide hvad var (skjulte at hun læste dem), kontakt til et par andre mænd (en via computer og en i virkelighedens verden). Jeg måtte ikke officielt være hendes kæreste – “det skulle folk nok finde ud af”. En dag da jeg kom uanmeldt så jeg hendes tidligere kæreste gå med hende i soveværelset – men forklaringen har hun på plads. Der er masser af tegn på utroskab (mange flere end her beskrevet) – og mit spørgsmål er så: Er jeg bare naiv og formår ikke, at se tingene udefra, eller kan hun have været så stresset og ødelagt, at hun ikke har kunnet give mig opmærksomhed og kærlighed nok så jeg har ledt efter sådanne tegn? Jeg vil gerne sende en .doc fil hvor alle forhold er beskrevet, men vil ikke offentliggøre det her.
Kære Lasse
Jeg kan ikke afgøre, om du er naiv, og om din kæreste er utro. Men at hun på grund af stress ikke har kunnet give dig opmærksomhed og kærlighed, er meget sandsynligt. For at I skal finde en løsning, er det vigtigt, at din kæreste kommer ud af sin stress. Indtil da kan det være meget svært for hende at vise følelsers overfor andre, inklusiv dig.
Mvh. Bjarne Toftegård