Et af de mest effektive indsatsområder mod stress i en virksomhed er på ledelsesniveauet. Det gælder alt fra gruppeledere, teamledere, projektledere, mellemledere, afdelingsledere, kontorchefer til topledere.
Lederens egen stress
En stresset leder kan stresse en hel afdeling. Lederens stress smitter. En stresset leder vil have svært ved at prioritere og træffe de rigtige beslutninger, ombestemme sig, miste overblikket, have svingende humør, isolerer sig osv.
Selv en ellers god leder, der er stresset, bliver dårligere til at “lede og fordele arbejdet”.
Det er derfor vigtigt for en virksomhed, at lederne lærer effektivt at tackle og undgå egen stress. Et lederkursus mod stress vil derfor indeholde værktøjer til lederen til at tackle egen stress.
En leder bør lære at forebygge og afhjælpe egen stress.
Lederens ledelsesstil
Det har stor betydning for stressniveauet blandt medarbejderne, hvordan lederen er som leder. F.eks. har det betydning om lederen er i stand til at håndtere de individuelle forskelle, der er på medarbejdere. Jo mere pres, der er på, jo vigtigere er det at håndtere medarbejderne individuelt.
Nogle ting, der kan være med til at modvirke stress blandt medarbejderne, er:
- At være synlig og tilgængelig
- At være nærværende og opmærksom
- At give ros og anerkendelse
- At tage hånd om problemer med det samme
- At informere
- At udtrykke klare forventninger
- At have en klar ansvarsfordeling
- At bruge situationsbestemt ledelse
- At give tilpas medindflydelse
En leders ledelsesstil påvirker stressniveauet i vedkommendes ansvarsområde.
Medarbejdernes stress
En af lederens opgaver er at holde øje med stressniveauet indenfor vedkommendes ansvarsområde. Det gælder både for f.eks. gruppe, team, afdeling, filial og for de enkelte medarbejdere.
Lederen er nødt til selv at være opmærksom på stressniveauet og kan ikke gå ud fra, at de enkelte medarbejdere selv siger fra eller kender deres stressniveau. Desværre er mange mennesker ikke bevidste eller ærlige om deres stressniveau.
En medarbejder, som blot er moderat stresset, fungerer dårligere, end hvis vedkommende slet ikke er stresset.
Selv moderat stress betyder nemlig at medarbejderen:
- Bliver mindre omgængelig
- Bliver mindre produktiv
- Bliver mindre kreativ
- Får mindre overblik
- Laver flere fejl
- Tager mere risikable beslutninger
- Er mere syge
Ved alvorlig stress er disse ting forværret, og der er risiko for en sygemelding. I gennemsnit er en almindelig stresssygemelding på mellem 2 og 4 måneder, afhængig af om medarbejdere får hjælp, f.eks. fra en stresscoach, under sygemeldingen. Ved udbrændthed kan det tage længere tid.
En leder bør lære at være opmærksom på medarbejdernes stresssymptomer.
At hjælpe en stresset medarbejder
Det er meget vigtigt at hjælpe en stresset medarbejder på en kompetent måde. Dette er desværre ofte ikke noget, der indgår i en normal lederudvikling. De fleste ledere får brug for dette. I gennemsnit er 10% af alle medarbejdere så stressede, at de har brug for kompetent hjælp.
At hjælpe en stresset medarbejder er en proces. Det kan ikke klares med et enkelt møde eller nogle gode råd. Uanset hvor gode rådene er, så vil de sandsynligvis ikke virke, da en stresset medarbejder, uanset hvor gerne vedkommende vil, normalt ikke vil kunne inkorporere dem i sin hverdag.
En coachende lederstil vil ofte blot gøre ondt værre.
Som leder skal man træde i karakter og påtage sig lederrollen og ansvaret for at medarbejderen kommer af med sin stress. Hvis medarbejderen er moderat stresset, så vil lederen ofte kunne klarer det selv. Hvis medarbejderen er alvorligt stresset, så vil ekstern bistand som regel være nødvendigt.
En leder bør have kompetencer til at hjælpe en stresset medarbejder.
Lederudvikling
Flere og flere virksomheder inddrager stresshåndtering og ikke mindst stressforebyggelse, både lederens egen og overfor medarbejder, i deres lederudvikling. Se mere om mulighederne for lederudvikling.
Mere information – link til hjemmesiden: