Sara skriver i indlægger Sprøg om stress:
“Har jeg mon stress? Min kæreste tror jeg måske har en depression, men fact er at ingen af os ved det…
Jeg har mange humørsvingninger, bliver let frustreret og fortvivlet når jeg skal ordne hverdagens gøremål (passe hund, lave mad osv.). Jeg føler, at jeg aldrig bliver færdig uanset hvor meget jeg knokler – jeg burde jo lige støvsuge, vaske op eller andet. Når jeg bliver presset tilstrækkeligt eksploderer jeg i raserianfald og smækker med døre, låger, smider med ting, skælder ud på kæresten og det er hans skyld det hele og jeg har det så hårdt osv. Har et godt job – det er primært derhjemme der er problemer. Jeg føler sjældent glæde ved ting – alt er bare sure pligter og ting der skal overstås.
Min opfattelse har hidtil været, at jeg blot har et heftigt temperament og mange humørsvingninger, men måske er der noget galt – jeg føler mig i hvert fald helt forkert.
Det skal lige siges at det ikke er hver dag jeg har det sådan her, men måske 1-2 dage et par gange om måneden.”
Kære Sara
Ud fra det, du skriver, kan der være flere muligheder. Måske har du bare et heftigt temperament, måske er du stresset, og måske har du en mild depression. Det bedste du kan gøre, er at gå til din læge og få det afklaret. At du føler dig forkert er rigelig grund til at snakke med din læge, og det er kun din læge, der kan stille en eventuel diagnose.
Uanset udfaldet af dit lægebesøg, så er det er par ting, som du kan arbejde med fremover.
Det ene er, det du “burde”. Det lyder som, det er med til at give dig stress. Måske kan du selv gøre noget, måske kan du snakke med en terapeut eller stresscoach om det. Men prøv eventuelt at, hver gang du tænker ordet “burde”, så skifte det ud i din hjerne med ordet “vælger”. Når du kan vælge noget, så kan du jo også vælge at lade være.
Det andet er, at du føler dig forkert. Hvis du har stress eller en depression, så kan det være forklaringen. Vi fungerer nemlig anderledes både fysisk og psykisk i de tilfælde, og så føler vi os ikke som “os selv”. Men det kan også være, at du har behov for at “finde dig selv” eller at “acceptere dig selv, som du er”.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til tvivlen om hvad der er galt? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Jeg kan godt se en sammenhæng med det Sara skriver og den følelse jeg har inde i mig selv. Jeg er for tiden ved at bygge nyt hus sammen med min kæreste, et rigtig drømmehus som jeg i starten glædet mig uendelig meget til at flytte i. Men det er som om at husbyggeriet, arbejdet og det derhjemme har taget alt for meget overhånd over de ting, jeg normalt plejer at elske f.eks. at se veninder m.m. Mit arbejde består af forskellige arbejdestider f.eks. aften, dagvagter og hver anden weekend, den ufleksibilitet der er ved mit arbejde gør, at det er svært at gører plads til struktur og overblik over min hverdag. Hver gang jeg har fri, bruger jeg alt min energi på, at være frusteret over alt den rengøring, hund m.m at jeg er fastlåst i unødige gørermål som tager alt min tid. Dette har resulteret i negativitet i forhold til omverden, tudeturer og søvnløse nætter, ingen overskud og meget stor træthed. Jeg har fået flere alarmklokker b.la. fra veninder, der siger at jeg snart skal prioritere anderledes, samt kæresten der gerne vil have at jeg bruger mere tid på grunden. Mit hoved er ved at eksplodere i et tankeflod af dårlig samvittighed over de mange krav som jeg ikke kan finde ud af at skabe overblik over, samt angst for hvad der vil ske, hvis jeg ikke snart gør noget. Hjælp
Med venlig hilsen Louise
Hej Louise.
Hvor kan jeg følge dig, jeg har det på nøgagtig samme måde. Men jeg har gået med det i flere år. Vi har også bygget huset om, og lige efter vi var startet, for 6 år siden, fik min mand en blodprop i hjernen. Det skal siges at han er kommet (godt igennem det, han fungerer normalt) men meget er forandret i hovedet på ham, hans grænser er anderledes, han har kort lunte og hans forståelse er mange gange lig nul, han er meget indesluttet og det at komme videre med noget ligger på mine skuldre, ja,det gør faktisk alt, det er mig der skal skubbe på for at få gjort noget, børneopdragelsen er også lagt over på mig for jeg kommer ingen vegne med min mand, han tænker ikke på om det er ok eller ej, så vi er slet ikke enige om hvor grænsen er for det ene og det andet. Vi har gennem de sidste 6 år, bygget garage, haft hele loftetagen taget ned og bygget op igen, nyt tag på over det hele, lavet gang, badeværelse, soveværelse, baggang og stald til vores heste. Så der er da sket noget, men når det hele tiden er mig der skal skubbe på og organiserer for at komme videre, så slider det.
Jeg er så fustreret indimellem, er mega træt orker ikke noget, vil helt ikke tage ansvar, har bare lyst til at forsvinde, synes ikke jeg orker at tage stilling og magter ikke mine børn, jeg føler mig træt træt, der er så meget jeg gerne vil, men jeg orker det ikke og synes vejen til succes er lang, på både den ene side og den anden. Jeg kan ikke rigtig se lyset i den anden ende. Men på mit arbejde går det ok, der fungerer det fint, jeg har det godt og kan overkomme det hele der, men med det samme jeg har fri, kommer tankerne strømmende igen og så orker jeg slet ingenting. Så det du skriver med dårlig samvittighed og et hoved der er ved at eksplodere, det kender jeg alt til. Min mand og jeg var endda ved psygolog i efteråret for at få løst op i det, men jeg synes kun det hjalp meget kortvarig. psygologen synes jeg skulle lade mig sygemelde og hun sagde at hvis jeg ikke gjorde det, ville det komme tilbage til mig. Men jeg er glad for mit arbejde, der fungerer det og jeg vil nødig at mine arbejdskollegaer skal synes jeg er svag og psygisk ude af ligevægt, jeg har det godt med at de ser mig, som en der kan overkomme det hele. Det ville være det største nederlag for mig, hvis de skulle finde ud af at jeg ikke har styr over mit liv. Så jeg ved heller ikke hvad jeg skal gøre ved det. Hjælp
Med venlig hilsen Lissi
Pingback: Svar til Louise