Du er altid velkommen til at kommentere indlæg her på bloggen. Hvis du har et mere personligt spørgsmål, så har du mulighed for at ringe til Stresstelefonen, hvor du uforpligtende kan komme til at tale med en stresscoaches. Klik på: Stresstelefonen.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Hej Bjarne.
Jeg skrev til dig i vinters, hvor jeg var meget stresset pga. mit studie. Jeg har haft orlov fra studiet i foråret (arbejdet deltid på mit fritidsarbejde) og det har taget mig lang tid at flade ned igen og føle at jeg blev “mig selv” igen. Samtidig skete der nogle andre ting i mit liv i foråret, der berørte mig meget psykisk, bl.a. fik jeg en arbejdsskade (fysisk), og min bror blev diagnosticeret med skizofreni, et meget hårdt forløb med selvmordsforsøg mv., der naturligvis har taget hårdt på hele familien, omend det går bedre med ham nu.
Nu står jeg og skal påbegynde mit studie igen om en uge (mit andet fag), og allerede nu føler jeg panik ved tanken. De fysiske ting, der ellers var gået i sig selv, kommer tilbage: Kvalme, opkast, åndenød, svimmelhed, pludselig gråd, knude i maven osv. Jeg ved at det bliver hårdt – dette studie har på forhånd “advaret” i introfolderen om, at det bliver hårdt, at de forventer fuld engagement og fremmøde hver dag fra tidlig morgen til sen eftermiddag, samt hjemmeopgaver, mange prøver, gruppedannelse osv. De skriver ligeud, at man ikke kan klare studiet, hvis man har børn eller erhvervsarbejde ved siden af. Jeg har ingen af delene (har sagt mit fritidsarbejde op) men kan godt regne ud, at det er et studie, der vil kræve rigtig meget energi.
Jeg er så bange. Bange for, at det vil kræve alt min energi, så jeg slet ikke har noget tilbage til mig selv. Eller at det vil kræve endnu mere energi end mine samlede ressourcer. Jeg er så bange for igen at ende hvor jeg var sidste år, og have det så dårligt og ikke kunne lytte til min krop, men bare være nødt til at køre igennem, fordi jeg ikke har andre muligheder.
Jeg har altid haft lidt energi og stort søvnbehov, men efter det i vinters er det blevet endnu værre.
Det, jeg føler nu, er en stor afmagt ved at starte på studiet. Jeg føler, at jeg er nød til bare at lukke øjnene og lade det ske, gøre mig selv følelsesløs. Og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen med de tanker og de følelser, for samtidig føler jeg mig jo heldig over at få lov at gå på et studie, og jeg ser sådan frem til at kunne få mit drømmejob når jeg er færdig med det. Men jeg er bare bange for at jeg knækker på det.
Al den tid jeg har studeret, har jeg ikke været glad, og det selvom jeg får fine karakterer og aldrig er dumpet. Det er dog ikke karakterer og eksamen jeg tænker mest på, men bare hele studielivet, jeg åbenbart har svært ved at klare. Det eneste, jeg ser frem til, er at blive færdig og få et arbejde.
Min mor har sagt, at det måske er en form for angst i forbindelse med krav og at skulle præstere noget, og vi er lidt bange for, om det kan være noget, der har en diagnose (her efter min bror blev syg kan jeg ikke lade være med at tænke tanken) – men det er nok ikke noget, du kan svare på…
Jeg ved ikke lige om du kan komme med nogle råd, for jeg synes det hele virker meget uoverskueligt lige nu.
Mvh. Rie.
Har lige en tilføjelse ang. det med mit energiniveau.
Som det er nu, kan jeg typisk ikke overkomme at “skulle noget” eller have aftaler, i hvert fald fra morgenen af, 2 dage i træk. Også selvom det er sjove aftaler, som fx at mødes med en veninde, tage i tivoli osv. Typisk er jeg nødt til at aflyse aftalen dagen efter, fordi jeg er for træt. Hvis jeg har skullet noget et par dage i træk, og trækker mig selv igennem, ligger jeg fuldstændig brak på tredjedagen. Sover til kl. 14, er groggy, forvirret og svimmel hele dage, kan ikke tænke klart og “vågne op”, har brug for lurer i løbet af dagen (på trods af at jeg har sovet 10-12 timer om natten).
Det er en af grundene til, at jeg er bange for, hvordan jeg skal klare et studie hvor jeg skal op kl. 6 hver dag, og først er hjemme kl. 18 om aftenen, hvor jeg så skal læse, lave afleveringer og forberede mig til næste dag. Jeg tror ikke jeg har energi til det, og hvis jeg har, vil det være det absolut eneste, jeg har energi til, dvs. jeg vil ikke kunne overkomme husligt/praktisk arbejde, aldrig kunne ses med mine venner eller lave andet af det, der gør mig glad.
Kære Rie,
En lille kommentar fra een, der selv kan genkende, det du skriver. Jeg er forlængst færdig med mit studie og i arbejde, et job der er interessant og med mange muligheder, men som også er hårdt. Der er et stort forventningspres, som jeg i lang tid ikke har kunnet leve op til, synes jeg selv, med deraf følgende stress og angst, skulken fra arbejde, gemme mig i en mørk krog og ønske, at jeg var et hvilket som helst andet sted end her. Alt andet er bedre end dette, hvis jeg blot kom væk, ville jeg blive lykkelig, sund og velfungerende.
Når man ser det udefra, kan man sagtens se, at det er noget sludder. Nissen flytter med, dvs problemet er ikke studie, arbejde m.v. – ikke alene i hvert fald – men noget inde i een selv. Hvis jeg flyttede til et andet land, lavede noget helt andet end det jeg laver nu, lærte nogle helt andre mennesker at kende, ville jeg så nødvendigvis blive lykkeligere? Eller ville jeg skamme mig, fordi jeg havde stukket halen mellem benene i stedet for at konfrontere min angst?
En veninde kom med en temmelig ubehagelig kommentar den anden dag: En kvinde i forfald. Utroligt at det tager folk udefra, før man ser det selv. Og når man så har set det, hvad så? Hiver man sig selv op ved hårrødderne og kæmper videre? Lægger man sit liv helt om? Tjah,…
Tag det her for det det er: Er du sikker på, at dette studie er det rigtige for dig? Husk på at selvom studiet er hårdt, vil det job, hvor du skal arbejde med det du har lært, formentlig være lige så hårdt eller mere. Selvfølgelig bliver det lettere efterhånden som du får mere erfaring, men indtil da har du efter studiet er slut formentlig nogle ret hårde år foran dig. Hvis du allerede nu går ned med angst, fordi du ikke føler, at du kan leve op til dine egne forventninger til, hvad du skal kunne klare på studiet, du føler dig måske dum og inkompetent, så er det måske nu, at du skal overveje meget grundigt, mens du stadig har muligheden for at skifte til et andet studie, om det er det rigtige for dig.
Måske er det det rigtige, og du skal “bare” have konfronteret din angst og få bragt studiet ned på et niveau rent mentalt, hvor det hører hjemme. Sige til dig selv, at selvfølgelig kan jeg det her, og det er ikke mindre hårdt for de andre. Og så erkende, at når ens private platform smuldrer er det meget svært at klare presset udenfor privatlivet. Man har simpelthen ikke flere ressourcer. Så erkend dine grænser og kæmp.
Held og lykke med det.
Mvh
Annette
Hej Annette.
Jeg tager bestemt dine ord til efterretning – men lige præcis det med, om det er det rigtige studie, er jeg nødt til at svare på, for jeg er ikke enig i det du skriver.
Jeg ved, at selve arbejdet vil være det rigtige for mig, da jeg før har arbejdet som uuddannet i den branche. Selvom det er hårdt, er der en væsentlig forskel på måden, det er hårdt på, i forhold til studiet. Man får konkrete opgaver, hvor man får at vide, hvad der forventes – hvor på studiet må man ofte selv gætte sig til det. Man får korte deadlines, hvor der på studiet er store projekter med lange deadlines. Ved korte deadlines oplever jeg ikke den negative stress. For ikke at tale om, at man har fri, når man har fri – hvilket man aldrig har som studerende – ikke mentalt i hvert fald.
Jeg kender flere uddannede i forskellige fag, og de fortæller alle sammen, at arbejdet bagefter ofte er helt anderledes end studiet, på godt og ondt, og at der endda er mange ting, man ikke lærer på studiet, men skal til at lære, når man “kommer ud”. Derfor synes jeg ikke man kan konkludere, at fordi man har svært ved at overkomme studiet, vil man automatisk have svært ved at overkomme jobbet.
Et arbejde er altid mere konkret – og det tror jeg, gør en stor forskel for mig. Desuden kan man selv til dels styre, hvor hårdt man vil have det – alt efter hvilken del af branchen man søger arbejde i.
Så ja, jeg er sikker på, at selve arbejdet vil være det rette for mig, jeg er blot nødt til at klare mig igennem uddannelsen først. Jeg tror ikke andre studieretninger vil være bedre for mig. Mine overvejelser går på, om jeg evt. ikke er klar endnu, og burde holde pause et semester mere. Eller om der er mulighed for at jeg deler dette semester op, så jeg bliver lidt forsinket i studiet. Eller om det jeg beskriver lyder hen af noget angst, så jeg bør have noget medicin for bedre at kunne fungere. Det kan også være jeg “bare” skal lære nogle andre måder at arbejde og tænke på. Hvis jeg i sidste ende ikke kan holde til studiet, må jeg stoppe og blot arbejde i stedet for.
Det tog mig en del år at finde frem til, at det er det her felt, jeg vil arbejde med, derfor kan jeg ikke bare skifte studieretning til noget, der på mange måder vil være lige så hårdt, men hvor jeg ikke vil have nogen “gulerod” at se frem til.
Mvh. Rie.
PS. Efter lige at have kigget din historie igennem igen, så lyder det ret skræmmende – en kvinde i forfald, som du skriver. Befinder du dig stadig der, eller har du lært en måde at tackle tingene på?
Kære Rie,
Ja, jeg er stadig der, ved “forfaldet”. Det skræmmende er, at man kan se det ske, men kan ikke gøre noget ved det, ikke umiddelbart i hvert fald. P.t. er jeg ved at prøve at hanke op i mig selv og få gjort nogle af de ting, jeg skal have gjort for at fungere, og det gode er at jeg kan se, at det virker. Men det går langsomt, og selvbebrejdelserne er en mur, der er svær at komme over. Jeg luner mig ved den glæde, jeg trods alt føler, når jeg får lavet det, jeg skal, og håber, at jeg en dag kommer tilbage på banen, om man så må sige.
Det er lige derude, lige udenfor rækkevidde, synligt kun i små korte glimt, som ikke kan fastholdes i hukommelsen. Men i det mindste er glimtene der…
Hang in there, det lyder som om, at du er på den rigtige hylde trods alt, og som jeg skal du “blot” lære at tro på det også.
Mvh
Annette
Tak.
Jeg tror i høj grad det handler om, at jeg skal være med til at forme min hverdag, så jeg selv føler at den bliver overskuelig. Når jeg så støder på en mur, fx en officiel erklæring fra studiet der ikke levner noget rum eller indflydelse til mig, og jeg ikke kan se en vej ud, går jeg i panik. Jeg er nok nødt til på en eller anden måde at skabe plads til mig selv også, uden den konstante dårlige samvittighed.
Det lyder som om det går fremad med dig, trods alt.
Hej Bjarne
Den 17. maj blev jeg sygemeldt med stress. Det hele startede med at jeg fik kraftig hovedpine/migræne som gik over i kraftig kvalme og forsøg på opkast. Jeg er blevet udredt på Herning sygehus og undsøgt for at – konklusion – Stress. Jeg er/var meget fysisk og psykisk syg og har næsten konstant kvalme. Jeg går til psykolog, akupunktur, dyrker dagligt en ½ times mindfulness. I min mands sommerferie fik jeg det bedre og var så småt begyndt at lege med tanken om at starte på arbejde. Desværre ville kroppen ikke og jeg er røget ned i et endnu større hul end før. I sidste uge besøgte jeg min arbejdsplads med stor success, jeg er gennem hele sygdomsperioden blevet mødt med stor forståelse. Efter besøget fik jeg en fantastisk weekend, med meget få symptomer. I mandags besøgte jeg så min psykolog og jeg fortalte om at jeg havde haft en kæmpe nedtur i ugens løb, men at besøget havde gjort mig godt. Det fik hende til at nævne at det måske ville være godt for mig at arbejde en smule. Måske 3 timer 3 dage om ugen eller mindre. En tanke jeg selv har tænkt mange gange og også drøftet med min mor. Alligevel gik jeg helt kold og fik koldsved ved tanken og vi blev enige om at jeg skulle tage imod min kommunes tilbud og fysisk træning 3 gange om ugen i stedet. Mandag aften gik jeg ned med flaget igen og her er jeg så nu. Jeg har det så dårligt og tænker og tænker over om det mon kunne være godt for mig – kan man arbejde sig ud af stress? Altså på den blide måde? Eller er det en vanvittig tanke? Det skal tilføjes at jeg har det meget skidt med at være alene og det hjælpe mig godt at blive afledt.
Tina
Kære Bjarne
Jeg er en pige på 19, som går i gymnasiet og er netop nået til mit sidste år.
imorges vågnede jeg op med en underlig plet for øjet, og det var virkelig ubehageligt, da den ikke er gået væk endnu…
jeg har gennem hele min gymnasietid nok opbygget et ret alvorligt stressniveau.
Sidste år begyndte jeg at få underlige umotiverede smerter rundt omkring i kroppen, jeg var ekstremt træt, havde angst og havde sovende fornemmelser og svært ved at trække vejret og rystede på hænderne når det var værst… osv.
senest begyndte jeg at få susen for ørene, og nu denne her plet.
jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. jeg kan ikke bare gå ud af skolen nu, som helt klart er det der stresser mig.
hvordan kan jeg komme af med det her? og er der nogen chance for at pletten og susen forsvinder igen?
jeg er meget ked af det… det kan ikke være meningen at sådan noget kan ske når jeg er så ung
Jeg håber du finder tid til at svare
mvh
Hej.
Jeg er en pige på 20 år, som gennem flere år nu, har været enormt træt. Jeg har aldrig energi til noget som helst. Det er ligemeget hvornår jeg går i seng, og står op. Jeg er så mega træt.
Jeg har prøvet at gå i motions center, men jeg må stoppe efter 20 min, fordi jeg simpelthen ikke orker mere.
Jeg skulle være blevet student her til sommer, men pga træthed og en svær situation hjemme med min fyr, så blev jeg smidt ud, og nu går jeg i 2 hf, og der vakler jeg også nu, ikke så meget pga min fyr, men pga den overvældende træthed. I pauserne i skolen, går jeg ud i bilen og sætter min alarm til, og så sover jeg til pausen er slut.
Jeg er træt af skolen, og træt af alting. Jeg gider heller ik rigtig spise noget, og jeg føler mig generelt utilpas. Jeg husker også temmelig dårligt, men det har jeg nu altid gjort.
Når jeg kommer hjem fra skole, så går jeg direkte hen og sover, og jeg kan sove helt til om aftenen. I weekenderne, sover jeg til kl. 12-13-14-15-16-17, eller mere, hvis min kæreste ikke tvinger mig op, og jeg er stadig dødtræt.
Jeg er så træt af, at være træt hele tiden.
Jeg orker ikke at se venner, eller noget fordi, jeg ved, at jeg simpelthen bliver så træt.
hjælp mig???
og skriv svaret til min mail!
Hej Anette
Med den træthed, du har, så skal du opsøge din læge, for at finde ud af, hvad årsagen er.
Mvh.
Bjarne Toftegård
Hej Bjarne.
Jeg er sygemeldt på 2. måned med stress og er i det, jeg selv kalder “erkendelsesfasen”. Jeg har løbende taget din stress test og undret mig lidt over, at jeg blev ved med at være rød. Forleden fik jeg min mand til at tage den, fordi jeg ville se, om man overhovedet kunne blive grøn. Og ja, han var grøn – fik 7. Min mand begyndte så at “lege” lidt med testen og fandt frem til, at “sexlyst” tæller rigtig højt. Mit spørgsmål er så, hvorfor det? Tager jeg testen igen og svarer modsat på dette spørgsmål, kommer jeg i gul 🙂 For mig er sexlysten et af de “mindste” problemer ved min stress – jeg synes, alt det fysiske er værre (hjernebanken, rysten, uro osv). Jeg har jo ikke lyst til sex, når jeg har det fysisk dårligt.
mvh Bente
Hej Bjarne
Hvor langt skal man gå?
For lidt over 3 mdr siden starede jeg på nyt job. Jeg blev tilbudt jobbet og en rigtig god løn, og sagde ja trods jeg var på en arbejdsplads jeg var blevet rigtig glad for. Dvs. I bund og grund gjorde lønnen det afgørende skridt for jobskiftet.
Nu er jeg tilbage på det nye job efter en kort sommerfeie. På hele ferien havde jeg svært ved at slippe visse jobsituationer, dvs. forskellige situationer med nye kollegaer (de 2 kollegaer jeg deler arbejdsgruppe med). Dette gik desværre også ud over min kæreste ferie da han måtte lægge skulder til mit svingende humør og konstant snakken om arbejde.
Efter ferien er det blevet værre, jeg har søvnbesvær, ondt i maven, føler mig pludselig ukompetent (jeg startede på jobbet med stor selvtillid da jeg var værdsat på mit gamle job) og har koncetrationsbesvær.
Den nye arbejdsplads var fra start lidt i tvivl om jeg ville finde jobbet udfordrende nok. Men fra ledelsesside har der været tilfredshed med mine opgaver. Det som jeg er kommet frem til er at jeg simpelthen ikke trives i den gruppe jeg er kommet i, og generelt har svært ved at finde et “bånd” på arbejdspladsen. Den gode mavefornemmelse udebliver og istedet er de tidligere nævnte “symptomer”. Min chef har været opmærksom på det er en generelt meget udfordrende gruppe jeg er i rent kollegamæssigt. Og han vil gerne kigge på muligheden for gruppeændring hvis jeg bliver ved ikke og trives.
Men i bund og grund går mit spørgsmål på hvor langt skal man gå? Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig hjemme på arbejdspkadsen.
Jeg har et åbent tilbud fra min gamle arbejdsplads som er langt lavere lønnet, men jeg var glad for opgaverne, særligt kollegaerne og følte mig værdsat. Min erfaring er at det ofte kan tage længe at føle sig helt integreret på en arbejdsplads. Og jeg vil nødig give op. Men jeg har ikke før haft så fysiske og mentale på en arbejdsplads før. Er det okay at sige, den arbejdsplads var alle tiders mulighed (det er et kendt sted i min branche), men det var bare ikke noget for mig. Og bruge muligheden for jeg måske kan få mit gamle job tilbage. Jeg tænker at jeg måske selv forstærker den negative følelse som en ond spiral fordi jeg har set mig sur på jobbet og min arbejdsgruppe. Er det en for “nem” løsning at flygte fra problemet, istedet for at prøve at løse problemerne. Eller er det ok at sig: nej det sted er ikke mig med symptomer så hurtigt opstået. Det skal life tilføjes at arbejdsmængden er næsten den samme, men har flere bolde i luften det nye sted.
Mvh. Den frustrerede
hej bjarne. jeg har taget mig af min lillebror i 13 år nu. i alle de år har han været misbruger, lige nu er han i behandling, men det har han været flere gange. så jeg tvilver på at det virker denne gang. jeg var 18 år da jeg begyndte at tage mig af ham. i løbet af de 13 år har jeg fået 2 børn, hus, mand og to hunde. mine forældre er blevet skilt, det betød en masse problemer, som jeg måtte klare. jeg har nu været sygemeldt i 1 år med stress. jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst legede med mine børn, jeg græder migselv i søvne hver aften. jeg råber af mine venner, jeg kan ikke tage mig til noget. og når jeg prøver at forklare at jeg ikke doven, så siger de, tænk på dine stakkels forældre der skal leve med din lillebrors misbrug. men det er mig klarer alt for ham. mine forældre står på sidelinjen og kigger på. mit spørgsmål er: skal jeg bare tage mig sammen og stoppe mit selvmedlidenhed? mvh anne
Hej
Jeg vil høreo m der er nogle af jer andre, som har erfaringer med stress og hvilke eftervirkninger det har haft for jer? Jeg var sidste efterår sygemeldt med stress i tre måneder (okt-dec), og det var virkelig en hård omgang.. Jeg kom tilbage på mit arbejde og fik lavet en ordning, så tingene kunne hænge sammen for mig. Men jeg føler dog indimellem stadigvæk, at jeg er trist osv.. Jeg har perioder, hvor jeg ikke kan overskue mit arbejde og hvor jeg ikke kan overskue mit parforhold.. Altså hvor jeg ikke ved, om min kæreste er dén, jeg gider at være sammen med… I de “gode” perioder er jeg glad for mit arbejde og jo slet ikke i tvivl om, at jeg lever sammen med den helt rigtige fyr.. Men HVORFOR er det, at mit hoved indimellem vælter helt rundt og at det bliver fyldt med negative tanker og tristhed? Er det normalt, at når man først haf haft stress, ja så vil man blive ved med at opleve op- og nedture?
Håber måske der er nogle af jer herinde, som kan komme med jeres erfaringer…
Mange hilsner fra Jeanette
Hej Rie
Det lyder som du har haft glæde af dialogen med Annette. For at supplere lidt, så synes jeg, at det lyder, som din mor har ret. Du oplever en form for angst. Det er mere end blot stress. De fleste studier har tilknyttet en psykolog, og jeg vil anbefale, at du får en tid hos denne.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej Thea
Med de symptomer, du beskriver, skal du, hvis du ikke allerede har gjort det, søge læge. Der er vigtigt at få afklaret hvad der ligger bagved, og få den rette behandling.
Mvh. Bjarne Toftegård
Hej Annette
Med den voldsomme træthed, du beskriver, skal du, hvis du ikke allerede har gjort det, søge læge. Der er vigtigt at få afklaret hvad der ligger bagved, og få den rette behandling.
Mvh. Bjarne Toftegård
Kan det virkelig passe, at jeg har stress?
Kan jeg regne så meget med din stress-test?
Jeg kan godt, både se og mærke, at der er meget der kan passe.
Jeg er en 19 årig pige, som bor i Søborg i lejlighed med min veninde.
Jeg går på hf 10 timer om ugen og læser to enkeltfag. Jeg er blevet arbejdsløs for 3 uger siden, grundet nedskæringer.
Jeg er tit ked af det og er “mester” i, at lukke mig selv inde med mine problemer – jeg føler mig meget nøgen og sårbar når jeg åbner op for at fortælle til andre (familie, venner, kæreste) og netop derfor, gør jeg det næsten aldrig.
Jeg drikker forholdvis ofte alkohol – for ikke at sige hverdag. Dog ikke kæmpe mængder, men ofte 1-3 glas vin/2 øl hver aften. Min sambo kommenterede det her den anden aften, og netop det klappede mig helt sammen. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, tændte bruseren og stod der og græd med mine egne tanker. Jeg kunne ikke falde i søvn og satte mig ud i køkkenet for at ryge en cigaret – jeg kunne mærke at jeg rystede meget. Det er ikke normalt for mig.
Håber på et svar.
Hej Bjarne
Jeg har et spørgsmål vedr. huller i korttidshukommelsen?
efter jeg fik et stress/angst anfald for snart 2 mdr. siden så har jeg haft nogle problemer med at huske hvad jeg har snakket/diskuteret med mine venner/bekendte om. og det er ret irriterende, for det er ikke med langtidshukommelsen der er problemet men mere kortidshukommelsen?
så hvad kan jeg gøre for at komme det til livs så at sige?
Med Venlig Hilsen Dennis….
Pingback: Svar til Tina
Pingback: Svar till Bente
Hej Bjarne.
Jeg har i en år række, haft en depression, men mente selv det gik meget bedre, så skete der det at min leder skulle have ferie og lige inden blev min kolega afskediget, så der kun var mig til at udfører arbejdet i 2 uger. Der var travlt og meget at se til. Da lederen kom tilbage, begyndte jeg at få en masse tanker i mit hoved som var svære at komme af med og min bror fortalte mig om en side jeg skulle læse om jordens undergang i 2012, jeg læste den, men er helt bange for det sker, da jeg tror på det de skriver, græder om aftenen, på grund af jeg tænker på det. Kan det være stress?
Med Venlig Hilsen
Anne-Mette
Pingback: Svar til Thea Skou
Hej Bjarne
Jeg er en kvinde på 41 år, der nu for anden gang i år har stress, og jeg er fortvivlet. Jeg ved godt hvad jeg kan gøre for at hjælpe mig selv, men problemet er bare, at det ikke er helt så enkelt.
Jeg er lærer på en social og sundhedsskole, hvor der hele tiden er ændringer i vores skemaer, de fleste løber hurtigere end de kan klare og forberedelsestiden er minimal. Jeg ved, at jeg skal finde et andet job, hvor man ikke løber så hurtigt og hvor man ikke skal være omstillingsparat hvert sekund, men jobbene hænger i øjeblikket ike på træerne. Samtidig er jeg alene med 3 børn, og er lige inden sommerferien flyttet til en mindre by i skøn natur. Ro frem for hektisk byliv.
Men det er hårdt at flytte, og det kræver til tider en del ekstra, når børnene også skal hjælpes til at falde til på den nye skole. Samtidig har jeg nu langt til arbejde, hvilket også tager af min tid.
Jeg burde sørge for en gåtur hver eneste dag, men der er simpelthen ikke tid. Mit arbejde og mit ansvar som mor kommer hele tiden før min omsorg for mig selv.
Jeg har haft en traumatisk opvækst og følgerne er, at jeg ikke tåler at blive presset.
Det bedste ville være at arbejde 20 timer, men det er ikke nok til at kunne forsørge en familie på 4.
Jeg har nu sygemeldt mig igen, hvilket er godt. Men fremtiden? Hvordan klarer jeg at undgå stress i fremtiden? Hvordan skal jeg give mig selv omsorg, når bare tanken stresser yderligere? Jeg kan simpelthen ikke løbe stærkere. Har du et forslag til, hvordan jeg undgår stress i fremtiden?
Kærlig hilsen Jette
Hej Bjarne,
Jeg har virkelig brug for et godt råd! Jeg er en pige på 32 år, der er uddannet sygeplejerske på 5 år. Arbejdede på en højt specialiseret afdeling fra jeg var nyuddannet og har altid fået meget ros. Efter godt 3 år væltede læsset. Der var flere grunde, var ikke glad der hvor jeg boede og trivedes ikke med mit job..men jeg ville klare det. I efteråret 2008 gik jeg ned med, hvad jeg troede var influenza i 3 tolvtimers vagter. Det var kun toppen af isbjerget! Gik helt ned og fik en depression oveni min stress.
Det var frygteligt hårdt og er først blevet raskmeldt her i maj 2010.
Kom på eget initiativ ud i en arbejdsprøvning 2009 på en ønsket afdeling og dette var en stor succes..det var med til at gøre mig rask igen:)
Denne afdeling ville gerne beholde mig, men havde desværre nogen stillinger. Jeg blev derfor ledig i sommer og fik det første job jeg søgte, på en intensiv afdeling. Derudover har jeg dagligt 2 timers transport..så min arbejdsdag er på 10-11 timer.
Jeg var ærlig til samtalen så de vidste hvad jeg havde været igennem. De gav mig 6 måneders vikariat. Har nu været ansat i 3 måneder og er lige blevet “sluppet løs” som selvstændig efter oplæring.
Jeg døjer nu meget med at sove om natten, føler indre uro, dårlig mave og er grådlabil. Jeg er i syv sind da jeg godt er klar over at dette ikke er stedet jeg skal blive, men gerne bare vil gøre det færdigt. Jeg ønsker ikke at blive sygemeldt igen, men er hamrende bange for at knække igen hvis jeg bliver. Det er som om min krop total modarbejder mig. Jeg scorer rød i stresstesten og ønsker egentlig ikke at negligere tegnene, men handler det om jeg bare skal tage mig sammen? Jeg kan ikke forstå jeg er så svag..
Jeg har fået utrolig meget ros og har fået at vide at “Jeg er født til jobbet” kom og imponerede i afdelingen osv, men jeg er hundebange for at lave fejl/ikke slå til da det kan få fatale følger.
3 måneder er jo længe uden søvn.. ville ønske det forsvandt af sig selv, men det er jeg bange for det ikke gør..
Jeg kan jo vælge selv at sige op mod at få karantæne eller tale med ledelsen..har du et godt råd?
Kærlig hilsen Ditte
Erfaring med bio-feedback.
Jeg efterlyser dine/jeres erfaringer med bio-feedback, hvordan har det virket og hvor du evt. vil anbefale os andre at hente hjælp.Jeg har fået det bedre efter at have fulgt B. Toftegårds e-kursus, men lider fortsat af hovedpine og koncentrationsbesvær. Derfor vil jeg gerne vide om b.feedback kunne være en hjælp for mig. Har svært ved mit arbejde (fleksjob) , da jeg koncentrerer mig hele tiden og bruger pc. (bibliotek). Min stress var/er nyt udbrud igen efter en voldsom stressperiode for flere år tilbage. Jeg vedkender gode erfaringer med meditation og særlig musik for at hjelpe til ved vekselvirkning i hjernenaktiviteten i forhold til beta og alfa. Synes at mit hoved angribes ved koncentration, fx pc, tv og læsning og det giver hovedpine (panden). Derfor kommer min tanke på bio-feedback, måske kunne det hjælpe. Er det noget som er bedst på en klinik eller kan man selv foretage det med evt. hjælpeaparat. Lad mig høre om jeres erfaringer. V Hilsen Bodil
Hvad gør jeg når et NEJ ikke accepteres, et HJÆLP ikke hjælper og et PYT stresser mig?
Jeg er ansat som sekretær på en offentlig arbejdplads, hvor vi har mere at lave end vi kan nå. Det psykiske arbejdmiljø og sammenholdet i faggruppen er ikke optimalt, og jeg er derfor nødt til at kæmpe min egen egoistiske kamp mod arbejdsmængden.
Jeg har tidligere været ramt af stress, og har i den forbindelse arbejdet med mig selv, og vil påstå at jeg i dag er blevet langt bedre (dog ikke immum) til at modstå stress.
Jeg er ikke i tvivl om at min stress er arbejdsbetinget med stor arbejdsbyrde som den største synder. Ind imellem – men ikke altid – har jeg held med ordet NEJ til nye arbejdsopgaver (velvidende at de så bare går ud over mine kollegaer). Når jeg bruger ordet HJÆLP bliver der lyttet, men det kniber noget mere med handling – det bliver højst blevet til lidt livreddende førstehjælp. Nu har jeg så taget ordet PYT i brug. Problemet er bare at det stresser mig. For hver gang jeg siger PYT til en opgave, kommer den tilbage som en boomerang med dobbelt kraft. For i en servicefunktion som jeg sidder i, kommer de fleste arbejdsopgaver ikke fra ledelsen, men fra brugeren. Og ud over at brugeren bliver irretabel over at forespørgslen er endt i PYT-bunken, giver det også to-tre henvendelser i stedet for én. Jeg har forelagt min ledelse denne onde spiral som jeg mener det er endt i. Men her er reaktionen øjensyneligt bare et PYT.
Hvad kan jeg gøre for at leve godt med at sige PYT til mit arbejde? Mit PYT er ved at få mig til at miste alt arbejdsglæde og motivation.
Jeg ved godt det mest nærliggende råd vil være at finde et nyt job. Men pga. nogle handicaps er dette noget nær en umulighed for mig. Så jeg må erkende at stress og for stor arbejdsmænde er et vilkår jeg er nødt til at lære at leve med – desværre.
Hej Bjarne.
Jeg har skrevet her før, men nu er det en helt anden vinkel jeg er ude i.
Jeg gik ned med stress i julen 2008, og siden da har det været en turbulent og svær tid. Min far dør uventet i julen 2009 (59 år).
Jeg færdiggør mit jurastudium i sommeren 2010. Så er der sat punktum et sted i livet.
Nu skal jeg så igang med mit job, som er perfekt for min situation, da det er fleksibelt, 20-25 timer om ugen efter mit ønske.
I hele perioden og stadig går jeg hos en psykolog med kognitiv terapi. Det er en stor hjælp, og jeg får behandlet mange aspekter i livet, og får sat barndommen og andre eksistentielle og grundlæggende ting på plads.
Jeg ved nu, hvad jeg skal ændre i mit liv, og hvad jeg har lyst til at ændre. Det er her mit problem opstår. Jeg oplever nemlig nu, at det er en meget stor mundfuld for mig at ændre tingene i livet, fordi der er så mange aspekter.
Jeg har naturligvis fået en masse værktøjer af min psykolog, men jeg “falder i” hele tiden, og magter ikke opgaven.
Jeg læser meget om selvværd, stress og andet, som fortæller alle mulige gode råd om, hvordan man griber tingene an. Men det er ikke nok tror jeg.
Jeg tror i virkeligheden jeg har brug for, enten at tale med andre om deres erfaring med at ændre livsmønstre, eller et forum, hvor man kan lave nogle øvelser med andre. Kan du anbefale noget til mig i den forbindelse?
Her en eksempler på ting, jeg ønsker at ændre:
-selvværd
-motionsvaner
-kostvaner
-vaner i forbindelse med arbejde (jeg har tendens til at være arbejdsnarkoman, selvom jeg ikke kan magte det)
-mere tid på hobby (kreative emner)
-negativ tænkning til positiv
Jeg ved jo som sagt godt, hvor indsatsen skal være, men når der er så meget på én gang bliver det i sig selv en stressfaktor tror jeg.
Min stress har været så massiv, at jeg har fået stillet i udsigt, at mine symptomer vil være der 1-2 år fra nu, forudsat, at der ikke kommer andre stressfaktorer ind i livet. Jeg er 28 år.
Mvh Susanne
Hejsa Alle
Havde lige brug for et sted til at læsse af.
Jeg er 27 år og gik ned med stress i starten af september, blev sendt til psykolog som jeg ikke følte virkede og fandt derefter en fantastisk stresscoach som virkelig har hjulpet. Jeg er blevet opsagt fra mit arbejde og nu har “systemet” overtaget, altså kommunen som sender mig ud i fitness aktivering, som jeg har gjort opmærksom på er alt for tidligt og at det presser mig for meget. Men der er NO mercy fra kommunen, så jeg håbede at min læge kunne hjælpe mig og hun var lige så uforstående og sagde at nu havde jeg jo også været syg længe så nu kunne hun ikke presse min sygemeldning længere… men hun kunne give mig “fri” indtil januar. Hun satte også spørgsmålstegn ved min behandling hos min coach og synes at jeg skulle til psykiater og på piller…
HVOR FRUSTRENDE kan man blive?? Har lært fra min behandling at jeg skal begynde at sige fra (for det har været mit problem at jeg ikke kunne) når man så begynder at sige fra både til kommunen og lægen, så bliver man mødt med nogle mennesker der ikke vil lytte til en. Jeg gav dem også flere artikler på at stressramte ikke skal sendes ud i denne form for aktivering og at det gør mere skade end gavn, lige som jeg føler det nu. Men ingen lytter….
Min eneste måde at få mental ro på nu er at raskmelde mig så er jeg fritstillet fra mit arb. indtil marts og kan i den periode få det bedre.
Er rystede over systemet, politikere, læger osv.
Hvis der er nogen der har prøvet noget lignede eller har lyst til at snakke så skriv gerne til sweetypops@live.dk
Mvh
Carina
Hej Bjarne.
Jeg er 28 år og sygemeldt med stress på tredie uge. Inden jeg sygemeldte mig havde jeg i lang tid fået en masse advarselssignaler om, at det var ved at gå galt, men jeg følte ikke at jeg kunne trække i nødbremsen, fordi der skete en masse på min arbejdsplads, og der var hårdt brug for mig. Det var derfor meget imod min vilje at jeg sygemeldte mig, også fordi jeg normalt går på arbejde uanset, hvor syg jeg er. Så det var lidt af et nederlag. Men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg græd på arbejdet og blev til sidst ligeglad med det hele, fordi jeg ikke kunne indeholde det.
Jeg går nu hjemme og prøver desperat at få det bedre så jeg igen kan passe mit arbejde. Mit job betyder meget for mig. Det er mit ønskejob, og der findes ingen andre af slagsen. Derfor er jeg også bange for ikke at komme hurtigt nok tilbage, så de opgiver mig. Jeg har været der i tre år.
Jeg går til stresscoach/psykoterapeut en gang om ugen og forsøger at arbejde meget med mig selv. Men samtidig føler jeg heller ikke, at jeg har energien til det. Det var meningen, at jeg kun skulle være sygemeldt i to uger, men da tiden nærmede sig, blev jeg grebet af panik over, at jeg skulle tilbage til det samme kaos jeg forlod og måtte sygemelde mig en uge mere. Det stresser mig også, at jeg om et par dage igen skal give besked om om jeg er klar til at komme på arbejde igen på mandag. Lige nu føler jeg overhoved ikke for at komme på arbejde. Jeg kan ikke overskue det. Også selvom de siger at der er kommet ro på og at det er ok med dem, at jeg bare starter roligt op og kun er der fire timer om dagen. FIRE TIMER! -Det lyder som en evighed! Jeg vil gerne tilbage til mit arbejde på et tidspunkt, men lige nu føler jeg slet ikke for det. Hvad skal jeg gøre og sige til dem?? Jeg har taget din stresstest hver uge. Uge 1 fik jeg 206, uge 2 fik jeg 148 og nu har jeg 164 point.
Og i weekenden skete det værst tænkelige. Jeg tror jeg fik et angstanfald. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg græd, hulkede, hyperventilerede, fik trykken for brystet igen, sitren i arme og ben, og blev grebet af panik ved tanken om aldrig at blive normal igen, at blive skør og ikke at vide hvor lang tid der skal gå. Og nu er jeg bange for at opleve angstanfald igen.
Min arbejdsplads virker meget forstående og siger at jeg ikke skal komme igen før jeg er klar og ikke på fuldt blus. De beder ikke om lægeerklæring, fordi de ved at arbejdspladsen før har været gået ned med stress (incl mig, men der var jeg ikke sygemeldt). Men en lille stemme i mit hoved siger hele tiden at det bare er noget de siger og jeg er så bange for ikke at komme tilbage! Det er så frustrerende at være så svag – sådan er jeg jo slet ikke!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min krop og mit hoved siger, at jeg skal tage den med ro og blive rask, men mit hjerte er så bange for at miste mit job og vil så gerne tilbage, selvom jeg ved at jeg ikke magter det lige nu…
Skal jeg virkelig også blive ved med at ringe og sige at jeg ikke kan komme alligevel ? Kan jeg ikke ringe når jeg er klar?
Jeg ved ikke hvad jeg vil have svar på, jeg trænger bare til at høre en andens mening….
Hilsen mig
Kan angst give stress og siden omvendt stressen i kroppen udvikle mere uforståelig angst.
Dvs en masse uforståelige spændinger i krop og sjæl.
Ligesom det hele går op at koge og man vil bare hjem fordi man er ved at gå i panikk.
I mit tilfælde må jeg altid have nogle afslapninsgs pillere i skjortelommen hvis det nu pludselige anfald skulle ske.
hej jeg er ved at opgive det hele.jeg er så stresset som man kan blive.det er hele dagen jeg prøver at slappe af til middag men det lykkes ikke.jeg har det som om jeg er ved at dø .jeg kan ikke trække vejret.jeg får hjertebanken ryster og er nød til at rejse mig op .jeg er meget bange.v.h.marianne
Hej Bjarne
jeg ved stress kan virke på mange måder, men for ca måneder siden blev jeg meget svimmel på arbejdet og mistede lidt førlighed i højreside blev indlagt de troede at jeg havde fået en lille blod prop men det havde jeg ikke jeg havde bare lidt spæninger i nakken og blev sendt hjem, var sygemeldt i 14 dage var meget træt og kunne ikke konsentrære mig snakkede med læge om det kunne være stress,jeg havde ikke sovet i meren en 3-4 timer om natten det sidste ½ år da min mand var syg , nu var min min blevet rask og så fik jeg det dårligt men lægen mente ikke det var stress jeg tænget bare til at sove og tage det lidt med ro,men jeg er stadig meget træt jeg klare midt arbejde ( kantinelder) men heller ikke mere , men det jeg enlig vil spørege om er at jeg har svært ved at være sammen med mange menesker især når jeg er ved at være træt hvis jeg er ude at handle og der er mange mennesker bliver jeg svimmel og kan ikke konsentrære mig har svært ved at høre hvad der bliver sagt bliver helt hvid i hovet det hele fylder ud i en masse støj og hvis der er høje lyde omkring mig kan jeg blive helt frostreret da jeg ikke kan holde det ud er det noget med stress eller bør jeg går til læge (evt. ny læge)
Med Vernlig Hilsen
Betina Tranholm
Jeg er i gang med fysioterapeutuddannelsen og er i gang med 5. semester ud af 7. Jeg startede oprindeligt på uddannelsen i 2005 men blev sygemeldt i 2006 med en depression – blev senere diagnosticeret med bipolar lidelse (maniodepressiv) – og startede forfra på uddannelsen i 2008 og er på revalidering.
Jeg har sådan set været glad for uddannelsen og syntes det har været spændende at arbejde med mennesker og det har været en fin klasse.
Under den seneste praktik på 9 uger begyndte det at gå ned ad bakke. Jeg oplevede mig selv som fagligt svag, meget nervøs for at gøre tingene rigtigt og i det hele taget var jeg alt for stresset i forhold til hvad der er hensigtsmæssigt når man har et skrøbeligt sind. Det hjalp bestemt ikke at vores vejleder blev udskiftet de sidste par uger med en klinisk vejleder jeg har meget dårlige erfaringer med. Den kliniske eksamen dumpede jeg i første omgang men klarede den i den anden.
Mellem sidste modul og det vi er på nu har jeg ikke haft den ferie alle andre har haft (fordi jeg skulle forberede reeksamen) og det kan mærkes. Jeg har siden praktik perioden været syg med stort set alt der har været fremme lige fra influenza, opkastninger, tynd mave, tabe håret, feber, forkølelser osv. Jeg er stresset, får hjertebanken, bliver svimmel og ryster, får ondt i maven og en knugende fornemmelse i brystet når jeg begynder at tænke på studiet og jeg har mærket de begyndende tegn på angst. Humøret er dalende og ved mit seneste besøg hos min psykiater fik jeg konstateret en let depression. Jeg er desuden sat på venteliste til at starte samtaleterapi på Affektiv Klinik hvor jeg er tilknyttet.
Jeg er nået dertil hvor jeg overvejer at tage orlov fra uddannelsen f.eks. ½ år. Få ro til at komme af med mit stress, overveje om det er realistisk at arbejde på fuld tid som fysioterapeut, om det er mere hensigtsmæssigt med deltid og om man så kan leve af det. Nogle dage overvejer jeg helt at stoppe på studiet men jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle lave for der er ikke rigtig noget jeg ellers kunne tænke mig.
Omvendt er der kun et enkelt år tilbage af studiet og det ville være godt for mig at gennemføre det så det bliver en succesoplevelse for mig og ikke endnu en ting jeg kan slå mig selv i hovedet med. Jeg kan bare mærke at jeg har behov for at trække stikket ud for en periode så jeg får energien og overskuddet til at gennemføre resten af uddannelsen. Jeg kan mærke at jeg har behov for ferie og det er ikke nok bare med f.eks. en uge. Jeg ved så ikke om jeg skal holde ud til sommerferien om ½ år eller om jeg skal tage orlov nu. Min psykiater mente jeg skulle arbejde mig igennem det her men helt ærligt… jeg kan godt se hvad han mener men lige pt. føler jeg at jeg hænger i mine fingerspidser ud over en afgrund. Jeg ved ikke om jeg kan kæmpe mig op derfra mens jeg er på studiet eller om jeg vil falde ned undervejs.
Jeg skal nok have taget en snak med min studievejleder og min sagsbehandler i kommunen om hvad der sker hvis jeg tager orlov men jeg vil gerne have tænkt det lidt mere igennem inden. Jeg håber vel at de ændrer sig til det bedre så det ikke bliver aktuelt?
Jeg føler mig meget alene med min situation. Jeg har ikke mange venner eller veninder og dem der er i den by jeg bor i har desværre vist sig ikke at have den forståelse og rummelighed der skal til når man har det dårligt på denne måde. En har decideret sagt at hun ikke orker høre på den slags klynk og negativitet. De veninder jeg har som har rummeligheden har det desværre heller ikke så godt for tiden hvorfor de har behov for at bruge deres ressourcer på at passe på dem selv (det forstår jeg fuldt ud).
Jeg kan ikke snakke med min mor (som jeg bor hos af forskellige årsager selvom jeg nærmer mig de 30) for sidst jeg var inde på at jeg havde overvejelser omkring hvorvidt jeg burde være fysioterapeut sagde hun at det var vigtigt at jeg gennemførte så det blev en succes for mig. Jeg spekulerer efterhånden på hvad den succes kommer til at koste og om den virkelig er det hele værd.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med mit indlæg. Måske bare at få luftet mine tanker og frustrationer og at få lidt feedback på mine overvejelser nu jeg ikke har andre at gå til.
Venlig hilsen
Charlotte
Jeg er en 14 pige og jeg har stress, min læge har undersøgt mig og vi har prøvet akupunkturbehandling, det hjalp på hovedpinen delvist, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg går til psykolog af andre grunde ,men hun har også sagt jeg har stress, og jeg er begyndt at være bange.
Vær test jeg tar siger den jeg skal søge hjælp, der gør jeg og jeg får ingen hjælp 🙁
Jeg bliver snart 15 år, men jeg er stadig bange for jeg har ikke fået det bedre efter 3 måneder.
Hvad skal jeg gøre??
Hej Bjarne.
Jeg er en kvinde på 31 år der studere på en mellemlang uddannelse på i alt 3 1/2 år. Bliver færdig om 1 år.
Jeg er gift og mor til 2 børn i skolealderen.
De sidste 10 år har jeg haft tilbagevendene depression eller stress eller udbrændt ofte pga. at jeg løber ind i mange personlige udfordringer i mit liv og har haft og har stadigvæk store udfordringer på mit studie, hvor jeg bliver presset med en masse krav til det yderste i form af opgaver, eksamener og krav om at finde praktikpladser m.v.
Jeg oplever pt at jeg er er i sådan en stærk stress tilstand at jeg begynder at glemme ord når jeg taler og oplever at min hjerne presser på for at skulle huske ordet jeg ikke kan erstatte med et andet -helt væk er betydning af det jeg vil sige. Lideledes er det begyndt med mangel i at formulere mig i skriftlige opgaver, sætningerne kan jeg ikke længere formulere så ande kan forstå hva jeg mener, selv om jeg prøver at rette til rigtig mange gange. Af alle eksamener har jeg været til re eksamen næsten alle gangene. Jeg føler mig ofte tanketom og en slags tidlig dement. Selvværd og tillid er langt nede og min stress skala ligger på 155.
Med dette taget i betragtning, vil du anbefale mig at søge studieorlov eller hordan skal jeg håndtere de symptomer jeg har?
Har tidligere snakket med min studievejleder omkring orlov, men hun anbefaler at jeg fuldføre resten af studiet, trods jeg snart føler mig mere udbrændt end stresset efterhånden.
Jeg kan ikke længere finde ud af hvilken beslutning jeg skal tage pga. jeg ikke kan gennemskue fordele og ulemper ved at til eller frvælge studieorlov.
Håber du kan give mig nogle gode råd herom.
Hilsen Sofie
P.S.
Jeg savner foredrag om stress hos studerende, der læser på mellem – lange udd. Så hvis du skulle få lyst til at komme forbi og give et foredarg om stress og uddannelse på Århus biblioktek, vil jeg vældig gerne komme og høre det.
Hej.
Vi er to piger, som går i 9. kl. på Hårup skole, der skal lave et projekt til eksamen, omkring PTSD ved udsendte soldater.
Vi ville høre om i har tid og lyst til at svare på nogle spørgsmål?
Det ville være en stor hjælp hvis i ville hjælpe med spørgsmålene.
Spørgsmål:
>Er det muligt at blive rask, når man har PTSD eller vil man have det resten af livet?
-og hvis det er muligt, hvor mange % bliver det så ca.?
>Hvor mange er ca. under behandling i Danmark?
>Hvilke forandringer sker der typisk med folk med PTSD? -Og hvordan påvirker det dem?
>Hvordan påvirker det hverdagen?
-For dem selv og for familen?
>Hvordan påvirker det familien, når et medlem bliver udsendt?
-hvilke bekymringer gennemgår de oftest?
>Hvor stor er sandsynligheden for de udsendte for PTSD?
>Syntes soldaterne det har været det værd, at blive udsendt. Selvom de er blevet syge bagefter?
-Er der nogle som fortryder de er blevet udsendt?
>Har alle soldater mulighed for at få behandling når de kommer hjem?
>Hvordan påvirker det sammenholdet i familien?
-Bliver det stærkere når de vender hjem?
Det var dem, men vi ville høre om du har nogle gode informationer om PTSD eller noget du vil anbefale vi har med i fremlæggelsen?
På forhånd tak (:
– Camilla og Pernille
Hej.
Jeg er gået helt ned med stress. Jeg har flere kroniske diagnoser hvor en af dem er kronisk belastnings syndrom. Når jeg bliver belastet fysisk som psykisk bliver jeg stresset, så kommer panik angsten og irritabel tarm. Det er en helvedes cirkel. Jeg har mange symptomer på stress bla får jeg en knugende følelse i kraniet, meget langsom tale, hukommelsesbesvær, hjertebanken, ekstra slag forværres osv osv.
jeg ligger i en meget opslidende førtidspensionssag som er ved at tage livet af mig. Den er en kæmpe stress faktor i mit liv.
Mit spørgsmål er : hvor lang tid skal jeg forvente at min krop er om at “rejse” sig efter denne gangs styrtdyk ? Jeg kan absolut intet ! Har været sengeliggende i 3 måneder nu. Kan ikke engang småting i hjemmet, udtrættes med det samme, og så kommer angst anfaldene. Det er en uoverskuelig situation og kan ikke se lyset for enden af vejen desværre.
Nu vil jobcentret tving mig til at gennemføre førsøg med medicin hos en psykiater jeg selv skrev mig op til marts sidst år. Jeg har imellemtiden fået en rigtig god psykolog, og ønsker derfor ikke at starte op hos denn psykiater. Vil slet ikke have medicin da det er afprøvet før og jeg jeg måtte stoppe da jeg ikke kunne tåle det. Jeg glemte bare at aflyse den psykiater for jeg har jo min psykolog, og nu forlanger jobcentret at jeg forsøger behandling hos denne psykiater. Hvordan kan jeg bedst passe på mig selv ang det konstante stress det giver mig ? På forhånd tak. Mvh Lina
Spørsmål: Blir jeg nogensinde rask? Voldtaget, næsten kvalt, ´fik men´grad 15 %. Måtte gennem hele forløbet igen og gik helt ned. Kan ikke tænke, huske koncentration er væk, konstant som om hovedet er 4 gange så stort. Kan du hjælp mig.
Hej Bjarne Toftegård.
Hej Christine la Cour.
Jeg hedder Louise Birkelund Hollmann. Jeg kommer fra Tølløse slots efterskole og er i gang med at lave OSO (obligatorisk selvvalgt opgave) sammen med 2 andre piger fra min skole, og vi har om skuespiller uddannelsen og har valgt at fokusere på det enorme psykiske pres der ligger på en skuespiller. Det stressede pres der ligger på en skuespiller.
Håber at du eventuelt har lyst til at hjælp os ved at svare på de her spørgsmål, da vi har lidt svært ved at finde materiale:
Problemformulering;
Skuespilleren skal ”sælge sig selv.” Dette er et kæmpe psykisk pres for vedkommende. Hvilke midler benytter skuespillere i Danmark til at komme igennem dette psykiske pres og stadig bevare sin kreativitet?
Underspørgsmål;
*Hvilke psykiske og økonomiske problemer kan der være ved at vælge skuespilleruddannelsen?
*Lærer skuespillere at håndtere det psykiske pres, der er som skuespiller? Og hvordan? (Psykologhjælp fx).
* Hvad får de unge til at vælge skuespilleruddannelsen, når branchen er så ”usikker”?
* Hvilken udvikling har der været i branchen gennem årtierne på det økonomiske plan? Er det en positiv/negativ udvikling? Hvorfor?
*Er der mange der midt i uddannelsen fortryder, og hvorfor?
Håber du vil hjælpe os.
Hilsen Louise
Hej Bjarne.
Jeg har en datter på 16 år som jeg er bange for er ved at få stress. Jeg har oplevet nogle gange at hun pludselig er begyndt at græde, hun fortæller at hun ikke kan overskue det hele. Hun siger at hun er bange for at miste sine venner og kæreste , måske det er derfor hun er på face book flere timer hver dag, for at følge med i det hele. Hun går til gymnastik,spiller i bigband inkl solo undervisning og indtil nu også i kor og dans. hun skal på efterskole til sommer, hun siger at hun glæder sig. hun er træt i skolen og kommer aldrig til tiden , hun går sent i seng , kl 23-24, har du nogle forslag . hilsen claus
Hej Bjarne
Jeg er sygemeldt med stress og er i bedring med hjælp fra bl.a. din bog: Stress eller ikke stress – valget er dit. Det hjælper mig rigtigt meget at gå lange ture i skoven, men nu er jeg begyndt at få flere symptomer fra min pollenallergi trods medicin. Kan jeg forvente at den øgede overfølsomhed fortager sig igen, når stressen er ude af kroppen og mit immunforsvar dermed er bedre? Det er ret generende og jeg er også begyndt at reager på flere madvarer. Jeg bør måske ikke provokere allergien? Hilsen Stine
min kone er lige som jeg 37 år. Hun har siden sommerferien gradvist arbejdet mere og mere. den seneste måned er hun væk ca. 12 timer om dagen. Efter ca. 2-3 timer hjemme (kl 21-21:30) går hun i seng. Daglige gøremål som 2 børn, hund og heste byder på, har jeg efterhånden overtaget.
Hestene og ride undervisningen som hun (med stor glæde) fulgte vores datter til, stoppede delvist da sneen faldt i novenber for at stoppe helt i starten af febuar. Hun starter ofte dagen på “panodil” og klager over træthed hovedpine/migræne. Har svært ved at høre hvad der siges og svarre ofte meget lavt eller slet ikke på spørgsmål. Kun når hun fortæller om arbejdet, taler hun tydeligt. Hun sover med sokker og ekstra tæppe på, har tung vejrtrækning og “spjætter” ofte lige inden hun falder i søvn. Samtidig er hun blevet mere “indelukket”, vrisser af børnene og er på en eller anden måde “fjern” og i en “anden verden”. “Flygter” gerne fra “farvel” og “godnatkys” For en uge siden spurgte jeg om der var noget galt. Hun fortæller kort at hun er “træt “af det hele. Jeg spørger flere gange ind til hvad hun er træt af. I gennem flere korte samtaler oplyser hun at efter hendes mening skal vores forhold slutte (efter 15 år). På spørgsmålet om ikke det var værd at give en chance mere, var svaret … Nej. Hun mener ikke at det til tider besværlige ægteskab på nogen måde kan skyldes at hun arbejder meget (har stress). Vores sexliv har været normalt (ca. 1 gang om ugen) indtil for 4-5 uger siden. Siden har det været “koldt”. I ugen der er gået har vi ikke sovet sammem. Vi har ikke talt om det i flere dage. At vores forhold skulle stoppe kommer lidt som chok for mig. Jeg har nu hjertebanken og ryster, sover meget dårligt men for det meste slet ikke. Kan falde i søvn, men vågner kort efter med voldsom puls. Din stresstest giver mig “rødt lys” og jeg kontakter i morgen min læge. Jeg har “for sjov” prøvet testen som min kone, så godt jeg nu kunne… den endte på 146, med en del ukendte svar som jeg af sagens natur kun kunne svare “nej” til.
Og så kommer mit spørgsmål.
Hovrdan kan jeg hjælpe en der ikke selv mener han/hun har stress?
Mvh. Peter
Hej.
Har i nu snart 2 uger været sygemeldt fra mit job. Jeg blev sygemeldt pga. mavepine og kvalme, fik det også lidt bedre igen, men da jeg efter 3 dage igen ville på job, kom kvalmen igen. Jeg har haft meget rysten på hænder og ben, samt grædeture mv. Ved nu, efter talrige konsultationer hos min læge, at det primært er problemer på mit job som har været årsag til mine symptomer. Nu efter 2 uger hjemme, føler jeg mig bedre tilpas end jeg længe har gjort. Og føler mig egentlig klar til job igen. Men er jeg så det, og hvad har jeg egentlig fejlet. Det er jo også svært at vurdere hvilken tilstand man kan nøjes med at være i, når man har haft det skidt længe skal der måske ikke meget til før man pludselig synes man har det bedre.
Hvad mener andre.
Mvh. Jane
Hej Bjarne
Jeg får en meget høj score i stress-testen, og har i den sammenhæng nogle spørgsmål.
Jeg har en række symptmer, som er blevet værre og værre over de sidste 3 år (specielt det sidste år). Det drejer sig om eksem i ansigtet, rysten på hænder og i kroppen (ikke nervøst, mere som ved konstant lavt blodsukker), hovedpiner, smerter i lænden, trykken i venstre side af maven, spændinger i nakken, snøften og hosten mm.
Dertil kommer en stigende glemsomhed (huske naven og aftaler mm.) og koncentrationsbesvær.
Det sidste, der nu har varet fra ca. jul er nærmest taleforstyrrelser, hvor jeg ikke kan udtale ord og ikke kan tale højt – det lyder vanvittigt, men jeg opgiver at sige noget i mange sammenhænge – og dertil en slags tics/sitren i venstre side af ansigtet (jeg har haft en murren der i ca et år), som gør, at jeg ikke kan holde ud at tale med nogen og holde øjenkontakt i mere end 2 – 3 minutter – det er virkeligt et handicap for mig, for jeg elsker at være sammen med andre mennesker.
Jeg er lærer, så det er rimeligt frustrerende. Lidt smerter og rysten og hovedpiner kan jeg leve med, men det sidste her har gjort mig totalt socialt handicappet.
Jeg melder fra arrangementer selv med mennekser jeg kender rigtigt godt og er meget tryg ved, og det sociale betyder utroligt meget for mig.
Jeg kan godt leve med, at jeg ikke længere kan være morsom og midtpunkt, som jeg måske har haft en tendens til. Jeg vil bare gerne kunne sidde stille og roligt os snakke med venner og kollegaer, men det kan jeg ikke holde ud. Forøvrigt bliver det værre af alkohol, så det har jeg droppet fuldstændigt.
Hm. Er jeg stresset? Ja, jeg kan godt se, at der er ting i min hverdag, der ikke fungerer optimalt – og i og med, at jeg har fået det dårligere fysisk, får jeg klaret mindre, og det stresser mig! Der er også ting på hjemmefronten, hvor jeg i mange år har lidt af dårlig samvittighed og været meget påvirket af en ægtefælle, som ofte er i dårligt humør.
Alligevel synes jeg, at jeg generelt er positiv og er meget glad og taknemmelig for mit liv. Jeg synes, jeg er god til at vende tingene til noget positivt og se lyst på det hele – sætte tingene i relief. Jeg synes også, at jeg i gennem det sidste år har prøvet at geare ned og sørge for motion og søvn mm. Og alligevel får jeg det bare dårligere og dårligere – så får jeg en dag engang i mellem, hvor det er svært at holde optimismen.
Jeg føler ikke nervøsitet, mere afmatning – ikke sådan, at jeg bare må sove, mere sådan, at jeg ikke orker at lave noget overhovedet.
Jeg har fået foretaget mange prøver hos egen læge og været hos en neurolog – nu har jeg bestilt tid hos en psykolog.
Jeg er glad for mit liv, min familie og mit arbejde – jeg kan også godt leve med og trives med, at det kan tage år at blive normal igen – men jeg frygter at jeg aldrig bliver det, fordi jeg ikke kan finde årsagen.
Jeg bliver tilfreds med mindre og mindre, synes jeg. Tidligere kunne det frustrere mig,at jeg ikke fik læst bøger eller gået nok i teater/på museum – lavet noget ved hus eller have. Nu vil jeg bare gerne kunne passe mit arbejde (og det kan jeg faktisk ikke længere – selvom jeg gør det?), være sammen med mine børn og have det hyggeligt, når jeg er sammen med andre mennesker. Alt andet er jo i bund og grund lige meget.
Kan du hjælpe mig? Tror du det kan være noget med binyrerne eller er jeg udbrændt?
Tak for hjælpen
Marie
hej Bjarke.
jeg er i gang med et skoleprojekt som skal afslutte min ottende klasse. jeg har valgt at skrive en rapport, derfor vil jeg meget gerne have din mening med. Mit emne omhander UNGE MED STRESS, og jeg vil blive meget glad hvis du svarede på følgende spørgsmål:
– hvor tit hjælper du unge skole – og gymnasieelever med alvorlig stress? er det normalt?
– hvad gør du for at hjælpe dem, og virker det? ser du fremgang? og hvilke?
– hvordan ser du på stress i skoletiden? alvor eller ynk? hvorfor?
– din mening om hvorfor unge bliver så stresset
– kan du se ændringer blandt unge stresset degang og nu?
på forhånd tak.
Anna Maj
Bjarne*
Hej alle
Jeg har været sygemeldt med stress i et halvt år. Fra at måtte ligge i sengen med stærke smerter i hovedet, kvalme og konstant svimmelhed kan jeg nu bevæge mig rundt, men har svært ved at omgås andre mennesker. Min egentlige bekymring er, at jeg i alle de bøger, jeg har læst om stress nærmest aldrig støder på nogen, der har været syg ligeså længe som mig. Og jeg er slet ikke rask endnu. Jeg går både til psykolog, ser min læge jævnligt, får intidepressiv medicin og indsovningspiller. Er der mon andre, der har været ligeså hårdt ramt? Jeg har brug for at få bekræftet, at jeg godt kan blive rask.
Vibeke
hej til alle jer der ude som læser.
mit spørgsmål er hvordan går det så galt sm det gør når man rammes af stress?
jeg fik min datter nr 4 for 5 md siden inden da havde jeg det godt og kun stresset engang imellem det jeg kalder normal stresset, nu skal jeg kæmpe hver time for ikke at grade og flippe ud, ting har også fløjet gennem rummene uden jeg kan forklare hvorfor, og jeg har en fornænnelse af at jeg er et nul der ikke kan passe på mine børn, selv om jeg hele tiden laver mange ting sammen med dem føler jeg skyld over min opførsel min mand er bange for min personlighed og siger at han ikke kan kende mig, dog støtter han mig meget, jeg føler at jeg er ved at ødelægge hele min familie, jeg tager ingen medicin for det da jeg ikke ønsker det selv, men hvordan kan det gå så galt, er træt 24 timer i døgnet det har jeg aldrig prøvet før, kan jeg mon blive rask igen? savner mit gamle jeg.
nicolina
Hei
Jeg er en 36 år gammel mann som bor i Norge. Jeg jobber for Maersk, og ble anbefalt denne nettsiden av mine kolleger.
Jeg lider av noe som jeg tror kan komme av stress.
Det startet noen måneder før jeg ble 25 år gammel. Symptomene kom og gikk i starten, men etter hvert utviklet det seg slik at jeg har dem hele tiden.
Mine symptomer er: svimmelhet (er ikke til stedet), jeg er mer glemsk enn jeg var, jeg sover mye, men er fremdeles trett, jeg har nesten ingen følelser (hverken gleder eller gruer meg til noe). Svimmelheten kan best beskrives som den følelsen du har etter å ha blåst opp mange luftballonger. Jeg er også ekstremt impulsiv. Det er ikke en plan i det jeg gjør. Jeg kan for eksempel reise meg for å hente et glass vann. På veien til kjøkkenet ser jeg noen sokker som ligger under bordet. Jeg bøyer meg ned for å hente sokkene og ser at det ene stolbenet er løst. Jeg går ned i garasjen for å hente verktøy til å fikse stolen. Utenfor treffer jeg naboen som vil slå av en prat. Etter praten vet jeg ikke hvor eller hva jeg skulle.
Jeg føler meg også “dummere” enn før. Jeg er ikke så kjapp og skarp lenger.
Grunnen til at jeg tror det er stress er at jeg hele tiden har mange baller i luften. I en lang periode hadde jeg full jobb i Maersk, familie med 3 barn, jeg leste til Ingeniør (tok det på vanlig tid), leste til teknisk fagskole, var sikkerhets representat på jobb og var også med i utvalg i den forbindelse. På toppen av dette drev jeg 2 firmaer (vel å merke med liten aktivitet).
Jeg har prøvt å finne ut av dette gjennom helsevesenet, men uten hell. Derfor vil jeg spørre om dere har neon tips.
Med vennlig hilsen
Loyd Arve Nornes
Norge
Hej
Jeg har stress med sygemelding gennem 4-5 uger og er nu på deltid 4 timer om dagen 4 dage om ugen. Jeg går hos en psykolog på min arbejdsplads, der dog desværre ikke har så meget tid, så jeg ser hende kun omkring hver 3. – 4. uge.
Jeg synes, det går fremad – omend meget langsomt og ofte 2 skridt frem og 1 tilbage. Men siden jeg startede på deltid for 5 uger siden, er jeg blevet bedre til at koncentrere mig og der er dage, hvor jeg synes, at jeg er oppe på næsten normal koncentration. Til gengæld er jeg så træt, når jeg kommer hjem, at jeg ikke orker noget som helst efter arbejdstid. Også de 3 dage om ugen, hvor jeg ikke er på arbejde, orker jeg næsten ingenting. En sådan udtalt træthed oplevede jeg faktisk ikke, mens jeg var fuldtidssygemeldt og lige da jeg startede på deltid. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at jeg er så træt? Er det tegn på, at min krop er ved at lære at slappe af? Eller er det et skridt i den forkerte retning? (Man læser, at symptomet på udbrændthed er en udtalt træthed).
På forhånd tak for svaret.
Hej
Jeg har opdaget en væsentlig stress faktor hos mig, men som jeg ikke ved hvordan jeg skal takle…
Efter en pårørendes sygdoms start for 3 år siden blev jeg meget syg med stress, så blev jeg skilt og sad med 3 børn en hest og en hund og intet fundament….øv for en tid…
Nu er jeg ved at arbejde mig op igen………..syntes min hjerne kan svigte mig med hukommelse og meget træthed når jeg er ude i 37 timers arbejdsuge….
Nå men en stressfaktor hos mig er min eks mand….når han skriver en mail til mig….går jeg helt i panik….hjertet hamrer derud af og jeg vil bare væk…..en overgang ville jeg slet ikke åbne postkasse eller mails da der altid var dårligt der haglede ned over mig…
min eks og jeg er jo nødt til at skrive sammen ang. vores søn….men hvordan kan jeg takle det bedre i mig selv???
en overgang ville jeg stærkt have at drengene boede hos deres fædre så jeg kunne få lov at slappe af…..syntes heller ikke jeg kunne magte at have dem hos mig….øv
på forhånd tak for svaret….:-)
Kære Stressramte og Bjarne
Først tak for en informativ og hjælpsom hjemmeside. Det er en stor hjælp at høre andres erfaringer.
Efter flere år med meget arbejde og mange spændende fritidsinteresser. kom dråpen under en hård weekendvagt. Jeg har nu været sygemeldt i 2,5 mdr. 14 dage inde i forløbet brændte mit værksted og grejdepot. Dette betød at jeg har været nødt til at tage stilling til en masse ting og ikke helt kunne slappe af.
Jeg er glad, fyldt med energi. prøver at gå tur i skoven hver dag. Symtomerne er dog hovedpine, usikkerhed og sitren hvis jeg skal koncentrere mig, ting går hurtigt eller der er mennesker der kræver min opmærksomhed.
Jeg er i tvivl om hvordan, jeg behandler den kemiske ubalance der giver hovedpine og tinitus. Er ro det eneste middel. forværres den ved fysisk træning med høj puls. Er det godt at være sammen med andre i længere tid f.eks en skiferie.
Jeg savner min intellektuelle hurtighed og hukommelse. tør man håbe den kommer igen. og hvad kan man bedst gøre for at restituere.
De bedste hilsner
Søren
Hej Søren
Når du skal finde ud af, hvad du kan klare, så er den bedst metode at lytte til sin krop. Hvis den siger det er godt, så er det nok godt. Hvis den siger, der er skidt, så er det helt sikkert skidt.
Ellers er det vigtigt at flytte fokus fra symptomerne, til hvad der stresser dig, og havd du kan gøre ved det … eller at acceptere det, hvis du ikke kan gøre noget ved det.
Mvh. Bjarne Toftegård
Hej jeg er en pige på 25 år.
Jeg har været syg nu i 9månder
Symptomermæssigt har jeg kvalme – svimmelhed – ondt i maven – rysten.
Jeg går i gruppeterepi nu og lægerne kan ikke finde noget på mig. Min læge mente jeg havde virus på balancenerven og det kunne tage langt tid før det gik væk. Var sygemeldt 3mån fra mit job, men måtte starte op igen da jeg økonomisk ikke kunne gå på kontanthjælp 🙁 jeg føler jeg er ved at tabe modet og intet hjælper. Nogle der har oplevet svimmelheden så slem at den påvirker jeres liv?
Vh Belinda
Hej Belinda
Der er mange, der har oplevet det, du oplever. Se f.eks. tråden her:
http://www.forebygstress.dk/blog/svimmel-siden-marts-stress
Mvh
Bjarne Toftegård
Kære Bjarne
Jeg er en kvinde på 46 år og har døjet med kronisk stress i mindst 12 år og er stadig ikke inde i systemet her i Grønland. Min første sygemelding varede i 2 1/2 år. Begyndte ellers på arbejde igen, men har på 3 år haft tilbagefald med langtidssygemelding til følge mindst 4 gange. Min psykolog mener at jeg har fået “hjerneskade” af stress. Lægerne her har opgivet mig. De tager mig bare som en “nybegynder” hver gang og ændrer lidt på min medicin og så prøver vi igen, med en dybere fald til følge hver gang. Jeg orker virkelig ikke mere. Jeg håber hver gang at jeg kan arbejde lidt så jeg kan bibeholde min selvstændighed, men må erkende at jeg graver min egen grav dybere for hver gang jeg prøver. Jeg kan ikke klare at være blandt mange mennesker mere. Jul og andre sammenkomster er mareridt for mig. Sådan har det været i mange år efterhånden. Mit spørgsmål er: Hvornår skal man opgive at prøve? Hvornår er det på tide at stoppe og sige farvel til arbejdsmarkedet? Har været til psykiater der siger at det for mig er bedst at holde op på arbejdsmarkedet. Har diagnosen generaliseret angst og er særligt sensitiv, hvilke også er med til at jeg er så påvirkelig af stress. Har prøvet al slags hjælp indenfor området. Terapi, e-læring/terapi (også dine), psykolog, psykiater etc.
Begyndte ellers på arbejde igen for 2 uger siden (er på deltid) men faldt igen med det samme samme dag med kraftige symptomer. Er selvmordstruet for tiden. Er bange for at jeg gør alvor af mine selvmordstanker hvis jeg bliver ved. Er på lykkepiller og medicin mod angst ellers. Det går ud over min kæreste, som jeg er bange for, får nok og går fra mig en dag.
Håber at få lidt råd.
På forhånd mange tak
mvh
Ingrid
Hej Ingrid
Skridt nummer ét er at komme psykiske i balance. Du skal have hjælp med dine selvmordstanker. Du skriver, at du har prøvet al slags hjælp indenfor området, men der findes en ny slags hjælp, som du måske ikke har prøvet. Den hedder metakognitiv terapi. Den har vist sig ofte at være meget effektiv.Skidt to bliver så, hvordan du kommer videre fra, hvor du er nu.
Hilsen
Bjarne Toftegård