Mogensen skriver under Belastningsdepression og stress – ØV:
“Hvad gør jeg, når jeg nu har fået PTSD både, ved sykolog, psykiater + arbejdsmedicinklinik og nu er i resourceafklaring ved kommunen og skal i praktik mm. for at afklares. De professionelle har peget på revalidering og kommunen skal nu til at afgøre hvad der er bedst. En sagsbehandler sidder nu med kortene og aner faktisk ikke hvad det handler om. Kan bare spørge til om jeg ikke skal have medicin. Denne diagnose skal ikke bare medicineres, men behandles med værktøj + tid og accept fra systemet. Det er systemet der er problemet.”
Kære Mogens
Det er mig erfaring, at langt de fleste sagsbehandlere er rigtig gode, men at der også findes sagsbehandlere, – som der også findes nogle blandt andre faggrupper, inkl. læger, – der ikke forstår stress, PTSD, depression m.v. og som iværksætter aktiviteter, som er med til at forværrer folks tilstand – nogle gange imod læger og psykiaters råd. Det er et dårligt tegn, når en sagsbehandler begynder at spøge ind til mulig medicinering. Nogle gange er de så pressede på regler, at de ikke føler, at de kan handle rigtigt. Jeg har i min tid også oplever skrækeksempler, der har haft store konsekvenser, men heldigvis ikke mange.
Løsningen er nogle gange at informere sagsbehandlere om ens lidelse med brochurer, artikler, m.v., selv om det ikke burde være nødvendigt, og selv om man ikke altid har ressourcerne til det. Min erfaring er også at jo mere aktiv man selv er med at få det bedre, jo mere “line” får man også fra sagsbehandleren.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————————
Hvad er dine erfaringer med “systemet”? Kender du til sagsbehandlere, der enten er meget gode, eller meget dårlige, i forbindelse med stress, PTSD, depression m.v.? Læg gerne en kommentar nedenfor.
Man kan ikke sige, at jeg har haft direkte problemer med en sagsbehandler. Mit problem er, at jeg slet ikke må tale med en sagsbehandler på min kommune. Jeg er studerende og har været meget stresset over, at jeg ikke kan få lov at tale med nogen.
Jeg har qua denne situation været nødt til fortsat at være tilmeldt mit studie og modtage SU, ligesom jeg nu står over for, at skulle søge om tillæg til SU pga. sygdom. Dette trods det forhold, at jeg helst ville på orlov, men det kan bare ikke økonomisk lade sig gøre, og på kommunen er der ingen hjælp at hente.
Jeg har desværre også en sagsbehandler af den slags. Efter nu mere end 2½års sygemelding med stress mente han jo meget klogt, at jeg bare var arbejdssky og han ville ha mig ud i arbejdsprøvning i en folkeskole!!!! Alene støjniveauet med få folk omkring mig giver ‘overload’ i hovedet, så jeg ville bestemt ikke have gavn af sådan en arbejdsprøvning!
Heldigvis havde jeg min fagforeningsrepræsentant med til mødet og han sagde at det skulle jeg under ingen omstændigheder!
Jeg er socialrådgiver, men sidder dog ikke med sygedagpenge. Men jeg vil også give det råd, at jo mere aktiv man selv er i sagen, jo nemmere bliver det for sagsbehandleren, og jo hurtigere går sagen ..som regel.
Det du selv kan gøre, er fx at skrive/maile dit sygeforløb. Sende kopier af udtalelser fra læge/psykiatri. Selvfølgelig møde op til møder i den udstrækning det kan lade sig gøre. Det er også en god idé at ringe/maile engang imellem, og høre hvordan det går med sagen. Og selvom svaret er at der ikke er sket noget, så vil kontakten alligevel gøre, at rådgiveren har dig klart i erindring, blandt de mange andre sager. Giv sagsbehandleren så meget på skrift, som muligt.
Vi har som rådgivere (som regel) både 2 og 3 gange mere arbejde end vi kan klare med 2 hænder. Så det hjælper ikke at ringe og brokke sig, det gør blot rådgiveren stresset/frustreret. Er enig i at systemet ikke er skruet godt nok sammen, men selve rådgiveren har som regel et oprigtigt ønske om at hjælpe bedst muligt, ellers vælger man ikke at arbejde indenfor området..
Ønsker man at klage, så gå til toppen, og be’ om bedre vilkår for rådgiverne, så de har mulighed for at udføre den service, som alle mennesker i krise/med sygdom jo klart har krav på. Det ironiske er at hverken de syge, eller de stressede rådgivere har ret meget overskud til at gøre ret meget ved det, eller klage markant på et højere niveau.
Har selv været sygemeldt med stress
Jeg finder det faktisk bekymrende at så mange mennesker går rundt med stress og har tænkt over, at vi laver for meget i vores fritid, den tid hvor vi skulle slappe af, fylder vi med aktiviteter istedet for hygge og nærvær. Det gør og endnu mere stresset og det går så ud over vores arbejde, for det er det sted vi TROR det er galt.. Jeg tror, at hvis vi arbejder de 7 timer i døgnet og hviler os i resten, så ville meget være bedre for os der bliver stressest..
Lotte – Jeg tænker at det at hvile sig kan gøres på mange forskellige måder.. Nogen slapper af med at være sammen med andre, og nogen slapper bedre af ved at være alene..fx
Jeg slapper fx af når jeg træner mine heste.. andre ville se på det som endnu en træls opgave der skulle ordnes (stress)
Så derfor tror jeg ikke helt man kan generalisere og sige, at stressen skyldes alt det udenfor arbejdet, men jeg er enig i, at man er nød til at kende sig selv og sine grænser, for hvor meget man har lyst til at deltage i, ellers kan man hurtigt blive slugt levende af diverse sportsgrene, gadefester, barnedåbe osv…
Jeg har ikke engang nogen fritidsinteresser at tage til, det har jeg ikke tid til, for der er en million ting der skal gøres, når jeg kommer hjem, så selv når jeg kommer hjem kan jeg ikke slappe af, jo men så ved jeg også bare at jeg tager tiden i sidste ende, så tager det bare endnu længer tid før jeg ligger i min seng, men hvad gør det når man aligevel ikke kan sove, og hjernen arbejder endnu mere på højtryk, når det var meningen man skulle sove.
Pingback: Svar til Lotte Aagaard
Pingback: Svar til Eva