Livslang stress

mor33 skriver under Spørg om stress

“Kære Toftegård.
Jeg har nu igennem 4 mdr. været sygemeldt med stress/depression. Min baggrund er meget kort fortalt, en livslang stress påvirkning pga. bla en psykisk syg mor, der har krævet støtte, opbakning og omsorg fra jeg var ganske lille. Senere i livet møder jeg min kæreste og kommende mand, hvis mor var dobbeltmisbruger af alkohol og medicin.
Da min mor i 2007 bliver for dårligt fungerende til at klare sig i eget hjem, flytter hun på psykiatrisk bosted. Min svigermor dør i 2008 efter flere års hård sygdom og det gør at jeg får tid og ro til at tage mig af min lille familie. At focusere på mig selv og mine. Der har aldrig været tid til mig og derfor tror jeg også at reaktionen bliver som følger.
Jeg begynder at blive syg fysisk.   Alt hvad min søn pådrager sig i dagplejen af virusser og bakterier, får jeg også. Senere udvikler jeg alverdens infektioner, som er svære at slippe af med. Har deraf mange sygedage. Jeg forstår ikke, hvorfor, men forsøger at finde forskellige løsningsforslag. Bla. skifter jeg arbejde, da jeg tror, at det er den lange køretur, der stresser mig.
Det hele kulminerer i september 09, hvor jeg går til lægen efter i over 50 dage at have været på penicillin og ikke orker mere. Da han for alvor spørger ind til mig og min situation, bryder min verden sammen og han sygemelder mig på stedet på ubestemt tid.
Jeg har nu smidt det panser, som jeg har båret det meste af mit liv og har gennemlevet et helvede i de første måneder med totalt kontroltab, manglende søvn eller meget overfladisk søvn, synsforstyrrelser, migræneanfald, svigtende hukommelse, angst anfald, agressive udfald mod mine nærmeste, har en ikke eksisterende lunte, min evne til at multi tarske er forsvundet og de fleste af andre kendte stress symptomer.
Jeg oplevede en bedring i løbet af december, hvor jeg havde dage hvor jeg følte mig ovenpå og kunne sætte plus i kalenderen. Det var en befriende følelse.
Jeg har i hele perioden haft mdr. samtaler med min læge og fik af min leder bevilliget 5 psykolog samtaler, som jeg efterfølgende har fortsat med. Disse samtaler giver mig rigtigt meget, der er focus på min problemfelter og jeg får arbejdsopgaver fra gang til gang. Det holder mig godt beskæftiget.
Nu til mit dilemma.
Jeg har haft kontinuerlige samtaler med min leder ca. 1 gang om mdr. Hun har været meget forstående, men i da vi mødtes lige efter nytår, forlanger hun en dato for min tilbagevenden til arbejde og det gerne snart. Da hun samtidig foreslår, at jeg flytter til et nyt arbejdsted, er mit focus på sidstnævnte og jeg begynder så småt, at vende mig til tanken om at skulle tilbage på arbejde engang. Midt i januar ringer hun og fortæller, at jeg nu officielt er ansat det nye sted og det er jeg ok med, da vi hele tiden har haft en aftale om at jeg skulle starte skånsomt op, når det engang blev tid. Men nu er der pludselig andre boller på suppen og hun udtaler “det er aldrig tidligere sket at man starter op på et nyt arbejdsted på deltid, så det gør man ikke” Ergo fuldtid, nyt sted og gerne snart. Ugen efter modtager jeg min nye mødeplan, hvor jeg er sat på fra uge 8. Jeg har på intet tidspunkt meldt en dato ud og føler mig nu voldsomt presset.
Vi havde en aftale sidst i januar om et møde. Jeg står nu med samtlige stress symptomer i fuldt flor igen og føler at hun presser mig ud i noget, som jeg slet ikke er klar til, på vilkår som slet ikke passer på min situation. Jeg har allieret mig med min tillidsrepræsentant, som bisidder, da jeg er meget usikker på hvad der skal ske.
Mine spørgsmål går på, er det normalt at være sygemeldt SÅ længe og så reagere SÅ voldsomt ved krav? Det skal siges, at jeg kan mærke at jeg føler mig stærkere end da jeg oprindeligt blev sygemeldt, men er blevet noget forskrækket over, hvordan det popper op ved pres.
Skal jeg til at erkende at en livslang stresspåvirkning ikke bare går over i løbet af 4 mdr, at jeg måske skal forestille mig en noget længere sygemelding, for at finde mig selv og komme ovenpå igen?
Er i syv sind, for samvittigheden vil gerne, at jeg starter på arbejde, mens hele mit bagland siger, at jeg IKKE er klar endnu.
Vil gerne have en “normal” hverdag igen, men kan også godt se, at det virker urealistisk med de reaktioner jeg har pt.
Så jeg er nok nødt til at melde ud til min leder at jeg ikke kan sætte en dato og at det har lange udsigter. UHA, det er en meget uoverskuelig opgave…
Mvh
Mor 33″

Kære Mor33

En livslang stresspåvirkning går ikke over bare på nogle få måneder. Oveni stressen er der åbenbart også andre forhold fra hele dit liv, du skal have bearbejdet. Så 4 måneder er ikke særlig lang tid.

Det lyder, som din arbejdsplads tidligere har været meget forstående men nu er ved at presse på. Det er godt, at du har din fagforening / tillidsrepræsentant med på banen. Jeg synes, at det er et uanstændigt ultimatum, de stiller, med at du skal starte på fuld tid. Hvis det er betingelsen, så er det vigtigt, at du er HELT klar først, og det fornemmer jeg ikke, du er, ud fra det, du skriver. Hvis du ikke er helt klar, så er der alt for stor risiko for, at du ikke kan klare det i længden. Hvis du får en deltidssygemelding fra din læge, så må din arbejdsplads forholde sig til, hvordan de kan bruge din arbejdsindsats på del tid.

Vedr. at fastsætte en dato, så må du henvise til, at det er din læge, der afgør, hvornår du er klar igen. Det er altså ikke noget, du selv kan sige noget om. Lægen er fagpersonen.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

———————————

Kender du til at blive presset af din arbejdsgiver til at starte på fuld tid eller blot det at skulle give en dato? Skriv gerne om det, for på den måde at hjælpe andre.