Betina skriver under Spørg om stress:“Hej!
Hvor kan det med stress dog gøre en i fuldstændig vildrede – og også utryg. Jeg har mere eller mindre været syg siden april sidste år.Er dagplejer og havde et skrigebarn der skreg dagen lang – også til middag hvor de andre børn sover. 48 timers arbejdsuge uden pauser non stop. En mellemørebetændelse, snurren i halvdelen af ansigtet, en “lammelse” i en tå, ondt i brystet ud i venstre arm osv. Svimmel og hvad kan jeg dog mere huske. Kontrol for virus på balancenerve, MR-scanning af hoved og ryg for sclerose, rygmarvsprøve for samme, EKG og EEG og et utal af blodprøver. Det hele viser normale forhold. Men kroppen gør stadig ondt. Nu i knæhasen på højrebenet og i venstre fod. Samtidig er de “gamle” smerter tilbagevendende dog af kortere varighed – men alligevel. Så tænker man igen. Er jeg rask? Har lægerne overset noget? Kan jeg være tryg? Er det normalt kroppen “ter” sig sådan stadig efter halvandet år? Og er det mon normalt man kan få en mindre “lammelse” i en tå, så den har svært ved at bøje? Og så igen. Hvad er normalt, når det kommer til stress? Er der noget der er normalt? Puha hvor kan man dog blive fortvivlet og hvornår er det ovre”
Hej Betina
Du spørger om du er rask. Med alle de symptomer du beskriver, så er du absolut ikke rask. De lyder som om lægerne har været meget grundig. Men det, du desværre oplever, er, at lægerne ikke kan finde fysiske årsager, og med den viden, de har, må give op. Men det betyder jo ikke, at du er rask! Du må nok finde andre veje.
Det, du har oplevet, er mere en blot almindelig stress. Det tyder på, at du har haft nogle arbejdsforhold, som har givet en belastning udover det sædvanlige. Og det kan ingen holde til i længden. Hvis du ikke allerede har gjort det, bør du nok overveje at tale med din fagforening om, hvilke muligheder du har for hjælp eller erstatning.
Når hjernen bliver overbelastet i længere tid, kan det give sig til udtryk på mange forskellige måder. Føleforstyrrelser og (delvise) lammelser er nogle af dem. Jeg vil ikke sige, at det, du oplever, er normalt, men det er heller ikke unormalt.
De fleste mennesker kan blive helt raske igen. Men det krævet, at man går ind og arbejder både med det mentale og det kropslige, og gerne kombinerer dette. Det er en behandling som også bruger ved traumer og PTSD. Kognitiv terapi og kropsterapi er ofte de bedste metoder.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————–
Kender du til føleforstyrrelser, lammelser m.v. i forhold til stress, så skrive meget gerne om dine oplevelser og erfaringer nedenfor.
Hej For fem år siden var der et seriøst pres og opbrud i mit liv. På en periode på under et år, blev jeg færdig med uddannelse, fik barn, skulle flytte efter job, købte hus, som viste sig at have en række mangler der gjorde at vi boede i støv i over et halv år, min mand fik en depression, jobbet jeg var flyttet efter viste sig at være det forkerte job……jeg arbejdede på en specialskole med meget psykisk syge børn.
Inden vi nåede at flytte havde jeg mange stressymptomer, men vidste ikke det var stress. Bla fik jeg meget kraftige migræne anfald der lammede den ene side af kroppen. Ikke fuldstændig lammet med sådan lidt ud af kroppen agtigt. Min tunge slog knuder, og jeg kunne nogen gange ikke sige det jeg ville sige…..Jeg blev selvfølgelig undersøgt på kryds og tværs. Ikke noget fysisk galt. Men der var ingen af alle de læger der foreslog at jeg kunne være stresset. Jeg var begyndt at få kraftige angstanfald, og fik en brosure om det, hvordan man klarere sig igennem det.
Da vi kiggede på hus, afslog vi mange huse, fordi jeg mente det var noget gammelt lort. Jeg mente bestemt der var skæve gulve overalt og jeg havde det som om der var mug for jeg kunne ikke trække vejret……I virkeligheden var jeg stresset og hver gang vi kom ud til et hus, blev jeg svimmel og fik angst…..deraf kom symptomerne:-)
På mit nye job, fik jeg flere og flere angstanfald, hvor jeg flere gange troede, at nu døde jeg. Jeg var konstant svimmel og havde ekstrem susen og knasen for det ene øre….
Da jeg en dag sad i papkasserne i vores nye liv, i en by vi ikke brød os om, i et hus der var købt hu hej, med et job jeg ikke magtede og med en chef jeg ikke magtede, kunne jeg ikke rejse mig op. Jeg kunne simpelthen ikke rejse mig og komme ud af døren. Jeg græd som pisket. Kroppen var låst.
Det har taget mig godt og vel 5 år at komme ovenpå igen. Den eneste der forstod mig var min nye læge og en kollega der havde prøvet det samme. Efterfølgende sagde jeg op.
I lang tid var jeg syg uden at vide det. Ingen hjalp mig til at forstå det, og i den lange periode udsatte jeg mig selv for selvbebrejdelser og dårlige jobs, hvor jeg bla var udsat for vold på arbejdspladsen.
I dag har jeg det godt igen, men det var først efter jeg begyndte at læse om stress og vold på arbejspladsen, at jeg kunne begynde at ane et mønster.
Jeg er nu meget opmærksom på “skæve” gulve:-), og susen for ørene, da det betyder vagt i gevær for mig.
Hilsen mig:-)
Hej. Jeg er en ung dreng på 19 år, der mistede følelsen til halvdelen af min lilletå for et stykke tid siden og ville derfor spørge om at det er normalt?
Hej Ahmed.
Det sker, at nogle mennesker midlertidigt mistet noget af følelsen ved stress. Men så er der også altid en række andre symptomer. Som du beskriver det, så lyder det ikke som stress. Jeg vil foreslå, at du taler med din læge om det.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej Stine
Tak for din historie, som kan være med til at andre kan forstå, hvordan man kan have det. Den er så vigtig, at jeg måske vil tage den som et selvstændigt indlæg på et tidspunkt.
Mvh. Bjarne
Hej Bjarne
Jeg er glad for at høre at mine oplevelser evt kan hjælpe andre i samme situation. Min historie er meget typisk for mine “artsfæller”= travle mødre der vil det hele. Jeg hører ofte om yngre kvinder specielt i min profession, der går ned med stress. Symptomerne er bare forskellige og udfaldet forskellige, og når man , som jeg har svævet gennem tilværelsen, er det svært at forestille sig at det er det der rammer en. Og hvor tit er det lige man har hørt eller lært at ondt i ørerne kan skyldes stress?
En anden ting der er vigtig at tale om, er omgivelsernes reaktion på når man er syg med stress. Jeg oplevede at det var tabu at man ikke kunne det hele. Det er jeg heldigvis ligeglad med nu og sætter en dyd ud at trække mine egne grænser.
Mvh Stine
Hej
Hvor er det rart (forstå mig ret!), at høre Betinas og Stines oplevelser med “mærkelige” symptomer, der med stor sandsynlighed bunder i stress. Jeg har selv oplevet noget lignende.
For godt 4 år siden oplevede jeg – med et par måneders mellemrum – et par meget voldsomme svimmelhedsanfald, der indtraf midt om natten. Jeg vågnede tilsyneladende ved ubehaget og var så svimmel, at jeg måtte kravle rundt og ellers i øvrigt blive liggende i sengen for ikke at skulle kaste op af svimmelheden. Den første gang fulgte en så voldsom susen for det ene øre med, at jeg oplevede det som om jeg var “døv” på øret. Lægevagten ordinerede panodiler, hvis jeg ikke husker meget forkert og “kom i morgen, hvis det stadig er slemt”. Ud på morgenen var svimmelheden aftaget meget og “hørelsen” vendt gradvist tilbage. På lægevagten (om morgenen) var der ikke noget “galt” med mig. Den anden gang fik jeg oven i svimmelheden en halvsides lammelse, der kom og gik, i den ene side af ansigtet! Jeg blev indlagt på neurologisk afdeling om natten til observation for de værst tænkelige sygdomme (sclerose, hjernesvulster, blodpropper osv.). Svimmleheden og lammelserne i ansigtet forsvandt ud på morgenen og jeg kunne tage hjem igen. Blev efterfølgende MR-scannet, EKG-testet, fik taget blodprøver, testet for virus på balancen hos ørelæge mv., men ingenting “fejlede” jeg. I tiden derefter oplevede jeg svimmelhed, mindre føleforstyrrelser og ikke mindst meldte angsten sig. Angsten for at fejle noget meget alvorligt, som jeg skulle dø af. Jeg søgte “alternativ” behandling til den lægelige verden: Fysiosterapeut, psykolog og senere også kiropraktor og blev mere og mere klar over, at mine meget skræmmende oplevelser nok var en post traumatisk stress reaktion.
Ca. 3 månder før det første anfald blev jeg mor for første gang (jeg fødte på min terminsdato). Det traumatiske var, at 25 timer forinden døde min kærestes far. Min kæreste sad bogstavelig talt den ene nat hos sin dødende far på et hospital og den næste nat sad han hos mig, der fødte vores første barn! Den første tid var jeg “totalt ovenpå” og agerede som den stærke, der nok skulle få det hele til at hænge sammen. Jeg var umådelig bekymret og synes det var afsindig synd og uretfærdigt for min kæreste.
Jeg har tit tænkt på (og gør det stadig af og til) om stress virkelig kan blive SÅ somatisk, altså fysisk (her tænker jeg på lammelserne). Ingen – hverken lægevidenskaben eller for den sags skyld de “alternative” jeg har spurgt – har kunnet/villet svare bekræftende herpå.
Til min historie hører ganske kort også at tilføje, at stress (jo nok!) ikke var et ukendt fænomen i min tilværelse før de omtalt voldsomme oplevelser. Jeg har tidligere i forbindelse med job stiftet bekendtskab med voldsomme migæneanfald, følelsen af udbrændthed osv. Og hører (jo nok!) også til gruppen af kvinder (og nu også mødre), der “kan (vil!) det hele”!
I dag har jeg taget konsekvensen, for at “komme helt ned på jorden igen”: Jeg går hjemme! Vi har to børn nu. Jeg nyder min fritidsinteresse som instruktør i et træningscenter og står for at skulle lære Qi Gong (Taiji) kunsten. Jeg mærker, at livet stille og roligt viser sig fra sin positive side igen. Men det er “hårdt arbejde” og der skal overraskende lidt til (sådan føles det) før de “ubehagelige” symptomer dukker op – omend i mildere grad. Men så ved jeg, at nu skal jeg holde igen – og være god ved mig selv (kost, motion, meditation osv.).
Rigtig meget held og lykke til (alle) I andre med samme oplevelser!
Kære alle!
Hvor er jeg dog glad for jeg skrev det her indlæg. Var først i tvivl om jeg magtede at “snakke” mere om det og om jeg mon var helt “normal”. Jeg glæder mig (ligesom anita) over at læse, at jeg ikke er “alene”. For hold op hvor bliver man bange, grådlabil og utryg. Jeg har næsten tænkt om jeg mon var ved at blive skingrende sindsyg. Om det kunne passe, jeg skulle have det sådan. Jeg har nemlig også været sådan en, som bare “magtede det hele”. Og det er bare så svært at se (indse), at det gør man ikke – og hvilket menneske gør så også lige det.
Hej til alle.
Hvor er jeg også taknemmelig over at læse disse indlæg, netop fordi jeg har fundet min hylde, hvor jeg og mit nye liv, passer ind. Her, blandt andre tilsyneladende normale kvinder, som ligesom jeg måske alt alt for længe har villet være supermor for sine unger, mønsterbarnet for egne forældre, drømmekvinden for sin mand, og den uundværlige kollega… Jeg var jo inden jeg fik hjælp ved at bilde mig selv ind at jeg snart hørte til den lukkede, og sådan en følelse rammer mig da her et halvt år efter min bedring mig stadig ind i mellem, og så er det rart at kunne gå herind og læse om andre i samme situation.
Jeg har det i dag meget bedre, selv om jeg måske ikke er rask. Jeg har indset at jeg aldrig bliver den samme som før, men det var virkelig svært at erkende, og acceptere. For det gik jo så godt med at være den gamle mig…. Jeg kunne det hele, og ellers fik jeg det lært. Nej til andre fandtes ikke i min mund. og jeg elskede at glæde alle andre.
Men 26 år gammel, nyuddannet lærer, nybagt mor til mit 3. barn, i et nyrennoveret hus, godt to år efter skilsmissen til mine to store børns far – kollapsede jeg en tidlig morgen. Halvdelen af min krop sov og ville ikke reagere mine bevægelser..
Og som mange andre herinde kan berettefulgte et langt undersøgelsesforløb efter, med alverdens tænkelige og utænkelige symptomer. Og siden fulgte angsten for hvad disse afskylige og væmmelige symptomer kunne skyldes.
Efter lang tid måtte jeg og heldigvis da, endelig acceptere at det var stress, og en egentlig behandling kunne begynde i form af samtaleterapi.
I dag er jeg tilbage på arbejde, takke være en hjælpsom og forstående mand og omgangskreds. Jeg valgte at fortælle dem om min situation, eller jeg kunne ikke andet, for alle kunne se at jeg virkelig led. Men det som for mig, og som andre også skriver herinde, er at det er svært at acceptere at det skal tage så lang tid at restiturere sig, og bliver det virkelig godt igen?? For ikke at tale om hvor svært det er at acceptere at jeg er så skrøbelig nu efter min sygdom. Således må jeg selv og min familie tage mange hensyn til mig i hverdagen. Overlæggeren for min stressterskel ligger langt under hvad den før har kunnet klare, det kommer især til udtryk i min tolerance af støj. Jeg kan ikke navigere hvis der er for mange forskellige ting i gang på samme tid, eller hvis der sker for meget omkring mig. Og hvis jeg tiltider vælger at overhøre mine signaler, hvilket ofte sker når man har tre små unger i ulvetimen med kødgryder, lektier, tøjvask og hvad der ellers kan stæjle ens tid og få sig til at ønske at man var en blæksprutte, ja så straffer min krop mig lynhurtigt, nogen gange afhængig af stressniveauet – op til flere dage efter, hvor mærlelig det end måtte lyde.. Så føler jeg mig mere eller mindre handicappet med tics i ansigtet, eller benet, kvælningsfornemmelser og trykken for brystet og åndenød, og så indtræder de søvnløse nætter der straks forværrer tilstanden.. og den konstante rysten i kroppen bliver min følgesvend. Jeg føler ofte at det er selvforstærkende fordi symptomerne og tankerne, minder mig om dengang det var allerværst, og så frygter jeg at det skal blive sådan igen, hvis ikke jeg får det stoppet.
Men hvor manges stress udmunder i det stort arbejdspres på arbejdspladsen, så er jeg bukket under for arbejdspresset herhjemme, og har betydet at der måtte ske store ændringer herhjemme, i form af at min mand måtte drosle lidt ned i hans firma for at hjælpe mig på hjemmefronten. Det har været svært at være syg mens man skulle være i det, ingen ønsker jo at blive fjernet fra sin familie, som man bliver det i større eller mindre mængde fra arbejdet. Man kan vel nok kalde det “husmoderstress” og det var ikke min uddannelse og det nye arbejde der fik mig til at gå ned, men mere alt det som krævedes af mig når jeg kom træt hjem. eller måske en kombination af begge. Børn kan ikke udsætte deres behov, og jo yngre jo mere kræves der. Mine kære unger forstod ikke at mor var udbrændt, at det ville tage tid før jeg igen kunne overskue dem. Det var en kamp om overlevelse,og hver dag var to skridt frem og et tilbage. Det var så hårdt at acceptere at det var tid og ro der skulle til og ingen kunne sige hvor meget og hvor længe. Jeg synes der er for lidt fokus på “husmoderstress”, for jeg tror det er ligeså udbredt et fænomen som arbejdsstresser det, og ligeså svært at hamle op med når det slår ned.
Jeg ved at det bliver bedre for mig måned for måned, men jeg ved også at jeg bliver ved at være skrøbelig længe endnu – ‘
jeg har lært at lytte til mine signaler, og ikke længere frygte dem, når de melder sig. Og så har jeg måske vigtigst lært, at min familie elsker mig ligeså højt som før, selv om jeg nu har lært at sig “nej” eller “måske en anden gang” til noget af det hverdagen kræver eller udfordrer mig til.
Slutteligt vil jeg citere en sætning som har hjulpet mig igennem, og håber at den vil hjælpe andre her på siden ..
“Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, styrke til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.
Venligst Alice.
Hej alle
Endnu engang må jeg sige, at jeg glæder mig over at høre “historier”, der ligner min egen. For det er nok noget af det, jeg syntes, jeg har haft allermest brug for. At snakke/kommunikere med nogen, som ved, hvad det handler om. Og få en form for vished for at det er “normalt” at føle/mærke alle disse ting i en stresset/udbrændt situation. Jeg kunne godt efterlyse, at man havde nogle “grupper”, hvor man kunne mødes og snakke med andre ligesindede. For selvom familien og manden bakker op, kan jeg ihvertfald også nogla gange mærke, at det er svært at forstå. Og det er det jo også. Også for mig. En brækket arm eller et brækket ben kan man jo se, det kan man forholde sig til. Det har en helningstid, og så skulle det gerne køre på skinner igen. Men det her – har det en helningstid??? Jeg har også følt og gør stadig til tider den frygtelige og nagende angst for, om jeg skulle risikere at fejle noget alvorligt. Med alle de mærkelige og umiddelbart “farlige” symptomer. Hvor meget af det foregår i hovedet tænker jeg sommetider. Tankerne kører ligesom af med en og når man ikke at fange den, så sidder man ofte og igen i angstens fæle fælde.
Ligesom Alice tror jeg heller aldrig nogensinde, jeg bliver den samme igen. Men jeg håber jeg kan blive en anden. En der kan lære at sige fra og sige nej.
Jeg har i mit job mødt mange problemstillinger med børn, hvor jeg ønskede at løse dem. Mit leder har hver gang truet mig med fyring, idet hun selv er frygtelig konfliktsky . Tænk hvis vi bragte sådan et problem op, så ville forældrene måske i stedet for vælge vuggestuen og dagplejen ville dø. Og hvad så tænker jeg bare. Hvis ikke problemer er til for at blive løst – og hvis ikke dagplejeren som er sammen med barnet i rigtig mange timer hver dag, skal gøre opmærksom på, hvis noget ikke er ok – hvem skal så. Det at være i et arbejdsforhold, hvor man gerne vil løse, men ikke får lov og hvor trusler er hverdag blev for meget for mig. Udover det barn som bare blev ved med at græde. 48 timers arbejduge – ingen pauser – konstant larm og ingen opbakning fra ledelsen. Andre er gået fra arbejdspladsen før mig af lignende årsager. En havde sagt jeg nok blev næste “offer” idet den her kvindelige souschef ikke bryder sig om folk, der kan tænke selv. Hun vil hellere have små brikker, hun kan flytte med som hun vil. I begyndelsen tænkte jeg, at jeg er stærk og kan sagtens med det her; men i længden er det hårdt og det føle sig magtesløs i sit job fik mig til at kollapse. Det er bare noget af min lange historie.
Jeg ønsker det bedste for alle I andre tøser herinde, der føler det samme som jeg.
Hej. Kan se det er nogle år siden alle de indlæg her. Men hold da op jeg kan kende det hele. Især alt det du beskriver Alice. Jeg har været syg med stress i et år og tre måneder og er så småt igang på arbejdsmarkedet igen. Men jeg har stadig de her føleforstyrelser i kroppen… Som bider, trykker, nager, brænder og den der rysten indeni indimellem. Kender også åndenøden og en hurtig puls. Utrolig somkroppen er skruet sammen. Har blogget ærligt om det hele.
Kan følelses forstyrtelser der kommer og går være stress.
Først i hånd og så senere i fod.
Der med hånden kunne være
En klemt nerve Blev så henvist til nerveunderøgelse( ikke undersøgt endnu ). Men kan skrækken for noget værre udløse følelses forstyrtelser I foden.
Må jo sige angsten for sclerose i sig selv er stressende så måske derfor lammelser i fod .
Personen er henvist til neurolog men tankerne kører jo .
Kære PB
Stress kan godt give føleforstyrrelser, men det er altid godt at blive undersøgt at en neurolog, om ikke andet, så for at udelukke andre årsager.
Mvh
Bjarne Toftegård
Kære alle Jer!
Det føles lidt mærkeligt, at sige at jeg er glad for at læse Jeres beretninger. Men er selv ret hårdt ramt af føleforstyrrelser i fødder og hænder – nok p.g.a. Stress. Og det hjælper på en måde, at finde ud af at det er “normalt”. Jeg har været ramt af stress tidligere, men denne gang er det virkelig slemt. Jeg kan se jeg isolerer mig ( siger nej tak til alt socialt) – melder mig ud, både helt konkret fra de foreninger jeg før har været medlem af, men også på det mere mentale plan. Min læge siger, jeg jo bare kan vælge at sige mit job op! Jeg er klar over det kan ende med det, men synes ikke min familie skal straffes med de konsekvenser en sådan situation vil sætte os i rent økonomisk.
Synes det er svært ( og dyrt) at få hjælp. Bliver man mon rask ved at sygemelde sig og bare gå hjemme? Hvis nogen vil dele deres erfaringer med behandlingstilbud vil jeg rigtig gerne høre om dem.
Hilsen Lone
Hej Lone
Der er mange, der har det som dig. Måske er der nogle, der melder ind her med god behandlingstilbud. Jeg vil lige svare på det med at blive rask ved bare at gå hjemme. Nej, det er ikke nok. Det er vigtigt at have fokus på at blive afstresset, det vil sige at komme i balance igen. Det er også vigtigt at undgå unødig stress, medens man går derhjemme. Måske kan du finde noget inspiration i min nye bog “Mindre stress – mere overskud”, som kan bestilles i alle boghandler og lånes på biblioteker.
Hilsen
Bjarne Toftegård
Kære alle. Tak, fordi jeg fandt denne tråd. Jeg må nok erkende, at jeg er dybt stresset. Og har samtidig udviklet angst for at fejle noget meget alvorligt. Min mor er pt. Syg med kræft i hjernen (glioblastom), det har hun været i 6 mdr, hun er 52 år. Gennemsnitslevetiden er 14 mdr.
Jeg har igennem hele forløbet været praktisk gris og hjulpet alt hvad jeg kan og er pt. På plejeorlov. Er selv mor til 2 og har en dejlig mand, men hold nu op hvor er det hårdt, at skulle være noget for alle.
3 mdr. Inde i min mors sygdomsforløb startede en hæslig hovedpine. Jeg fik foretaget en MR skanning (tryghedskanning) kan man vel godt kalde det, og alt var fint. Siden da ophørte hovedpinen, men blev afløst af øjensmerter, som blev til hypertension i øjnene (forhøjet tryk), det hjalp ikke ligefrem på min angst. Hertil kom der snurrende og kilden fornemmelse i ve. Fod, hø. Knæ og nu ve. Ringfinger. Har derudover fået meget ømme arme/albuer (tennisalbuer). Min læge siger, at jeg er alvorligt stressramt og jeg er derfor startet i psykologforløb. Jeg selv, har svært ved at slippe angsten om at noget alvorligt er galt og har nærmest “brug” for endnu en MR skanning. Det trøster mig dog en smule, at læse denne tråd. Så føler jeg mig pludselig mere “normal”, og prøver dermed at fortælle mig selv, at det er stressen, der spiller et puds med mig. Jeg kan desværre ikke sådan lige sygemelde mig, og udelukkende arbejde med mig selv, da jeg jo har min mor at tænke på. Men det giver mig en smule ro, at have fundet denne tråd. Så tak for det.
Hej Anna
Tak for din historie. Lige som andres historier kan hjælpe dig, så kan din hjælpe andre.
Hvis du gerne vil gøre noget andet/mere, så kan du eventuelt høre med din psykolog, om han/hun kan give dig metakognitiv terapi. Det er en terapiform, som ofte er rigtig god i situationer som din.
Hilsen
Bjarne Toftegård
Er selv stresssygeneldt i anden omgang, da jeg efter de første 6 ugers ‘almindelig’, stress startede arbejde igen, men så efter 5 uger begyndte at få en bedøvet fornemmelse i Venstre side af ansigtet, så en sovende snurrende fornemmelse i venstre arm og ben. Mr scanning viste intet, så jeg er startet hos osteopat, og skal starte psykolog imorgen – min sygemelding er forlænget med to måneder. Håber meget der giver pote, da jeg nu har haft det i næsten to måneder og er meget træt af det…men som I andre også lidt trøstet af at det tilsyneladende er mere udbredt end jeg vidste.