Som du sikkert har set i medierne, så er der en far, der glemte at aflevere sit 1-årige barn til dagplejeren på vej til arbejde. Barnet lå i bilen hele dagen og døde af dehydrering. Jeg vil understrege, at jeg ikke kender mere til den aktuelle sag, end jeg selv har læst i medierne. Det er en utrolig trist historie.
Spørgsmålet er, om sådan noget kan ske på grund af stresset. Og svaret er JA, det kan ske. Når man er stresset fungerer hjernen anderledes, end når man ikke er stresset. Hvis man er meget stresset fungerer den meget anderledes. Man bliver bl.a. mere glemsom. Det er et klassisk konsekvens af langvarig stress. Selv rutiner kan man miste overblikket over, hvis der er noget andet, der fylder for meget i hoved, f.eks. et arbejdsmæssigt problem. Vores hjernekapacitet er reduceret, og alle problemer kommer til at fylde alt for meget. Jeg har f.eks. et par gange oplevet folk, der i bilen på vej hjem fra arbejdet var nødt til at køre ind til siden, fordi de ikke kunne huske veje hjem. Og det selv om de havde kørt strækningen hundredvis eller tusindvis af gange. Så vi kan glemme både små og store ting, når vi er stressede, men det er dog meget sjældent, at det får så alvorlige konsekvenser, som i tilfældet med barnet i bilen.
Når man er så stresset, at man glemmer meget vigtige ting, så har man sjældent overskud og overblik nok til selv at gøre noget ved stressen. Hjernen kan simpelthen ikke overskude det. Hvis ikke stressårsagerne stopper af sig selv, eller man bryder sammen fysisk eller psykisk, så er man er ofte afhængig af, at chefen, kollegaerne, venner, partner eller en anden griber ind.
Hvis man ikke selv kender til alvorlig stress, kan det være meget svært at forestille sig, at man kan komme så langt ud.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————–
Kender du eksempler, hvor du eller andre har glemt noget vigtigt på grund af stress? Det er ikke sikkert, det fik nogle konsekvenser. Skriv gerne om det nedenfor for at hjælp andre med at forstå det.
Jeg kender alt for godt til at miste hukommelsen af stress, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Jeg arbejded 24 timer i døgnet og efter nogle år, vågnede jeg pludseligt op og havde hukommelsesnedbrud (det er den eneste forklaring jeg har på det) fra den ene dag til den anden, kunne jeg glemme om jeg havde afleveret mine børn i børnehaven, eller glemt dem derhjemme (hvilket gudskelov ikke skete) men i over et år levede jeg i angst for at glemme noget, jeg vågnede om natten i angst – hvor var mine børn, havde jeg overhovedet fået dem med hjem, så måtte jeg op og se til dem før jeg kunne sove igen.. Jeg er en af de få der var så heldige, at jeg havde en medarbejder på jobbet som hjalp mig igennem det første halve år, til min hjerne igen kunne overtage nogle hukommelses opgaver. Indtil dag ringede hun til mig og fortalte hvor jeg var på vej hen, hvorfor jeg skulle derhen og ringede og huskede mig på hvornår jeg skulle hente børnene. Selv idag har jeg problemer med at huske, det er aldrig blevet normalt igen, min hjerne titler ved det mindste, så jeg kan ikke favne så bredt mere. Min krop blev syg (auto-immune sygedomme) og prisen for at arbejde har været alt for høj. Idag afstemmer jeg min dag og mærker efter, når jeg begynder at miste oplysninger, stopper jeg simpelthen og slapper af. Det er noget af det værste jeg har prøvet, alle venner ringer til mig før jeg skal være der, for at huske mig på det, for ellers glemmer jeg mine aftaler, jeg ved ikke hvor tit jeg er nød til at ringe og undskylde for at have glemt tider hos læger, mekaniker, hospitaler etc. desværre går det også ud over mine børns tider så dem mister vi også… SÅ jo – jeg tror på han kan have glemt sit barn i stress og jeg begræder at det skete for ham, der skete heldigvis ikke mig noget så katestrofalt, men jeg udelukker ikke, at hvis jeg ikke havde haft Jenna som min hukommelse, så kunne der være sket noget i den retning….
Ja jeg tror desværre også stress, kan være årsagen til at glemme at aflevere sit barn. Jeg er selv sygemeldt pga. stress. og i den periode hvor tingene bare gik alt for stærkt for mig, må jeg indrømme at jeg “glemte” at aflevere mit barn, da jeg havde afleveret den første, skulle jeg videre med den næste jeg var nået helt på arbejde da der blev der stillet spørgsmålstegn omme fra bagsædet (heldigvis), “hvad skal jeg mor” jeg er sikker på at jeg sagtens kunne have stået ud af den bil og have glemt at jeg havde et barn på bagsædet. Hvad jeg har glemt i den tid det var allerværst er ikke småting, jeg har sågar glemt at tage en af børnene med ud fra børnehaven, jeg gik ud af lågen med kun en i hånden, da vi var gået et par skridt hørte jeg en komme vrælende, og jeg måtte erkende at jeg havde glemt mit ene barn, hvor har jeg tudet og hadet mig selv for ikke at have styr på noget som helst, og pædagogerne må tro jeg er åndsvag. nu har jeg været sygemeldt et par mdr. først nu har jeg erkendt min situation og fundet ud af at det jo var stressen der gjorde mig så uduelig til alt ting, jeg døjer stadig med glemsomheden og har stadig meget svært ved at overskue noget som helst, skal ligge mig til at sove hvergang jeg har lavet den mindste ting, der skal ikke ret meget til at slå mig ud, før jeg bryder sammen og overreager fulstændig, men nu ved jeg i det mindste hvad grunden er. så ja desværre tror sagtens det kan haveværet stress der har forårsaget et glemt barn i bilen, jeg håber bare samfundet for øjenen op for at stress ikke er at spøge med, jeg er allerede blevet kontaktet at jobformidlingen og forsøgt at sende mig i et eller andet som jeg bare slet ikke er klar til, men det handler jo bare om at få folk i omdrejninger igen hurtigst muligt. Det for bare mig til at tænke, at der er ikke den rigtige forståelse for hvad stress kan gøre ved mennesker. der er jo en årsag til man er sygemeldt.
Jeg fandt tilfældigt denne hjemmeside, da jeg sad og googlede. Jeg må ærligt indrømme, at mine tanker ofte har gået til den familie, hvor faderen glemte sit barn i bilen og først opdagede det, da han blev gjort opmærksom på det. Jeg er overbevist om, at den far havde et enormt pres liggende på sine skuldre, som var ved at udmønte sig til alvorlig stress. Denne episode har ramt rigtig mange mennesker, og de meninger jeg har hørt – spænder lige fra det er utilgivelig at glemme sit barn – det gør man bare ikke og over til at der måtte være noget helt specielt, der havde fået faderen til at glemme barnet. Personligt har jeg været på vej til at blive ramt af alvorlig stress. Kun takket være en årvågen erhvervspsykolog, fik jeg øjnene op for, at det var der, jeg var på vej hen. Perioden i mit liv kort fortalt. Jeg var blevet skilt efter mange års ægteskab. I den pågældende pKkort tid herefter, fik jeg tilbudt mit drømmejob i en stor dansk virksomhed. ´Denne cocktail, viste jeg desværre at blive en meget farlig en af slagsen. Der var utrolig meget arbejde i afdelingen og jeg forsøgte at “drukne” min personlige krise, ved at arbejde en vis del ud af bukserne. Jeg knoklede løs mell. 14-18 timer i døgnet i en længere periode. Alle symptomer som søvnløshed, svedeture, hjertebanken, glemsomhed osv.. overhørte jeg. Heldigvis var der andre, som registrerede, at faresignalerne blev mere og mere tydlige. Selv overhørte jeg deres advarsler – havde vel slået “automatknappen” til og taget “skyklapper” på. Langt om længe blev jeg faktisk “tvunget” til at tale med vores psykolog. Han blev en kæmpe øjenåbner og havde jeg ikke haft en god chef, kolleger og ham, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været idag. Jeg undgik en meget lang sygemelding. Dog har jeg alligevel kæmpet med eftervirkningerne, i de efterfølgende år . Jeg indeholder en stor ansvarsfølelse overfor næsten alting. Jeg arbejder stadig en hel – men når jeg bliver advaret, er det som regel med et såkaldt flash back og det er blevet min “alarmklokke”, så jeg har lært at lytte til min krop og de signaler den udsender.
Tilsidst jeg har så stor medfølelse med den far, der er straffet for resten af livet. Så håber hans nærmeste med tiden, lære at tilgive ham. Hvor svært det end må være.
Jeg har selv tænkt præcist det samme, da jeg hørte den forfærdelige historie om den etårige, der døde i bilen. For jeg kan på ingen måde udelukke at jeg kunne gøre det samme….! Jeg håber det ikke, og tror aldrig jeg ville glemme lige præcist mine børn. Men omvendt, så har jeg siddet i min bil og ikke anet hvordan man kører sådan en efter mere end 10 år med kørekort! Jeg glemmer meget, husker forkert i forbindelse med aftaler osv…så ja, det kunne sikkert ske. Jeg håber det ikke, men kan på ingen måde garantere at jeg ikke kunne ha glemt mine børn…! 🙁
Hej , alt det det er mig, jeg har gået hjemme i 2 måneder jeg har igen hjælp fået og er ikke blevet bedre…
Hvad skal jeg gøre ?
Kan jeg hjælpe hukommelsen på vej ?
Vh Mo