Jeg er ikke mig selv

Ditte skriver under Spørg om stress:

“Jeg er en kvinde på 34 år med to børn på hhv. 1½ og 3½ år og en sød og opmærksom mand. Jeg er skolelærer og tager samtidig en videreuddannelse en dag om ugen.

Jeg skriver fordi jeg sådan er i tvivl. I tvivl om jeg er ved at være skør, udspekuleret og beregnede eller om jeg måske har stress eller er deprimeret. Jeg er i hvert fald ikke mig selv.  

Jeg har igennem godt et års tid været ked af det af uforklarlige grunde, generelt nedtrykt og er brudt sammen i gråd, nogle flere gange om måneden andre gange flere gange om ugen. Jeg anser mig selv for et roligt gemyt, men har lettere ved at fare op og skælde ud.

Jeg føler mig utilstrækkelig i alle sider af mit liv; arbejde, moderrollen, kæresterollen, veninder, studiedelen og ikke mindst mig selv.
På et spørgsmål om hvad jeg allerhelst ville lige nu, ville jeg svare at jeg ville ønske mig langt væk fra alting for at få fred. Jeg føler at jeg skal opfylde andres behov (eller er det mon mine behov for at være der for andre?) både privat og især på arbejdet, og må tilsidesætte mig selv gang på gang. Jeg synes ikke at jeg kan klare noget mere. Jeg synes dagen er en lang tagen-sig-sammen.

Jeg er klar over at livet som småbørnsforældre indebærer en stor portion tilsidesættelse af egne behov, men jeg bliver bekymret, når jeg ved udsigten til weekend gruer ved at skulle være ‘u-fri’ i 2 x 24 timer, selvom jeg jo elsker mine børn. Som flere børnefamilier har vi vinteren igennem døjet med syge børn, hvor min mand og jeg har skiftevis måtte have barn syg. Der har stort set ikke været en sygdomsfri uge.

Mit studie er slut til maj med en eksamen, som jeg samtidig er meget nervøs ved. Jeg dumpede en afgørende eksamen for 5 år siden og tænker måske at der ligger en del og lurer der.

I hverdagen kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst og pludselig bliver ellers ubetydelige ting meget vigtige for mig at få ordnet, i stedet for at tage fat på eksamensforberedelser i form af opgaveskrivninger og praktiske øvelser.

Jeg har i en periode på tre-fire uger for 1 måned siden haft voldsomme mavesmerter efter hvert måltid. Jeg har altid haft tendens til hovedpine, men synes nu at hovedpine er blevet en hverdagsting jeg har lært at leve med.

På mit arbejde skal jeg ‘være der’ på rigtig mange måder og for rigtig mange mennesker. Jeg har klasselærerfunktionen i en ellers sød og ‘undervisningsbar’ klasse, men der en mange individuelle behov både fagligt og socialt. Heller ikke her mener jeg at jeg gør nok for de enkelte mennesker.

Nu blev det en lang smøre, som måske er svær at hitte rede i. I hvert fald har jeg brug for en kommentar og måske også en mening om hvad jeg er ude i. Har jeg stress, er dej deprimeret, eller er jeg i gang med at gøre mig selv ‘syg’, fordi jeg i virkeligheden er for doven til noget som helst? Håber du forstår hvad jeg mener, for jeg er sådan i tvivl om hvor grelt den står til med mig… For på de gode dage, som der heldigvis også er, går det jo godt, når jeg bare ikke tænker over tingene for meget. Jeg er i syv sind. Hjælp…”

Hej Ditte

Du har det helt klar ikke godt, og dit liv hænger ikke sammen, som du gerne vil have det til. Jeg vil gerne gå direkte til dine afsluttende spørgsmål og sige, at det absolut intet har at gøre med, at du er “for doven til noget som helst”. Det, du oplever, er formodentligt enten konsekvensen af langvarig stress eller en depression. Hvis du ikke allerede har tale med din læge om det, vil jeg anbefale, at du hurtigst muligt får en tid, og fortæl alt det, du har skrevet i dit indlæg. Lægen kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er stress eller noget andet, og på den måde afgøre, hvad den rette behandling er for dig.

————————————————

Til andre læsere: Kender du til ikke at være dig selv? At du hele tiden skal tage-dig-sammen? Skriv gerne om det nedenfor til hjælp for Ditte og andre i lignende situationer.