Stress kan komme af mange ting. Nogen gange er du ikke i tvivl om, hvor stressen kommer fra, men andre gange er du ikke bevidste om det. Stress sker nemlig ubevidst, så derfor bemærker du ikke altid stressen.Mange små stressårsager kan faktisk være værre end nogle få større stressårsager.
At finde stressårsager er et detektivarbejde. Du kan ikke bruge din fornuft. Du skal være systematisk. Du skal være som Sherlock Holmes.
Der skal to ting til
For det første skal du lære at mærke dine akutte stresssignaler, de såkaldte “grønne stresssignaler”. De fortæller dig nemlig, at lige i det øjeblik var der noget, der stressede dig. Eksempler på disse signaler er hjertebanken, knugen i maven eller brystet, tørhed i munden, anspændthed, nervøsitet, irritation, tissetrang, tørhed i munden og sved i håndfladen.
For det andet skal du finde ud af, hvad der udløste stressreaktionen. Husk, at det sker ubevidst. Nogle gange er årsagen helt klart for dig. Andre gange skal du lige kigge dig lidt omkring og så komme med et godt gæt. Endnu andre gange er det slet ikke noget udenfor dig selv, men dine egne tanker, der udløste stressreaktionen.
Ofte kommer halvdelen af stressen fra ydre faktorer og halvdelen fra vores egne tanker. For nogle mennesker er det hovedsageligt ydre faktorer, der stresser, medens det for andre hovedsageligt er deres egne tanker.
For at finde de væsentligste årsager, skal du lede efter mønstre i din stress, dvs. hvor du gentagende gange med den samme eller lignende årsager oplever en stressreaktion. Et godt redskab til dette er at lave en stressdagbog.
Stressdagbog
Du skal bruge en notesbog e.l. Del hver side i fire kolonner:
| Tidspunkt | Stresssignal | Stressårsag | Bemærkning |
| Skriv dato og klokkeslæt. | Skriv din stressreaktion, dvs. hvad du følte eller mærkede, der gjorde dig opmærksom på stressen. | Skriv, hvad du tror årsagen var. Det kan være en ydre ting, eller det kan være dine egne tanker. | Skriv hvad du gjorde, og hvordan det virkede, eller hvad du burde have gjort. Beskriv evt. også situationen. |
Hav stressdagbogen på dig hele tiden. Skriv i den så hurtigt som muligt efter, at du mærkede stressen. Læg specielt mærke til de grønne stresssignaler, fordi de afslører årsagerne.
Efter nogle dage vil du kunne se mønstre i din stress. Når du gør det, så tag fat i ét mønster og tag skridt til at gøre noget ved det. Når du har gjort det, så tag fat i det næste mønster. Osv.
Du kan læse mere om stressdagbogen og at bryde stressmønstre i bogen “Stress eller ikke stress”.
Hej. Jeg er forvirret, har jeg stress eller hvad er der med mig!
I perioden 17. dec – 27. jan har jeg været sygemeldt pga det jeg tror er psykisk stress. Jeg mærker det meget tydeligt som en slags trykken oveni hovedet, som min hjerne skrumper!! Jeg har fået foretaget blodprøver hos min læge primo dec, alle viste normal tal, jeg er blevet undersøgt for virus på balancenerven (var meget svimmel en overgang) men intet tyder på jeg fejler noget. Jeg går til psykolog og hendes vurdering er at jeg har “sparet godt sammen” gennem lang tid! Det skal siges min far døde som 49 årig af blodprop i hjertet, i foråret fik min bror en blodprop i hjertet (47 år), en måned senere dør en nær ven (48 år) af blodprop i hjertet. Jeg har selv forhøjet kolesterol og har fået medicin for det, men stoppede med det i starten af dec, for at finde ud af om det var det der gjorde mig utilpas. Jeg har ikke følt mig bange for at få en blodprop og tænker at det med mit forhøjet kolesterol, får jeg styr på når jeg er på toppen igen!
Jeg er fuldtids på job igen, men føler mig ikke tip top. Mine tanker flyver rundt hver dag, det ene øjeblik tænker jeg at mine fysiske symtomper er mit stress og det næste øjeblik tænker jeg, det kan ikke passe at jeg føler det så fysisk. Når jeg har det mest træls hjælper det ikke at tage en hovedpinepille, det forsvinder ikke og nok derfor er jeg også mest tilbøjelig til at tro at det er stress/tanker som gør mig ude af balance. Jeg kan heller ikke beslutte om jeg igen skal kontakte min læge. Sidst jeg talte med ham foreslog han, at jeg skulle til en neurolog, men jeg sagde selv, at jeg ikke ønskede det, for igen følte jeg at det “bare” er min stress.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil så gerne have det godt. Det skal dog siges at ifht december så er mit humør blevet bedre, jeg er ikke så indesluttet mere (hvilket normalt slet ikke er min natur). Har jeg stress og er det normalt at man er så forvirret og føles det virkelig så fysisk?? Jeg ville ønske at jeg kunne få en diagnose der sagde stress, så kunne jeg i det mindste slippe tvivlen om det er det ene eller det andet. Jeg ser frem til at hører fra dig;o)
Hej Pia
Stress kan godt sætte sig meget fysisk. Min krop har udvist de stærkeste fysiske gener i 2 mdr nu. Jeg er blevet undersøgt hos lægen og der er ikke noget galt med mig i øvrigt. Min krop er som man siger, i en falsk alarm for “flugt-kamp”, hvilket betyder, at kroppen reagerer og tror der er farer på færde, uden der egentlig er. Det er smadder hårdt, for de umiddelbare tanker er, at der er noget andet i vejen. Men det er stressen og det kan kun gå væk ved at jeg mentalt slapper af og fortæller min krop, at den godt kan slappe af. Jeg er begyndt til massage for at få hjælp med at afspænde kroppen, dyrker motion og får hjælp af en psykolog til at få fundet grundstenene til det der stresser mig.
Mht at du føler din hjerne skrumper, så kan jeg fortælle dig, at jeg selv har mange føleforstyrrelser i baghovedet, men det er som sådan kun føleforstyrrelser. Det var meget slemt i starten af min sygeperiode, men er nu i en langt mindre grad. Symptomerne forsvinder gradvist, som man får slappet af/bliver afstresset.
Hej Pia
Ja, det lyder som du har stress, både ud fra dine symptomer og ud fra de årsager du nævner. Når man er stresset, så er det vigtigt at gøre noget ved årsagerne. Stressen forsvinder ikke blot ved at behandle symptomerne, f.eks. med hovedpinepiller.
Du kan se lidt om hvad du kan gøre her: http://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Jeg oplever hvad jeg selv tror er stresssymptomer, det skyldes især mit arbejde. Jeg har også haft nogle mave-tarm problemer, som ingen ved hvad er, men jeg har fået en melding om at det måske er irriteret tyktarm. Jeg oplever, at jeg glemmer ofte, at jeg laver fejl på mit arbejde fordi jeg har svært ved at huske det hele. jeg er startet job for 8 måneder siden efter at have læst en lang videregående uddannelse, som var ret hård. Jeg har mødt min kæreste for 1½ år siden, og vi er blevet forlovet flyttet sammen og overvejer nu at købe hus sammen, det sidste er altsammen dejlige ting, men oveni alt det andet føler jeg det svært at rumme det hele. Det kulminerede for mig i dag, da jeg fik at vide, jeg havde begået en fejl og efterfølgende sad og græd af magtesløshed på mit kontor. Jeg overvejer, at jeg er nødt til at skifte job. Jeg føler mig meget alene med det hele, og jeg føler ikke, jeg har veninder, jeg kan gå til med disse ting. jeg har prøvet, men de er vant til at se mig som den, der står med det hele. Det blev lidt kortfattet og rodet, jeg har lidt svært ved at holde rede på det hele lige nu. Jeg vil meget kunne tale med en om, hvorvidt jeg har staress og hvad jeg skal gøre. Jeg kan ofte blive ret bange for, at jeg knækker på det. Kan I hjælpe mig?
Hej Mette
Kan du ikke tale med din læge om det, evt. en psykolog eller coach?
Jeg kender selv til det der med altid at have været den der klarer det hele og har overskud og nu vender veninderne mig ryggen, fordi jeg ikke længere er den person. Det er hårdt, når man virkelig har brug for hjælpen, så derfor har det været altafgørende for mig, at have professionel hjælp. Det kan virkelig føre langt og i ensomheden er det pludselig ikke så ensomt mere, fordi man har nogen på sin side.
Mvh Susanne
Hej Susanne
Tak for din respons, jeg har faktisk taget det op hos min læge, men fik blot det svar, at det altid er stressende at starte nyt job, og at jeg måtte lære at sige fra på arbejdet. Men det er nu ikke det, der er mit problem egentlig. Jo selvfølgelig er det ekstra stressende, at jeg er startet på arbejdsmarkedet for blot 8 måneder siden og alle de omvæltninger der er sket, men jeg føler ikke, det er en simpel ting, der er årsag, men mere en lang række af ting kombineret med en lang forudgående historie med mange tab etc., så jeg følte mig faktisk endnu mere ensom efter mit besøg hos lægen, som iøvrigt varede ca. 10 min, hvor man jo ikke kan nå at fortælle særlig meget. Jeg har overvejet at gå til min læge igen, men jeg synes det er en svær hurdle at finde energien til det, fordi jeg frygter der intet kommer ud af det, og jeg magter ikke at føle, at det igen var forgæves forsøgt.
Mvh. Mette
Hej Igen
Form it vedkommende er det også rigtig mange ting, og det tror jeg ofte det er.
Hvis ikke du mener, at du skal bruge en sygemelding pt, kan du måske overveje en stresscoach eller en psykolog, så du kan få bearbejdet tingene og finde løsninger, som du kan leve med.
Stress udløser ikke psykologhenvisning, så måske lægen ikke er nødvendig lige nu. Det er da vær at overveje.
Hvis du føler dig depressiv også er det jo en anden snak, da du kan få henvisning til psykolog, hvis du er mellem 18 og 37, mener jeg alderen er. Og så kan du få brug for lægen nu.
Bare et forslag 🙂 jeg håber, du finder noget hjælp, som er godt for netop din situation.
Hej Mette og Pia
Jeg synes, I begge skal forsøge at gå til jeres læger igen, men gør opmærksom på, hvorfor I kommer, så han/hun har mulighed for at sætte mere tid af til besøget. Det er ikke med ond vilje, at de kun bruger 10 min. – det er standardtiden til en konsultation – og hvis de ved, hvorfor man kommer, har de mulighed for at lægge ekstra tid ind i kalenderen. Jeg er sikker på, at din læge meget gerne vil hjælpe, hvis han/hun får muligheden.
Jeg bad faktisk om forlænget tid hos min læge, men blev afsluttet efter 10 min med beskeden om, at jeg bare skulle lære at sige fra på arbejdet. Jeg oplevede, at jeg blev afbrudt hele tiden, så jeg aldrig nåede at gøre mine sætninger færdige. Jeg følte det som om, at lægen på forhånd havde “diagnostiseret”, at der ikke rigtig var noget at komme efter. Jeg siger ikke min læge er “ond”, jeg har et job, hvor jeg ser alt til lægers dagligdag, og ved godt, hvordan det fungerer set fra deres side. Men det er ikke altid det hjælper, når man selv står som patient midt i alt det her. Så dette var ikke ment som brok over det lægelige system, men blot en beskrivelse af den magtesløshed, jeg føler jeg står i. Så ja det er “bare” at ringe ned og få en tid igen, men det er bare ikke så nemt, som det lyder. Men tak for svaret.
Det hele lyder meget bekendt. Jeg har rundet de 30 og har altid haft fuld knald på og mange jern i ilden. Jeg har aldrig rigtigt forstået når andre folk talte om stress og depression. Jeg troede at det var noget man selv burde kunne håndtere. Jeg fik et mindre knæk for ca. 10 måneder siden og var sygemeldt i ca. 14 dage. Jeg passer stadig meget på mig selv og undgår situationer jeg på forhånd ved ikke er gode for mig. Jeg går fx aldrig i byen mere eller drikker mere en 2 genstande når jeg er ude. De få gange jeg har været til fest eller lignende har det taget mig over en uge at komme mig psykisk. Jeg sørger for mindst at få 7-8 timer hver nat, da jeg ellers far det meget værre om morgenen. Jeg føler meget ofte hjertebanken og at det summer i hele kroppen. Det snurrer i hovedet og mine øjne hænger 2 cm længere nede end normalt. Jeg får nervøs mave som om jeg skal op til en vigtig eksamen, over meget små ting. Jeg kan mærke at det bliver bedre og bedre og jeg kan virkelig ANBEFALE en psykolog. Jeg har gået hos en nu hver uge i ca. 7 måneder og det bør ALLE gøre. jeg går hos en hvor jeg ikke kan få tilskud, men som kun koster 450 kr. i timen. Jeg har også opsøgt min læge og har fået taget en masse test, så jeg kan slå ud af hovedet om det skulle være noget fysisk. Hvis ikke man føler at ens læge tager en seriøst bør man skifte læge. Selvom lægen ikke mener at det er fysisk, så burde han tilbyde at få dig undersøgt, da det giver en indre ro at have fået papir på at man ikke fejler noget fysisk.
Held og Lykke.
Kim.
Kære Susanne
Jeg faldt over dit indlæg og synes, at jeg havde nogle ord at give dig med på vejen. Først og fremmest er det rigtigt, at det er enormt hårdt og slidsomt at starte nyt job – både det faglige og kollegerne er jo nye især når man er nyuddannet som du. Jeg har arbejdet som karriererådgiver på det akademiske område i snart 10 år, og jeg kan fortælle dig, at du bestemt ikke er alene om at føle, som du gør.
Men når det så er sagt, så er der noget i din beskrivelse, som gør, at du måske skal bruge lidt tid og penge på at udforske, hvorfor det er så vigtigt for dig ikke at begå fejl. Jeg har selv en efteruddannelse inden for kognitiv adfærdsterapi, som Bjarne Toftegård også anbefaler her på sitet – og ved herfra, at vi alle har nogle coping-strategier kaldes det i det kognitive, som gør det muligt for os at “overleve” med de udfordringer, vi jo alle har gennem livet. Det lyder til, at du måske har en coping-strategi om, at du hele tiden skal gøre alting perfekt og ikke må fejle. Det er på sigt en meget uhensigtsmæssig og rigid coping-strategi – ikke desto mindre er vi mange, som har den (især kvinder ser det ud til), men på et tidspunkt når du bliver tilstrækkelig presset og ikke kan bruge den strategi, som tilfældet måske er nu, så knækker filmen for dig.
Jeg ville som sagt opsøge en kognitiv psykolog, som kan hjælpe dig med at få nogle mere sunde strategier og arbejde sammen med dig om at give dig selv plads og lov til at fejle – det lyder nemt, men det kræver hårdt arbejde 🙂
De bedste hilsner fra
Kristina Falkvist
Hej Mette
Din oplevelse med din læge er ikke opmuntrende. Desværre findes der stadigvæk læger, som ikke tager stress seriøst nok. En besked om ”bare skulle lære at sige fra på arbejdet” er ikke seriøs. Det er dels ikke noget man ”bare lærer”, og dels er det er jo kun en del af stressen. Men det er normalt heller ikke hos en læge, man får den egentlige hjælp. Lægen kan udelukke andre årsager og behandle følgevirkninger af stressen. For at få hjælp må du opsøge en stresscoach eller en kognitiv psykolog.
Og tak til Susanne, Lea og Kristina, for at komme med gode og konstruktive svar til dit indlæg.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Hej Jeg er en mand på 45 år som er meget stresset. Tror Jeg ved hvad der forårsager stressen. Det er en tilbagevendende spekuleren på at få pengene til at slå til da der kun lige er nok eller faktisk dårlig nok. vi er låst fast så derfor er der ikke råd til sygemelding da det jo bare forværer situationen. Men hvordan kommer Jeg nu videre herfra. Jeg kan jo ikke bare være ligeglad.
Mvh Per Jensen
Pingback: Svar til Per Jensen
Hejsa.
Jeg har igennem længere tid været plaget af stress. For et lille år siden skiftede jeg mit job ud med en noget mindre ansvarskrævende stilling. Umiddelbart hjalp det på min stresssymptomer, men indimellem plages jeg stadig. Jeg har efterhånden lært at se mit mønster og det er ofte egne tanker om ting der skal ordnes/planlæggges derhjemme – altså ikke jobrelateret. Jeg tænker ofte meget over tingene, og kan have svært ved at træffe en beslutning. Er jeg f.eks ved at ordne haven tænker jeg på alt det andet jeg mangler at få ordnet. Når jeg bliver stresset – eller føler mig presset får jeg kort tid efter store mavesmerter og ryger fysisk ned i et par dage. Der er ingen pres fra min meget forstående kone – men alt skabes i mit eget hoved.
Hvordan bryder jeg dette mønster….
Pingback: Svar til Henrik
Hej. Jeg har taget stresstesten og svaret var alvorlige stresssymptomer (150). Står umiddelbart og kan have lidt svært for at finde løsningen, for jeg ved godt jeg er stresset og udmattet men da jeg er en ung kvinde på 33 år der for 1½ år siden i forb. med ammestop fik konstateret brystkræft befinder jeg mig stadig i en relativ startfase med angst for tilbagefald, senfølger som giver nogle omstillingskrav i det daglige, uvished om fremtid mht. arbejde som sygeplejerske pga. senfølger som lymfødem af arm som svinger utrolig meget og efterlader mig konstant i kampposition fordi jeg bare vil arbejde og ikke opgive mit virke. Jeg er relativt nyuddannet og har ikke en masse på “rygraden” som jeg kan falde tilbage på, så dagligt skal jeg være på enormt meget og med træthed og koncentrationsbesvær som også varierer, kan det være svært at leve op til de krav jeg selv stiller til mig. Er samtidig småbørnsfamilie med en på 7 år og en på 2½ år hvor sidstnævnte er meget morglad og det er en fantastisk bekræftende kærlighed men samtidig også tappende. Dårlig samvittighed fordi jeg kan have svært for at overskue det hele dels pga. træthed men også indre uro, og kan ikke finde ro til at sætte mig ned og lege med mine børn mere end max 10 min så kalder vasketøj, rengøring og andre pligter som jeg føler jeg kan gemme mig bag fordi jeg ikke behøver at tage stilling til så meget.. her kører det på rutinerne og “rygraden”… kommer ikke afsted til motion fordi jeg igen får dårlig samvittighed af at skulle gå fra børnene efter en lang arbejdsdag eller fordi der er huslige opgaver der kalder. Har en meget støttende mand som altid vil hjælpe hvis jeg spørger så kan ikke kaste skylden på andre mht. ikke at komme afsted.
Så udfra en lidt kort beskrivelse af min situation tænker jeg hvad kunne jeg måske gøre for at få vendt stressen og komme på rette spor.
Hilsen karina
Pingback: Svar till Karina Clausen
Når man har fået at vide af sin læge at man har fået langvarig stress, er det så rigtig hvad de siger at man skal leve med det resten af sit liv? … Jeg er så led og ked af at jeg bliver så hurtig stresset…jeg fik nyt arbejde og det gik også fint til at starte med, men nu er der problemer og straks kommer stressen… ked af det, hidsig, tarm problener, hovedepine..osv
Hvad skal jeg gøre for at leve med det og ha det godt… det går ud over min familie og arbejde 🙁
Hej June
Ja, det er rigtigt, at man skal leve med det resten af livet, men forhåbentlig bliver det muligt at se på det som en positiv ting. Det er 1½ år siden jeg blev ramt, og min krop mener stadig jeg er i fare og reagerer på det.
Det bedste du kan gøre for dig selv lige nu er, at finde ud af, hvad der stresser dig, og fjerne det fra dit liv. Længerevarende skal du mærke meget mere efter, om hvordan du har det i forhold til forskellige situationer, evt. planlægge mere i dagligdagen. Jeg kan for eksempel blive lidt stresset hvis kl nærmer sig 18 og der ikke er tænkt på mad eller at handle. Det løser jeg konkret ved at lave madplan og handle ind 1 gang om ugen (bare for at give et eksempel).
Derudover har jeg fundet ud af, at visse mennesker stresser mig, så de er ikke længere i mit liv.
Stress er jo grundlæggende udtryk for, at du ikke passer på dig selv lige nu!! Og det må du jo så lære, så du igen kan være tilfreds med din tilværelse!
Prøv med en coach eller en psykolog med kognitiv terapi, hvis du synes det er svært at håndtere. Det har hjulpet mig gevaldigt.
Alt det bedste til dig.
Hej June
Det er vigtigt, at du finder årsagen eller årsagerne til din stress. På nuværende tidspunkt synes, du sikkert, ikke det er til at holde ud, hvis verden ikke bliver som før. For mit vedkommende ( var for 1 år siden sygemeldt i 5 måneder) har jeg en normal tilværelse, og tænker ikke over stress i hverdagen. Men den måde det påvirker mig i dag, er at jeg mærker alle små stressalarmer (symtomer), det skal jeg nok leve med fremover, men det gør jo også at jeg har mulighed for at reagere inden det er for sent, og bliver til langvarrig stress, som tidligere.
Pas godt på dig selv.
Med venlig hilsen
Lene Sørensen
Hej June
Susanne og Lene har svaret rigtigt fint på dit spørgsmål. Nogle mennesker er mere følsomme overfor stress end andre, og hvis man én gang har været meget alvorligt stresset, så sker det også. Du er måske en af dem. Men det betyder ikke, at man ikke kan blive god til at tackle stress, når den kommer. Du kan både med psykologhjælp og stresscoaching opnå en øget robusthed mod stress.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Hej
i april måned havde jeg en skriftlig eksamen, en form for mini bachlor på mit studie, den skulle afleveres inden for 14 dag.
kort tid inden jeg skulle begynde på eksamens opgaven begyndte jeg at få hjertebanken, jeg kunne ikke spise eller sove om natten, jeg havde nogle perioder med angst. jeg kunne ikke andet end græde, og var som en tikkende bombe, mine tanker føj rundt i hovedet på mig 24/7, og jeg jeg kunne slet ikke få skrevet et ord. Jeg havde ikke overskud til at komme ud for en dør, jeg kunne lige pludselig ikke se mig som kommende sygeplejerske mere. jeg havde også problemer med min mave. Da opgaven skulle være færdig, havde jeg ikke noget at aflevere, og besluttede derfor ikke at aflevere, dette hjalp lidt på sympromerne, dog var de der stadig bare i mindre grad. i juni måned startede en ny skriftlig eksamen, som skulle udarbejdes på samme måde , og igen afleveres efter 14 dage, det hele startede om igen, denne gang var hjertebanken væk, nu har jeg konstant, trykkende for mit bryst, det føles som en der sidder på mit bryst. Jeg har været til læge, og hun mener måske at det kan være stress. men hvad skal jeg gøre? Nu står jeg med to opgaver der ikke er afleveret, og skal have skrevet dem til september.
Jeg føler ikke at der er nogen glæde i mig mere, kun pres.
Er der noget jeg selv kan gøre for at, få det hele til at falde lidt til ro?
Venlig Hilsen
Trine
Hej Trine
Hvordan har du det med dit studie og dit liv i øvrigt? Jeg har selv været i den situation, at jeg har misset eksamen fordi jeg ikke kunne overskue det og bare græd og rystede.
Jeg har nu fundet ud af, at jeg faktisk ikke har været så glad for mit studie (selvom jeg har gjort det færdigt nu, fordi jeg var så langt), derudover havde jeg en masse forventning til mig selv (perfektionisme, præstationsforventninger mv), ligesom jeg fandt ud af, at der var en masse andet i mit private liv der forstyrrede (følelser der var blevet undertrykt i mange år).
Du må have afklaret, hvad det er der sker inden i dig, for at finde ud af, hvad du eventuelt skal ændre i dit liv for at få det bedre.
Tal eventuelt med din læge, om du kan få en henvisning til psykolog (forudsat, at du har depression). Ellers har du som studerende den mulighed at kontakte studenterrådgivningen. Der har jeg selv været i kontakt. Hvis du får SU kan du eventuelt søge om dispensation til forlængelse af SU-perioden, såfremt du har været studieinaktiv pga. stress.
Jeg håber, det kan hjlpe dig lidt på vej. Alt det bedste til dig.
Hej Susanne,
tak for den hurtige respons.
Jeg har fra start været meget i tvivl omkring mit studie, men er nu så langt at jeg kun har et år tilbage, og familie, venner og svigerfamilie mener at det er så dumt af mig hvis jeg stopper, de har alle rimelige høje forventninger til mig, og virker meget skuffet når jeg ytre at jeg har overvejet mange gange at sige stop med uddannelsen nu. jeg har prøvet at lytte til mig selv, og mener også at jeg ikke kan det her studie mere, men stopper jeg følger der også en masse andre problemer med.
men når jeg læser det jeg selv har skrevet, kan jeg godt se hvad jeg gerne selv vil og ønsker.
jeg mener måske at det er lidt for overvældende med en psykolog til dette mindre problem…
tak for hjælpen
Hej Trine
Uanset hvad du vælger at gøre fra nu, så husk, at det er dit liv og dit valg!! Du skal leve med de beslutninger du tager. Jeg synes absolut ikke det lyder som et mindre problem! Det lyder som om det er vigtigt for dig, hvad andre tænker og mener, og det er noget der kan drive selv den stærkeste ud af balance. Og hvad er skuffelse? Skuffelse er i mine øjne en forventning andre har, og den kan du ikke stå til regnskab for.
Hvis ikke du vil være sygeplejeske, hvad vil du så? Det er vel i virkeligheden det du skal finde ud af nu!
Jeg håber, du finder en løsning DU kan leve med :o)
Hej.
Er det muligt at blive stresset pga. et dyr i huset?
Det er sådan, at jeg ALTID har ligget i den grønne del af testen, men nu, da jeg tog den i dag, så lå jeg pludselig helt oppe i det røde felt.
Det skal siges, at jeg for 1½ siden, cirka, fik en hundehvalp i huset – og jeg er alene. For mig har det altid været en drøm at få en hund, men lige nu føler jeg, at det måske er ham som gør udfaldet.
Det er sådan, at jeg glæder mig ENORMT meget til at komme tilbage på arbejdet i næste uge, så jeg kan komme væk hjemmefra. Det synes jeg da ikke tyder godt? Jeg ved virkelig ikke om det er ham, men siden jeg har fået ham, så er alt ligesom bare blevet for meget. Skal ikke sige om det er pga. ham, men det er først efter han er kommet, at jeg har fået det sådan.
Jeg frygter virkelig at skulle af med ham, men et eller andet sted, så føler jeg ham måske som en klods om benet – jeg tør næsten ikke tage nogen steder og får en mega dårlig følelse når jeg forlader ham, altså føler jeg svigter ham, selvom jeg godt ved, at det ikke er tilfældet.
Lige nu må jeg indrømme, at jeg føler min drøm er ved at blive til et mareridt i stedet. Hvordan kan det være? Det var egentlig tilfældigt, at jeg kom på stress symptomer som grund for det her, da der var en der spurgte om det kunne være det.
Men jeg har bare aldrig tidligere haft det sådan – og som sagt, så glæder jeg mig usigeligt meget til at komme på arbejde på mandag!
Mvh
John
Hej Trine
Og tak Susanne for at hjælpe Trine, medens jeg var på ferie. Du er forbeholdende med at snakke med en psykolog om din problem, men det må du ikke være. De er der, for at hjælpe dig, og når du har det, som du har det, så er det helt ok, at kontakte en.
Mvh Bjarne
Pingback: Svar til John Petersen
Jeg påtog mig en opgave for ca. 1 ½ år siden, som viste sig at være utydeligt defineret, med uklare forventninger og målsætninger. Jeg troede bare, at jeg ved at sætte mig ordentlig ind i tingene, kunne fuldføre opgaven. Jeg manglede støtte fra ledelsen og kollegaer hele vejen igennem. Alarmklokkerne burde have ringet, da min leder sgade, at han ingen visioner havde på vejne af opgaven. Jeg gennemførte ikke og måtte meddele ledelsen at jeg ikke ville mereJeg er vant til, at gennemføre de opgaver jeg sætter mig for og derfor var det et kæmpe nederlag, pludselig ikke at være i stand til det.
Forholdsvis tidligt i forløbet, begyndte jeg at sove dårligt om natten.
Så begyndte jeg at få dårlig mave og i perioder forhøjet puls, der sad og trykkede i min hals. Nu er det der hele tiden, måske lidt værre, når jeg er under pres.
Fra at være et dynamisk, ambitiøst, gladt menneske med overskud til familien, andre og mig selv, kan jeg snart ikke kende og mærke mig selv længere. Det er meget angstprovokerende. Jeg løber marathon og spiser sundt, ryger og drikker ikke og synes jo ikke, at det burde ramme mig!
Jeg er begyndt til noget tankefeltterapi, men synes ikke det har nogen effekt. Jeg vil meget gerne være fri for medicin og en sygemelding ville være et nederlag.
hvad stiller jeg op?
Hilsen
Lone
kan stress komme efter depression. er min støj og tankemyldre stress
Hej Tilde
Ja, stress kan godt komme efter en depression. Men jeg kan ikke sige, om din støj (i hjernen?) og dit tankemylder hænger sammen med det. En depression kan også give mange tanker. Under alle omstændigheder kan det være en god ide, at sørge for at undgå stress, og at få teknikker til at håndtere tankerne.
Hilsen Bjarne Toftegård