Lone har i indlægget http://www.forebygstress.dk/blog/sp%c3%b8rg-om-stress spurgt om følgende:
” Forvirret indlæg om langvarig belastning og stress.
For 1½ år siden blev jeg sygemeldt pga. stress og scorede på det tidspunkt 155 i jeres stresstest. Nu efter sygemelding og barselsorlov var det så meningen jeg skulle starte på arbejde igen. Jeg har søgt nyt arbejde, da mit forhenværende var meget stressende. Men jeg kom bare ikke i gang. Jeg blev sygemeldt, da jeg i dagene op til start fik det værre og værre – scorede 175 på stresstesten.
Min koncentrationsevne er forsvindende lille når det kræver bare den mindste mentale indsats. Jeg kan bedst beskrive det som om alle samtaler med kollegaer, chefen, lægen osv. foregår på færøsk – forstået på den måde at hvis jeg virkelig lytter, så kan jeg godt forstå en lillebitte smule af hvad de siger til mig!
Min hukommelse svigter helt og jeg kan ikke skabe overblik over noget. Hvis jeg går ud for at handle har jeg hele tiden en usikkerhed om jeg måske burde være et andet sted eller om jeg får gæster el.lign. Jeg har glemt lægeaftaler selvom de står skrevet i min kalender og jeg har ofte lavet 2-3 aftaler oveni hinanden fordi jeg ikke kan skabe overblik. Jeg har små sedler liggende rundt om i huset med vigtige beskeder. Desværre når jeg aldrig at skrive det hele, så der kan stå ‘Vigtigt, ring onsdag’ eller ‘torsdag 15/5 kl 14.’ uden at jeg har anelse om hvad det drejer sig om. Når jeg færdes i trafikken er det hele tiden med den ubehagelige følelse af at jeg måske ikke lige fik kigget om der var fri i alle retninger før jeg kører ud. Det er som om man deltager i en dagligdag imens man er fuld eller dopet.
Jeg kan ikke foretage et telefonopkald til læge, arbejde eller lignende uden at ha skrevet et manuskript først, for så får jeg ikke udtrykt en brøkdel af det jeg ringede for. Jeg har svært ved at deltage i samtaler (ikke hvis det er om vejret eller andet ‘light’, men hvis det kræver en smule mentalt arbejde) fordi jeg ikke kan fastholde mine tanker længe nok til at bruge dem fornuftigt! Jeg diskuterede med min mand forleden og min tankeproces er nogenlunde sådan her: Hov, det der det mener jeg da vist noget om…hvad mon jeg mener…det er noget med…åh, ja det mener jeg….om…hov, hvad mon vi snakkede om???’ og så er jeg tabt og det er SÅ frustrerende! Denne mail er også skrevet og omskrevet for at kunne få det hele til at hænge sammen.
Desuden oplever jeg alle de typiske stresstegn, som irritation, kort lunte, ugidelighed overfor dagligdagens opgaver, mange tanker når jeg ligger i min seng, vågner tidligt og tænker selvom jeg er træt, impulsivitet, hjertebanken, svimmelhed osv.
Der er sikkert mange årsager til min stress. Jeg har forsøgt at gætte lidt. Jeg er højt begavet og har som følge deraf altid haft enormt hurtige associationer og mange sideløbende tankeprocesser. Det gør det sværere at slappe af mentalt, fordi det bare ER sådan jeg fungerer. Jeg har altid haft den holdning at hvis man var nede så skulle man bare tage sig sammen og se at komme videre. Min mor døde da jeg var 19 år og næste morgen gik jeg i skole og skrev stor opgave. En uge senere havde jeg skrevet opgaven, begravet min mor og fået meget lidt søvn. Jeg kan se på min dagbog at jeg nok havde noget der lignede en depression året efter, men det blev aldrig behandlet eller lignende. Da min far senere døde stod jeg med en masse arbejde med skifteret, begravelse osv. Igen var jeg af den holdning at det jo ikke nyttede noget at sætte sig ned og være ked af det – det blev tingene jo ikke gjort af. Så igen tog jeg mig sammen og kom videre. Jeg er senere blevet opereret og gennemførte det igangværende semester på universitetet med morfinplaster, gigtpiller og panodil. Jeg har intet bagland eller familie der kan støtte mig. Jeg har to små børn og en papdatter, der er i gang med udredning på børnepsykiatrisk hospital med forventet diagnose indenfor autismespektret. Så ja, der er mange mulige årsager til min stress. Men det er jo eksistentielle problemer der er svære at komme fri af ved hjælp af omlægning i hverdagen osv. Eller tager jeg bare fejl?
Det underlige er jo at jeg ikke føler mig syg. Jo, jeg er klar over at jeg ER syg af min stress, men når jeg undlader at tænke på arbejde fremtiden så er jeg jo som udgangspunkt glad og nyder samvær med mine børn og venner og veninder. Jeg har enormt svært ved at se hvordan min fremtid kan blive bedre. Altså fordi min sygemelding nu er sat til 4-6 uger, men jeg kan ikke se hvordan min hukommelse osv. kan blive bedre af den grund??? Kan man ha taget permanent skade? Skal jeg vænne mig til tanken om at den zombielignende tilstand jeg er i nu er sådan min verden er altid? Alle de beskrivelser jeg kan finde om stress, de beskriver jo ‘bare’ symptomer som jeg har affundet mig med som værende helt normale de sidste 12-15 år!!! Jeg kan ikke finde noget om folk med lignende symptomer som dem jeg oplever…hvor ER de andre der har det ligesom mig?”
Kære Lone
Tak for din henvendelse. Jeg synes ikke, at dit indlæg er forvirret. Tværtimod. Jeg kan sagtens følge alt det du skriver og genkende meget fra den stress, jeg selv oplevede i sin tid.
For at tage et af dine sidste spørgsmål først, så skal du IKKE vænne dig til “den”. Du skal ud af den tilstand tilbage til et normalt liv. Det er et spørgsmål om at finde den rigtige løsning for dig.
Det er vigtigt, at du bliver bedre og bedre til at lytte til din krop. Den lyver ikke! Vi overhører desværre ofte signalerne fra kroppen, eller bortforklarer dem. Det næste er at lære at lystre din krop.
Som du har oplevet, så kan man ikke altid “bare tage sig sammen”. Det holder i en vis udstrækning. Men hvis man første er meget stresset, så kan det gøre ondt værre. En ond cirkel. Man kan ikke arbejde sig ud af en stress!
Du har nogle eksistentielle problemer, som er svære at komme fri af. Løsningen ligger ikke altid i at komme fri, men i at lærer at leve med de udfordringer, der ligger i hverdagen. Måske bør du tage nogle af dine leveregler op til revision. F.eks. hvordan tingene ER, BØR være eller SKAL være. Der er jo ingen sandhed. Det er blot regler, vi hver især har.
Det er godt, at du har kontakt med din læge. At du “kun” er sygemeldt 4-6 uger, betyder blot at din læge vil se dig igen til den tid. Normalt får man uden videre forlænget sygemeldingen, hvis behovet er der. Det andet aspekt er, hvordan en sygemelding hjælper i sig selv. Du får en pause, men der skal nok mere til i dit tilfælde. Jeg tror, at det er vigtigt, at du får fat i enten en psykolog eller en stresscoach. Med de ting, du har været igennem, vil en psykolog måske være det bedste for dig.
Til sidste spørger du: “Hvor er de andre, der har det ligesom mig?” De er der, men de har bare ikke altid mod eller overskud til at træde frem. Og når de er kommet ovenpå igen, så har de ofte valgt at lægge den periode af deres liv bag sig. Hvis andre, har oplevet noget lignende, læser dette, så kan jeg kun opfordre til at skrive en kommentar. Det er en støtte til andre at vide, at de ikke er de eneste, der er alvorligt stressede, og at andre har det, eller har haft det, som dem.
——-
Spørgsmål, kommentarer eller dine egen erfaringer vedr. dette indlæg er meget velkomne og kan skrives i kommentarfedtet nedenfor.
Andre spørgsmål og andre emner kan du skrive som kommentar til indlægget “Spørgsmål om stress” på linket: http://www.forebygstress.dk/blog/sp%c3%b8rg-om-stress
Så ja, der er mange mulige årsager til min stress. Men det er jo eksistentielle problemer der er svære at komme fri af ved hjælp af omlægning i hverdagen osv. Eller tager jeg bare fejl?
Kære Lone
Jeg klippede lige ovenstående fra dit indlæg. Ja, jeg har også været oplevet noget tilsvarende. Godt nok er mine personlig eksistentielle problemer anderledes … men.. .. Det kan altså lade sig gøre at få det bedre og komme videre. I mit tilfælde ved rigtig god hjælp fra en psykolog – og dette indebar ikke så meget omlægning af hverdagen, og de eksistentielle problemer er der stadig. Derimod har jeg/er jeg i gang med en ændring af min indstilling og tilgang til problemerne. Nogle ting kan jeg ikke ændre og må lære at lægge fra mig – eller lægge over på andre. Det lyder simpelt, men det er det ikke.
Jeg vil som Bjarne foreslår også mene, at du kan få rigtig god hjælp fra en god psykolog.
Kære alle
Jeg er nu efter 14 måneder kommet “ud på den anden side” hvilket er fantastisk befriende og en stor personlig sejr i mit liv. Stressen kan dog stadigvæk vise sig men ikke mere end jeg kan håndtere den. Så til alle jer som stadigvæk er midt i jeres stressforløb …bliv ved med at tro på det der er lys for enden af tunnellen.
Når det er sagt så undrer det mig at ingen taler om YOGA, afspænding & meditation som værende det mest afgørende for deres helbredelse. I mit eget tilfælde så var det lige præcist det som jeg havde brug for for at genvinde kontakten til min krop. Pt dyrker jeg YOGA, afspænding & meditation en til to gange om ugen hvilket har bragt en balance og ro ind i mit liv som jeg aldrig har oplevet før, Så til de af jer som ikke har prøvet dette endnu kan jeg kun sige …PRØV DET DET VIRKER 🙂
Mvh Thomas
Hej Lone. Hvor er opløftende for mig at læse din mail. Jeg havde aldrig forestillet mig at der er andre end mig der ku have det sådan her. Er først blevet klar over at det er stress jeg lider af her i de seneste par dage, og det er en ubeskrivelig trøst at du kan sætte ord på mange af mine udfordringer. Tusind tusind tak for at du brugte kræfter på at skrive herinde. Jeg ved jo desværre kun alt for godt hvor fustrerende der er ikke at kunne tænke (fastholde tankerne). Alle de symptomer du beskriver er præcis sådan jeg har det. For 3 år siden hadve jeg en kæreste, en psykopat og han ødelagde mit liv. Han ødelagde mit indre. Jeg har været en zombi lige siden, på trods af intensiv psykosomatisk terapi. Jeg tror på at jeg kommer igennem det, koste hvad det vil!!! 2 metoder som har været en ubeskrivelig hjælp er tankefeltterapi og rosenterapi. Det hjælper dig også af med alt det fra fortiden og går MEGET MEGET hurtigere en samtaleterapi hos en pykolog. Jeg ønsker dig al held og lykke med at komme igennem stressen og igen tak for dit indlæg.
de kærligste hilsner fra Linda
Hej alle,
Jeg er sygemeldt på 14. dag nu pga stress, som nok desværre har stået på i 2½ år ca. Der har i de 2½ år sket så meget i mit liv, som har gjort at jeg fysisk ikke kunne klare det mere. Min bedste beskrivelse af mig selv, er, at jeg overhovedet ikke kender min egen krop mere !!! Jeg forstår ikke hvad der sker, og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg glemmer så hurtigt, møder forkert op til aftaler, og der går en sort klap ned, når der er særdeles stresset på arbejdet. Jeg har nok aldrig stået så “forkert” ved siden af mig selv.
Jeg har hele tiden tillagt det, at det er det nye job, nye omgivelser, eller pga min stofskifte sygdom, som jeg blev opereret for, for 2½ år siden. Kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde halsbrand, sure opstød, forstoppelse, svamp diverse steder også i hovedbunden, at jeg skulle få sådan en hovedpine at jeg kastede op og fik dårlig mave og blev nødt til at få stærke smertestillende stikpiller, at når jeg gik og handlede at jeg så fik meget slem hovedpine og ikke kunne fungere resten af dagen, vægtøgning, vand i ben og fødder, forkølelsessår igen og igen, syg med influenza mange mange gange, meget kolde hænder og fødder, og ja jeg kunne blive ved – alt dette pga stress, som jeg har fornægtet i flere år !!
Kom til at tænke på, en dag, hvor jeg gik en tur med hundene, at jeg ikke kunne huske hvordan forår lugtede – hvis I forstår ? Jeg kan stadig ikke lugte blomsterdufte eller når regnen lige har vasket jorden og den dejlige duft af natur stiger op.
Jeg ønsker mig, mig selv tilbage.
Hej alle…
Jeg erkendte min stress, efter lang tid i et kommunalt mellemlederjob. Jeg fik en måned fri i forbindelse med et jobskifte omkring nytår og tilmeldte mig Bjarnes email-kursus om stresshåndtering. Jeg kunne hellige mig kurset fuldt ud. Jeg havde alle forudsætninger for at få det bedste ud af det. Kurset var en øjenåbner! Det gik op for mig at jeg igennem 2 år har været meget stresset, og har været meget tæt på at blive rigtig syg af stress. Kurset har hjulpet mig ud på den anden side. Jeg har omprioriteret mit liv – og jeg har fundet ud af hvad der stresser mig, og hvad jeg kan gøre ved det. Jeg har ikke haft brug for en coach eller en psykolog endnu, men jeg sover nærmest med email-kurset under hovedpuden!
Jeg har netop gennemført øvelserne fra kurset igen her et halvt år efter. Jeg kan konstatere at mængden af stressfaktorer og stresssignaler fra kroppen er halveret i forhold til da jeg gennemførte kurset første gang. Jeg scorer heller ikke over 140 point i stresstesten som jeg gjorde ved årsskiftet! Nu ligger jeg lige imellem det grønne og gule felt 🙂
Jeg er ikke i tvivl om, at stress er noget som jeg altid skal være opmærksom på. Men jeg kan mærke den nu. Når jeg får for lidt søvn, ingen motion, ingen tid for mig selv, tilbringer for meget tid sammen med mennesker som dræner mig for energi, ikke får sagt fra, når jeg spiser forkert, når jeg ikke ser venner og familie, når jeg giver de negative tanker frit spil og ikke får skabt ro omkring mig – bare engang imellem. Så simpelt er det faktisk….overholder jeg dette så bliver jeg ikke stresset. Slækker jeg og tænker at det går nok, så melder stresssymptomerne sig efter et par uger. Irritabilitet, søvnproblemer, overspisning, grådlabilitet, tics ved øjnene, manglende sexlyst, en hjerne der bare kværner og aldrig står stille, åndenød, knugende fornemmelse i maven og en altoverskyggende trang til at være helt helt alene.
Jeg blev virkelig vred, da jeg læste avisforsiden om at stressede mennesker bare skal tage sig sammen.
Jeg har besluttet mig for at tale åbent om min stress, og det håber jeg at andre også tør, så vi kan få ændret den holdning, at det kun er svage mennesker som rammes, og at de blot skal hanke op i sig selv!
Hej igen. Tænkte at jeg lige kunne opdatere herinde hvis nogen kan bruge min erfaring til noget….
Der skete jo desværre det, at jeg blev fyret fra mit job.
Jeg fik det værre og værre op til startdatoen, og måtte til sidst ringe og sige at jeg ikke kunne komme igang pt. Min chef var meget forstående og tilbød at jeg kunne komme stille igang, at alt ville være klar til mig, nedsat tid osv. Men på det tidspunkt var jeg så stresset at jeg ikke havde mulighed for at gennemføre selvom de var nok så hjælpsomme.
Jeg kontaktede min læge og fik en sygemelding i 4-6 uger. Samtidig fik jeg en tid ved en psykolog. Det var så meningen at jeg skulle bruge sygemeldingen på ‘mig-tid’ som motion, middagslur, lange bade og forkælelse på alle måder. Så håbede jeg på at kunne komme igang igen efter de 4-6 uger. Men så ramte pædagogstrejken os og jeg havde i stedet for ‘mig-tid’ fuldtidssamvær med mine to vuggestuebørn. Og i stedet for bedring blev det næsten værre fordi jeg ikke havde tid for mig selv før efter kl 21-22 om aftenen. Så jeg blev indkaldt til samtale på skolen og fik besked om at de ville fyre mig, fordi jeg stadig var i prøveperioden.
Så nu er jeg her. Uden job og uden tegn på bedring. Tværtimod. Jeg er så udmattet at jeg kunne sove ligegyldtigt hvornår på døgnet. Jeg skal planlægge mig ud af selv de midste ting, som bad, morgenmad osv. Glæder mig til at strejken slutter!
Jeg har været ved psykolog nogle gange. Det er rart at få snakket om det hele, men samtidig har jeg enormt svært ved at se hvad det skal gavne….altså, det er helt sikkert godt nok at få talt om tingene, men jeg kan pt ikke gennemskue hvornår/hvordan det kan blive bedre med hjernen…! Jeg har stadig alle de alvorlige tegn selvom jeg ikke har ret meget på programmet og nu ingen deadlines har i forhold til job. Men det værste er trætheden, der bare gør at jeg er så tung og ugidelig hele tiden. Alligevel sidder jeg ofte oppe til midnat, fordi de sene aftner er det eneste tidspunkt på døgnet hvor jeg bare kan være mig mig mig….!
Hej Lone
Jeg kan helt og fuldt genkende dit forløb og dine symptomer og håber at du kan bruge mine erfaringer til noget. Jeg blev sygemeldt for et halvt år siden. For mig har det sværeste været at have tillid til at det nok skal lykkes at komme ud på den anden side og acceptere at det at komme sig efter mange års stresspåvirkning er en lang, lang proces, der først og fremmest kræver tid og tålmodighed. Det tog mig fire måneders sygemelding før jeg kunne læse en bog igen. Til gengæld var jeg så utrolig heldig at gå ind i en boghandel og fra 10 meters afstand var der en titel der skreg til mig. Det var Mark Epsteins “Om at gå i stykker uden at falde fra hinanden” . Jeg gik lige hjem og lagde mig i sengen og der blev jeg på det nærmeste i to uger mens jeg langsomt, langsomt læste mig igennem hele bogen en halv side af gangen og den blev et afgørende vendepunkt i mit sygdomsforløb.
Den hjalp mig med at se verden på en anden måde og fik mig til at indse at jeg måtte arbejde med at være ærlig, lære mig selv og min krop at kende og acceptere og holde af både mine gode og dårlige sider, hvis jeg ikke skal gå anspændt og stresset gennem mit liv. Jeg er bestemt ikke på den anden side endnu. Min hukommelse er stadig ikke god og koncentrationen kniber det med, men jeg er fast besluttet på at jeg aldrig, aldrig mere vil behandle mig selv så respektløst at jeg ender i en lignende situation igen. Daglig meditation og pilates er mine to vigtigste redskaber og så læser jeg bogen igen hver gang jeg bliver utålmodig og ikke synes at min vej tilbage i verden går hurtigt nok – og det sker ofte
Knus fra en optimist
Jeg har genkende nogle af de samme symptomer i større eller mindre grad og har fået 158 på stress skalaen.
Jeg har haft problemer med stress, siden jeg fødte min søn for siden1½ år. derudover har jeg epilepsi, de 2 ting kombineret har absolut ikke været den bedste cocktail. Jeg havde førhen en normal tilværelse med så meget kontrol over min sygdom, at jeg ikke bemærkede den.
Min søn var 3 uger gammel, da jeg tabte ham p.g.a.min epilepsi. Dette resulterede bare i, at jeg var bange for det skulle ske igen. Var meget fokuseret på mit søvnbehov (vi ved jo alle, at små børn vågner om natten) p.g.a. min epilepsi skal jeg have 7-8 timers søvn hver nat. Talte hver dag, hvor meget søvn jeg havde fået om natten.
Jeg blev meget paranoid, For første gang følte jeg mig bange og hjælpeløs og var ofte afhængig af at andre omkring mig (det var et mareridt og følte mig helt umyndiggjort.
Turde ikke bære for rundt på min søn i tilfælde af at jeg ville tabe ham igen og trapper turde jeg slet ikke bære ham på (vi bor i lejlighed). Det stod på i 6 mdr. Derefter begyndte det langsomt at blive bedre med min epilepsi, men det tog lang tid, rigtig lang tid!
Jeg begyndte at undre mig over min stadig konstante træthed, uanset hvor meget jeg sov om natten føltes det som 3-4 timer.Det kunne jeg tydeligt mærke, når vi var på besøg hos folk, især om aftenen. Sådan har jeg det stadig, men har delvist vænnet mig til det (det kan da ikke være sundt).
I næsten hele den periode har jeg døjet med koncentrationsbesvær i svær grad og meget dårlig hukommelse, jeg ville da slet ikke kunne gennemføre et studie . Det ville være for krævende.
Jeg startede 1. feb. på nyt job, da min barsel var slut og tænkte det vil være godt at komme igang igen. Stille og roligt steg mit stressniveau. Mit job er salgsassistent i et storcenter, hvor jeg arbejder fuldtid og har 2 gange i ugen lange vagter, 11 timer pr gang.
Når jeg fik nogle arbejdsopgaver skulle jeg havde det forklaret flere gange før jeg forstod det og bagefter tænkte jeg “hvad var det nu hun sagde?” Derefter gik jeg og bekymrede mig om hun synes jeg var total idiot. Gudskelov har jeg en kollega, der har været igennem det samme, hun var meget forstående og vidste fra egen erfaring, hvad jeg gennemgik.
På hjemmefronten har det også været hårdt. Jeg følte ikke jeg havde nok tid med min søn, nogle dage så jeg ham næsten ikke p.g.a. mine arbejdstider. samværet med min mand var der heller ikke meget af. Når jeg kom hjem fra arbejdet var der altid noget jeg lige skulle ordne, så der var svært at presse ham ind i min i forvejen presset tidsplan. Jeg havde jo også brug for noget tid til mig selv og når han spurgte om jeg havde afset tid til ham, Tænkte jeg “åh nej, endnu en ting jeg skal, inden jeg kan tillade mig selv at gå i seng.Jeg var derude hvor jeg følte, at jeg var ved at drukne og havde svært ved at overskue det hele. Før jeg var færdig med en ting tænkte jeg allerede på det næste jeg skulle. Sådan gik det slag i slag hele tiden, stoppede mere eller mindre aldrig op for at trække vejret.
Jeg fik det værre og værre med mit stress og en dag gik det op for mig, at jeg slet ikke var glad. På mit arbejde ventede jeg kun på at få fri og var der kun af pligt.
Tilsidst kunne jeg slet ikke hænge sammen, havde det som om jeg var ved at besvime og indimellem næsten hev efter vejret. Jeg var efterhånden ved at indse, hvis det fortsatte ville brænde helt sammen, Det tror jeg faktisk skete, da jeg gik rundt med følelsen af, at jeg var ved at falde fra hinanden. Det var vist på tide, at jeg kontaktede min læge.
Min læge sagde, at det kunne tyde på stress og mente jeg havde en moderat depression og ordinerede nogle lykkepiller. Hvis de ikke havde nogen virkning, skulle jeg stoppe efter de 14 dage jeg var sygemeldt. Imellemtiden er jeg yderlige blevet sygemeldt 2 måneder. Men jeg tror desværre ikke det er nok. Hun anbefalede også en psykolog, men jeg tror bare ikke det vil hjælpe og det gjorde pillerne heller ikke.
Jeg går stadig rundt med konstant træthed og uro i kroppen og har meget svært ved at overskue noget. Tankerne flyver rundt det meste af tiden. Tit uden jeg kan redegøre for hvad der for tanker, og ofte føles det som om det ikke er plads til tankerne i mit hoved og så skal mit hoved have ro. Selvfølgelig har jeg også nogle gode dage og ofte tror jeg slet ikke folk kan se eller mærke på mig, hvordan jeg har det.
Jeg har langt om længe indset, at det ok ikke at gøre alt ting på en gang, jeg er trods alt kun et menneske.
Der skal jo også være plads til både mig og min familie.
Jeg har lavet et skema, der viser hvilke ting jeg skal gøre på bestemte tidspunkter. F.eks. er det ikke nødvendigt at støvsuge, vaske gulv og vaske tøj hver dag. Jeg har skåret det ned til et par gange i ugen, det burde give noget luft og satser på at lave madplan, Så vi kun skal handle 1-2 gange i ugen. Jeg tror det er den bedste løsning med hensyn til det daglige, så har jeg også nogle daglige rutiner,så jeg ved hvad jeg skal. Jeg har i lang tid troet at min epilepsi udelukkende har været skyld i min tilstand , men nu er jeg overbevist om at jeg har ledt efter en forklaring de forkerte steder og når min tilstand bliver bedre, så får jeg det også godt med min epilepsi igen. Jeg tror også at det er noget en psykolog vil fortælle mig, nu har jeg da nogle redskaber at arbejde med.
Jeg kunne godt tænke mig at høre kommentarer fra andre med epilepsi og deres erfaring.
Kære Lone
Tak for din beskrivelse af din stress zomielignede tilstand.
Jeg har stress endnu. Min stresstest har været oppe på 110 en dag. Jeg har købt bogen stress eller ikke stress den hjælper nu.
Jeg har haft stress siden 1988 det år her, da startede min pesoriasis – stress og har den stadig. Mine sætninger har været sådan: i går var det ens fødselsdag- i samme sætning kan dette være- der kom en motorcykel i stærk fart… I dag har jeg rigtige sætninger og har haft det siden 1995. Min stress helbreddelse kommer langsomt og sikkert.
Ja, du er ikke alene. Vi er vist alt for mange der kan nikke genkendende til din historie og dine symptomer.
Min egen historie ligner glimtvis den du selv fortæller. Mine forældre gennemgik en grim skilsmisse i mine tidlige teenager år, hvilket resulterede i bl.a en mistet kontakt med min mor og søskende i næste 10 år. Da kontaken igen var etableret og god, fik begge mine forældre indenfor 2 måneder konstateret kræft. Det var i 2002. Og derefter har det ene bare taget det andet med sig. Min mor dødede efter blot 3 kemobehandlinger. Min far lever stadig. Det var meget forbudt at tale om den angst, sorg og de frustrationer der var forbundet med hhv. sygdomsforløb og død. “Hold op med det hyleri” er desværre en af de sætninger jeg har hørt meget ligesom “han skal bare lige have en chop-chop kur, så er han frisk igen”. Oven på dette gennemførte jeg eksamner på universitetet hvor jeg var midt i min uddannelse. I 2005 blev jeg mor og jeg manglede i høj grad min egen. Min mand gik ned med stress og jeg tog alt for meget ansvar på mine skulder for at få det hele til at hænge sammen. Så kom lillebror til verden i 2007 og startede sit liv med en slem forstoppelse som blev opfattet som kolik af sundhedsplejersken. Eller som reaktion på min mands stress. I et helt år kæmpede jeg for at få hjælp mens han græd og græd og jeg selv blev mere eog mere slidt og angst. Da der kom styr på maven og lillemande endelig kom på toppen, så satte jeg mig ned og færdiggjorde mit speciale. I dag har jeg på 2. månede kronisk ondt i maven, uro i kroppen, søvnbesvær, ingen humor, hjertebanken. Ja stortset alle symptomer på stress. Min score lå før denne mail på 152. Jeg får hjælp af en psykolog, men hold op det går langsomt. Det kom bare snigende lige så langsomt og pludselig brød jeg sammen og blev mere eller mindre handlingslammet. Jeg kender i den grad til følelsen af, at tilstanden jo “bare har været det normale”. Men tænker jeg tilbage kan jeg da godt huske min selv som en anden og mere glad person med overskud og lyst på mange ting. Jeg håber og bliver nødt til at tro på, at man godt kan komme tilbage til sig selv. Også selv om det er en langsommelig vej.