Charlotte skriver under Hvad er stress? – Definition:
“Jeg er bange for at min kæreste har stress. Han startede nyt arbejde sidste år i april og har siden da ændret personlighed ift de tre foregående år jeg har kendt ham. Dvs De første tre år, var han på en bestemt måde og siden det nye job fra april 2008, er han blevet mere og mere agressiv. Det er sådan at han typisk i weekenden, hidser sig utrolig meget op og bliver meget vred over de mindste ting. Senest blev han fuldstændig hysterisk over en vask jeg havde sat over på 30 grader og skældte ud og kaldte mig alle mulige grimme ting. Da jeg så ville gå min vej fordi jeg ikke ville finde mig i det, holdt han mig tilbage så jeg ikke kunne gå, på en meget voldsom måde og tvang mig til at sidde på gulvet og samle et bord. Han har flere gange tidligere været meget agressiv især de sidste 4-5 måneder har det taget til i omfang og voldsomhed.
Det var så slemt i søndags at jeg gik min vej og har nu sovet hos min familie de sidste to dage. Jeg har snakket lidt med ham og det lader til at han har indset der er et problem og at det ikke er mig der er problemet. Det har hidtil været sådan, at hver gang han har fået et hysterisk anfald har han givet mig skylden. Det lader nu til, at han har forstået at det ikke er mig men noget andet og mere grundlæggende og han er gået med til at snakke med en psykolog.
Det der nu bekymrer mig er om det er stress og i så fald der rettes op på det? Hvornår kan jeg tage hjem igen og sikre mig at det ikke sker igen? Det er første gang jeg er gået og blevet væk og sovet et andet sted i de snart 4,5 år vi har kendt hinanden. Så tror han er blevet meget overrasket over at jeg gjorde noget ved det. Jeg øsnker ikke forholdet skal stoppe, men vil på den anden side heller ikke leve under de vilkår. Så det er en svær situation og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig…. Charlotte.”
Hej Charlotte
Jeg kan rigtig godt forstå, at du har søgt væk fra din kæreste og bor hos din familie. Din kærestes opførsel er helt uacceptabel og uudholdelig, uanset hvad årsagen er. Men et eller andet sted bagved den person, du har oplevet på det seneste, er den person, du i sin tid blev forelsket i. Udfordringer er blot, at han kun kan hjælpes, hvis han vil hjælpes, og jeg kan forstå, at det første skridt er taget, ved at han skal tale med en psykolog.
Når han bliver aggressiv på den måde, du beskriver, er der noget galt. Det kan sagtens være stress, men det kan også være andre psykiske problemer. Han kan ikke overskue verdenen mere.
Hvis det er stress, så skal du være lidt tålmodig, da det tager tid, at komme ud af en stress igen. Der er også risiko for “tilbagefald” indtil han er helt ude af stressen. Vi taler sandsynligvis om et par måneder med god hjælp og en god indsats fra din kæreste, før han helt er sig selv igen.
Jeg håber, at det er en kognitiv psykolog, han skal snakke med, da det er det, der har størst effekt i forbindelse med stress og lignende lidelser.
Så til dit spørgsmål, om hvordan du skal forholde dig. Det er vigtigt, at du sætter dine grænser / betingelser og holder fast i dem. En af betingelserne kan være, at din kæreste vedbliver med at få hjælpe, enten af en psykolog eller en stresscoach. I perioden indtil han bliver helt rask igen, får du brug for tålmodighed og lidt overbærenhed, da hans humør givetvis vil svinge både op og ned.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————-
Kender du til personer, der er blevet aggressive i forbindelse med stress? Læg gerne en kommentar nedenfor.