Malene skriver under Min historie om stress – Bjarne Toftegård:
“Hej Bjarne.
Rigtig god hjemmeside du har lavet med mange gode råd og værktøjer.
Jeg blev sygemeldt med stress i april 2008 pga en chef der var psykopat, har desuden 2 små børn og en meget arbejdsom mand.
Jeg har været sygemeldt i 1 år og kom på revalidering maj 2009. Arbejder nu 3×4 timer om ugen i en praktikvirksomhed og det er gået godt de første måneder. Efter sommerferien skulle jeg øge op til 17 timer ugentligt og følte at det var en god ide men efter kun en uge gik jeg ned med stress igen, fik alle symptomerne fra dengang, scorer her 1½ uge senere 144 i stresstesten! Det er jo ikke godt!
Tænker nu om jeg nogensinde bliver normal igen?!? Synes det er så hårdt at det tager så lang tid. Har meldt mig syg fra praktikstedet og er ved at komme til den konklusion at det sted nok ikke er det rigtige for mig, jeg vil meget gerne bruge min erfaring med stress til at hjælpe andre så de ikke ender i samme situation, eller til at få dem igennem det på en bedre måde end jeg har, altså med bedre og mere hjælp undervejs.
Jeg skal selvfølgelig klædes på til det evt med en stresscoach uddannelse, el. lign, men jeg kan jo godt se at det ikke bliver foreløbig når jeg har det skidt igen, håber at jobkonsulenten kan se ideen og formålet med min plan og vil hjælpe mig igang.
Hvad er din erfaring med at opnå den fulde arbejdsevne når et stressforløb har taget så lang tid? Selv kan jeg slet ikke se mig selv arbejde 37 timer igen, men sådan er arbejdsmarkedet indretett og det gør det jo ikke nemmere at vende tilbage til det – desværre.
Mvh Malene.”
Hej Malene
Som du erfarer, så kan det tage lang tid at komme sig efter alvorlig stress. Og chefer med psykopatiske træk er noget af det værste, man kan opleve.
Når der går så lang tid med at blive rask, så hænger det som regel sammen med, at stressen havde udviklet sig til en udbrændthed, depression og/eller angst, eller det drejer sig om PTSD, som kan sammenlignes med et traume. Det er vigtigt at få behandlet denne eventuelle følgevirkning. Det nytter ikke noget at blive presset (presse sig) til at komme i gang – tvært imod.
Når du får 144 i stresstesten efter 1½ uge, hvor du har været i gang igen, så viser det, at du hurtigt kommer både fysisk og psykisk ude af balance. Der sidder nok stadig noget “i kroppen” på dig.
Vedr. at få fuld arbejdsevne igen, så vil det nok kræver, at du få en god hjælp, f.eks. psykologhjælp, kropsterapi og/eller medicinering, og at du får mulighed for at blive rask, uden at blive presset for meget, da det vil kunne fastholde dig i din sygdom. Nogle gør det og andre gør det ikke.
Og ja, arbejdsmarkedet – eller måske snarere det offentlige og sundhedssystemet – er ikke indrettet til at hjælpe én i gang igen stille og roligt. Det er positivt, at du vil hjælpe andre, og måske er det en rigtig god vej frem for dig. Jeg håber for dig, at din jobkonsulent er med på ideen.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til ikke at få den fulde arbejdsevne igen? Eller at der går rigtig lang tid? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Hej Bjarne.
evt. andre læsere.
For nogle år siden begyndte min gamle lærerinde og besøge mig, hvad jeg syntes var dejligt. Vi har altid haft noget sammen også dengang, jeg passede hendes børn osv i skoletiden. Forleden dag fik jeg igen besøg af hende,hvad jeg holder meget af, selv om hun er 75 år, så har vi mange fælles interesser. Hun har dog svært ved at forstå at jeg er kronisk syg!! for hun siger altid til mig at jeg skal skynde mig og blive rask så jeg kan komme ud og se hendes flotte have. Jeg har ikke,på grund af sygdom, været i stand til at køre ud til hende i år. Jeg sagde til hende at en efterårs have dog kunne være lige så smuk som en sommer have, så siger hun at hun syntes at hun kun var omgivet syge mennesker i år og rejser sig og siger til mig at de næste tre uger er hun optaget med div. så vi kunne ikke beslutte noget nu og går træt ud til min hoved dør. Jeg har taget det lidt nært, men sagt til mig selv, pyt når hun ikke kan forstå mit helbred. Jeg har på min måde forklaret hende hvordan det står til med mig. Men hun er en dame der aldrig selv har været syg. Jeg har nu skrevet en hilsen til hende og ønsket hendes lille kat alt vel(den er syg) +det som hun skal fejre i fremtiden og skrev så “engang når du IKKE føler dig omklamret af bare syge mennesker har du måske hjerterum for en gammel elev. Jeg ved så ikke om det er forkert, men jeg syntes at jeg har lov til at reagerer på en sådan udtalelse, så kan hun jo selv afgører hvornår hun har lyst til at se mig. Jeg bliver ikke sur over den slags udmeldinger, men vil på en måde give igen. Er det forkert? Sådan er jeg blevet med årene fordi jeg har altid makret ret når nogen dikterede, det vil jeg ikke mere og hvis så går jeg i stykker igen og bliver den pige der gør alt for ikke at blive underkendt af andre.(ja sådan har jeg vokset op og derfor er jeg syg i dag) uanset mit helbred har jeg altid pareret ordre når nogen kaldte.) det kapitel er SLUT jeg vil ikke mere, fordi andre osv.
Med venlig hilsen
Lone Pedersen.
Pingback: Svar til Lone Pedersen