Annette skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne.
Jeg har aldrig rigtig beskæftiget mig med stress, før jeg mødte denne her fyr for 4 mdr siden.
Vi prøvede desperat at få et forhold til at fungere, men det var bare HELT umuligt!
Han kunne kun overholde 10% af vores aftaler, ringede ikke tilbage som han lovede (han kom fra det, eller glemte det). Han satte oftest sin mobil på lydløs, selvom vores aftale var at jeg skulle ringe til ham, da han ikke kunne overskue de mange opkald han fik. Han kunne heller ikke overskue, at venner, famile og jeg satte krav til ham og bebrejdede ham hans aflysning af aftaler konstant.
Han arbejder ikke, prøver at starte noget firma op, hvilket han har brugt snart et år på. Istedet buger han meget af sin tid på at gå derhjemme og “nulre” rundt, og eks bruge en hel dag på at planlægge at skulle vaske tøj, hvilket han så ikke får gjort alligevel!
Han kan også bruge en hel dag eller mere på at male sit stuebord -Eller på at gennemsøge “Den Blå Avis”, for at lave en byttehandel, som så i sidste ende viser sig at han fortryder pga den var meget uovervejet!
Han har et hav af ideer, som aldrig bliver til noget.
Han springer ud af sengen kl 08 om morgenen, fordi han føler at han har ligget og sovet en halv formiddag, og derfor er nødt til at stå op lige NU.. Selvom han ingen planer har for dagen.. Han er altid oppustet og dårlig efter maden, og laver ALDRIG aftensmad, kun takeaway. Han drikker stakkevis af sodavand, og har meget svært ved at holde sig fra slik.
Han lider af sure opstød og søvnbesvær. Han går ud i køkkenet, og glemmer hvad han skal derud efetr. Han glemmer aftaler, aflyser næsten alle aftaler, og er meget selvcentreret. Han holder konstant pauser i sine sætninger, og sidder og funderer over noget helt andet.
Han kan bruge en time på at snørkle rundt og forklare den samme tin på 100 forskellige måder og med 100 forskellige tillægsord, hvor det for andre ville tage 10 min at forklare.
Han virker frustreret, har svært ved nærvær (tager ihvertfald ikke selv initiativ til det), og lægger sjældent op til sex.
I starten kunne jeg jo overhovedt ikke se hvad der var galt, han var bare helt umulig!
Så, var han til lægen med influenza lign symptomer -lægen sagde at det var stress, og gav ham en henvisning til en psykiater (ikke psykolog).
Kognitiv terapi sagde psykiateren, til at starte med 1 gang om ugen. Han har gået der ca 4 uger nu.
Jeg stoppede med ham, da jeg desperat prøvede at fortælle ham, at han var nødt til at give mig nogle redskaber at arbejde med, så jeg vidste hvordan jeg skulle få det her til at fungere.. Det er jo ham der er syg, så han måtte vide hvad der hjalp ham..
Men, han snakkede udenom og sagde at han godt kunne forstå at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med ham, og at jeg havde været utrolig tålmodig.
Jeg har i de sidte 2 mdr været frustreret, og råb ad ham næsten hele tiden.. Manden holdt jo ingen aftaler!
Det var næsten helt fint, når vi var sammen, men ligeså snart jeg gik ud af den dør, så gik det helt og aldeles galt IGEN IGEN!
Fordi han ikke ringede, tog telefonen eller overholdte vores aftaler.
Mit spørgsmål er så, hvordan skal man opføre sig som pårørende til en med stress? Skal man være forstående? Kan de virkelig ikke finde ud af at overholde flertallet af deres aftaler? Hvorfor lytter han ikke til mig, når jeg siger at han skal købe en kalender og skrive sine aftaler op der? Han siger, at bare, at det at få købt en kalender og skrive aftaler op i den er svært for ham.. Kan det virkelig være rigtigt?
Skal man som pårørende være sød, støttende og forstående? Eller må man godt stille krav?
Hvor længe går der før en stresset persom er rask? Skal man bare acceptere, at de aflyser næsten alle ens aftaler, eller ikke tager telefonen? Er det den bedste måde at hjælpe en stresset person på?
Kan man som pårørende ikke få nogle hjælpemidler til at håndtere situationen med?
Er disse her reaktioner jeg har nævnt, virkelig realle reaktioner på stress? Kan den stressede person ikke selv komme med nogle hjælpemidler til hvordan man kan løse dette problem sammen i fællesskab? De er jo den stressede part, så de må da vide hvad der hjælper for dem, og hvad man kan gøre for at hjælpe
dem…
En masse spørgsmål til en stresset situation, for begge parter:-)
På forhånd tak.. Annette.”
Hej Annette
Jeg kan forstå, at du er meget frustreret over din stressede kæreste. Det kan faktisk være meget svært at forstå, at en stresset person er, som vedkommende er, og gør, som vedkommende gør. Alle de ting, du skriver om, kan sagtens hænge sammen med stress.
Når man er alvorligt stresset, kan det være svært at overskue noget som helst og at huske ting. Det kan også være svært at følge gode råd, også selv om man gerne vil. Så, ja, bare det at købe en kalender og skrive i den kan være uoverkommeligt. Hver gang du stiller krav til din kæreste, så er du faktisk med til at stresse ham endnu mere.
Det bedste, du kan gøre, er at acceptere din kærest, som han er for tiden. I stedet for at du kommer med ideer, så spørg, hvordan du bedste kan hjælpe ham. Hvis han siger, at du ikke kan gøre noget, så bør du også accepter det, og blot sige til ham, at han blot skal sige til, når der er noget.
Det er godt, at din kæreste får hjælp af en psykiater. Lige nu skal du nok overlade behandlingen til psykiateren og din kæreste og blot hjælpe, hvis og når du kan.
Det er meget svært at sige, hvor længe det tager at blive afstresset. Det kan psykiateren sikkert give et bedre svar på. 4 uger er ikke lang tid, når man er alvorligt stresset.
Du kan stille krav til din kæreste om at fortsætter behandlingen, men ellers hjælper du ham nok bedst, ved ikke at stille krav overhovedet og at acceptere, at han har det, som han har det, og at han gør, som han gør.
Med venlige hilsen
Bjarne Toftegård
——————————
Kender du til at have en stresset kæreste eller ægtefælde? Hvordan takler du det? Skriv gerne en kommentar nedenfor.
Jeg kan godt forstå din fustration, men en stresset person, kan have meget svært ved at overholde aftaler, og tage beslutninger. Jeg har selv oplevet at gå ned med stress, og det kunne sagtens tage en dag, at samle kræfter til at sætte vasketøj over. Sætningerne kunne jeg ikke fuldføre, fordi jeg simpelthen ikke kunne huske, hvad det var jeg var ved at sige. Hvis man ikke har prøvet, at være stresset kan det være svært at forstå, at ens hjerne kan lukke helt ned, og forandre en så meget. Mit råd, undlad at stille krav til ham en periode, han skal nok blive sig selv igen, men det tager tid. De aftaler han laver en dag, kan virke fuldstændige uoverskuelige næste dag.
Med venlig hilsen
Lene V. Sørensen
Jeg vil rigtigt gerne have et råd.
Jeg ER den stressede kæreste.
Og det føles som om, jeg står i et konstant dilemma mellem kærlighed og frihed. Nogle gange ser jeg en fremtid med hende, andre gange føler jeg, at hun forventer, at jeg kan klare det hele. Og så har jeg udsagn fra familie og venner om, at hun kører mig rundt og ned. Men kan simpelhen ikke finde hønen eller ægget og ser kun løsningen at bevare det brud, vi lige har gennemgået, for at beskytte mig selv.
Er det en normal følelse, når man har stress? Hvad kan jeg stole på?
Hej anonym
Ja, det er helt normalt at have det på den måde, når man er stresset. Dilemmaet mellem kærligheden og friheden vil være der. Man trænger til at være sig selv, og det kan blive så meget, at den trang bliver stærkere end kærligheden. Det lyder ikke, som din kæreste har forståelse for din situation, idet du føler, at hun forventer noget af dig.
Normalt anbefaler jeg, at man ikke træffer nogen store beslutninger, hvis det kan undgås. Den langsigtede løsning er, at du kommer ud af din stress. Hvis dit parforhold skal fungere i den periode, så er det nødvendigt, at din kæreste for forståelsen af, hvordan det er at leve sammen med en stresset. Ellers er løsningen måske, at du bevarer bruddet, og så ser, hvad du mener, når du er blevet afstresset, hvis du til den tid stadigvæk har en valgmulighed.
Mvh.
Bjarne Toftegård.
hej.
Jeg har længe gået og døjet med stress tror jeg, men ville ikke rigtig ind se det er det, for føler det ikke så alvorligt men…. som den første beskriver sin kærste, kan jeg nikke gendkende til og næsten værre, jeg laver aftaler selvom jeg ved at jeg aldrig ville overholde det, feks siger tit jeg skal over og besøg en, og skirver altid et eller andet fis med jeg ikke kan komme desværre, kan finde 1000 forskellige grunde hele tiden, og ja bare at skulle tage sig sammen til og vaske tøj kan tage en halv dag, har arbejdet rigtig rigtig meget også gået hjemme meget 3 år ca hvor jeg skiftende har været på noget praktik, men hver gang jeg kom et nyt sted hen så blev jeg træt af det, og kunne ikke komme op om morgen var syg hele tiden, og det var måske også stress så gik jeg hjemme i 3 uger, og lige begynt i butik kun været der to gange og nu har jeg to sygedage allerede, kan ikke få mig til og sige jeg virkelig bare ikke kan komme afsted, og få ringet til mig læge virker uoverskueligt, ville så også sige der har været meget kaos her hjemme og er der rigtig meget nu, er lige gået fra min kærste, og vi har barn sammen, kan ikke overskue og få ham kørt i dagpleje om morgen, min eks er skredet og ville ikke snakke med mig, min bil er i stykker for 15 gang, og har ingen penge, har to heste der skal sælges inden d 1 og to hunde for skal flytte i lejlighed så har ikke råd, ved ikke hvor jeg skal starte og har dårlig samvittighed over jeg brænder aftaler af hele tiden, kan slet ikke overskue familie kommen sammen, det yderst sjællen jeg er med, og des længere tid der gård des svære får jeg ved at tage med, kan faktisk få hele dagen til og gå hjemme under dyen, og kun nået at få børstet tænder og få morgen mad når de andre kommer hjem fra arbejde…. men stadi ved ikke om det er stress, eller jeg bare er doven, føler mig meget doven, men også stresset kan det hænge sammen ? og hvor skal jeg starte og hvordan skal jeg sige til praktik stedet så de kan forstå det…
Hej Anonym
For mig lyder det mere som om du kunne have en depresion. Jeg syntes du fluks skal ringe til din læge og få hjælp. Og det kan kun gå for langsomt. En depression kræver prof behandling.
Held og lykke med det hele og god jul…
Kære Bjarne
Jeg har en kæreste, som jeg har haft gennem de sidste 5-6 måneder. Han er superskøn, og jeg er rigtig glad for ham, men han er stresset lige nu (á la det der også bliver beskrevet i ovenstående debat).
Egentlig er han ret lukket og har ikke rigtig ladet mig vide, hvordan han har det med mig siden vi mødtes i sommers, men her den anden dag lukkede han op for det hele og fortalte, hvordan han var super glad for mig og nyder den måde, vi er sammen på, når vi er sammen, men hvordan han samtidig ikke rigtig føler noget lige nu – for nogen ting. Han føler sig som “Even Steven”, kan ikke kende sig selv i spejlet (læs: han ser mere brugt ud og har gjort det de sidste 2-3 måneder, hvor der også har været rigtig meget at se til på arbejdet. Bemærk: Han er selvstændig, så det sætter sine begrænser i forhold til at tage fri og deale med det, selvom det er det, han har mest lyst til), og han føler ikke, han kan give mig den kærlighed og opmærksomhed, som han retmæssigt mener, jeg fortjener.
Vi havde en rigtig god snak, og jeg var rigtig glad for, at han omsider åbnede op og viste mig den tiltro, han gjorde ved at gøre det. Dog var outcome på samtalen, at han har brug for luft lige nu, hvorfor vi holder en pause (det var på hans opfordring, at det skulle være en pause og ikke et endegyldigt break up) – hvor vi ikke er sammen med andre (det var mig, der sagde, jeg ikke kunne acceptere, hvis en pause betød, at vi var fri til at være sammen med andre) – til han kan rumme mig i sit liv igen. Jeg var og er meget forstående overfor hans situation og vil bare, at han får det godt igen.
Mit spørgsmål til dig er derfor: Bør jeg slå helt op med ham, så han ikke skal deale med den forpligtelse, der ligger i en pause, hvor vi har lovet hinanden ikke at ses med andre? Eller finder han ro i at vide, at jeg er der for ham?
Jeg synes det er super svært at nå frem til, hvad jeg skal gøre – for det her kan potentielt være manden i mit liv, og jeg vil ikke miste ham, men vil bare gerne, at han får det godt igen. Samtidig er jeg også meget bevidst om, at jeg skal passe på mig selv i det her – og lige nu er jeg bare tom indeni pga. den afmagt, der følger med.
Jeg håber inderligt, du kan hjælpe og give mig et godt råd?
Kærlig hilsen
Den anonyme
Bonusinfo:
– Han er 37 og jeg 30.
– Han har stort set ikke haft nogen forhold de sidste seks år og det pga. at han er så lukket, som han er (ifølge hans eget udsagn), så de kvinder han har set, har ikke villet vente på, at han åbnede sig op. Han siger dog, at han har det anderledes med mig.
Jeg har et par julegaver til ham, som er købt, og som jeg stadig synes, han skal have, fordi de 1) ikke kan byttes og 2) jeg har lyst til at give ham dem, fordi de er af afstressende karakter. – Dem har jeg tænkt mig at mødes med ham og give nu her på onsdag. Derfor kunne det være godt at vide inden da, hvad du mener om, hvorvidt jeg skal tage teten og slå op med ham inden da, så jeg kan tage en snak med ham, når vi mødes.
Jeg står præcis i denne situation lige nu, hvor jeg er blevet sat på pause. Det er sindssygt hårdt.
Jeg er faktisk bare virkelig nysgerrig hvad udfaldet blev af jeres situation?
Der er så mange steder man kan læse om lignende situationer, men aldrig en slutning/opdatering på dem.
Jeg sidder her og føler for den stress ramte, men samtidig også for kæresten. Anette, han har brug for hjælp, af dem han har omkring sig. Han har brug for kærlighed og omsorg, og samtidig et klap på skulderen over den person han i virkeligheden er, og ikke den han er blevet under stress. Han magter bare ikke sig selv, og han er Udemærket klar over, hvad der foregår lige nu. Men det sidste han har brug for er at blive råbt ad, få fortalt hvor doven og skuffende et menneske han er. Det der sker er bare at han lukker mere elendighed ind, og det forværrer blot hans sindstilstand. Jeg er lidt i samme båd, dog ikke helt så ramt, men alligevel lidt. Jeg arbejder på deltid, og ordner stadig en del, faktisk meget på hjemmefronten, og alligevel skal jeg høre for, hvis jeg ikke lige har lagt tøj sammen en dag og andre småting. Jeg bliver SÅ ked af det indvendigt og bliver gal, og går i modsat bås. Jeg har brug for at tage tingene i mit tempo og når jeg magter tingene. Jeg kan godt forstå hvis man har det ad h til, at hvis man skal høre for alt det man ikke gør, så bliver det sq surt, og man føler sig trådt på det følelsesmæssige.
Men samtidig kan jeg godt forstå dig.Jeg ved ikke om i kun har kendt hinanden i de 4 måneder, for så undrer det mig, at du allerede er ved at give op. Kendte du ham før?
Umiddelbart, hvis det kun er 4 måneders forhold, så er det nok som at han ikke magter et forhold pt men ingen tvivl om at han nok holder af dig, men ikke kan klare et forhold nu. Jeg kan forstå dig på den måde, at det ikke er specielt rart at se en man holder af, falde ned i et slags, hvad skal jeg kalde det, “forfald”, det er garanteret hårdt at stå på sidelinjen og se på. Men jeg ved , at jeg har behov for at blive rost, støttet og få en kram af og til. Havde min mand råbt ad mig, så var jeg ikke der længe. Jeg var smuttet ud af døren, ligeglad med hvor det bærer hen. Det er en prøvelse af parforholdet. Men man kan komme igennem, på en nogenlunde fornuftig måde. Og det er med omsorg og kærlighed, og ikke mindst vide at der er en i verden, som ved at man ikke normalt er sådan og at det blot er en fase i livet, som tager lidt tid❤ Pas godt på hinanden!