Jeanette skriver under Spørg om stress:
“Hej
Ville høre om der er nogle, som kan give mit et godt råd med hensyn til stress og energi i forhold til sin partner? Kunne virkelig godt bruge et råd.. Jeg har skrevet hele min historie længere oppe..
Men har bare ingen energi/lyst i mit parforhold.. Selv de mindste ting, som jeg normalt med glæde foretager mig sammen med ham, kan føles total uoverskuelige?? Kan det godt passe at føleleserne fuldstændig forsvinder eller bliver “gemt” væk, når man er ramt af stress?? Håber virkelig der er nogle, som vil give deres erfaringer videre.. For det går mig meget på.. Bliver så meget i tvivl om det er fordi, at man følelser er væk..
Mvh Jeanette”
Hej igen Jeanette
Der er mange, der oplevet det, du oplever. Jeg har været inde på det før her på bloggen, og vil meget gerne tage emnet op igen.
Ved alvorlig stress har vi meget svært ved at rumme og føle noget for andre mennesker. I første omgang de mere perifere, men til sidst også de allernærmeste.
Så, ja, det kan passe, at følelserne fuldstændig forsvinder, når man bliver ramt af stress. Det kan være en svær tid for både den stressede og dennes pårørende.
Til gengæld kan følelser blive desto stærkere bagefter, når man kommer ud af stressen igen, og har formået at holde sammen på trods af det, man har været igennem.
Så hold ud og bekæmp stressen.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————-
Kender du til at følelserne overfor din partner er reduceret eller ligefrem forsvundet i forbindelse med stress? Du hjælper andre ved at skrive om det nedenfor.
Hej Jeanette.
jeg var for 1 år siden sygemeldt med udbrændthed og oplevede at jeg ikke kunne rumme ret meget, selv ikke gode venner, elelr for den sags skyld også mine børn til tider.
Jeg tror det er naturens vink med en vognstang – der siger “hej makker du er der hvor du er bl.a. fordi du ikke tog vare på dig selv i tide, så på den hårde måde må man lære at der kun er 1 at tænke på – sig selv.” Det er utroligt barsk, især hvis man er vant til at tage sig af alt og alle, men man bliver bare nødt til at tage sig af sig selv først og i relativ lang tid for at komme ovenpå efter en omgang udbrændthed.
Fat mod og tro på at det lykkedes. Jeg orkede helelr ikke ret meget i starten – der var dage, hvor en madpakke var uoverkommelig, men nu er jeg næsten i mål, arbejder 34 timer, elsker at være sammen med venner, mand og børn – og dybt taknemmelig over, at de er der stadigvæk – for det skal de nok være, hvis du bare fatter mod nok til at be´om hjælp istedet for at bekymre dig om, at det er det du p.t. har brug for.
Rigtig god bedring !
Hej Inge Lise
Tak for din tilbagemelding.. Indmellem er jeg simpelthen bare SÅ frustreret over, at jeg ikke orker min kæreste og vores forhold.. Det skal dog siges, at det er blevet bedre som tiden er gået. Har pt været sygemeldt i knap 6 uger, og tiden arbejder virkelig til min fordel.. Der sker fremskridt hele tiden.. men har dog svært ved endnu at vurdere, hvor længe jeg skal være sygemeldt.. Og det gør virkelig ondt på mig, når jeg min stress går ud over min kæreste.. Men prøver at hænge i og sige til mig selv, at det hele nok skal blive godt igen og at mine føleleser nok skal komme op i “fulde omdrejninger” igen.. Men heldigvis er jeg heldig med min kæreste, han bakker mig 100 % op, så det skal jeg virkelig være glad for.. Men ved ikke om du kender følelsen af indimellem, at man føler sig utaknemlig? Som om man får dårlig samvittighed over ,at man simpelthen ikke sætter pris nok på dem..
Hmm ja, ved ikke om det her er en omgang “ævl” i dine ører, men tror det lige er min status pt på min situation…
Mange hilsner fra Jeanette (23 år)
hej Jeanette
fro et år siden var jeg sygemeldt med stress i 5 mdr. der var mange dage hvor jeg lovede mig selv at jeg ville gå en tur eller at støvsuge hvor jeg bestemt ikke fik det gjort, oveni havde jeg en mand der ikke kunne forstå mig. “du kan da bare tage sko på og gå” du ved som jeg det er nemmere sagt end gjort. det aller vigtigste jeg har lært er at lytte til MIG. være tro mod MIG. ikke lade andres manglende forståelse/støtte ændre noget du har ondt ikke dem: du skla huske at lytte til dig. jeg er taknemmelig for min egen stress for den gav mig værktøjer, i samarbejde m en psykolog, nu et år efter til at lytte til mig. det er dig der skal hele. husk det!! held og lykke
Majken
Hej Maiken… Tak for dit indlæg… Jeg føler også jeg kæmper mig den rigtige vej.. så det er bestemt rart!! Heldigvis har jeg en meget forstående kæreste, men det ændrer jo ikke på, at det virkelig tærer på vores forhold.. Men vi prøver at kæmpe kampen sammen.. Så det sætter jeg pris på.. Mon du stadig er sammen med din mand? og kom du helskindet igennem det hele?
Mvh Jeanette
ja jeg var et positivt jobskifte igennem:-) og mht mit forhold så tager det tid at forstå og tilgive…. for begge parter, men vi er stadig sammen. så længe det knager så holder det!!
Hehe det var en god betragtning.. ;o) Men derfor kan det godt være svært midt i det hele og se en mening med det hele… Men som regel så går det jo fint alligevel.. Vil sige at jeg har det bedst, når mig og min kæreste er sammen det meste af tiden.. Det er mest, når vi er fra hinanden, at mine tanker kører omkring det hele.. Som om at jeg hviler bedre, når vi er sammen…
Hej
Jeg går igennem det at have stress lige nu…. OG JA det er ekstremt hårdt for mit parfohold til min kæreste.-… Det er faktisk ikke så meget mig der ikke vil men derimod min kæreste… Hun siger hun ikke kan kende mig igen og derfor tager afstand til mig, hvilket er meget hårdt, lige for tiden giver vi ikke engang hinanden et knus eller lignende…
Jeg er dybt frustreret og håber VIRKELIG, at vi kan kæmpe os det igennem sammen, er der eventuelt nogen der har nogle forslag til hvad jeg kan gøre som stresset for at forholdet ikke går helt i stykker….
Hun siger at jeg “klistre” meget for tiden, men går også sygemeldt hele tiden og jeg har ikke lige formået at få nogle venner/bekendte jeg kan besøge, så hun er det eneste sociale input jeg har i løbet af dagen….
Det skal dog siges at jeg nu starter op til noget kor og begynder at komme ved et værested, sådan at jeg kommer lidt ud og det håber jeg tager det værste af min ensomhed…
hej
i forbindelse med den her blog har jeg så spurgt min kæretse hvad det havde af betydning at jeg var sygemeldt 5 mdr og det er måske noget jeres kærester kan bruge… han var meget urolig fro vores økonomi, hvis ik jeg fandt et nyt job… det der med at han kom hjem hver dag efter at have fungeret som samfundsborger og jeg ikke kunne fortælle andet end at jeg endnu engang ikke havde kunnet noget påvirkedede ham også meget for jeg gav jo intet i forholdet. jeg fandt styrke da jeg fik nyt job og tvang mig selv til at gå en tur hver dag efter 14 dages gå tur begyndte jeg at løbe lidt, bare det at jeg gik tur hver dag var et bevs som min kæreste siger på at jeg havde det bedre for det var svært for ham at forstå hvordan og hvorfor jeg havde det som jeg havde. dvs…..frisk luft måske noget litteratur ang stress, se de små sejre som vigtige beviser/tegn på jeres fremgang og forstå at kæresten kan få nok fordi det både gør ondt at se at kæresten er gået i stå, og dette kan slide på forholdet. snak med venner i stedet for kærest engang i mellem og prøv at sidde og tænke på de gode gamle dage der har været det kan også motivere…jeg ved godt det ville være lettere med et brækket ben for det kan ses, men stress skal ikke være et tabu. det jeg kan sige er at i lærer bagefter je´res egen styrke at kende på godt og ondt. HVILKET ER SUNDT
Hej Søren
Jeg kan godt forstå din ængstelse omkring dit parforhold.
det kan åbenbart være svært for partneren at skulle se den man holder af være underfungerende. Men for den som ikke fungerer som ønsket, er det jo ofte ekstremt skamfuldt og ydmygende, at man oveni sin stress også føler sig forkastet af den man tror man kan få støtte fra.
Det kan være at fremmede mennesker, som ikke har brug for at du skal holde dig indenfor et bestemt “billede” bedre kan give dig kontakt for tiden. Min kæreste kan finde på, at blive fordømmende hvis jeg ikke lever op til det billede han har af mig, indeni sig. Så kan han finde på at sige: “kan du ikke opføre dig voksent for en gang skyld” det er jo dybt krænkende at blive mødt med sådan en retorik, men nok et udtryk for, at han føler afmagt og ikke har overskud til at støtte… parforhold er i forvejen svært, men det bliver bestemt ikke nemmere af at den ene får stress eller er syg i en periode. Man kan blive meget vred og såret over, at partneren ikke er der for én…Men på den anden side skulle det jo gerne ske frivilligt…
<nu ved jeg ikke om du bor et sted hvor det er muligt, men en kat eller hund kan fylde på en god måde, så man evt. ikke er såmeget på sin partner hele tiden… bare en idé.
Else
Hvordan bør jeg som partner være overfor min kæreste i sådan en situration? (Vi bor ikke sammen)
Min kæreste er pludselig blevet ramt af stress og har nærmest ikke timer nok i døgnet. I den forbindelse forsvandt følelserne fuldstændigt for mig, og jeg blev til hendes ex. Hvilket jeg kan læse i denne blog, ikke er helt unormalt for en stresset person?
Hvordan bør jeg reagere? Skal jeg lade helt være med at kontakte hende og give hende den ro hun behøver? Skal jeg kontakte hende så meget som muligt med søde beskeder for at vise jeg støtter hende?
Jeg VED følelserne kun er borte pga stress, og de skal nok komme igen. Men vil jo helst ikke gøre det være for hende, samtidig vil jeg jo heller ikke glemmes helt…
Hej Carsten
Puha – den er godt nok svær at svare på.
Er hun alvorligt ramt af stress, så kan hun lige nu kun rumme sig selv og selv det kan være enormt svært.
Alt hvad der hedder forventninger og krav fra andre er der ikke plads til. Så du må intet forvente af hende – absolut intet.
Ingen sex – ingen lækre måltider – ingen kærtegn – ingen interesse for lange intime samtaler, eller for dig og dine problemer – ja, faktisk kan du ikke engang forvente et svar, hvis du sender hende en sød sms. Det er jo en forventning og forventninger vil stresse – også selv om det er kærligt ment.
Hun er sat i venteposition – stand by, eller sat på pause om man så må sige. Det som sker med hende, sker inde i hende selv. Hun er som et spejl der er gået i 1000 stykker og nu skal hun have alle brikkerne sat sammen igen. Vel og mærke på en anden måde end de sad før og alligevel skal alle brikkerne passe fuldstændig sammen.
Det er en lang(sommelig) proces og arbejdet skal gøres af hende. Det kan tage rigtig lang tid – vi taler måske år her og du kan ikke gøre ret meget for at hjælpe.
Du kan faktisk bare være med på sidelinjen. Vise at du holder af hende, støtter hende, elsker hende. Uden at stille krav – uden forventninger.
Spørgsmålet er så, om du har lyst til at stå på sidelinjen i så lang tid. Om du har tålmod til den rolle. Om din kærlighed kan holde til ikke at få den respons, som man normalt forventer fra mennesker man holder af og elsker.
Det må du gøre op med dig selv. Det er ikke nogen nem vej, hvis du vælger at gå den. Faktisk er den højst utaknemmelig og det er langt fra sikkert, at resultatet står mål med din indsats.
Varme tanker herfra….
Nynne
Tak for svaret.
Nu er jeg jo allerede blevet dumpet pga mistet følelser (forårsaget sf stress)
Jeg synes der er mange interresante blog inlæg om dette emne, men generalt meget lidt info til os som er kærester, eller ex-kærester som i dette tilfælde.
Jeg vil følge dine råd, og være der for hende i det omfang hun har brug for. Lidt venlige sms’er i ny og næ. Støtter hende i hendes nye ting, og så ellers håbe på at det kan hjælpe hende til at gå hendes spejl samlet.
Og forhåbentligt bliver min brik igen en drl af spejlet
Hej Carsten
Jeg står i samme situation som dig, og er interesseret i at høre hvordan det er gået jer ?
Min mand gennem 12 år gik ned med udbrændthed i august 2014. Han har slet ikke arbejdet med sig selv, og da han er selvstændig, har han kun prioteret sit firma, hvilket har efterladt mig og hans 2 børn i totalt limbo.
Jeg kan fuldstændig gennemskue ham og hans problemer, men når han ikke selv kan, er der ingen hjælp han vil modtage. han har istedet valgt at kaste sig ud i et nyt forhold, men kan mærke på ham han ikke helt vil give slip på mig, hvilket styrker min tro på jeg har ret i det er udbrændtheden, der har forårsaget han ikke tror han har følelser for mig mere. Jeg har støttet ham alt jeg kunne, og havde nok gjort det samme om igen. Han har stadig et svært forhold til sine børn, han har mistet mig, han ser ikke sin familie ret meget og selv hans bedste kammerat ser han ikke mere. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham, for dette kan ikke være livet, og jeg savner ham stadig rigtig meget.
Jeg håber du er et bedre sted i dit liv.
Hejsa Carsten og alle I andre.
Jeg mødte min kæreste for 7 måneder siden. Sidste uge væltede det hele og han blev sygemeldt i 6 uger. Vi har haft det så fantastisk indtil sidste mandag. Jeg er ikke blevet fyret og han har fortalt at han har brug for ro. Det giver jeg ham men allerede her en uge efter savner jeg ham voldsomt. Måske det her råd kan hjælpe andre for jeg har simpelthen lavet min kalender om så jeg flere gange om ugen har noget sjovt på programmet. Skriver ikke, ringer ikke – gir ham helt ro og så må vi se om han vender tilbage – hvilket jeg HÅBER!
Så måske et godt råd er – træk dig helt og se tiden an. Er sikker på st følelserne kommer tilbage igen
Kan se jeg ikke er alene 😭
Kopier ind her, hvad jeg har skrevet et andet sted. For jeg er virkelig på herrens mark 😪😭😭
_______________________________
Min mand blev ramt af stress i okt..
Vi har været sammen i 23 rigtig gode år, masser af kærlighed og nærvær, ingen problemer ingen skænderier. Ja et meget lykkeligt liv..
14 dage efter hans sygemelding havde vi 14 fantastiske dage og pludselig er han blevet følelsesløs, og siger han ved ikke om han elsker mig mere eller han ved ikke hvad han føler. Han snakker ikke med mig om, hvad der foregår, for han ved det ikke selv??
Jeg er fuldstændig knust og jeg VED dybt inde, at han elsker mig. Vi havde det så sindssyg godt sammen, inden alt det her.
Jeg er flyttet ud af vores hus – han vil separeres og bare have ro og finde sig selv. Han lovede at kæmpe for os.
Jeg kan ikke få ham til, at søge hjælp. Stress coach har afsluttet ham efter få samtaler.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal få ham til, at få hjælp, så jeg ikke mister ham helt. Han er hele mit eksistensgrundlag. Vi er “kun” 40 og 49 år. Og jeg ved bare, vi har et godt og langt liv sammen, hvis han fik hjælp og kunne indse, at alt det der sker er SÅ typisk stress relateret.
Hvad gør jeg?
Kh den fortabte.