Anja skriver under Spørg om stress:
“Jeg er en kvinde i slutningen af 30erne, med lederjob, kæreste og enlig mor til to børn. Har netop taget stresstesten og kan se at jeg scorer alt for højt. Jeg har igennem det seneste år følt mig meget presset af at føle at jeg altid skulle være “på” og at mit liv først og fremmest handlede om, at møde alle andres behov. Behov for alt lige fra tid, opmærksomhed, økonomiske bidrag til praktisk hjælp og emotionel støtte. Hvis jeg forsøgte at prioritere mig selv bare en lille smule (ved f.eks. at udbede mig en friaften uden samvær) udløste det kraftigt mishag og ofte også timelange diskussioner med min kæreste om, hvorfor jeg dog havde brug for at trække mig tilbage, når vi i forvejen havde så lidt tid til samvær. Resultatet blev at jeg ikke orkede diskussionerne og holdt op med at prioritere mig selv. Mit liv begyndte mere og mere og smuldre og jeg kom bagud med skal-opgaverne (rengøring, oprydning, lektielæsning osv) og blev mere og mere træt og indadvendt. Jeg føler mig helt drænet og føler slet ikke jeg har lyst til andet end bare at være mig selv. Får nogengange tanker om at “forsvinde” – bare pakke en kuffert og forlade det hele. Men får også enormt dårlig samvittighed overfor mine børn over at tænke sådan. Jeg elsker dem jo! Det er bare som om at jeg har gang i et regnskab, med kronisk røde tal på bundlinien. Og afregningen manifesterer sig ved manglende glæde og tiltro til fremtiden, diffuse smerter i kroppen, træthed, isolationstrang og følelsesforladthed.
Er det tegn på stress?
Hvordan får jeg min kæreste til at acceptere, at jeg ikke kan tilfredsstlle alle hans behov for social kontakt og nærvær, på bekostning af balancen i mit liv. Jeg bliver faktisk mere og mere fraværende, jo mere opmærksomhedssøgende og krævende han bliver. En ond cirkel af to positionet, der forstærker hinanden.
Jeg ville blive glad for nogle input
Mange hilsner
Anja”
Hej Anja
Jeg tror, at alle risikerer at blive stressede af det liv, du beskriver, så der er nok ingen tvivl om, at det er stress, du oplever. Den udvikling, du beskriver, svarer også til det man oplever ved alvorlig stress. Og de symptomer du beskriver lyder også som alvorlig stress.
Det lyder som en ond cirkel, du er inde i, i forhold til din kæreste. Men det er vigtigt, at du hverken giver dig selv eller ham skylden for stressen. Stressen skyldes ikke, at du ikke har din egen tid. Den skyldes hellere ikke, at han ikke forstår dig. Stressen hænger sammen med noget dybere end det, og for at du får det godt igen, er der nødvendigt at arbejde med det. Du skrive om, at du i længer tid har følt dig presset, at være “på” og at opfylde andres behov. Det er ting, du kan få hjælp til at arbejde med, så det ikke får lov til at stresse dig. At få tid til dig selv vil midlertidigt give dig lidt overskud, men ikke løse dit problem. Jeg vil anbefale, at du får fat i en psykolog eller en stresscoach, så du på den måde kan komme ud af stressen og lære at forebygge fremtidig stress.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————————
Til andre læsere: Kender du til ikke at få tid til dig selv? At det bliver for meget? Skriv gerne om det nedenfor til hjælp for Anja og andre i lignende situationer.
