an skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne Toftegård
Først lige et tak for Kanon hjemmeside.
Min mand blev sygemeldt pga Stress/depression for godt et år siden, han var sygemeldt i ca 2 mdr og startede derefter på 1/2 tid på arbejde i ca. 14 dage og derefter arbejdede han normalt. Han har gået til psykolog i hans sygeperiode og det synes han, at han kunne bruge til noget. Vi synes at det stadig kniber med ham….
Han kan stadig ikke have mange mennesker omkring sig og hvis der er mange mennesker, kan han ikke koncentrere sig om den person han snakker med pga uroen omkring sig. Vi siger stadig nej tak til nogle invitationer fordi han bliver helt “tiltet” oveni hovedet, når vi er ude blandt andre.
Han glemmer tit og i hans daglige arbejde må han skrive de sager, han har, ned på papir, for hvis der evt. skal følges op på noget senere eller hvis han skal snakke med en kunde om noget.
I hans arbejde bliver han hurtigere irriteret, hvis nogle kollegaer sender ham en forholdsvis let sag, som han mener de selv let kunne have klaret eller hvis han kommer ud til kunder og der så er mere han skal se på end de eksempelvis havde sagt i tlf. eller pr. mail.
Han skal helst have fuldstændig ro omkring sig, når han snakker med kunder i tlf. ( han har pt. hjemmekontor, men skal flyttes til kontor med “åben landskab”….- kan det være godt ?).
I hans hverdag er han allerede psykisk træt omkring kl. ca.14.
Hvis han skal lave noget fysisk herhjemme f.eks. haven/inde i huset, kunne han førhen arbejde i døgndrift, men nu er det max. 2 timer, så er han helt flad/færdig og man kan se det på hans ansigt, at han er helt brugt op. ( han tager den ellers meget med ro ). Han kan også ellers pludselig blive træt.
Vi har nogle gode venner, som siger, at han er blevet meget stille og ikke er så nærværende og at han slet ikke er den person, der sprang rundt førhen og kom med sjove replikker.
Efter hans sygemelding for et år siden, har han arbejdet meget med sig selv og med at tage den med ro – han har heller ikke kræfter til andet…
Nu er vores spørgsmål så: Kan man have eftervirkninger af stress resten af sit liv ? og kan man blive testet for det ? .
Hvor lang tid skal man regne med der går, før man ikke har disse eftervirkniger ? Eller er manden stadigvæk stresset?, trods det, at han har gearet meget ned på hjemmefronten.
Mvh an”
Hej an
Det er helt tydeligt, at din mand ikke har særligt meget overskud endnu. Han bliver hurtigt psykisk træt, og han kan ikke overskue særligt mange mennesker. Som du beskriver hans tilstand, er det ikke kun et spørgsmål om stress. Hvis det “bare” var stress, var han kommet ovenpå igen nu. Du skriver, at der også var noget depression oveni, og som du beskriver det, lyder det også som lidt udbrændthed. Det er begge dele noget, man kan komme over, men det tager tid, og det kan godt tage mere end ét år. Jeg vil foreslå, at I taler med hans læge, om der stadigvæk er noget depression eller udbrændthed inde i billedet, og hvordan den bedst muligt kan behandles. Lægen tester det ved at stille en række spørgsmål. Husk at være 100% ærlig overfor lægen.
Det er sjældent, man har eftervirkninger hele livet. Men hvor hurtigt man kommer ovenpå igen, kommer meget an på omstændighederne og den hjælp, man får. Man skal se på helheden og inkludere f.eks. kost, søvn, motion, velvære. Det er også vigtigt at minimere stressen i hverdagen. Det vil hjælpe din mand at lave som meget som muligt, der giver ham overskud, og så lidt som muligt, der giver ham underskud. Og så skal I være meget tålmodige.
Vedr. det åbne kontorlandskab, så vil det på ingen måde være en fordel for din mand. Tværtimod.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
—————————-
Kender du til at det tager lang tid at komme ovenpå igen? Hvordan klarer du og dine pårørende det? Skriv gerne om det nedenfor, for at hjælpe andre.
Hej an,
Der er fordele ved åbne kontorlandskaber, men jeg tror, at arbejdsgivere har svært ved at se ulemperne.
Mit arbejde kræver fokus og koncentration, men alligevel er jeg anbragt i et rum med andre, der snakker om alt muligt andet – når det passer dem – og hvor radioen går hvis der bare er én, som ikke kan tåle at lytte til stilheden (=lytte til sig selv).
Måske vi skulle starte en facebook gruppe mod kontorlandskaber …
Du spørger: Kan man have eftervirkninger af stress – og kan man blive testet?
Jeg blev for mange år siden udsat for et et groft væbnet bankrøveri – så mange år siden, at der ikke var noget, der hed psykolog- eller krisehjælp. Jeg kan stadig huske det fra tid til anden. Men ved at tale om historien, ved at gå ind i de følelser, den giver mig, og ved i det hele taget ikke at prøve at gemme den væk, så er det lykkedes mig at fungere godt i sistuationer, som andre kan have angst for. Men jeg arbejder ikke i en bank længere.
Jeg har haft en ubehandlet stress og udbrændthed i mange år. Og jeg tilskriver mine symptomer (træthed, hukkommelsessvigt, glemsomhed, følelelslabilitet, …) de mange stressorer jeg så lang tid var udsat for.
Men jeg tror ikke det er vigtigt at blive testet. Jeg tror, det er vigtigt at have det godt.
Bjarne Toftegård taler om at tiden ikke er noget der går, men noget der kommer. I denne sammenhæng betyder det for mig, at jeg ikke skal fokusere på “de dårlige gamle dage”, men på hvordan jeg får mest ud af min dag i dag. Jeg er netop ved at sætte et fast punkt i min kalender: pas godt på mig selv! Her kan jeg meditere, eller slappe af eller planlægge ferie, eller finde ud af hvad jeg vil være allermest glad for at gøre i næste uge/måned/år.
På den måde kan en langtidsvirkning af stress blive et bedre liv. Det er i hvert fald mit håb og min ambition.
Pas godt på dig selv – og giv din mand samme opfordring 🙂
Hej.
Ang. eftervirkninger efter strees eller udbrændthed, har jeg oplevet at det tar lang tid at komme på fode igen. Jeg blev syg for næsten et år siden og var sygemeldt 3 mdr, hvor jeg bare skulle passe på mig selv. Begyndte så langsomt i mit eget tempo at arbejde igen og er nu næsten et år efter mit sammenbrud, næsten på niveau som før. Der er dog stadig ting jeg undgår, da det giver mig stress symtomer,og sådan er det. Jeg accepterer nuet og prøver mig selv af når jeg har overskudet til det. Vær tro mod dig selv og nyd de ting der lykkes. At ville er ikke nok ,man skal også ha kræfterne til det. Sig pyt til de ting der ikke lige går som du havde håbet og glæd over de ting der går godt. Ja det tar lang tid og nogle gange tvivler jeg da også på om jeg nogensinde bliver mit “gamle” jeg. Vender det om og siger til mig selv at mit “gamle”jeg var med til at jeg blev syg, så det “nye” jeg byder jeg velkommen.
Giv dig og din mand tid.
Pas på hinanden.
Hej Bjarne – og hej An.
Jeg kan nikke genkendende til rigtig meget af det An omtaler. Om ikke at kunne rumme at være i en situation hvor der er mange samtaler omkring en, fordi jeg ikke kan koncentere mig om nogen af dem. Om at være ekstremt trætbar. Om ikke at kunne få styr på tingene til trods for at man skriver lister osv.
MEN
Min situation har været uændret – eller måske endda forværret – i løbet af min sygemeldingsperiode, som har varet i mere end 3 år! Jeg har altså gået ledig, og været fri for krav og yderligere stresspåvirkninger fra et job. Alligevel er der ingen bedring at spore på de områder. Psykolog, læge og jeg selv er enige om at jeg ikke har depression. Jeg er som regel i godt humør, dyrker med glæde mine interesser og mine sociale relationer mm. Men omvendt, så mener jeg ikke det er stress. Men følgevirkninger af stress. Ellers ville der da være bedring efter så lang tid, og med forløb hos både psykolog og læge? Men hvad er det så?
Jeg er nu strandet der hvor systemet ender (sygedagpengestop pga tidsbegrænsning) men da alle jo mener det bare er stress, så går det nok over og så er jeg ikke egnet til hverken førtidspension eller flexjob. Så skal jeg bare vente til det går over. Men efter mere end 3 år uden bedring, så er det svært at se hvordan…så nu står jeg til at ende uden indtægt på ubestemt tid, fordi stress jo går over. Jeg mener som sagt ikke det er tale om stress længere, for så ville jeg ha oplevet bedring og ikke stilstand/forværring i den lange periode uden job mm.
Hej Bjarne og An
De ting du spørger Bjarne om er også ting jeg har gået og funderet over i lang tid. I 2005 blev jeg indlagt med en overanstrengelses udløst depression som psykiateren udtrykte det. Jeg var sygemeldt i ca. et år. Fik medicin for min depression. Det der udløste det hele var et meget dårligt ægteskab, alt for meget arbejde og en utrolig dårlig økonomi. Efterfølgende synes jeg at jeg har fået et nyt og godt liv, ny kæreste nyt arbejde og nyt sted at bo. Alligevel oplever jeg at der “mangler” noget i forhold til før. Jeg har ikke den samme glæde ved tingene. Der indsniger sig hurtigt en eller anden form for ligegyldighed. Jeg burde gå rundt og være glad og tilfreds med mit liv, men er det ikke.
Kan ikke sætte fingeren på hvad det er der er ændret.
Jeg oplever stadig at jeg nemt bliver presset på arbejde, jeg arbejder som programmør i industrien. Jeg kan også nemt blive irriteret hvis jeg synes arbejdsopgaver som andre burde have haft pludselig bliver mine eller hvis arbejdspresset bliver for stort. Jeg vil utrolig gerne tilbage til den jeg en gang var, glad og meget levende. Hvis der er nogen der har gode råd hører jeg dem meget gerne.
Hej Johnny
Jeg var syg med stress (ikke depression) for tre år siden. Det har mærket mig for livet, og jeg skal hele tiden arbejde for at sikre at mit liv balancerer. Måske er jeg blevet skadet af at få stress, eller måske er jeg bare blevet mindre tolerant over for belasninger som jeg faktisk ikke bør tolerere.
Det vigtigste råd jeg fik dengang og som jeg stadig benytter i perioder med pres: Jeg noterer tre ting fra dagen i dag som har givet mig energi. Opgaven er ekstrem banal og meget effektfuld – i hvert fald for mig.
Jeg har f.eks opdaget hvor meget energi jeg får af at gå en lille tur og sætte mig på en bænk. Jeg har fundet ud af at selvom jeg kan føle trang til at gå for mig selv når jeg er presset, er det bedre at være sammen med nogen der er tæt på mig. Jeg har fundet ud af at det gør noget enormt godt for mig at dække et pænt bord når jeg skal spise og at jeg bliver tanket op af at danse og gå til foredrag. Til gengæld drikker jeg mig ikke fuld længere. Det gør ikke noget godt for mig.
Øvelsen har betydet at jeg har ændret dramatisk på min omgangskreds. Nogle venskaber er helt stoppet, andre er nedprioriteret og andre har jeg opprioriteret. Jeg fandt ud af at nogle mennesker lyttede til mig og syntes det var dejligt jeg bare sad i deres sofa, mens andre byttede ydelser med mig og havde en tendens til at vurdere og evaluere mig. Det kunne jeg ikke holde til.
Jeg vil anbefale dig at lave øvelsen hver dag i en periode på et par uger. Måske kommer det ligesom for mig også til at give dig klarhed over om du egentlig tanker op når du tror du gør og om du bruger din tid og dine ressourcer de rigtige steder.
For mig har den her simple øvelse – og de tilvalg og fravalg den naturligt ledte hen til – betydet at der er mere kærlighed, varme og ro i mit liv. Det håber jeg du også finder.
kh. Mirjam
Hej Bjarne, an og andre
jeg har længe prøvet på at finde nogen som havde erfaringer med eftervirkningerne af stress, fordi jeg efterhånden må erkende at jeg aldrig får mit “gamle” selv tilbage. jeg har været sygemeldt 5 gange med stress, sidste gang for 4 år siden i 3/4 år. jeg har hele mit voksne liv arbejdet med børn og unge i Københavnske institutioner, og fik heldigvis for ca. 5 år siden et mindre krævende job, stadig som pædagog, hvilket jeg er meget glad for. Men jeg ved nu at jeg ikke bliver bedre, bl.a. har jeg stadig svært ved at genkende mennesker og ikke mindst huske deres navne, jeg glemmer de mest almindelige ord midt i samtaler, jeg skal helst ikke foretage mig noget på hverdagsaftener for ikke at være helt udmattet dagen efter, jeg skal heller ikke for meget i weekenden, jeg har svært ved at koncentrere mig når der er uro og jeg bliver nemt meget træt. Men jeg er ok. -man må jo under alle omstændigheder lægge sit liv om, når hamsterhjulet kører hurtigere end man kan følge med. Men jeg kunne godt tænke mig at vide om der bliver forsket i eftervirkningerne af stress??
Mvh Mai-Britt
Hej Mai-Britt
Tak for dit indlæg. Det er rigtig relevant at se på, hvilke konsekvenser langvarig og tilbagevendende stress kan have. Hvis man taler med forsikringsselskaber, jobcenter m.v., så ved de det godt. Men mig bekendt er der ingen, der forsker i det. Der er ikke rigtig politisk vilje til det, og dermed ikke penge til det. Hvis der er nogen, der kender til noget, så skriv det endelig her.
Mvh Bjarne