J skriver under Spørg om stress:“Hej
Jeg har et enkelt spørgsmål vedr. stress – eller rettere eftervirkninger af stress.
Jeg har været sygemeldt i 4 måneder med stress omkring årsskiftet 2008/09. Fik i den forbindelse af min arbejdsgiver tilbudt psykologsamtaler, hvilket var rigtig godt. Jeg begyndte på arbejde igen i april 2009, og fik sammen med arbejdsgiver styr på de ting, som var årsagen til min stress.
Så vidt så godt.
Mit problem er , at jeg siden sygemeldingen ikke rigtigt kan fungere ordentligt på det personlige plan. Jeg er bange for, at det er nogle eftervirkninger af stressen, som ikke vil holde op. Jeg er blevet en rigtig tude-kiks som ikke kan styre mine følelser. Jeg bliver utroligt let ked af det – sådan rigtigt for alvor. Kan bedst sammenligne følelsen med den sorg man føler, når man oplever et dødsfald i familien. Følelsen opstår i mange forskellige situationer, men mest i forhold til min partner. Jeg er efter 15 års ægteskab pludselig begyndt at tvivle på, om jeg er elsket og ønsket, og om min partner er på udkig efter en yngre, tyndere, smukkere og mere attraktiv model end mig… Det er det rene nonsens, men jeg kan ikke slippe det… Jeg har tænkt på, om stress kan påvirke ens selvværd så meget, at man slet ikke kan komme ovenpå igen. Hvad kan jeg gøre?
Hilsen J”
Hej J
Ja, stress kan godt have nogle eftervirkninger, som rækker udover en sygemelding. Vi kan blive mere følsomme, vores selvværd kan have lidt et knæk, og stressen kan have udviklet sig til en depression. Det lyder, som du kunne have en komponent af disse ting. Desuden kan stressen også have påvirket hukommelsen og vores mentale evner. Disse ting er normalt ikke varige, men det kan tage tid, før man er helt helet igen.
Når du har det, som du beskriver, og da det har stået på et godt stykke tid, så vil jeg foreslå, at du taler med din læge om det. Der er flere ubalancer i kroppen, der kan være med til at give ændringer i humøret / psyken. Lægen kan også være med til at afgøre, om stressen har udviklet sig til en depression. Hvis lægen har en behandling, er det fint. Ellers er det måske selvværdet, der skal sættes effektivt ind overfor. Her vil en psykolog kunne hjælpe dig, men det skal helst være en, der giver kognitiv terapi.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————-
Kender du til at stress har givet ændringer på det personlige plan? Skriv gerne om det, for på den måde at hjælpe andre.
Hej J.
Jeg blev meget grebet, af dit indlæg vedr. eftervirkninger af stress. Egentlig blev jeg også lidt lettet, fordi jeg selv oplever det du beskriver. Jeg har været sygemeldt i samme tidsrum som dig og på samme tidspunkt, altså er vi lige “langt” fra stress-sygemeldingen. Jeg er også blevet langt mere sårbar end før, og desværre også jaloux. Min mand og jeg har været gift i 22 år, og jeg ved med mit hoved at jeg er elsket, men ofte og ved små ting, løber følelserne (jalousien) af med mig og jeg har svært ved at styre det, bliver vred og ked af det. Havde det ikke sådan før sygemeldingen. En grim følelse af ikke at have helt styr på sig selv synes jeg.
Jeg er efterhånden ved at erkende at denne stress trækker rigtig lange seje spor efter sig, og at jeg stadig skal passe rigtig godt på mig selv. Det er meget tydeligt at jeg får det værre med mine følelser når jeg presser mig selv tidsmæssigt og at jeg kan klare meget mindre end jeg egentlig gerne vil. Men det kræver også noget selvværd at melde fra til arrangementer mm., det føles lidt “pivet” stadig at skulle sige at man passer på sig selv, og ofte falder jeg da også i og gør mere end jeg egentlig kan rumme, og straks kommer regningen, værst for mig selv men rammer jo også mand og børn. Jeg prøver at skabe små “øer” i hverdagen og i kalenderen og at få nogle gå/løbeture ud i naturen, og at tænke i hvad der gør mig glad og godt tilpas. Jeg har også haft gavn af at læse bøger om stress, for at holde fast i mig selv plus at finde støtte. Jeg lånte en for nylig, tror den hedder: “livet efter stress”, synes den er god. Husker ikke lige forfatteren.
Håber rigtig meget at det her heles med tiden, også indlæring og koncentration.
Mange hilsner Birgit
Hej,
Jeg har været sygemeldt i snart 12 mdr. Gik ned med svære stress symptomer, fik en dyp depression og efterfølgende angst med panik angst.
Jeg har fået det forklaret således at hvis man tegner en graf over en process med svær stress/depression så vil 1/3 være den meget hårde del, der er fyldt af svære symptomer og stor trished – det sorte hul som det kan syntes umuligt at komme ud af. Og 2/3 vil være tiden efter hvor du langsomt finder op til overfladen, ind til dig selv igen, lære dig selv rigtig at kende og bliver klar til at begynde at arbejde med dig selv. Altså her den rigtig vigtige men også hårde tid ligger foran dig. Så hvis du har været sygemeldt i 4 måneder – er du måske kun kommet igennem den 1/3 og har et efterslæb (eftervirkninger) der kan tage dig lang tid (8 månder eller mere) at komme igennem.
Der er ingen tvivl om at det tager lang tid at komme rigtig ovenpå igen og at få selvværdet i top. Mange starter op for tidligt fordi de er pressede hertil af den ene eller den anden grund og efterlader terapien som specielt er vigtig i de sidste 2/3 af perioden – det er jo først når du er kravlet op af hullet og er istand til at se dig tilbage at du er klar til at komme videre.
Jeg arbejder hele tiden med mig selv og har som led i min process skrevet min historie og erfaringer som er gjort tilgængelige på http://www.combyk.com
Varme tanker
Hej
Jeg havde en stress periode i 2007, men og jeg læser at man er lang tid om at kommer sig helt over den.
Men jeg føler at min hjene præstation aldrig er kommet tilbage på niveau, som den var før.
Jeg var tidligere “skarp” og hurtigt tænkende, og mange gange siden har jeg oplevet at “min hjene ikke fungere” optimalt. Opgaver som jeg finder for komplekse, og som jeg ikke kan overskue, ville før ikke være noget problem.
Jeg syntes, at jeg er blevet hjerneskadet..
Hvordan udnytter jeg hjerne kapacitetn mere/bedre?
Vi bruger jo kun en lille del, så der burde være nok at tage af…
På forhånd tak.
Hej igen.
Jeg skrev i december sidste år om, hvordan jeg følte, at jeg havde ændret personlighed og havde mistet troen på mig selv efter en stress-sygdom (for det er vel en sygdom??) Jeg skrev dengang, at jeg ikke længere følte, at jeg fungerede normalt på det personlige plan, og at jeg var blevet ekstremt følsom og ked af det over ting, som jeg aldrig havde haft problemer med før.
Nu er der efterhånden gået over et år siden jeg vendte tilbage til mit job efter sygemeldingen, og først nu – så længe efter – er jeg lige så stille begyndt at føle mig “normal” igen. Jeg er ikke længere så forfærdelig følsom og “tude-agtig” hele tiden, og jeg har opdaget, at min frygt for at blive forladt af mand og børn er helt og aldeles ubegrundet.
Jeg har stadig dage, hvor jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan noget som helst mere, men der er heldigvis blevet længere imellem.
Så jeg er glad nu. For der er et normalt liv efter stress. Det tager bare lang tid at komme derhen.
Skal jeg sige noget positivt om min stresssygdom, så er det, at jeg i dag sagtens kan sige blankt nej til ting, som jeg føler vil stresse mig. Og jeg er blevet meget bedre til at mærke, hvornår der skal siges nej. Jeg kan mærke forskel på den der “lille” stress man oplever i forbindelse med en deadline fx, og så den “store” stress, der gør mig syg. Jeg har besluttet mig for, at jeg ALDRIG vil sætte mig selv i en situation, hvor jeg skal opleve stress på den måde igen. Så hellere sige nej, og måske blive upopulær, set skævt til, eller hvad der nu kan ske. For mit helbred er sgu vigtigere for mig end andre menneskers stødte følelser.
Til alle jer der stadig sidder og synes at det hele ser håbløst ud: Hold ud, for der findes virkelig et dejligt og godt liv efter stress. Man skal bare bruge lidt tålmodighed og søge den hjælp man kan få – det være sig i form af støtte fra familie, venner, fra informationssøgning som fx denne internetside og stor tålmodighed og overbærenhed med dig selv.
Tak fordi I gad at læse med.
Mange knus
J
Vigtigt indlæg der indgyder til håb for fremtiden hos alle os der har haft stress i større eller mindre grad – tak for det.
Udover Toftegårds rigtige gode bøger/hæfter må jeg også slå et vigtigt slag for “stressfri på 12 uger eller mere” af Majken Matzau.
Pøj pøj til pionerer derude. Husk jer selv. Rigtig god sommer 🙂
Jeg er meget enig med Karina. Jeg har fået så massive skader på min hjerne at jeg nu står til førtidspension grundet stress. Jeg har ikke som sådan stress længere, men skader på min hukommelse og koncentrationsevne især er så voldsomme at jeg ikke længere magter at få en hverdag til at hænge sammen med et job. Og da der ingen bedring er sket over de sidste 4 år – desværre er det tværtimod blevet værre – så er min tilstand nu blevet erklæret som varig.
Jeg ved at det er meget meget få, der ender med så store skader som jeg har oplevet, og derfor skal man ikke være pessimist fordi der er problemer med hukommelsen i lang tid efter stress. Men man skal godt nok tage det alvoligt…!
Jeg er gået ned p. g. a. lang tids intens stress og mobning og har været sygemeldt i 4 måneder. Jeg har haft alle de klassiske symptomer, hjertebankning, ondt i maven, diarre, hovedpine koncentrationsbesvær problemer med hukommelsen søvnproblemer m. m. Det er gået langsom fremad, men nu synes jeg ikke længere at der sker forbedring. Jeg græder stadig meget og føler mig usikker og bange får rysteture og ufrivillige næsten spasmeagtige bevægelser. Der er enkelte nogenlunde dage ind imellem men jeg har endnu ikke haft mere en et par timer hvor jeg følte mig godt tilpas. Det mindste pres uanset hvad og alt bryder sammen.
Det er aftalt at jeg skal tilbage på jobbet 1. september man så kommmer alle spørgsmålene. Kan jeg klare det? Vil de acceptere at jeg ikke kan så meget mere? Vil mobningen fortsætte? Hvad hvis jeg ikke kan, hvordan så med min økonomi? (er enlig) HVad gør jeg hvis det bare fortsætter? Mange har sagt de vil hjælpe, men vil de når jeg står der og har brug for dem? Indtil nu er der ingen hjælp. Min familie er begyndt at blive utålmodige. Siger “Er du sikker på det var mobning, var du virkelig så presset? Jeg føler et som om jegt hænger i laser. Min psykolog er mægtig sød og god til at give mig små delmål jeg kan klare, men sådan er verden udenom ikke. Hvordan ser min fremtid ud. Vil jeg nogensinde blive mig selv igen.
Klynkeren
kære klynker. det er dig og kun dig der bestemmer om du føler dig mobbet.og føler du dig mobbet.må du for guds skyld ik gå til bage på din arbejds plads .du øddelægger dig selv. du bliver meget meget syg.og af en eller anden grund vil dine kollegaer altid mene det din ejen skyld.og det gør undt.meget undt.det du skal gøre er at komme væk der fra. også skal du begynde at skrive dine tanker ned istedet for at snakke med din familie hele tiden eller finde nogen der selv har prøvet det og hvis du er flov over mobbing er det første du skal gøre at holde op med det.hjælp til selv hjælp. vi er mange der har prøvet det, om du bliver helt dig selv igen.nej det gør du ikke.men du bliver heller ikke et ringer menneske. du vil altid have et åben sår og du vil imeget lang tid blive tit ked af det. du vil i din daglig dag blive tit mindet om det der gjorde dig undt. såret vil blive mindre med tiden lad være med at presse dig selv til at finde dit jeg igen acceptere du er blevet den du er. for mit ejet er der nu gået 2 år og jeg kan stadig blive meget ked af det. for jeg føler jeg har mistet så meget. jeg har fået en undskyldning a en af mine kollegaer. det gjorde godt. de andre 2 er i mine øjne i dag store røvhuller. kære klynker jeg ønsker dig alt godt .tro på dig selv.og giv dig selv tid til at blive rask. pres ik dig selv til at blive den du var hun er væk og det er ok stort knus lena
Kære Kirsten
Jeg håber, at du har læst Leas svar til dig. Hvis du har følt dig mobbet, så er du blevet mobbet. Det er vigtigt at du tager det op med din chef eller en fra personaleafdelingen, så det under ingen omstændigheder fortsætter, når du kommer tilbage på arbejdet igen. Jeg vil også anbefale, at du snakker med din fagforening om det. Normalt anbefaler jeg ikke folk at skifte arbejde, men ved mobning og chikane er det nogle gange løsningen.
Mvh. Bjarne Toftegård
Pingback: Bjarne Toftegård