Lars skriver under Spørg om stress
“Ifølge stresstesten er mit “tal” 50 og dermed er jeg ikke stresset Men hvis jeg bliver hårdt presset – f.eks. ved at spille tetris (eller på jobbet) så oplever jeg en pludselig hovedpine og let kvalme – ca 5-6 minutter efter at det psykiske pres er stoppet, så forsvinder hovedpine og kvalme. Min læge ved ikke hvad der er galt – ved du?
Mvh Lars”
Hej Lars
Det, du oplever, er voldsom akut stress. Akut stress er den stress, vi oplever i en stressende situation. I dit eksempel er det i forbindelse med at spille Tetris, men vi opleve det alle i de situationer, hvor vi enten bliver udsat for pres, eller selv udsætter os for pres.
Nu kan vi blive mere eller mindre stressede i en given situation. I milde tilfælde vil vi måske få let hjertebanke eller sommerfugle i maven. I svære tilfælde kan vi desuden få værre symptomer, som f.eks. hovedpine og kvalme (som kan komme bagefter) og føleforstyrrelser. De svære symptomer er nogle, man som regel forbinder med angst. Når stressen holder op, så går der lidt tid, før kroppen kommer sig igen. Hvis du er fysisk aktiv, så vil der gå kortere tid, end hvis du er passiv.
Hvis man gentagende gange udsætter sig for (eller bliver udsat for) akut stress i samme situation, vil ens reaktion med tiden blive værre og værre, og man vil være længere og længere tid om at komme sig. Nu er det måske ikke så alvorligt med Tetris, men hvis det er noget i ens hverdag, så er man nødt til at tage skridt til at undgå stressen, enten ved at ændre situationen, eller ved at lære at tackle den, uden at det stresser.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————–
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller egne erfaringer til dette, så er du meget velkommen til at skrive om det nedenfor til hjælp for Lars og andre.
hey. jeg har været sygemeldt i en mdr tid pga. underlivsbetændelse. og ved ikke om det er det der går ind og påvirker mig at jeg tænker for meget over at jeg kan miste den ene æggeleder og dermed miste de store chancer for at få barn nummer to. men efter denne trælse tid har jeg svært ved at komme igang igen. kan ikke slæbe mig selv op om morgenen, har ikke lyst til at være på job, har ikke overskud til det. når jeg så endelig får snovlet af sted, magter jeg ikke og være derinde. har lyst til at gå over i et hjørne og græde, pakke mig ind og bare forsvinde. det påvirker mig meget da det er min elev plads. og det er en uddannelse jeg bare VIL gennemfører. men kan ikke se nogen fremtid lige pt. har lyst til at smide hele lortet på gulvet for at jeg kan få det godt igen. jeg tog testen og jeg fik 156. det lød ikke godt og vil derfor søge læge imorgen. men hvordan kan man komme så langt ud? forstår det ikke. har altid arbejdet meget og mange timer af gangen. selv da jeg var høj gravid var jeg på 40 timer i ugen. så kan ikke forstå hvorfor jeg skal ramme bunden nu..? håber i forstår mine frustationer. hilsen maja
Hej Maja
Det er godt, at du kontakter lægen. Det er vigtigt, at få afklaret, hvorfor du har det sådan. F.eks. om det er stress eller evt. en depression. En depression kan nemlig også give udslag på stresstesten. Der kan også ske det, at stress “kan undertrykkes”. Se mit svar til Glenn her: http://www.forebygstress.dk/blog/brevkasse-kan-stress-undertrykkes
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Hej,
jeg er mor til 2 levende børn og et englebarn, der døde for 1½ år siden. faderen og jeg gik fra hinanden for 5 måneder siden og jeg synes efterhånden jeg burde have styr på situationen, men jeg er helt i bund når det gælder energi og overskud. Jeg prøver hele tiden at kæmpe mig op til det normale, men hver gang jeg prøver er det som om at det bliver endnu værre bagefter… Jeg sover meget dårligt, både fordi den yngste kun er 8 mdr, så jeg ammer gerne 2-3 gange om natten og den store er 3½ og vågner som regel på et tidspunkt og er tørstig… men derudover presser tankerne så meget på at jeg ikke kan sove ret længe ad gangen og det stresser mig også 😉 Så synes det er en ond cirkel. Jeres stresstest viste 154, men jeg vidste godt selv at jeg er stresset…
Jeg er fuldtidsstuderende på lærerstudiet og har lige haft 3 ugers praktik oveni fordi jeg fødte under sidste praktik og det trak tænder ud fordi praktikken gjorde, at jeg er kommet ekstremt bagud med læsningen… og jeg kan ikke tage mig sammen til at indhente det. Jeg har desuden en kompliceret baggrund med forskellige problemer i barndom og opvækst/ungdom, så tror indimellem jeg overvældes af selvmedlidenhed og jeg hader det… jeg tror egentlig det hele var nogenlunde gemt væk (jeg har altid snakket rigtig meget om mine problemer, så de er aldrig fortrængt), indtil jeg(vi) mistede lille Emil for 1½ år siden har jeg været meget let til at føle mig urimeligt behandlet, tåler ingen kritik og selv min 3 årige søn blliver stillet alt for høje forventninger (fx være stille når den mindste; Theo skal puttes/sove) nu hvor vi er blevet alene, men synes næsten jeg er nødt til det for at få tingene til at hænge sammen. Jeg vil så gerne være rummelig, men indimellem får jeg også pip af at den store stadig vil være lille… fx at jeg skal bære eller sidde med ham istedet for Theo og jeg prøver faktisk at gi dem lige meget tid, men det er jo svært… Så kronisk dårlig samvittighed hjælper nok heller ikke… Synes begge drenge virker glade og tilpasse, men den store får indimellem nogle voldsomme tudeture over småting, men jeg ved jeg godt det ikke er de små ting han græder over, men at han nok bare trænger til at græde over at skulle være “delebarn”… hos sin far har han far 100% og hos mig skal næsten alt deles… jeg prøver indimellem at tage fri og tage ham med ud at svømme, men det virker som om at han bliver mere forvirret af det? Så gider han ikke hente lillebror bagefter og bliver helt umulig over det 🙁 Så ved ikke om han bare har brug for ekstremt faste rammer fremfor alene tid med mig? Der kommer snart en sundhedsplejerske og snakker med mig om den store fordi det går mig meget på. Jeg stortuder, mens jeg skriver eller snakker om mine problemer for tiden og får også ondt i brystet, men sådan har jeg nok altid været når der er noget der gør ondt. Dvs. der er altid nogle mennesker jeg ikke kan græde overfor… Min mor har dårligt hjerte og rygerlunger og skal opereres… hun er 72 med hårdt liv i rygsækken, så det er også hårdt at have det i baghovedet… det har altid været os børn der skulle tage os af hende fremfor omvendt, men alt det her betyder, at jeg virkelig har svært ved at åbne bøgerne og forstå… det ryger ligesom ikke ind med mindre jeg sidder med en decideret opgave og skal finde svar på spørgsmål, men det er ligesom om, at hvis det “bare” er dagens lektie, så kan mit hovede bare ikke rumme det 🙁 På skolen er vi jo i studiegrupper, så man har jo også et ansvar overfor dem, så det gør mig ked at jeg ikke kan følge med… har også behov for at holde mit hjem og børnene pæne… har egentlig fri om torsdagen, hvor jeg har planer om at starte til spinning bare den ene gang i ugen, men der kommer altid noget i vejen… det er dog en af min høje prioritetet bare at sige fra næste uge, at jeg “skal” træne torsdag formiddag… både pga stress og fordi min krop fysisk er mærket af dårlig søvn og 3 fødsler på mindre end 3 år… 3 kejsersnit faktisk. Det blev en lang “kommentar”… og nu må jeg hellere komme afsted og hente mine dejlige drenge… 🙂 Havde fri i dag og prøvede ellers på at sove og først sat vækkeuret til 4 timer senere, men jeg kunne ikke sove, så overvejer at få en sovepille en gang imellem, så jeg kan få de der 4 timer i træk bare en gang i ugen eller lignende?
Vh. Evelyn
Hej Evelyn
Tak for din historie. Du kæmper bravt for at holde sammen på det hele. Det er ikke så mærkeligt, at du er stresset ud fra det, du skriver. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig, men måske kunne du overveje at læse min bog ”Lev i nuet”. For ofte er det sådan, at jo mere vi kæmper, jo dårligere går det, som du selv nævner i forbindelse med din søvn. Måske ville det gå meget bedre, hvis du kunne give lidt slip en gang imellem !?
Mvh
Bjarne Toftegård