Martin skriver under Spørg om stress:
“Hej
Jeg har med stor interesse læst nogle indslag på siden – specielt i forhold til det at være ramt af sygdom i nærmeste familie. Min situation (30 år): For 1 1/2 år siden fik min kæreste og jeg, efter længere kamp vores dejlige fælles søn. Vi har altid været kæreste (siden 18 år) og vi havde begge vores drømmejob med kanon lønninger etc. Efter fødslen købte vi stort hus og var bare klar til at begynde at nyde livet med vores søn. Men efter fødslen begyndte min kæreste at blive syg – alvorlig syg. Hun lider af en sjælden homon sygdom, der medvirker, at hun sover fra 20.00-12.00 hvorefter hun er smadret resten af dagen. Det danske sundhedsvæsen har givet op, hvorfor vi er i behandling i udlandet (meget dyrt). Udsigten til de kan hjælpe er meget usikker – hun bliver aldrig 100% igen. Derudover har hun mistet jobbet og huset er ved at blive solgt! Vores forhold er ikke det samme som før – vi er langt fra hinanden og skændes om de mærkeligste ting. Jeg prøver at vise overskud og bære over med hende, men vi er ikke kærester længere.
Jeg har altid været stærk og er det stadig udadtil, men jeg kan mærke at det bliver rigitig hårdt. Sommetider vågner jeg om natten og græder – bare pludseligt! Jeg har dog ikke problemer med at sove. Derudover kan jeg “brække” mig over andres småligheder. F.eks. har jeg en kollega der lige har mistet sin kat! Og det skal vi så alle hører om i flere dage!
Jeg går også med tanken om faktisk at forlade min kæreste, da det måske er bedst for alle inkl. vores søn, men så er hun fuldstændigt “væk”. Derudover drømmer jeg om at få “hende” tilbage. Når jeg reflekterer over de sidste 1 1/2 år kan jeg se, at jeg har gennemgået flere faser (frustration, forståelse, løsningsorienteret), men nu begunder jeg at blive ligeglad med mange ting.
Jeg giver mig selv tid og dyrker meget motion, (når min søn og kæreste sover om aftenen) så de elementer bruger jeg allerede. Hvad jeg er nervøs for, er det, at jeg græder om natten – mens ingen kan se eller hører det! I forhold til mit arbejde kører det bare på skinner, jeg for meget ros og er blevet forfremmet på relativ kort tid. Når jeg er i byen med mine kammerater (når det nu sker) søger jeg fremmede mennesker at snakke med omkring dette forløb. De mennesker må tro jeg er skør!!”
Hej Martin
Jeg kan godt forstå, at du ikke har det så godt, og f.eks. ikke kan forholde dig til de småproblemer mange mennesker har. Set i forhold til dine problemer, så er det virkelig småting. Dit liv har ændret sig meget, og bestemt ikke i den retning, som du havde ønsket. Det er naturligt, at du har mange overvejelser om, hvad du skal gøre, og det er ikke let at finde en løsning. Jeg tror ikke, at nogen tror, at du er skør. Jeg tror at de fleste vil kunne forstå, at du er i en vanskelig situation. Måske ved de bare ikke, hvordan de skal reagere, men det betyder ikke, at de ikke forstår dig.
Der er ingen tvivl om at du er påvirket af situationen. Uanset om det er stress, depression eller noget andet, er det vigtigt, at du gøre noget, for at finde ud af, hvordan du får livskvaliteten og glæden tilbage. Vi mennesker er ikke lavet til at være alene med vores tanker. Med det pres du oplever, kan det være en rigtig god ide, at snakke med en psykolog eller en terapeut. Hvis du ikke ønsker at gøre det, så kan det også være en stor hjælp at skrive sine tanker ned på papir.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————–
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller egne erfaringer til dette, så er du meget velkommen til at skrive om det nedenfor til hjælp for Martin og andre.
Det med den sygdom er da forfærdeligt. Jeg føler med dig og forstår hvorfor du er så ked af det. Du er næsten nødt til at tale med lægen om den sygdom hos din kæreste. Det kan jeg godt forstå at du ikke kan leve med
Hej Martin
Jeg har stor forståelse for din situation, har selv prøvet at være lige ved at miste min mand. Og mit råd til dig er at tale med en professionel om din situation. Psykologer har aldrig været noget for mig, men under min mands sygdom havde jeg flere samtaler med en psykolog, og det hjalp mig meget til bedre at forstå min egen situation i relation til det at kunne klare livet, også under urimelige forholdt. Min mand bliver ikke rask igen, men vi har lært at acceptere det og har det godt nu.
Jeg håber også at du finder en måde hvorpå du kan komme videre, og husk at tænke på din søn også.
Hej Martin
Først tillykke med jeres søn. Jeg har selv en søn der lige er fyldt et år, derudover har jeg en dreng mere på 5 år. Begge gange, har kæresteforholdet til min mand i en periode været ikke eksisterende, fordi man er træt, og der er så meget andet at tænke på. I jeres situation er der ikke kun et barn, men også en syg kæreste. Så selvfølgelig vil du også reagere. De tanker du har er helt normale, og forståelige. Prøv at skrive alt ned, hvad du tænker på lige inden du går i seng. Hvis du vågner så prøv at skrive ned, hvad det er der gør dig ked af det, gør dette over en periode, så har du mulighed for at læse, hvad der påvirker dig, og det er lettere at bearbejde eller finde ud af hvilken hjælp du eventuelt selv skal have. Du vil helt sikkert også have gavn af at snakke med en psykolog, men prøv at snakke med din læge om det. For selv om det er din kæreste der er syg, påvirker det jo også hele dit liv. Håber det bedste for jer.
Med venlig hilsen
Lene Sørensen