May Britt skriver under Spørg om stress:
“Hej Bjarne!
For godt 4 år siden, sad jeg i en jobsituation, hvor jeg var mobbet, havde mere at lave end jeg fysisk kunne nå og meget lidt støtte til det og ingen udsigt til ændring i den situation. Jeg var så apatisk til sidst, at jeg sad halvanden time i min lænestol og spekulerede på at nu skulle jeg også hente en kop kaffe af den kaffe jeg lige havde lavet. Halvanden time… Ikke nok med det, en anden ting var, at da det hele var på sit højeste – set i retroperspektiv – da havde jeg tre store, sorte plastiksække fyldt med papir. Det var uåbnede breve, regninger, blade, noter, huskesedler, personlige papirer etc. etc. Jeg havde et hjem der var ubeskriveligt rodet, og havde ikke overskuddet til at gøre noget ved det.
Når jeg ser tilbage er det uden sammenligning det mest skræmmende jeg nogensinde har oplevet.
jeg opdagede i samme periode, at mange af mine livsproblemer måtte stamme fra at have den lidelse, der hed ADHD og det har et par psykiatere bekræftet. Der har dog også været nogle, der mener helt andre ting – så min tillid til det psykiatriske system er nu lig nul. Dog mener jeg fortsat selv at jeg lider af ADHD. Det gør mig også noget mere stressfølsom har jeg fået fortalt
I den periode søgte jeg grundet diagnosen kommunen om hjælp, en støtteperson etc. og røg ind i den hårdeste kamp jeg i mit liv har skullet kæmpe. Jeg vandt den ikke – og til sidst orkede jeg ikke at kæmpe, også for at få gehør for, at jeg reelt var udbrændt og behøvede hjælp til at komme videre, hvis jeg skulle holde mig i job og klare skærene. Jeg fik ingen hjælp – men jeg er stadig i job (et andet sted end nævnt her over).
Mit problem nu snart 4 år efter er, at jeg aldrig har følt at jeg er tilbage til mig selv. Jeg føler mig så mat, så følelsestom og mangler engagement i alt. Ting jeg engang nød kan jeg ikke længere overskue, som f.eks at læse ugeblade (selvom jeg elsker det). Det kommer og går, jeg kan have perioder med mere energi – men langt fra det engament jeg havde i gamle dage. Jeg føler at jeg intet laver jobmæssigt, jeg cykler rundt om mig selv og bruger næsten alle kræfter på at sikre at jeg husker alt,at styre mine opgaver, lægge dem i outlook og sikre at jeg husker dem, og at dobbelttjekke mig selv så jeg ikke glemmer. Reelt får jeg vist meget lidt fra hånden. Jeg føler ikke jeg duer til noget som helst, og jeg føler mig ganske fortvivlet tom og fyldt med håbløshed. Jeg havde så mange drømme engang, dem kan jeg dårligt nok drømme nu, og drømmer jeg en sjælden gang stort (som f.eks at flytte på landet og etablere en hundepension, flytte til England og skrive bøger etc. etc.) så er det kun små skud af energi, som jeg ikke har overskud til at følge op på, endsige drømme videre på. Jeg er bange for ikke at klare mig, bange for at blive hjemløs, bange for ikke at have kræfter til at leve livet fuldt ud – ja, bange for alt… Jeg er bange, fordi jeg kan se at ordet “ansvar” hvad job angår nu er et skældsord for mig. Jeg vil helst ikke have ansvar, og har lyst at råbe af alle at de skal lade mig være, lad være at forstyrre mig, lad mig bare sidde her og hente pusten. Jeg har drømme om at sidde laaaangt ude på Ærø, i den Smålandske skov i Sverige, langt ude på Stevns eller lignende, langt væk, med ro, fred og fulglesang – med tanken om,a t det er det jeg trænger til, at være alene med natur, og at være alene uden konstant pres om at skulle noget, og skulle præstere.
Summa summarum, jeg kan jo godt se, at jeg slet ikke er kommet ud af min udbrændthed, selvom det værste var på mit tidligere job og er overstået. Men jeg er ikke “ude”. Jeg har på intet tidspunkt været sygemeldt, jeg er ganske simpelt bange for at det fører til noget jeg ikke kan overskue. Om den frygt er realistisk kan jeg ikke bedømme, men jeg fortsætter med at klø på, på grund af den frygt.
Nu har jeg ikke rigtig økonomi til en psykolog. Men – hvad kan jeg gøre? Hvad har jeg af muligheder? Hvad BØR jeg gøre? Hvordan skal jeg komme ud af den her skrue, og finde tilbage til livet, og til energi og engagement?
Jeg vil rigtigt gerne have et råd.”
Hej May Britt
Med den arbejdssituation, du havde for fire år siden, er det fuldt ud forståeligt, at du blev meget påvirket af det og ikke kunne holde til det i længden. Langvarig mobning er noget af det mest ødelæggende, man kan opleve. Mobning går hårdt ud over selvværdet og kan føret til de samme alvorlige symptomer som stress, f.eks. udbrændthed.
Hvis man engang har været meget alvorligt stresset, så vil man ofte blive mere følsom overfor stress. Til gengæld bliver man også ofte bedre til at passe på sig selv. Hvis du har ADHA, kan det også betyde, at du er mere følsom overfor stress.
Det er tydeligt, at du ikke er kommet ovenpå igen, selv efter fire år. Det lyder, som du har fået den hjælp, du kan få, fra systemet. Dvs. du er overladt til dig selv.
For at komme ovenpå igen ligger din første opgave i at skabe overskud. Det kan gøres på flere måder. F.eks.:
- En daglig gåtur
- Mental afslapning, f.eks. meditation
- Fokus på sund kost
- Sikre en god søvn
- At arbejde på et positivt livssyn
- At arbejde på at få mere energi
Det at arbejde på et positivt livssyn kan f.eks. gøres ved hjælp af en “Glædesbog”. Du kan læse mere om dette i min bog “Lev i nuet”.
At få mere energi gøres ved, at du skal gøre så meget som muligt af det, der giver dig energi, og så lidt som muligt af det, der dræner dig for energi. Det tager tid, men du vil få det bedre og bedre.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————–
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller egne erfaringer til dette, så er du meget velkommen til at skrive om det nedenfor til hjælp for May Britt og andre.
