Eva skriver under Spørg om stress:
“Kære Bjarne,
Tusinde tak for en rigtig god hjemmeside!
I august startede jeg i det, jeg troede var mit drømmejob – som underviser. Undervisningsrollen er helt ny – og ret belastede – for mig. Det første tegn på stress kom i september, hvor jeg pludselig – i en pause fra undervisningen – fik dobbeltsyn, der varede omkring et minuts tid. I november var jeg syg med influenzalignende symptomer, som også slog over i nogle symptomer, der kunne være stressrelaterede. I december havde jeg en nat med meget høj puls (140) og fik lavet en EKG på skadestuen, som viste, at mit hjerte fungerede fint. Igennem semesteret sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle have det første semester overstået, og så skulle det nok gå, men da semesteret så var slut, og jeg kunne slappe lidt af, fik jeg endnu flere symptomer – bl.a. uro (specielt i benene), restløshed (svært ved at være ordentlig til stede), hjertebanken – nogen gange med uregelmæssig hjerterytme, følelsen af at være i en osteklokke, lysfølsomme øjne, søvnbesvær, tissetrang, tankespind og manglende energi. Det eneste, som rigtig kan få mig til at slappe af, er alkohol, hvilket jeg prøver at begrænset indtaget af, da jeg jo godt ved, at det ikke er nogen løsning – og i øvrigt skræmmer det mig, at jeg pludselig har lyst til at drikke for at få det bedre med mig selv. Ville det være en god idé helt at droppe alkoholen, eller er det okay med ca. to genstande om dagen – for at finde roen?
Stressen fylder efterhånden det meste af mit liv, og jeg er meget bekymret for, om jeg fejler noget, og om jeg nogensinde får det bedre igen. Jeg er ikke blevet sygemeldt fra arbejde endnu men overvejer det kraftigt. Ved bare ikke om jeg får det bedre af at få mere tid, da jeg også føler, at det er mine negative og bekymrende tanker, der skaber situationen, og derfor er det måske ikke bedre for mig at få mere tid til mig selv. Jeg er startet hos en psykolog, som har specialiseret sig i stress, og det har jeg høje forventninger til. Men jeg er også utålmodig og bange for, hvad det er, der sker med mig?
Jeg glæder mig til at høre fra dig.
De bedste hilsner
Eva”
Hej Eva
Du har det helt klart ikke godt med dit arbejde, som det er lige nu. Men det betyder ikke, at det ikke kan blive godt. Jeg kan se, at du også har læste Jeanettes rigtigt gode svar på dit indlæg: (https://www.forebygstress.dk/blog/sp%c3%b8rg-om-stress-2#comment-21946)
Du spørger, hvad der sker med dig. Du har fundet dit drømmejob, og så får du både fysisk og psykisk ubehag. Det virker måske umiddelbart selvmodsigende. Men det, der nok er sket, er at du ikke har formået at finde en måde eller en strategi til ikke at blive nervøs / angst / stresset i undervisningssituationen. Når du mange gange oplever dette, husker din krop det, og alene tanken om situationen bliver nok til at udløse en stress / angst reaktion. Indenfor psykologien kaldes måde man tackler situationen på for en copingstrategi, som kan være enten hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig. Først når du finder en for dig hensigtsmæssig copingstrategi, så vil du kunne klarer situationen. Og det bør din psykolog kunne hjælpe dig med.
Vedr. alkohol, så er det ikke noget, der hjælper dig. Det er jo ren symptombehandling eller flugt fra problemerne, og det hjælper dig ikke. Desuden kan alkohol om aftenen være med til at forringe din søvnkvalitet. Hvis du har brug for noget at dulme nerverne med, så vil jeg hellere forslå, at du taler med din læge om det, så han/hun kan give dig en mere målrettet behandling.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
———————————
Kender du til at udvikle stress / angst selv om det er et drømmejob du har? Skriv gerne om det nedenfor til glæde for andre.