Kirsten spøger i indlægget Mærk dine stresssignaler:
“Hvad gør man som ægtefælle til en der har stress? Hvordan hjælper man vedkommende bedst?”
Kære Kirsten
Det er ikke rart, når ens nærmeste er alvorligt stressede. Hvordan du bedst hjælper vedkommende afhænger af situationen og hvor stresset vedkommende er.
Når din mand er alvorligt stress, skal der gøres noget. Han må ikke forblive alvorligt stresset, da det får for store konsekvenser. Det er således et spørgsmål om at finde den rette løsning for ham.
Det første, der skal til, er at din mand erkender, at han er alvorligt stresset. Måske har han erkendt det, ellers må du prøve at snakke med ham om det. Måske vil han ikke erkende det. Når man er alvorligt stresset, så virker ens fornuft ikke ordentligt mere. Det kan være en ide, at alliere dig med nogen, der ikke er helt så tæt på, f.eks. hans familie eller venner. Han lytter mere til dem, end til dig. Du kan også bede ham om at lave stresstesten. Den kan nogle gange være en øjenåbner.
Hvis han har alvorlige stresssymptomer, kan du opfordre / tvinge ham til at gå til sin læge. Lægen vil så afgøre om, det er stress, og om, en sygemelding er nødvendig.
Ofte skal en løsning findes i samarbejde med hans arbejdsplads. Det er derfor vigtigt at han får talt med sin chef, en fra personalekontoret eller en tillidsrepræsentant på hans arbejde. Hvis du skønner, at han er meget alvorligt stresset og ikke selv formår at tage initiativ til at tale med nogen, så kan du i yderste konsekvens selv kontakte hans arbejdsplads.
Når I får en snak i gang, så læse mere om mulighederne for at gøre noget ved stressen på linket: https://www.forebygstress.dk/individ_stress_roed.htm
Jeg håber at du kan bruge dette svar, ellers må du endelig skrive igen!
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
______________________
Hvis du kender til det at have en stresset ægtefælle, så læg gerne en kommentar nedenfor.
Ja, det er en meget svær situation både at være stresset (i behandling) og at være ægtefællen. Min kone har svært ved at håndtere mine nedture med blot få dage i mellem. Hun tager fine hensyn, men da jeg ikke er godt til at sige hverken fra eller til, har det været vigtigt at vi dagligt taler sammen om, hvordan det går.
Jeg er nu på medicin for at blive stabiliseret og skal i dag fortælle min chef, at jeg skal på nedsat tid. Ja, alene det giver mig stress.
Kommentar om rådet: “Tal med lægen”
I skriver om, at man skal gå til læge. Det har jeg gjort, og jeg har fået diverse test, som ikke viser noget, som læger kan bruge til noget, der er fysisk behandlingskrævende, og så kan lægen og jeg enigt konstatere, at det nok er stress, der giver hjerte-, søvn- og fordøjelsesproblemer, . Min fysioterapeut kan udrette mirakler for smerter fra muskler og led. Lægen kan kun foreslå, at man så passer bedre på sig selv. og udskrive medicin, når hudproblemer og infektioner følger af nedsat imunforsvar.
Jeg ved ikke, om min sjæl eller min krop bukker under først, eller om jeg klarer det frem til jul eller påske, men jeg ikke, havde en læge kan gøre godt med her. Jeg tror ikke, at lykkepiller løser noget, højst bedøver som hash eller alkohol, og jeg vil ikke være afhængig af den slags. Men hvis jeg fortsætter ad den nuværende vej, går det uden tvivl ud over en afgrund.
Min konklusion er, at man ikke kan hjælpe sig selv uden hjælp, og at det er nødvendigt at finde den rette hjælp. Jeg prøver nu her og råder andre til ikke at spilde den dyre energi og det spinkle håb på “lægen”.
Læger og deres 15 minutters konsultationer er til kemi eller til at skære i folk og måske til lommepsykologi, ikke til åndelig vejledning baseret på psykologisk indsigt.
Venlig hilsen
Merete
Jeg er enig med dig i, at din egen læge slet ikke er nok. Han/hun er kun første skridt. Jeg har valgt at tage i mod tilbuddet om lykkepiller for at i det mindste at stabilisere min hverdag til en vis grad. Herudover har jeg taget imod psykologhjælp fra min arbejdsplads og efterfølgende coach. Min egen læge tilbyder derudover psykiatrisk hjælp. Jeg vader rundt i tilbud og det er såmænd også svært. Pillerne er nu begyndt at virke og jeg er sluppet af med min tinitus (susen for ørene), søvnen er bedre, jeg er kun oppe to gange om natten (uden sovepiller) og summen i kroppen er aftaget lidt. Psykologen har været god indtil nu. Hun har været med til at sætte tingene i rette perspektiv i mit liv (og min families) og spore sig ind på, hvorfor JEG får stress. Jeg har været konstant “online” i 6-7 år uden at lytte til min krop…for det er jo ikke første gang…for 1 år siden havde jeg nogle dage, som jeg ikke vil genopleve, men jeg troede ikke på at jeg havde stress. Coachen starter først om 14 dage og psykiatrien har jeg udskudt indtil videre.
Jeg har valgt at sygemelde mig på deltid for at formalisere en uformel “aftale” mellem min chef og jeg, om at jeg skal tage den “med ro”. Det er første gang min chef skal håndtere dette og vi prøver at finde ud af, hvad der virker bedst. Jeg arbejder fra 9-13 med pauser, hvor jeg går væk fra mit bord (IT) og det virker faktisk. Foeløbig for en måned frem. Jeg cykler en omvej hjem for at få motion (vigtigt!) og hviler når jeg kommer hjem eller går på biblioteket eller lignende. Lige nu er jeg i udlandet til konference og nogle dage og jeg har sammen med psykologen lagt en plan, hvordan jeg skal håndtere indtrykkene og lægge pauser ind..
Konklusion: Det er vigtigt, at du får hjælp til nogle værktøjer. Du kan IKKE hjælpe dig selv, men skal have andre til at sætte grænserne. Tro mig, jeg har nu fået lov til at øve mig i et par måneder.
Kære Merete og FH
Jeg er meget enige med jer begge to. Det er sjældent nok at gå til lægen og det er vigtigt at få noget hjælp.
Når jeg anbefaler at opsøge læge, så er det lige så meget for at udelukke andre årsager. Mange af de symptomer, man forbinder med stress, kan nemlig skyldes andre ting. Det kan være fysiologisk eller mentalt, så som depression. Derfor må man ikke udelade at gå til lægen. Når det er sagt, så er der ofte ikke meget mere, en læge kan gøre. Ud over medicinering, så har de har nemlig ikke nogen steder at henvise stressede patienter til, og jeg ved, at det er frustrerende for mange læger.
Merete, du skriver, at din fysioterapeut ”kan udrette mirakler”. Det er rigtig godt at høre, men det er også vigtigt at være bevidst om, at det jo ikke ændrer på årsagerne til stressen. Det er vigtigt at gå efter årsagerne og ikke symptomerne.
FH, det er rigtigt godt, at du får tilbudt al den hjælp, du beskriver, og ikke mindst, at du tager i mod den. Det er ofte et spørgsmål om indsigt, værktøjer (både praktisk og mentale) og at mærke stressen. Det er, som du skriver, rigtig godt med motion, og det lyder som I er ved at finde de ændringer i din hverdag, der skal til.
Mvh Bjarne Toftegård
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, min sambodende i gemmen mange år, vil ikke have fysike kontakt med mig mere, ikke engang et knus. han har fin kontakt til børne på 6 og 4,
han har sovet dårlig, det sidste stykke tid, og har er også kommet sent i seng, da der har været så meget han skal nå både på arbejde, hjemme (ved at byggeom), og så skal vi have solgt huset da der er plander om erhversgrunde ved os.
vi ved hvor vi skal bo, så det er ikke det, der skal også laves om så der bliver værelser nok til ungerne.
kan man miste lysten til den anden under stress i lang tid !! han siger at han har ikke lyst til mig og elsker ikke mig mere. Det forsvinder vel ikke bare. !!!
Mvh joan en der ikke ved hvad hun skal gøre,
Kære Joan
Ja, man kan miste lysten til den anden ved langvarig stress. Stress er faktisk årsag til mange dårlige parforhold. Men der kan også være andre faktorer end stress. Under alle omstændigheder lyder det som, at der skal en indsats til for at forbedre jeres forhold. Det ville være rigtig godt, hvis din mand får hjælp til at blive afstresset. Men det er måske en god ide også at overveje noget parterapi.
Mvh. Bjarne Toftegård
hej jeg har fådet stress af angst.så nu har jeg susen
på mine øre der driller mig den ene dag har jeg på bække øre næste dag kun venster øre.hvad er det
for nogen piller du skiver du har fådet af din læge.det
ville en stor hjælp for mig så jeg kan få ro i hovet
Hej Bjarne.
Jeg tror jeg har stress, men hvordan finder man ud af om det er det man har, har taget stress testen , jeg lå helt oppe i det sorte felt, kontaktede min læge efter en aften alene hjemme, hvor jeg havde følelsen af at min krop simpelthen var på vej til at lukke ned. Han antydede at jeg muligvis havde stress, men at han ikke kunne tilbyde mig nogen hjælp, hans råd var gå ned i tid eller find en løsning. Min chef fandt løsningen og har sendt mig hjem som sygmeldt. Nu har jeg taget testen igen og er kommet ned i det mørk røde felt,. Men selvom jeg går hjemme og slapper af, kan jeg stadigvæk godt få fornemmelsen af extrem uro i kroppen og ubehag, jeg kan ikke sove: Kan chokolade påvirke dette ligesåvel som cola og kaffe? Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre i mit forløb. Jeg dyrker motion næsten hver dag, men føler mig meget træt og uoplagt. Jeg når ingenting, og det er selvfølgelig sikkert heller ikke meningen med at gå hjemme, men følelsen af ikke længere at kunne bruges, er stor. Den fylder utroligt meget, vil gerne tilbage på arbejdet for igen at have noget, (det skal siges at mit arbejde betyder utroligt meget for mig) Jeg ved godt inderst inde at det ikke nytter noget.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…. Jeg ønsker hjælp men ved ikke hvordan jeg får den..Jeg har brug for at nogen siger.. Gør det her og det løser sig,,, gerne meget hurtigt, jeg bryder mig absolut ikke om at have det som jeg har det lige nu… Jeg er træt men kan ikke sove..
Vi skriver nu september 09 og det var i maj 08, at jeg “faldt” som beskrevet ovenfor. Jeg opdaterer lige. Jeg arbejder nu på fuld tid og befinder mig godt, da jeg har lov til at trække stikket ud og gå hjem, hvis der sker noget. Det var vigtigt for mig at komme tilbage i noget, der ligner normalen, men samtidig lytte til kroppens signaler. Min læge ordinerer stadig lykkepiller og det er jeg glad for. Jeg ER i bedring, men det har været svært at leve lidt anderledes og omstille sig. Anderledes betyder, at jeg helst ikke skal foretage mig noget om aftenen og i weekenderne. Rolige ting som at slå græsset, spille guitar og kæle med kattene virker bedst. Jeg er i bedring, men må slå fast at det her kommer til at tage nogle år..suk. Min kone er blevet rigtig god til “stoppe” mig, men det har også været svært for hende at forstå, hvad der foregår. Jeg når ikke så meget på arbejdet, men det må så være sådan. Jeg har på et afdelingsmøde fortalt alle om, hvordan jeg har det og de er blevet gode til at tage hensyn.
Vores ældste datter er udviklingshæmmet, går på specialskole og hun er en af stressfaktorerne;-) Vi har nu et tilbud, hvor hun efter fritter bliver kørt til en døgninstitution i nærheden og vi dermed bliver aflastet. En weekend og et par hverdage er hun der og det har været en stor aflastning for familien som helhed.
Pingback: Svar til Torben Petersen
Hej Malene
Det er godt, at du har fået sat diagnose på, og at din chef har sendt dig hjem. Men som du skriver, så skal der mere til. Du ønsker selv hjælp, og det er det også mulighed for. Du kan få hjælpe både til at komme ovenpå igen, til at få en god hverdag igen og til at forebygge fremtidig stress. Overordnet set er det to muligheder: Psykologhjælp og stresscoaching. Læs mere under Alvorligt stresset – Hvad gør du så?
Mvh Bjarne Toftegård
Hej FH
Tak for din opdatering. Det er dejligt at høre, at det går fremad. Når det går fremad, så er det jo kun et spørgsmål om tid, før det bliver helt godt. Det er også godt, at I har fundet en løsning med jeres ældste datter. Det er vigtigt at passe på sig selv. Det er en udfordring, mange forældre oplever, at man ”ofrer” sig lidt for børnene. Men hvis man vil have glade børn, så skal man først sørge for selv at være glad!
Mvh Bjarne Toftegård
Hej Bjarne.
Jeg er nervøs for min mand. Han var i bund og grund en rigtig stille og rolig mand, da jeg lærte ham at kende – for 21 år siden. I dag er han en ret “ustabil” mand. Han kan ikke tåle, hvis jeg modsiger ham (så det prøver at undgå), Han er meget irritabel og hans stemme ryger op i loftet hvis der er noget der ikke “passer” ham. Han har et arbejde som tager en meget stor del af hans tid. Han kører hjemmefra kl. 06:30 og er hjemme igen kl. ca. 17-17:30. Han er god til at ringe hjem, men mange gange “er han der ikke”. Han spørger f.eks. “hvad kan jeg så gøre for dig”? på samme måde som man spørger en kunde. Så griner/smiler jeg i telefonen og spørger om hvem det er han taler med. Så kan han godt forstå at han jo har ringet hjem-. Når han kommer hjem sent eftermiddag prøver jeg at tale med ham, men han virker rastløs og ukoncentreret. Det varer ca. 10 min. så går han ud. Når vi har spist aftensmad så går der ca. 15 min. og så sover han i sin stol. Det gør han så frem til han vågner og går i seng. Sådan var det slet ikke før. Vi kunne altid tale sammen, få ideer sammen, supplere hinanden og udføre vores gode ideer. Kan det være stress eller er han bare godt og grundigt træt af mig ?
Hej Kiz
Det lyder rigtig meget som stress. Når man bliver “ustabil”, begynder at køre på autopiloten, er rastløs og ukoncentreret og mangler ressourcer, som du skriver, så er det alt sammen klassiske symptomer på stress.
Selv om det måske kan være svært, så er det vigtigt, at du ikke tager det personligt. Det har ikke noget med dig at gøre,
For at det bliver bedre, så skal din mand erkende stressen. Du kan forsigtigt tage det op, hvis du måske allerede har gjort det. Men ofte lytter den stressede ikke så meget til de nærmeste, men mere til nogen, man ikke har en så tæt relation til. Så hvis andre kunne tage det op med ham, ville det være lettere for ham at indse. Hans problem er nok, at han måske ved, at det ikke fungerer, som det skal, men han kan ikke se nogen vej ud af det. Han har nok brug for hjælp til at komme af med stressen. Det bedste ville være, hvis arbejdspladsen tog skridt til at gøre noget.
Mvh Bjarne Toftegård
Hej…
Min kæreste er ramt af stress, jeg har været uforstående overfor hende, jeg vil støtte hende i det svære forløb, for hun betyder alt for mig, hvad kan jeg gøre for at støtte op omkring hende…. HJÆÆÆLP…
Hej Bjarne . Min kæreste er meget syg med stress , har faldt om for et år siden . Mistede evnen til at tale og bevæge hænder og fødder , det forsvandt heldigvis igen! Nu har han gået hjemme et års tid, jeg syntes egentligt at det gik stille fremad . Vi fik afvide at vi kunne fortsætte vores fertilitets behandling , og det gjorde vi . Desværre endte det med en spontan abort igen. Siden det er gået galt , er alt gået galt . Han har lagt på sofaen i en måned . Har ikke lyst til at lave noget , og han kan ikke ordne basale ting , som at sætte en tøjvask over . Ligeledes er jeg ved at få det skidt , jeg har iforvejen rigtig svært ved bare at passe mit job . Føler ikke jeg kan snakke med ham om hvordan jeg har det , fordi jeg er bange for han bliver dårlig af det . Han går til psykiater , og har fået medicin. Men jeg mærker ingen forskel på ham . Jeg elsker ham , og er ikke intresseret i at vi skal gå fra hinanden . Det er ikke en mulighed for mig. Men jeg kan bare mærke det bliver hårdere og hårdere. Snakkede med hans psykiater om vi måtte starte til noget parterapi , det mente han var en dårlig ide , og at det blev for meget for ham. Håber du har nogen råd til mig .
Glemte at sige at udover det , lever han nærmest af sukker . Han har taget 10 kg på . Har sagt det til ham , ved det går ham på , men han kan ikke lade vær siger han
Kære Mka
Det er ikke nogen let situation, du er i. Jeg tror, at det vigtigste for dig nu, er, at passe rigtig godt på dig selv. Jo bedre du passer på dig selv, jo bedre kan du også passe på andre, inkl. din kæreste. Måske skal du have hjælp til det af en psykolog.
Mvh Bjarne Toftegård
jeg er i den situation,at jeg har en masse tegn på stress/depression,som dårlig søvn,ukoncentrerethed,trøstespisning,uro i hovedet,nervøsitet ved forventninger,let til tårer osv.
det gør det lidt svært at klare hverdagens ting,jeg hanker mig for det meste op i mig selv,men det er ikke altid det lykkedes,når det er sådan,så sidder jeg bare og stirre blankt på min væg uden at vide hvordan får det bedre.
det er meget frustrerende,for jeg vil helst ikke påvirke mine medmennesker,da jeg er bange for at de tager afstand fra mig.
Jeg har ikke et arbejde,der kan stresse mig og tror egentlig hellere ikke får et i nærmeste fremtid,da jeg ikke kan leve op til forventningerne,det har jeg prøvet for mange gange.
og der hvor jeg føler jeg er nået til nu, der har egentlig hellere ikke lyst til at prøve mere,trods jeg før i tiden,havde en meget stor gnist for at arbejde og vise hvem jeg var.
de eneste mennesker der holder mig oppe er mine venner/kæreste og meget lidt af min familie.
jeg har desprat brug for et råd,da jeg føler mig meget langt ude og har gjordt det i noget tid.
tusinde tak 🙂
Hej Tanja
Det er ikke nemt, når man har det, som du har det. Hvis du ikke allerede har gjort det, så vil det være godt at få en snak med din læge. Du skriver selv om symptomer på en depression, og hvis det er tilfældet, så er alt sværere end normalt. Så jeg vil foreslå, at du taler med din læge om det kan være en depression, og hvad I kan gøre.
Hilsen
Bjarne Toftegård