Lone Kruse skriver i Udbrændthed – sygemeldt i snart ½ år:
“Kære Bjarne
Jeg er en ung kvinde på 22 år der nu har gået hjemme de sidste 2 mdr. pga. stress. Jeg synes jo selv det er en tidlig alder at få det i, men min psykolog har sagt, at jeg er overansvarlig og så har jeg i stort set hele mit liv været på psykisk “overarbejde” i alle henseender.
Jeg er blevet enig med min familie om at tage mindst 1 års sabbat fra studierne, og selvom dette er svært for en perfektionist som jeg at acceptere, er det vist det eneste der skal til for at jeg kommer ovenpå igen.
Min stress er kommet snigende med små signaler jeg hver gang har ignoreret, men blev altså så for 2 mdr så slemt, at jeg stort set ikke har kunnet fungere siden. Jeg har det allerbedst hjemme hos mine forældre trods det at jeg er flyttet hjemmefra, og kommer jeg i de bare mindste stressede situationer får jeg hjertebanken og kvalme – er kvalme normalt? (disse situationer er bl.a. en lidt for spændende film eller almindelig dagligdagsindkøb)
Jeg har frygtet, at det var under udvikling til at blive social fobi, men min psykolog siger, at det er ganske normalt at være super følsom når man er psykisk skrøbelig – alligevel nager angsten fordi jeg absolut ikke har overskud til at foretage mig noget som helst socialt. Kan ikke engang mødes med min studiegruppe uden at få det skidt.
Jeg er ked af det hele tiden, mangler energi og overskud til at lave de mest almindelige dagligdags ting og så er jeg hver nat i to mdr vågnet flere gange om natten så min nattesøvn er også påvirket.
Samtidig har jeg mavesyre-problemer, så slemme at jeg tager piller mod kvalme i forbindelse med spisning da syren ellers forårsager kvalme og utilpashed. Er det også normalt når man har stress? (det skal lige siges at jeg om to dage skal til gastroskopi og dermed undersøgelse af mavesækken).
Jeg er så træt af min situation – har altid kunnet klare alle mine gøremål og tilmed andres problemer.
Jeg har problemer med at være selv for så overmander tankerne mig og jeg har det i det hele taget ganske forfærdeligt og ser absolut ingen fremtid. Hvad skal jeg gøre?
Mvh Lone”
Hej Lone
Det er tydeligt, ud fra hvad du skriver, at du ikke har det godt. Måske er et sabbatår også en god ide, men der skal nok mere til.
Når jeg læser dit indlæg, så lægger jeg mærke til, at du nævner en række “fejl” ved dig selv, som din psykolog har fundet!? Du er “overansvarlig”. Du har været på psykisk “overarbejde” i alle henseender”. Du er psykisk skrøbelig. Det bekymrer mig at læse, da jeg mener at en god psykolog bør hjælpe dig med at opbygge ressourcer og selvværd, og det er tilsyneladende ikke lykkedes. Hvis man har prøvet noget, og det ikke virker, så må man prøve noget andet. Jeg tror, at psykologhjælp vil hjælpe dig, men jeg vil foreslå, at du finder en anden psykolog, en, der giver kognitiv terapi.
Du har en række symptomer, der kan tyde på enten stress eller angst eller måske endda depression. Måske oplever du en stress som følge af angst. Kvalme er et almindeligt symptom, men det er ikke normalt, at det kommer blot ved at se en “lidt for spændende film”. Det er altid godt at få undersøgt om det kan have andre årsager, så det er fint, at du får undersøgt din mavesæk.
Du skriver ikke noget om, hvad der har stresset dig. Enten har du ikke tænkt på at skrive det, eller også kommer stressen som følge af den angst, du også oplever. Jeg vil anbefale, at du taler med din læge om både stress, angst og depression, og at du under alle omstændigheder får noget kognitiv terapi. Kognitiv terapi hjælper både mod angst, stress og depression.
Se også svarene fra Susanne og fra Lene S
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
——————————–
Kender du til stress / angst og kvalme? Læg gerne en kommentar nedenfor.
Hej igen Bjarne
Det er meget uheldigt, for jeg ser faktisk først nu, at du forlængst har svaret på min ovenstående problemstilling.
Jeg er stadig sygemeldt, men det går fremad for det meste. Jeg får dog de velkendte “dyk” undervejs.
Jeg har nogle konkrete spørgsmål nu. Du skriver nemlig, at jeg ikke har skrevet hvad der stresser mig. Det vil jeg så skrive om nu.
Det startede alt sammen i februar måned. Jeg havde lige været på ferie i en uges tid, men undervejs tjekket den bugnende mailboks for nye opgaver, der skulle komme som start på det nye semester på min uddannelse. At jeg ikke var hjemme til at se, hvad det hele drejede sig om, stressede mig fordi jeg kunne se, at jeg hurtigt ville komme mange, rigtig mange sider bagud i forhold til lektier. Jeg havde samtidig kort efter hjemkomsten en aftale med nogle veninder efter skoletid, hvilket gjorde, at jeg tirsdag, efter skolestart mandag, var afsted fra kl. 7 om morgenen og først sad i toget på vej hjem klokken 22.00 om aftenen. Det var en meget lang dag og jeg kunne mærke jeg var træt. Jeg havde i forvejen om mandagen hjulpet en veninde med en stil (et eksempel på min overansvarlighed som jeg nævnte i det tidligere indlæg) og heller ikke om mandagen fået gjort noget særligt ved mine mange lektier (vi taler om et læsepensum på 500 sider hver uge de to første uger efter hjemkomst fra ferie = en umulighed at klare). I toget på vej hjem fik jeg pludselig en stærk kvalme og troede jeg skulle kaste op. Det gjorde jeg dog ikke, men jeg var meget urolig og havde hjertebanken og svært ved at falde ned da jeg endelig var hjemme, så jeg fik min far til at hente mig sent om aftenen. Her er mit første spørgsmål. Kan den kvalme være stressrelateret eftersom jeg havde haft en lang dag? eller er den tegn på panikangst? (skal lige nævnes at jeg måske nok altid har været en genert type, men ellers aldrig har været angst for noget før og heller ikke i situationen følte mig bange, havde bare kvalme).
Jeg havde fri dagen efter, men allerede om torsdagen i skolen fik jeg en pludselig appetitløshed da jeg stod i skolens kantine. Alle de mennesker må have stresset mig. Jeg fik ikke hjertebanken, men blot appetitløshed grænsende til kvalme. Er det stressrelateret eller er det angst? (jeg har brug for at vide det så jeg kan blive klar over min reaktion).
Jeg havde i løbet af de næste par uger i februar stadig mange lektier, men ingen andre problemer, end at min appetit var blevet lidt mindre, jeg var meget træt og jeg havde nogle gange kvalme efter mad (noget jeg senere har fået bekræftet skyldes mavekatar).
Nogle morgener i toget (som klokken 7 om morgenen er ret fyldt) kunne jeg få kvalme hvis jeg kiggede mig omkring på de mange mennesker. Stress eller angst? (det eneste jeg kan se som angst er kvalmen, for jeg havde ingen negative tanker over for alle menneskene andet end det almindeligt ubehagelige med at man ikke kan lide folk stirrer på en). Ikke nogle reaktioner med at jeg måtte ud derfra.
Jeg har også et eksempel på at jeg fik kvalme af at spille singstar. Havde besøg af to veninder mens det skete og jeg kunne mærke det lige pludselig blev for meget. Har siden spillet det uden at kunne mærke kvalme. Stress eller angst?
Det sidste jeg vil nævne er den dag, det hele så at sige kollapsede for mig. Jeg sad i min studiegruppe, og som det perfektionistiske menneske jeg er havde jeg styr på det hele. Vi havde fire opgaver for på samme tid, der skulle laves færdig denne dag. Alt lå på min computer. Jeg kunne klare alt. Jeg havde dagen forinden ikke haft nogen særlig appetit og havde ikke kunnet overskue at kigge på opgaverne i weekenden. Den mandag var bare noget der skulle overstås. Jeg kom i skole med intet andet end et par tvebakker i maven og havde fra morgenstunden af haft det halvskidt. Op ad formiddagen var jeg selvfølgelig sulten, men havde alligevel ingen appetit. Kvalmen bølgede frem og tilbage og jeg var træt i hovedet. Pludselig skulle det gå stærkt med opgaverne og vi skulle mødes med klassen en time før jeg havde regnet med, så opgaverne blev løst i huj og hast og vi gik hen i klassen. Jeg nåede kun at sætte mig ned før kvalmen overvældede mig og jeg troede jeg skulle kaste op så jeg strøg ud på toiletterne med hjertebanken og kunne slet ikke overskue at gå tilbage til klassen. Jeg kunne ikke kaste op, jeg kunne ingenting. Var jeg gået ned med stress dér? eller er det “bare” panikangst?
Jeg er selv meget i tvivl, men hvis jeg kunne få andre historier om hvordan det siger “klik” lige pludselig og man ikke kan mere, så ville det give mig lidt forståelse.
I dagene efter havde jeg ingen appetit, kvalmen kom og gik, selv det at se fjernsyn kunne give mig kvalme og hjertebanlen og jeg kom til læge med min mave. Det viste sig så at være mavekatar. Men appetitløsheden giver det jo ingen forklaring på. Jeg blev også som dagene gik mere og mere ked af det. Det hele så håbløst ud og selv min mobiltelefon og computeren havde jeg et anstrengt forhold til i form af kvalme og uoverskuelighed. Det er stadig ikke helt godt, det svinger alt efter hvor stresset jeg føler jeg har det.
Jeg har så været sygemeldt siden eftersom forsøg på at vende tilbage til studie og fritidsarbejde er mislykkedes med kvalme som følge. Er det min krop der forsøger at sige stop? At jeg ikke skal lave noget som helst andet end at læse romaner? Når det kommer til faglitteratur, ja alt der minder mig om skole og forpligtelser får jeg kvalme, og det kan man vel næppe kalde angst. Jeg ved det ikke helt, og det er derfor jeg skriver hertil.
Efterhånden som månederne gik kunne jeg køre bil igen, men så en dag for 14 dage siden skulle jeg prøve at køre motorvej. Jeg kunne mærke det stressede mig med den hurtige fart og lige pludselig fik jeg det som om jeg skulle kaste op. Stress eller angst? I dagene efter var jeg selvfølgelig ked af det for jeg tænkte “åh nej, endnu en nedtur”. Bil prøvede jeg at køre en uge efter, men fik kvalme igen, selvom jeg havde kørt bil en hel måned uden problemer.
Vi har også lige haft et dødsfald i familien og bare der blev snakket for meget om det fik jeg kvalme. Er vågnet enkelte gange om natten med kvalme og hjertebanken. Det kan jo tænkes, at det har stresset mig meget for hvad skal der nu ske med afdødes familie osv. Siden dødsfaldet for to uger siden har jeg også været meget grådlabil og sensitiv. Er jeg gået ned igen?
Min søvn har i over et halvt år nu været dårlig. Enkelte nætter har jeg sovet igennem, men jeg har nu problemer med indsovnignsfasen og så vågner jeg flere gange om natten og ligger i min seng til langt ud på formiddagen. Et eller andet må der være i vejen med mig.
Jeg skrev i det forrige indlæg om problemer med at handle ind og det skete en enkelt gang at jeg fik kvalme af det. Det var i en stor butik som Kvickly og jeg har læst andre steder om stress, at indkøb kan give stresssymptomer fordi det kan stresse meget. Jeg blev selvfølgelig chokeret da det skete og tænkte “åh nej, angst” så jeg kæmpede meget med at få mig selv til at gå i butikker igen. Det er så lykkedes, alle gange uden at få kvalme, så det kan man vel næppe kalde angst, men mere et tegn på, at det på det tidspunkt det skete var for stressende og for stort for mig?
Lige da jeg var gået ned kunne jeg heller ikke klare at have besøg af min ellers tætte veninde (med hvem jeg dog af og til har haft et lidt anstrengt forhold). Kan det skyldes stress over at skulle tage stilling til at være social og alle de problemer vi har haft?
Jeg vil så nødig kalde det hele for angst, og kan heller ikke få det til at passe at det er det altsammen. Det hele startede jo med såkaldte stressede situationer og en stresset perioder af mit liv.
Jeg har mange spørgsmål til dig, men jeg håber at få lidt klarhed over det hele.
Det skal siges at jeg ved lægen nu har fået en henvisning til en psykiater for han mener der er tale om angst og depression, som jeg nok skal have kognitiv terapi for, men jeg er selv meget i tvivl om min egentlige diagnose, derfor skriver jeg igen til dig og håber måske at få andres historier om, hvordan de er “gået ned med stress”. Om de har haft situationer hvor det hele bare er kollapset og deres videre forløb.
Med venlig hilsen
Lone
Jeg har lige læst indlæggene og jeg har det på samme måde. For mit vedkommende startede det sidste efterår, men først her i foråret begyndte jeg hos en NPL psykolog, der har hjulpet mig meget. Dog har jeg stadig lang vej igen, da jeg får nogle store dyk specielt omkring studier og gruppearbejder.
Jeg er også “overansvarlig” og kæmper med min følelse af utilstrækkelighed overfor andre hvis jeg ikke er den, der har styr på alt og laver mest.
Det er endnu ikke kommet så vidt for mig, at jeg har skullet søge orlov, men det har været oppe at vende og det kan være, at det ender med et semesters orlov.
Fysisk, har min sygdom udmyntet sig i hovedpine/migræne, kvalme, hjertebanken, overspisning, ingen appetit, trykken for brystet, angst, problemer med at trække vejret og ekstrem træthed. Og ligesom dig har jeg også ofte problemer med at være sammen med andre mennesker, selv dem, der betyder mest for mig. Det er f.eks. først inde for de sidste par måneder hvor jeg kan tage med til familiefødselsdage og blive tiden ud, og min familie er ikke ret stor. Hverdagens opgaver har også været uoverkommelige i de fleste tilfælde. Tidligere lavede jeg lange lister med hvad skulle nå inden dit og dat, men nu har jeg skåret ned til et minimum, og kun det allervigtigste såsom aftaler med psykolog o.l. Og så er jeg begyndt at belønne mig selv når jeg så kan overskue at gøre noget udover de ting, selv sådan noget som at vaske alt tøjet eller at vaske gulv. Bare det at sige til sig selv, at det er godt gået hjælper.
Udover det er jeg begyndt at gå ture i skov og høre mere roligt musik, og faktisk begyndt at pleje mig selv og tillade det, altså at se det som nødvendigt snarere end som en luksus.
Jeg har dog ikke fortalt alle om min sygdom, hverken blandt mine bekendte, på studiet eller på mit arbejde, men kun der hvor de virkelig blev nødt til at forstå mit standpunkt og sådan.
Jeg døjer dog stadig med en lille form for skam over min sygdom, og vil derfor heller ikke fortælle det til alle. Så det med at være åben omkring det, er stadigt noget som jeg er igang med at bearbejde.
Med hensyn til diagnose, så fortalte min psykolog mig, at jeg har ikke en depression, men har været meget tæt på at få en. Har danset på knivsæggen, ifølge hende. Udover det har jeg så været udbredt præget af angst i mere eller mindre grad i perioder og sammen med stress har det så resulteret i en form for sammenbrud indeni.
Jeg er endnu ikke i en position, hvor jeg kan se en ende på sygdommen, men jeg kan se at jeg er kommet langt alligevel og kan glæde mig over at kunne nogle ting, som ikke kunne klare bare for 3-4 måneder siden. Specielt har nogle studieture været pejlemærker for hvor meget fremad det er gået for mig, men jeg har samtidigt også taget mine forholdsregler, altså at enten vide hvordan jeg kunne komme hjem hvis det gik helt galt, eller muligheden for at kunne gå for mig selv o.l.
Men det største pejlemærke for at det går fremad, er nok at jeg kan se flere måneder ud i fremtiden og tage stilling til nogle aftaler i det tidsrum, og faktisk være overbevist om, at jeg vil kunne gennemføre det. Der er stadig enkelte ting, jeg ikke kan det med, men ved langt de fleste ting er det nu muligt for mig.
Så langsomt men støt går det fremad, og med den rigtige hjælp, tror jeg også at det vil det for dig.
Med venlig hilsen
Ann-Cathrine
Hej,
Jeg vil gerne starte med at sige, det er en fornøjelse at læse jeres indlæg. Jeg studere selv på roskilde uni. Jeg lider nøjagtig af samme problemer som dig, når jeg sidder til en forelæsning og skal til at lytte bliver jeg overmandet af mine tanker, som jeg har gjort eller skal gøre. Jeg får intet ud af den forelæsning!
Nu har jeg gået 1. semester færdig, og jeg har intet forstået af den ene semester. Jeg har simpelthen ikke overskud til lærer/forstå noget som helst. Når jeg f.eks. sidder i et gruppe arbejde, begynder jeg at være nervøs (begynder at svede), får kvalme, stress mm. Når jeg har noget input til gruppens diskution, tænker jeg rigtig meget over om det nu egentlig er rigtigt det jeg siger, hvad er konsekvensen af det hvis jeg siger forkert osv.
Her fornyligt var vi ude og spille indendørs fodboldsturnering med gevinst i puljen. Jeg fik bolden, mod et tomt mål, men jeg BRÆNDTE chancen. Jeg havde så meget stress på at jeg ikke kunne “se” bolden for mig, ja, det lyder måske latterligt, men kunne faktisk ikke se bolden! Jeg tænker stadig over hvordan jeg brændte den chance, og jeg måske slet ikke skal spille fodbold igen, selvom jeg faktisk er/var rigtig god til fodbold!
Jeg ville høre om man kunne få nogle piller eller noget helt 3. imod stress?
Det hele startet meget småt, men nu har jeg virkelig problemer med denne “sygdom”. Jeg gider bare intet efterhånden, jeg er så småt ved at låse mig selv inde fra omverdenen, da jeg bare synes verden giver mig mere stress.
Ja, stress er hovedårsagen til mavekatar. Mange mennesker tror, at det kun er kost. Faktisk er stress ifølge sundhedsportaler såsom http://www.sundhedslex.dk/mavekatar.htm den største årsag til mavekatar. Jeg kender desværre alt for godt til mavekatar, hvilket dog nok i mit tilfælde skyldes overvejende alkoholmisbrug
Kære alle,
Jeg kender jeres situation meget godt.
Lone, jeg har læst dine indlæg, og jeg ved præcis hvad du går igennem. Og jeg tror ikke, at du er syg, jeg tror bare at du er særligt sensitiv! Det er vi mange, der er (20%!). Efter jeg begyndte at meditere for 2 år siden, kan jeg tydeligere og tydeligere mærke hvilke energier der er rundt omkring, og hvor overstimulerende det kan være. Der er normalt meget støjende (energimæssigt) i et supermarked, og derfor opholder jeg mig mindst muligt sådanne steder. Du kan bedst vurdere hvad der dræner dig for energi, men for mig kan det også bare være det at være omgivet af mange mennesker, f. eks. i bussen og på studiet. Det er der ikke noget forkert i! Det er fordi vi har antennerne meget mere ude end folk, som ikke er sensitive.
Ifølge “samfundet” skal vi efterhånden være robotter, perfekte og funktionelle, men det er os som skaber samfundet! Og jeg synes det er på tide, at folk er mere ærlige og står ved, at de ikke er byggede til sådan en tilværelse uden at de forfølges af en byge af selvbebrejdelser. For hvis skyld er vi her?
Jeg vil råde dig til, at læse mere om særligt sensitive mennesker (på engelsk the Highly Sensitive Person), selv har jeg haft megen gavn af Elaine Arons bog om emnet.
Må I finde jeres vej her i livet. Masser af solskin og gode tanker fra
Nina
Hejsa, det er dejligt og se at jeg ikke er den ene der har “psygisk kvame. Jeg
Har slev døjet med kvalme udafbrudt i 4 måneder nu, og det gør det rigtig slemt da jeg har angst for at kaste op. Jeg har ingen appetit og ingen overskud. Skolen er uoverskuelig, jeg har på ingen måder overskud til at lytte efter og koncentrere mig, og nu er jeg faktisk begyndt slet ikke at tage i skole, da jeg altid for kvalme efter det første modul og tager hjem fordi jeg tror jeg snart skal kaste op. Kvalmen gør at jeg har det umulig med at være i offentlighed, da min angst for opkast gør alt 100 gange værre. Jeg ligger bare der hjemme, og nærmest venter på jeg kaster op, men det sker aldrig (heldigvis for mit vedkommende)
Jeg er startet til en psygolog som også fortæller mig at det er overstiumulering af nervesystemet og angst. Angsten for at kaste op, stresser mig så meget at jeg selv for kvalme…
Hejsa
Jeg ved ikke hvad der sker for mig. Jeg har bare ikke appetit på noget. Jeg er faktisk rigtig dårlig til at passe på mig selv.
Hvis jeg spiser er det mest sødt. (Ikke smart når man er MEGET over vægtig. CA 40 kg for meget.)
Jeg er helt uge af alt som hedder daglig rytme.
– Står op ved 12 tiden spiser ikke noget drikke lidt.
– Dagen går og jeg er træt og ugidelig udmattet, drikker en hel del alt fra saft til soda vand. I,gen alkohol.
– Får aftensmad men kan faktisk ikke spise det, da det bare ikke smager mig
– aften hygger med manden og ser tv, drikker mere.
– seng ved 02-03 tiden.
Det var så den dag.
Jeg er hjemme gående PGA. depression som jeg nu har haft i over 10 år. (blev først arbejdsløs i februar 2013, PGA depression.
Jeg er under behandling men kommer bare ikke videre i det.
Hjælp hvad kan jeg gøre.
jeg har været i motionscentre men kunne ikke holde til det. Jeg får at vide jeg skal ud hver dag. Er jeg også bare ikke så meget og længe.
jeg får fniller af det her liv. Jeg vil så gerne en masse men kan ikke. Hvad gør jeg, også det med maden
Hej Berit
Det er ikke så godt, hvis man kommer ind i en ond cirkel, hvor man ikke har det så godt, så man ikke passer godt på sig selv, så man ikke har det så godt, osv – og det lyder lidt, som det er der, hvor du er nu, Og så har man brug for hjælp, og det er rigtig godt, at du får behandling. Det bedste råd, jeg kan give, er at følge de råd, du får fra dine behandlere, så godt du kan. Jeg ville have meget fokus på søvn- og døgnrytme.
Mvh Bjarne Toftegård