Carsten Bonde Petersen skriver under Spørg om stress
“Kære Toftegård
Jeg vil gerne vende tilbage til dit indlæg om stress er en sygdom eller ej. Jeg er 56 år gammel og har arbejdet hele mit liv (40 år). For at gøre en lang historie kort, men relevant, kan jeg fortælle at jeg har haft negativ stress i 10 år. Da det blev nok blev jeg sygemeldt og var sygemeldt i tre år dog med forskellige arbejdsprøvninger som gav voldsomme tilbagefald og jeg er nu førtidspensionist.
Jeg har dokumentation for at min stress er arbejdsrelateret.
Jeg kom til at se i mine forsikringspapirer (lærerstandens brandforsikring) at jeg havde en arbejdsskade forsikring der kan komme til udbetaling ved 100% invaliditet, men forsikringen dækker ikke ved sygdom. Jeg har kontaktet sundhedsstyrelsen som siger stress ikke er en sygdom, men konsekvensen er sygdomsrelateret, det er egentlig også det du mener. Min situation er, at jeg ikke arbejder og har det godt, Mener du min arbejdsuduelighed skyldes sygdom?
Venlig hilsen
Carsten Bonde Petersen”
Kære Carsten Bonde Petersen
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at stress IKKE er en sygdom. Stress kan føre til sygdomme og andre lidelser. Som du også har fået at vide af sundhedsstyrelsen, så er stress en tilstand. Og hvis man er i denne tilstand for længe eller ofte, så kan det få det fysiske og psykiske konsekvenser.
I de fleste tilfælde kommer man sig ovenpå en stresset periode, men i nogle tilfælde er man blevet så syg af stressen, at førtidspensionering er den eneste mulighed.
Jeg mener, at arbejdsrelateret stress, der giver kronisk lidelser, er en arbejdsskade på lige fod med fysisk nedslidning. Det er blot en psykisk belastning i stedet for en fysisk belastning.
Så ud fra hvad du skriver, skyldes din arbejdsuduelighed ikke en sygdom, men en belastning. Men hvordan forsikringsselskaber forholder sig til det, ved jeg ikke nok om.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
Kære Toftegård.
Jeg har nu igennem 4 mdr. været sygemeldt med stress/depression. Min baggrund er meget kort fortalt, en livslang stress påvirkning pga. bla en psykisk syg mor, der har krævet støtte, opbakning og omsorg fra jeg var ganske lille. Senere i livet møder jeg min kæreste og kommende mand, hvis mor var dobbeltmisbruger af alkohol og medicin.
Da min mor i 2007 bliver for dårligt fungerende til at klare sig i eget hjem, flytter hun på psykiatrisk bosted. Min svigermor dør i 2008 efter flere års hård sygdom og det gør at jeg får tid og ro til at tage mig af min lille familie. At focusere på mig selv og mine. Der har aldrig været tid til mig og derfor tror jeg også at reaktionen bliver som følger.
Jeg begynder at blive syg fysisk. Alt hvad min søn pådrager sig i dagplejen af virusser og bakterier, får jeg også. Senere udvikler jeg alverdens infektioner, som er svære at slippe af med. Har deraf mange sygedage. Jeg forstår ikke, hvorfor, men forsøger at finde forskellige løsningsforslag. Bla. skifter jeg arbejde, da jeg tror, at det er den lange køretur, der stresser mig.
Det hele kulminerer i september 09, hvor jeg går til lægen efter i over 50 dage at have været på penicillin og ikke orker mere. Da han for alvor spørger ind til mig og min situation, bryder min verden sammen og han sygemelder mig på stedet på ubestemt tid.
Jeg har nu smidt det panser, som jeg har båret det meste af mit liv og har gennemlevet et helvede i de første måneder med totalt kontroltab, manglende søvn eller meget overfladisk søvn, synsforstyrrelser, migræneanfald, svigtende hukommelse, angst anfald, agressive udfald mod mine nærmeste, har en ikke eksisterende lunte, min evne til at multi tarske er forsvundet og de fleste af andre kendte stress symptomer.
Jeg oplevede en bedring i løbet af december, hvor jeg havde dage hvor jeg følte mig ovenpå og kunne sætte plus i kalenderen. Det var en befriende følelse.
Jeg har i hele perioden haft mdr. samtaler med min læge og fik af min leder bevilliget 5 psykolog samtaler, som jeg efterfølgende har fortsat med. Disse samtaler giver mig rigtigt meget, der er focus på min problemfelter og jeg får arbejdsopgaver fra gang til gang. Det holder mig godt beskæftiget.
Nu til mit dilemma.
Jeg har haft kontinuerlige samtaler med min leder ca. 1 gang om mdr. Hun har været meget forstående, men i da vi mødtes lige efter nytår, forlanger hun en dato for min tilbagevenden til arbejde og det gerne snart. Da hun samtidig foreslår, at jeg flytter til et nyt arbejdsted, er mit focus på sidstnævnte og jeg begynder så småt, at vende mig til tanken om at skulle tilbage på arbejde engang. Midt i januar ringer hun og fortæller, at jeg nu officielt er ansat det nye sted og det er jeg ok med, da vi hele tiden har haft en aftale om at jeg skulle starte skånsomt op, når det engang blev tid. Men nu er der pludselig andre boller på suppen og hun udtaler “det er aldrig tidligere sket at man starter op på et nyt arbejdsted på deltid, så det gør man ikke” Ergo fuldtid, nyt sted og gerne snart. Ugen efter modtager jeg min nye mødeplan, hvor jeg er sat på fra uge 8. Jeg har på intet tidspunkt meldt en dato ud og føler mig nu voldsomt presset.
Vi havde en aftale sidst i januar om et møde. Jeg står nu med samtlige stress symptomer i fuldt flor igen og føler at hun presser mig ud i noget, som jeg slet ikke er klar til, på vilkår som slet ikke passer på min situation. Jeg har allieret mig med min tillidsrepræsentant, som bisidder, da jeg er meget usikker på hvad der skal ske.
Mine spørgsmål går på, er det normalt at være sygemeldt SÅ længe og så reagere SÅ voldsomt ved krav? Det skal siges, at jeg kan mærke at jeg føler mig stærkere end da jeg oprindeligt blev sygemeldt, men er blevet noget forskrækket over, hvordan det popper op ved pres.
Skal jeg til at erkende at en livslang stresspåvirkning ikke bare går over i løbet af 4 mdr, at jeg måske skal forestille mig en noget længere sygemelding, for at finde mig selv og komme ovenpå igen?
Er i syv sind, for samvittigheden vil gerne, at jeg starter på arbejde, mens hele mit bagland siger, at jeg IKKE er klar endnu.
Vil gerne have en “normal” hverdag igen, men kan også godt se, at det virker urealistisk med de reaktioner jeg har pt.
Så jeg er nok nødt til at melde ud til min leder at jeg ikke kan sætte en dato og at det har lange udsigter. UHA, det er en meget uoverskuelig opgave…
Synes, jeg er usammenhængende i det jeg skriver, håber du kan finde hoved og hale i mine sprøgsmål. Mvh
Mor 33
Ups. den blev vist lagt ind et forkert sted:-/ Manglende overblik velsagtens…
Hej mor33
Du kan se et svar til dig her:
http://www.forebygstress.dk/blog/livslang-stress
Mvh Bjarne Toftegård