Er stress en sygdom?

Der er mange misforståelser på grund af spørgsmålet, om stress er en sygdom eller ej. F.eks. skriver Tina i en kommentar til Klar til at starte på arbejde igen?:

“… Sjovt nok havde min chef været på kursus vedr. stress og forebyggelse heraf, mens jeg var sygemeldt. Under samtale med ovennævnte, fik jeg af vide, at stress ikke var en sygdom (det blev sagt på kurset) og at det bedste man kunne gøre var at begynde på arbejde igen. …”

Det, chefen havde lært, eller opfattet, på kurset, er faktisk ikke rigtigt. Vi blander nemlig ofte to forskellige begreber sammen, når vi taler om “stress”.

Den stress, vi oplever i en situation, hedder “akut stress”. Den er IKKE en sygdom, men en helt naturlig reaktion, som vi alle sammen har. Den påvirker os psykisk og fysisk, så vi bedre kan klare en trussel eller et pres, vi oplever eller forestiller os.

Hvis vi oplever vedvarende eller hyppigt gentagende akut stress, så kommer vi fysisk og psykisk mere og mere ud af balance. Stressen udvikler sig. Hvis det står på længe nok, så får vi det, der hedder “kronisk stress”, og det ER en sygdom. Og et tage tid at blive rask, selv om stressårsagerne forsvinder helt.

Så svaret på spørgsmålet “Er stress en sygdom?” er nej og ja. Akut stress ikke er en sygdom, men det kan føre til sygdom. Denne sygdom hedder “kronisk stress”, men kaldes ofte bare for “stress”.

Hvis stressen har udviklet sig, så man er blevet sygemeldt, så er man syg, og det bedste, man kan gøre, er at blive rask, og det gør man bedst ved i en periode at undgå det, der stresser.

Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård

You must be logged in to post a comment.