Glenn skriver under Spørg om stress:
“Hej med jer.
Min kæreste røg på hospitalet natten mellem søndag og mandag. De tog alle mulige tests på hende og alt så perfekt ud. Alt i vores liv kører suverænt, men der stor fyrings runde på hendes job.
Kan stress undertrykkes længe og først give sig til kende når alt begynder at falde på plads og se perfekt ud???
(Hun vil ikke rigtigt acceptere stress som en mulighed).
Skal lige oveni siges at hun har siddet alene på sit job de sidste 2,5 måned med arbejde for 2 og lå på 160 point på jeres stressometer!
mvh. Glenn”
Hej Glenn
Ja, stress kan ofte undertrykkes i rigtig lang tid. Man ignorere eller bortforklarer alle de stresssignaler, man har, og så slår det ofte ekstra hårdt, når man på et tidspunkt ikke kan holde til det mere. Det kan ske, når man endelig giver sig selv lov til at slappe af. Det kan også ske, når der sker en eller anden form for ændring. Det kan også ske på grund at en eller anden detalje – dråben, der for bægeret til at flyde over. Uanset hvad der er skyld i selv sammenbruddet, så er det den stress, der har været i månederne, og for nogle i årene, optil det tidspunkt, der er den egentlige årsag. Det er klassisk, at man kommer til lægen eller på hospitalet, og at “alt” ser fint ud” – da de kun teste noget af det fysiske.
Du skriver, at din kæreste har haft ekstraordinært meget pres på arbejdsmæssigt, og at hun har scoret højt i stresstesten. 160 er klart oppe i området for kronisk stress. Hendes krop har prøvet at fortælle hende, at hun er langt ud over, hvad man kan holde til. Men hun har ikke lyttet.
Jeg håber, at dette svar kan være med til at åbne øjnene for hende. Alene det at ligge så høje i stresstesten betyder, at man må gøre noget, uanset om det skyldes stress eller ej.
Med venlig hilsen
Bjarne Toftegård
————————————–
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller egne erfaringer til dette, så er du meget velkommen til at skrive om det nedenfor til hjælp for Glenn og andre.
Jeg har undertrykket min stort set permanente stresstilstand i 14 år…og så kom dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det har nu resulteret i varige mén af stress…så det kan ikke anbefales! 🙂
Hej , nu er stress signalet på 206, og jeg er hos lægen blevet fortalt at det er stress… så nu har jeg taget sagen i egen hånd også, jeg har fået ordnet det sådan at jeg arbejder tirsdag torsdag og fredag i de næste 3 uger, og derefter vil lægen så vuderer om det hedder reel syge melding eller en nedsættelse af arbejdstiden over en længere periode… det har været forfærdelig at være i dette stress felt. Er der andet jeg kan gøre lige nu??…..
Hej Karin Aagaard
Godt at du gør noget. Jeg vil anbefale, at du undersøger om du kan få nogen hjælp på nogen måde, af enten en psykolog eller en stresscoach. De vil kunne hjælpe dig til at komme ovenpå igen meget hurtigere og til at forebygge fremtidig stress.
Mvh. Bjarne Toftegård
Hej Bjarne
Jeg er 48 år.
Jeg prøver og prøver alt hvad jeg kan at undgå at bryde sammen … ja, jeg ved ikke engang om det er stress.
Jeg har skåret stort set alt socialt samvær væk, da bare tanken om gæster eller en invitation for mig er totalt uoverskueligt. Min hobby – amatørteater – er også skåret totalt ned til næsten ingenting. Jeg tager på arbejde – som jeg er glad for – hjem. Sørger for de dagligdags pligter som vask, indkøb, madlavning sammen med resten af familien.Jeg tvinger mig selv til at dyrke motion 1 time hver dag, laver derefter afspænding til “musik cure” af Niels Eje, har gået til arbejdspsykolog et halvt år, zoneterapi hver 14 dag, spiser sundt, tager ginseng, fiskeolie, rosenrod, stærke b. vitaminer – you name it.
INTET hjælper…. jeg er ved at give fuldstændig op. Det er fuldstændig ligemeget hvad jeg gør, så bliver jeg ved med at være træt, træt, træt… have hovedpine, migræne, kvalme, ekstremt ondt i maven, svimmel og en masse andre skavanker. Jeg begynder at blive så gal på mig selv over, at jeg ikke bare har det godt. Min familie er også ved at være trætte af, at jeg altid har det fysisk dårligt…. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Det hjælper jo intet at sygemelde sig, når der ikke er noget jeg er utilfreds med hverken i mit arbejde eller på hjemmefronten. Hvorfor reagerer min krop så sådan?
Med venlig hilsen
Lone